Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1870-05-06)

København, d. 5. Maj 1870.

Kære Skrøder!

»Don’t put up till to morrow, what can be done to day« var en af de Sætninger, jeg i min Skoletid bed mest Mærke i — det vil da sige i de engelske Timer — men den er ikke så let at følge; forman synes bestandig at det ikke kan s. 245 gøres idag; sådan er det nu også gået mig med Brev til Dig, det er blevet opsat fra Dag til Dag, men nu skal det afsted iaften, om det så bliver aldrig så kort. — Tingen er den, jeg vil gerne have Lidt at vide; siden Du rejste, har jeg ikke hørt et Ord om din Tilværelse, endsige mere. Jeg var hos din Moder forleden, men hun var ikke hjemme, jeg var hos Bøcher idag, det kunde jeg af samme Grund have sparet. Nå, men hvordan har I det da, og hvordan havde I det herinde. Din Søster fandt mig så mageløs glad den Aften, jeg besøgte Jer, men hvor kunde jeg være Andet; Du kan aldrig tro, hvor det var fornøjeligt at se Jer sidde dèr, hele Stuen åndede — jeg ved ikke selv, hvordan det var — lutter Kærlighed og Glæde; så kunde jeg nok sagtens være glad; — men det er sandt, det har jeg nok sagt Dig Altsammen Tirsdagmorgen; dog Du tilgiver; for jeg bliver glad, hvergang jeg tænker på det lille Maleri; alle de deroppe på Udstillingen, de falder rigtignok igennem. Tak, fordi Du bad mig komme herop den Aften. — Men hvordan har I det så, spørger jeg igen, og lad mig få det at vide lidt snart, for jeg længes.

Da vi skiltes, tog jeg jo i Skoven og havde en prægtig Dag; fra Grundtvigs kom der ikke Andre end Fru Høgsbros Søster og G.’s Børn, for Køster var netop ude på Tuborg for at sige Farvel; han er jo nemlig taget til Karrebæk en Tid for at samle Kræfter efter sin Sygdom; men således blev der Intet af dine Spådomme, men det kan jo komme en anden Gang!! Vi havde det imidlertid rigtig rart dog måske mere om Eftermiddagen og Aftenen, da jeg var ude hos Høgsbros, end ude i Skoven; der var ingen Blade, og de Par Blomster, der var, måtte vi møjsommelig lede op; men der var en Kvidren, et Solskin og en Friskhed, som jeg havde godt af; det var en god Måde at indvi sit År på; men s. 246 Eftermiddagen var dog, som sagt, den bedste derude i det hyggelige Hjem (det er det næsten også for mig) på Fælledvejen eller Fællesvejen, som Brandmajor Jacobsen kalder den. Det er godt at have Mennesker, der holder af En, og det har man Lov til at glæde sig over; det er rigtignok noget Andet end de Stensgårdske »Folk, der anerkender En«, d e fører En kun til Fald, fordi de hæver En op på en udspilet Blære, som et Nålestik kan få til at falde sammen. Gud ske Lov, havde jeg nær sagt, at der ikke er Noget at anerkende hos mig; men Gud ske Lov, at der dog er Folk, som jeg holder af, og som holder af mig; Kærlighed giver Væxt. Det sagde også Ludv. Schrøder, da han for et Par År siden så mine Forældre tage imod mig, da jeg kom hjem fra min Ferierejse. Ja jeg ønsker tidt, at jeg blot nogen Tid var sammen alene med »Hjemmet« her og »Hjemmet« på Fælledvejen, med Dig og Jacobsen og måske et Par til; så vilde jeg voxe, for det føler jeg godt, at disses Kærlighed har jeg levet af og lever af endnu, skønt det kun er småt med mit Liv og min Kærlighed; Varme trænger jeg til, Varme, Varme, Varme! er jeg nær ved at råbe, som Goethe råbte på Lys, Lys, Lys.

Nå, men jeg er dog en løjerlig Snegl, jeg skulde skynde mig, og så går jeg så dybt ind i Texten, men det har rumlet lidt i mig i den sidste Tid, så det er tilgivet. — Jeg er ellers lidt gnaven på Dig, fordi Du hin Aften, rigtignok med min egen ubesindige Tilladelse, talte om »Illustreret Tidende«. Stykket kommer først på Søndag otte Dage, for de har haft så uhyre Meget liggende; det gør nu ikke så farligt, værre er det, at jeg nu er meget misfornøjet med det og sagtens bliver endnu mere endnu. Bundet af Hensyn var jeg da jeg skrev det fra først, så kom Hensyn til Bøcher og Hensyn til Jacobsen og Hensyn til Boghandleren, der også vilde have s. 247 Lidt ændret, og Stykket blev gennemset, rettet, forkortet og forlænget (på Prokrustes’s Maner) og ændret sålænge, til jeg blev led og ked af det; jeg havde meget Mere og noget meget Bedre at sige og på en langt bedre Måde, det følte jeg, men jeg følte også min Binghed og Uformuenhed; og nu lod jeg stå til; her gælder det jo dog egenlig kun om, at Folk kan lære Kolds Navn at kende. — Hidtil har det dog været mig selv, der har behandlet Stykket, men måske Delbanco endnu gør Ændringer i et Par Småting — de Småting, de Småting, hvor de har ærgret mig, for det er kun dem, jeg har pillet med; — men Du kan naturligvis ikke finde Mening i alt Dette; bryd Dig bare heller ikke om det. — Ellers har jeg i Anledning af dette Arbejde kommet til at anstille en Bække Betragtninger over mine Evner, mit Mål og meget Andet, som — Du kan få en anden Gang, nu skal jeg spise til Aften; man venter mig nede i Stuen, Kl. er 10 tø.

Svar mig så snart på det: Hvordan har I det? og hils Sofie fra

din Ven.
Harald Holm.