Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1863-06-01/1863-09-01)

Helsingør: Morgen den 23de.

(Mere Dato findes ikke; men Brevet maa være fra Sommeren 63, da vi laa paa Landet paa Henriksholm ved Vedbæk. Holger maa da være sejlet fra Vedbæk til Helsingør for at tilbringe nogle Dage hos Ulstrups.)

(H. B.)

Kjære Fader!

Du havde da Ret i Din Formodning, at der var Sø ved Landingsstedet. Vinden stod lige i Nordøst, og i Bygerne blæste det stift, saaat Landgangsfartøierne vippede op og ned som en Æggeskal og Damerne satte betænkelige Ansigter op paa Falderebet, gjorde Udflugter, da de bleve løftede ned i Baaden, og skreg da den første Sø kom. Imidlertid slog Veiret saa fuldstændig om, at da vi kom lidt Norden for Rungsted, blev det blikstille, og jeg fik derved det maleriske Syn, som følger med Stille, at see, nemlig en hel Flaade af større og mindre Koffardimænd, som, med deres Læseil og Bovenseil til foruden alle Underseil, Bramseil og Stagseil, søgte at knibe forbi Hveen. En saadan Afvexling af Skyer, en saa paa engang klar og overtrukken, sønderreven og sammenpakket Luft, har jeg hellerikke før seet. Men ved samme Leilighed gjorde jeg den Opdagelse, at jeg havde glemt Noget („hvad der ikke er saa s. 25 forunderligt“, kan jeg tænke Du vil sige, men vi ere jo dog alle Mennesker, fødte med menneskelige Svagheder og Feil) og dette Noget var min Skizzebog. Jeg behøver vel ikke at sige Dig, hvor nødvendig den er for mig, naar jeg fortæller Dig, at jeg kunde have gjort idetmindste en halv Snes nette Udkast, hvis jeg havde haft den ved Haanden. Du vilde derfor gjøre mig en stor Tjeneste ved at sende mig den. Ulstrup siger, at naar Du sender den ind iaften, kan jeg faae den i Morgen. Imidlertid skulde Du synes, at det er for megen Ulejlighed, for de Par Dages Skyld, saa kan jeg nok hjælpe mig med et gammelt Stilebogsbind. Jeg træder forresten som en god Søn i dit Fodspor; jeg tørnede ud Kl. 5½, og gik mig en deilig Morgentour; det luftede lidt op, flere Seilere stode ned fra Kjøbenhavn med alle Klude til, og siddende paa en gammel Pilestamme gjorde jeg flere smaae Udkast paa det før omtalte Stilebogsbind, men ærgrede mig over dets Upraktiskhed, idet nemlig Vinden hele Tiden blæste mit Papir op, naar jeg tog Haanden bort. I Morgen tidlig tænker jeg, gaaer jeg ned til Stranden med min Malerkasse, og et Stykke Lærred, og „saa maa det da endeligt blive naturtro,“ som Maleren sagde, han sad i Vandet til Maven og malede. Alle ere raske herude, og sende Dig, Erna og Henriette det sædvanlige Antal Hilsener. Jeg haaber, at I alle kom vel ud, og Du specielt kom vel hjem, at Du ikke har for meget at bestille, men kan gaae dygtigt i Tivoli med de to Eremitinder, og endelig, at Du snart maa kunne tage i Skoven som 4de Mand i Firmaet, Drachmann, Pinquez, Wamcke og Hempel. Men nu kommer jeg nok til at stikke min Ende fra mig, da jeg bliver praiet til at skaffe Frokost. Jeg beder Dig hilse baade i Byen og paa Landet og dig selv med fra din hengivne Søn

Holger Drachmann.

N. B. Du kunde maaske faae Erna til at skrive lidt til mig, for at slaae Tiden ihjel; Pennen sidder jo desuden saa løs paa hende, at det ikke kan genere hende synderlig at skrive en 4—5 Sider til mig. — Du har maaske allerede opdaget, at det er en slet Skrift, men her existere ikke andre Penne end splittede Fjederditoer.

D. S.

Om Forladelse — Ved at løbe disse Linier igjennem seer jeg, at jeg har omtalt min Skizzebog, men ikke beskrevet den for Dig; den har et rødt, marmoreret Bind, 2 sorte Bændler, 3 udrevne Blade, gulagtigt s. 26 Papir, og ligger nede til Venstre i Reolen til Høire, paa den nederste Hylde. — Jeg veed nok, at det kun er Damer, som har Patent paa Efterskrifter, men Du seer, at jeg kan gjøre en Undtagelse fra Reglen.