Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1865)

Helsingør 65.

Kjære Fader!

Jeg kan tænke, at Du er bleven forundret over min pludselige og maaske noget exentriske Bortreise, men Grunden til denne var dennegang ikke det Zigeunerblod, der maa flyde i mine Aarer, men et Problem, som jeg vilde have klaret for mig under nogle Dages Ensomhed, og rolig, ulidenskabelig Overveielse. Jeg er nu kommen til en bestemt Overbevisning, og, uagtet jeg vel indseer, at den for en Del maa komme i Strid med Din, vil jeg dog fastholde den, forsaavidtsom den ikke falder uden for Grændserne af mit Pietetsforhold ligeoverfor Dig.

Du har ønsket, at jeg skulde blive Student; uagtet mit Sind og min Lyst bestandigt drev mine Tanker bort fra Bogen, (et Brev til Dig for accurat et Aar siden vil vise Dig det) blev jeg det; men Resultatet viste tillige, hvormange Vanskeligheder jeg ved hele min Aandsretning havde at bekjæmpe, saameget mere som mine Evner ikke lagde mig Hindringer i Veien.

Nu ønsker Du, at jeg atter skal tage en Examen, uden at jeg dog tilfulde kan indsee, hvad den skulde gavne mig. (Ingen ungdommelig Paradox, som Du maaske kunde troe; jeg skal tillade mig at motivere den). Du forudsætter, at mit Kunstnerhaab kunde skuffes; deri er jeg fuldstændig enig med Dig, men at jeg skulde reservere mig derimod ved denne Examen, deri maa jeg, ved min Overveielse af Sagen, være uenig med Dig. Du har selv yttret, og Forholdene bifalde jo aldeles en saadan Yttring, at den videnskabelige Vei, eller lad os hellere kalde den den studeerte Vei, ingen Betryggelse yder imod Fremtiden, (Medicinen dog undtagen). Læge kan og vil jeg nu ikke være. Der staaer altsaa de 3 andre Faculteter tilbage, der da, bortseet fra den Modbydelighed, jeg nærer for dem, og den Umulighed, ligeoverfor min hele bevægelige Stemningsnatur, det vilde være at præparere mig dertil, endsige udøve en Capelians, en Adjuncts, eller en Fuldmægtigs misundelsesværdige Stilling, der da, gjentager jeg, ikke engang yder mig Betryggelse i det rent practiske, materielle Spørgsmaal: at leve. Jeg troer, jeg haaber, at jeg kan blive Kunstner, men — hvis det skulde vise sig, at jeg havde taget Feil (og det maa da skee i Løbet af 1 eller i det Høieste 2 Aar) eller hvis jeg kun skulde blive en middelmaadig Kunst- s. 38 ner, en saadan, der maaske ikke engang kunde erhverve sig sit Udkomme, da har jeg en Reservation i det rent practiske, kosmo-an- vendelige Liv, Tømrer og Architect, ligesom Monrads Søn. Som en dygtig Kunstner (og det er altsaa Betingelsen for at være K.) eller som Tømrer (thi den studentikos kjøbenhavnske Intelligens-Forfængelighed, har jeg aldrig lidt af), kan jeg haabe at komme ud, komme bort fra disse smaae og snevre Forhold, (hvorunder Du, hvorunder enhver Mand med en videre Synskreds lider), men aldrig som Thingskriver i Slagelse eller Capellan i Løgstør.

Jeg gik forleden Dag op og hørte paa Forelæsningerne, jeg saae Sibberns 2 Bøger, der skal læres ordret udenad, jeg hørte Rasmus Nielsens tørre, spidsfindige Systemer, hørte ham omtale Integral- og Differentialregning som Basis for Begreb i Philosophie, hørte ham anbefale et Kursus heri for dem, der ikke var rigtig paa det Rene med Mathematiken, og — jeg saae i Aanden for mig hele det Gebeet, jeg troede at have forladt, Skolen; og jeg saae ogsaa for mig et spildt Aar, med mangelfuldt Resultat i begge Henseender, og jeg foresatte mig at bede Dig tage disse mine Betænkninger under alvorlig Overvejelse.

Kun een Ting endnu; spørg dem der kjende mig, og hvem Du har Tillid til, spørg Jul. Petersen eller Viggo, om deres Mening om mig, om de troe, at jeg endnu et Aar bør sysle med et meningsløst Enten- Eller, eller gribe et Enten-Eller.

Din hengivne Søn
Holger Drachmann.

Anm. Dette Brev havde sin Virkning, og Holger slap for at tage Philosophicum. Om Fader har beraadet sig med Jul. Petersen (Professor, Medicinalhistoriker, Familiens gode Ven hele Livet igennem) eller med Viggo Hørup (Faders Søstersøn) skal jeg lade være usagt. Det er morsomt allerede her at se V. H. omtalt som En, Fader har Tillid til. Han var født 22de Mai 1841, og var saaledes 24 Aar, da dette blev skrevet.