Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1870-06-01)

København, 1. Juni 1870.

Kære Ven!

Dennegang kunde Du rigtignok have Grund til at være gnaven. To Breve og intet Svar! Men vær nu ikke vred længer, nu kommer det. Jeg begyndte forresten i Torsdags, men det var en komplet Tycho Brahes-Dag. Jeg var først bedt til Middag hos Bøcher, siden hos Jacobsen, men afslog begge Steder, fordi jeg skulde læse Noget og om Eftermiddagen gerne vilde lidt ud hos Høgsbros, men Hebræisken tog mig for lang Tid, og så kom jeg heller ikke der. Så begyndte jeg på Brev til Dig, men da en Side var skrevet, fik jeg Besøg, og det varede Dagen ud, så jeg om Aftenen ikke kunde lade være at nynne den bekendte Melodi: Forgangen Nat vor sultne Kat o.s.v. Jeg skulde have sendt Dig Hilsen fra Din Moder og trøstet Dig med, at Bøcher levede endnu, vilde skrive med det Første og skulde til Kolding i Pindsen; men nu er sagtens begge Dele overflødige.

Dine to Breve har ret fornøjet mig. Der var imidlertid Et og Andet nvl. i det andet Brev, der fik mig til at smile, det må vi først tale om. Godt er det, at Du ikke er ansat ved Inkvisitionen, så vilde jeg da nødig være falden på din Vej, sådan som Du kan se Ens lønlige Tanker og se galt. Det gør ganske rigtig ondt at slippe en kær Tanke, men jeg har slet ingen Tanker haft til Nørager, så jeg gad i Grunden vide, hvor Du har fået det Indtryk fra; det var mig så underlig at blive trøstet over en Skuffelse, jeg slet ikke havde lidt, men alligevel Tak for Trøsten. — Tanken om at blive din Efterfølger var som sagt ikke faldet mig ind, men det kunde måske ikke være så galt, om jeg fik Noget af den Slags. Jeg går her og er Ingenting og gør Ingenting og s. 255 laver Ingenting. Det er mig og har allerede længe været mig, som stod min Udvikling stille, jeg forekommer mig selv som en sprængt Kugle, jeg mangler et Centrum. Ved min Undervisning lever jeg lige af Hånden i Munden, ᴐ: jeg har ikke mere end jeg giver, jeg er som en lille Cisterne, der ikke kan give mere Vand hver Dag end den Smule, der Dagen iforvejen er regnet ned i den, jeg vilde gerne være som en Sø, der dog ikke tømmes med et eller to eller tre Drag, og hvoraf man ikke blot kan øse en Sjat Vand op, men som man kan tumle sig omkring i uden at behøve at frygte, at Båden strax skal støde på Grund; sådan vilde jeg gerne have, mine Kundskaber skulde være, når jeg underviser, først da tror jeg ret, jeg kunde nytte dem med Klem; så vilde jeg kunne være Herre over dem, nu er de altfor hyppig på Grund af deres Binghed Herrer over mig. Men hvorfor indsamler jeg da ikke de Kundskaber jeg vil, og som jeg tørster efter; jo Tingen er jo den, at jeg er to Mennesker, jeg er for det Første mig selv og for det Andet stud. theol. Vil jeg anstrenge mig og arbejde for at gøre mig dygtig til min Lærergerning og vil jeg arbejde på min egen Udvikling i alle de Betninger, jeg føler, jeg trænger til det, så går det i Skuddermudder med Theologien (ᴐ: Examen), og læser jeg til Examen, ja så må det Andet hvile, hvis det skal blive til Noget. Men hvad gør jeg da nu i denne Knibe? Ja, det er netop Knuden, jeg gør Ingenting, eller — hvad der er det Samme — jeg gør begge Ting, jeg informerer og hører theologiske Forelæsninger (ᴐ: »studerer Theologi«); det Sidste og i det Hele taget den Tanke, Du må dog nu tage fat på Theologien, Du tør ikke give Dig af med Andet, det hæmmer det Første, så det kun bliver småt, og det Første hæmmer det Sidste, så det bliver slet Ingenting; men begge Dele optager dog Tiden, så Du s. 256 forstår, jeg kommer ikke af Stedet, og jeg lever næsten flakt ᴐ: halvdød. Kaste mig for Alvor over Theologien kan jeg ikke, før jeg får Kommunitetet, og kan jeg det da? jeg må jo alligevel informere Noget, og kan jeg hengive mig helt til Theologien? Jeg tror det ikke; thi hvorfor studerer jeg Theologi? er det fordi jeg har Lyst dertil? Nej, det er for Examens Skyld. Fordi jeg vil benytte den? Nej, blot for den Anseelse, den giver i Folks Øjne. En Examen har Meget at betyde i vore Dage, det er en god Støtte, og af alle Examensstudier var theol. det, hvorved jeg vilde få mest af hvad jeg søgte, det var omtrent denne Betragtning, der gjorde mig til stud. theol. For dette Skins Skyld er det altså, jeg vil lade mig levende indmure i nogle År, thi således forekommer det mig, om jeg skulde give mig i Lavmed et Studium, som jeg kommer ligegyldig til uden at føle den mindste Trang til det. Og kunde de År, der vilde medgå til Examenslæsningen anvendes bedre? Udentvivl ja, meget bedre, men hvorfor bryder jeg da ikke overtvert? — Jeg har ikke Mod til det. Mine Forældres Sorg, Folks Snak, det var hårdt, men jeg kom vel udover det; men nu Pengene; jeg fik jo intet Kommunitet og kunde ikke nøjes med hvad jeg tjener nu, jeg måtte da have mange flere Timer (men var så også, det forstår sig, fri for Forelæsningerne) og fik jeg dem? å jo, de kom nok. Men havde jeg Kraft til at bane mig selv en Vej, lidt uden for den slagne Landevej? der har vi Knuden; jeg både tror og tvivler, og tvivler man, om man kan Noget, skal man lade det være, i det Mindste foreløbig. — Men jeg pines af disse Tanker, Du kære Ven, og jeg ønsker tidt jeg havde Dig her, at jeg kunde tale med Dig om den Ting og andet Mere, tale virkeligt med Dig om det, ligesom jeg stadig taler med Dig derom i Tankerne. Jeg står ved et Valg og vil gerne s. 257 have Råd, for det er et vigtigt Valg; vel ved jeg, at Guds Vilje med mig nok skal ske Fyldest, men hvordan den skal ske, afhænger dog tildels af dette Valg, derfor beder jeg også, lad mig vælge det, der bedst og glædeligst fremmer Din Vilje, som Jesus Kristus har lært sin Menighed at bede: Ske Din Vilje, som (ᴐ: ligeså ligefremt og glædeligt som) den sker i Himlen, så og på Jorden.

