Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1863-09-01)

Gurre-Skoled. 1de August 1863.

Min Kjære Fader.

Endelig faaer Jeg da et Brev fra den Landstryger kan jeg tænke, at Du, og det ikke uden Grund, vil udbryde, og hvad der er det Værste, jeg veed knap om jeg kan give en tilstrækkelig Undskyldning for, at det har varet saa længe førend Du hørte Noget fra mig, medmindre at den skulde ligge deri, at Dagene ere løbne saa behageligt og hurtigt for mig, at jeg rent har glemt at tænke paa, at jeg egentligt havde mere at bestille end at seile, gaae paa Jagt, tegne, male, gjøre Toure tilfods og tilvogns osv. Jeg troer derfor, at jeg rent vil opgive alle mulige Forsøg paa at undskylde mig og strax gaae over til at fortælle Dig, hvorledes jeg har anvendt min Tid hernede. Efter en overordentlig smuk og gunstig Reise, landede vi (Frederik og jeg) i Helsingørs Havn, hvor Ulstrup var nede forat tage imod mig. Frederik skulde jo, som Du veed, til Hellebæk, men Ulstrup bad ham gaae indenfor og drikke en Kop Kaffe; denne Indbydelse til en Kop Kaffe har nu imidlertid udstrakt sig ligeindtil nu, idet Louise og Ulstrup syntes saa godt om hans ligefremme, fordringsfrie Væsen, at de med deres sædvanlige Gjæstfriehed og Venlighed, bade ham om at blive et Par Dage hos mig, og hvergang han vilde afsted, stadigvæk forlængede denne Indbydelse til atter et Par Dage, saaledes at han har været der hele Tiden lige til nu. Frederik havde naturligvis Intet derimod, da han jo altid kunde komme til Hellebæk, men jeg troer dog at imorgen tager han ganske vist afsted. For Øieblikket befinde vi os i Gurre hos Skolelærer Hansens, og hos disse rare Mennesker have vi mødt den samme Gjæstfrihed og Forekommenhed som hos Ulstrups, saa at Frederik endog er bedt med Hansens til et storartet Barsel’- og Dandse’-Gilde hos en Bonde i Langstrup paa Søndag. Hvad mig selv angaaer, saa kan Du jo nok tænke hvormed jeg har tilbragt min Tid. Hver Dag have vi været ude at seile (min Skizzebog fulgte mig troligt) og somme Dage ude at kjøre, desuden have vi slentret omkring i Helsingørs Omegn, Frederik med Botaniserkasse s. 27 og Spiritusglas, og jeg med min Malerkasse, saaat Folk snart er blevne vandte til at see os. Jeg sad en hel Formiddag paa Flagbatteriet paa Kronborg, og optog Skizzer derfra af alle de passerende Skibe; en stor Bark tonede ikke Flak (Flag?); det blev strax meldt til den vagthavende Underofficier, en Patron blev puttet i en Kanon, der var placeret lige over mig, og „Bum“ gik Skuddet af over Hovedet paa mig. Vi ventede Alle at see en hvid Dug med Ørn i, men istedetfor kom det røde Flag op under Gaffelen; det var en hoven Englænder, som saaledes dog tog sig den gamle Fæstnings Brummen ad notam. Jeg var ogsaa en Dag til en straalende Diner hos Ulstrups Broder, i Anledning af hans Fødselsdag. Jeg traf der en Dr. Magens (undskyld hvis Navnet er feilt skrevet) med Frue og Datter, som nok havde consuleret Dig, og blandt andre fremragende Størrelser Generalconsul Quehl, fra hvem jeg har „sin varmeste Gruss“ til „sin gode gamle Ven, Professor Drachmann“ (han var i Parenthes sagt bleven umaadelig livligt og venskabeligt stemt af adskillige Glas udmærket Champagne, i Forbindelse med visse smaa Snapse af den fortræffeligste, men tillige lumskeste Liqueur, jeg har smagt, en Foræring til Hr. Ulstrup fra Dr. Magens). Imidlertid tog jeg nogle Dage derefter til Havreholm, forat dyrke mit gamle Sværmerie, Jagten, og jeg er bleven en ivrig Jæger, siden det er gaaet mig heldigt, og siden Ulstrup og Christian Hansen siger, at jeg tegner godt (nemlig til Jagten). Jeg har gjort frygtelige Marscher med fuld Oppakning, jeg er faldet i Vandet, stegt i Middagssolen og frusset til Is i Aftenkulden, Altsammen for et Par Ænders Skyld, og Altsammen med de gamle Buxer og Skoe, som her have gjort mig ypperlig Tjeneste. Jeg er imidlertid, hvad der er forunderligt nok, endnu ikke paa nogen af mine Toure kommen til Fredensborg, men idag fik jeg at høre, at Erna var der, og jeg tænker, at Morgensolen skal see mig paa Veien dertil.

Ja nu maa jeg nok snart stoppe op, thi jeg har hjulpen med til at høste, og altsaa haft strengt Arbeide, og jeg skal tidlig ud af Køien imorgen, og hvad værst er, jeg mærker, at Ole Lukøie saa smaat er begyndt at indfinde sig (Klokken er bleven halv Elleve), saaat det ikke rigtigt vil gaae med at skrive mere; jeg seer dog til min Forbauselse, at Jeg snart har faaet Brevet skrevet fuldt, maaske kan det dog adsprede Dig lidt, at læse Alt dette her igjennem derhjemme i Din Ensomhed. Naar Du kommer til Vedbæk, vil Du saa hilse Alle s. 28 derude fra mig; jeg skal snarligt skrive til Moder. Mange Hilsener fra Gurre og Helsingør, fra det friske Sund, den smukke svenske Kyst, og Kullens blaalige Rygge, fra de stille Indsøer, de store mørke Skove, de bugnende Kornmarker, den friske Land- og Søluft og de forunderlige lyse og mørke, tunge og lette Skyer, kort sagt fra Alt, som i den frie Natur tiltaler og bestandigt vil tiltale Din kjærlige og hengivne Søn

Holger Drachmann.

Den i ovenstaaende Brev omtalte Frederik var Holgers Ven og Klassekamerat, den af alle elskede Frederik Wrisberg, ældste Søn af (senere) Admiral Wrisberg. Hans tidlige, tragiske Død ramte hele Kredsen som en stor Sorg.

(H.B.)