Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1865-07-14)

Kjøbenhavn, den 14. Juli 1865.

Kjære Fader.

Jeg er Student. I de 2 første Dage rev det ud i Physik og Arithmetik, hvoraf jeg kun havde repeteret 1/4. Allerede tænkte jeg paa at trække mig tilbage og overlade Fjenden Valpladsen, da fattede jeg imidlertid den Beslutning, hvis Udførelse, som en anden Dessaix, forandrede i rette Tid Slagets Gang, den nemlig, at forcere Gjennemgangen ved en velrettet positiv Ild. I 2 Døgn læste jeg 32 Timer, gik alligevel fuldstændig frisk op imorges, og traadte gjennem en Entrée af 2 Lauder ind til 2den Chrkt. Hvad der mest fornøier mig ved denne s. 36 Examen, er for det Første det, at jeg endnu ydermere er kommen bag Coulisseme af hele den studentikos-philologisk-pseudoclassiske Fjælebod, og for det Andet den Maalestok, jeg derved har erholdt over, hvad mit Helbred, og specielt mit Hoved, kan taale af Overanstrengelse, idet jeg nemlig i 2 Uger i en Scala fra 12—17 Timer om Dagen, har banket Gloser, Aarstal og mathematiske Regler i mig, hvilket Antal af døgnlige Arbejdstimer er større end det, der bragte det til at rapple for Carl Irminger, og der rimeligvis i Fremtiden vil bringe det til at rapple for mange andre mere eller mindre begavede unge, danske Mænd, der opfostre den Chimære, at blive Student, det er udlagt: dannet Menneske. Imidlertid kan jeg dog ikke frasige mig en vis søvnig Tomhed oppe omkring mit Hoveds Gargariske Tinde, der fomemlig har fremkaldt en vis lakonisk Tendents i denne Epistel. Naar jeg ved Hjælp af aandelig litterair Føde, Skovduft og Museum, atter har samlet Jupiters intelligenssvangre Skyer om Bjergets Top, tænker jeg at deres Udladning i en Dialog skal bringe større Resultater.

3*

Din hengivne
Søn
Holger.

I dette Brev kommer for første Gang den noget overlegne, selvhævdende Tone frem, som Holger ofte senere anslog, navnlig i sine ikkebeaandede Øjeblikke. Han har nu vel nok, som han selv siger, været træt, da han skrev, og derved er Stilen bleven saa kunstlet. I Virkeligheden var han barnligt glad over at være Student og over Insignierne. Den nye sorte Livkjole var han saaledes meget stolt af. Der blev gjort en Familieskovtur faa Dage efter Examen, og ved den Lejlighed vilde han endelig have Kjolen paa, skønt det jo var en noget ubekvem Skovdragt. Ved Raavad var der den Gang et Slags Vippe, d. v. s. det var et langt Vippebrædt, hvorpaa to placerede sig, én ved hver Ende, og saa sattes Brædtet i roterende Bevægelse. Holger satte sig op sammen med vor Kusine, Henriette Steen, fra Fredensborg, men da han var den tungeste, skurede Brædtet næsten langs Jorden ved hans Side, og da de var i stærk Fart, blev det ene Kjoleskød helt sønderrevet. Holger blev meget betuttet. Hans egen Pengepung var sørgeligt tom, og Fader var ikke blid overfor den Slags Udgifter. Men Moder, Søstrene og Kusinerne tog ham kærligt imellem sig paa Hjemturen, saa at ingen saa det forulykkede Kjoleskød, og om Aftenen skød de sammen til et nyt, som Skræderen i Hast og Stilhed satte paa. Allerede den Gang „stod der Kvinder bag“!