I Grunden skulde Du ikke have mere dennegang, for nu tror jeg ikke, jeg kan skrive om Andet; men det kan være det varer lidt (en 14 Dage) inden jeg skriver igen; for jeg læser Hebræisk på Kraft i denne Tid, jeg kan i Grunden Ingenting og ved endnu ikke, om jeg går op; indtil den 9de Juni har jeg Lov til at tælle på Knapperne, om jeg skal el. ikke, så skal det være bestemt; men Du forstår vist, at jeg kun er dårlig oplagt til det i denne Tid. — Mit Stykke om Kold har voldt mig megen Ærgrelse, men også megen Glæde; jeg har været så led og ked af det, at jeg ikke har læst det ordenlig igennem, siden det kom i »Ill. Tid.«, nu kunde jeg næsten have Lyst til at gøre det. Jeg vilde have givet så meget, så grumme meget mere, jeg vilde have åndet min Kærlighed til Kold ind i Læserne, så vidt det da kunde lade sig gøre; jeg vilde have vist hans Betydning for Folkelivet, og hvorledes han kunde gå til Bunds i Menneskenaturen, ganske anderledes end jeg har gjort; hans hele Betragtning af Skolen vilde jeg haft med, og så var det så småt og fattigt; det forekom mig som en blodig Ironi, at Du ventede Bistand i dette Stykke i Anledning af dine Drenge; når nu dertil kommer, at Bogh. Delbanco fik mig til at stryge et Par af mine bedste Bemærkninger, som jeg næsten havde forelsket mig i, at han havde sat Portrættet som Pendant til Hertuginden af Berry, og at det ikke lignede, så kan Du forstå, jeg ærgrede mig forgangen s. 258 Søndagmorgen. Heldigvis var jeg den Dag i Skoven med Høgsbros, Jacobsen og Termansen, og Ærgrelsen var snart ovre. Siden har jeg dog hørt Flere, der syntes om Stykket: Aug. Skrøder e.g. og flere Rigsdagsmænd, men hvad der fornøjede mig mest, er Noget, jeg hørte af en Dame forleden. Hun havde ude på Landet truffet en Proprietær, der ikke var Grundtvigianer, helt opfyldt af Stykket og helt betaget af Beundring og Glæde over /Kold.

R. Nielsen har holdt nogle udmærkede Forelæsninger om »Kristus og Folket«, som jeg tænker han udgiver; og vi har fået ny Ministre, som Du ved. Du skulde nu egenlig have en lun politisk Sladder om denne iKrise, for jeg har været meget optaget af den, jeg har endogså følt det gamle Ministeriums Fald, som var jeg personlig ansvarlig derfor; thi jeg har stemt imod det — i Tankerne. Men Klokken er for mange iaften. — Hils Sofie, og lad os bede Gud om, at han vil lade det gå godt for Jer to og for mig med, når vi hver for sig, efter Ferien, skal begynde på de ukendte Veje; lad os bede ham derom, for de siger nok, at Gud forandrer ikke Livets Gang for vore Bønners Skyld, men jeg tror det dog alligevel.

Din Ven
Harald Holm.

Skriv endelig snart.

s. 259 Hvad om vi klædte det Fjeld saa haardt,
om der kom Liv paa de nøgne Stene,
om alt det stygge blev gjennet bort,
og der kom skyggende Grene,
om der kom Hygge, og der kom Fred,
om der kom Varme og Kærlighed,
om der kom Glæde i Fjeldet!

Ak ja, vi drømte en Vinternat,
at det med et blev en mild Skærsommer,
at Fjeldet klædtes saa overbrat,
og det med Roser og Blommer;
det gik saa let og det gik saa snart,
men da vi vaagned, var Fjeldet bart —
det var kun skuffende Drømme!

Nej skal vi klæde det Fjeld en Gang,
og skal til Maalet vi en Gang komme,
i Storm og Strid bliver Vejen trang,
det gaar kun Tomme for Tomme;
men er end Vintren af Storme fuld,
og vælter Flommen os end omkuld,
vi vil endda klæde Fjeldet.

Om vi er Ener, om vi er Lyng,
vi vil ej sporge og granske efter,
tag fat paa Værket, tag fat og syng;
en Sang gi’er voksende Kræfter!
og hold Dig fast, hvor Du kan faa Tag,
da skal Du visselig se den Dag,
da Du naar frem over Fjeldet!

s. 260 Men Folk de tænker, det er saa lidt,
— kun Sneglefart imod Verdens Hoppen,
der er dog Glæde i hvert et Skridt,
og vi naar sikkert til Toppen.
Vi aldrig slipper den faste Tro,
at op ad Fjeldet et Liv kan gro,
et Liv i Lys og i Glæde!

Jeg fik ej Valg, da mit Øje saa
dem stævne frem ad de store Veje;
jeg maatte med med de Kræfter smaa,
som Herren gav mig i Eje.
Jeg saa, kun et kunde holde ud,
og det var levende Tro paa Gud,
men jeg har set, hvor han findes!

Se derfor fremad, nu gaar det an!
det haarde Fjeld skal med Liv vi klæde,
hver Ungersvend og hver moden Mand,
maa være med i vor Glæde!
Der trænges Kræfter, kan vi forstaa,
og er vi store og er vi smaa,
der er dog ingen for lille!

Og I Smaapiger, for vist jeg ved,
trods alt det haarde og alt det stygge,
I tør gaa med til i Lys og Fred
at sprede Glæde og Hygge.
Skal Fjeldet klædes, det sker dog ej,
naar vi ej Eder faar med paa Vej
med alt det Solskin, I ejer!
1872

Harald Holm