Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1866-08-21)

Randers, den 21. August 1866.
„Fredag“.

Kjære Fader!

Jeg er altsaa landet paa jydsk Grund, hører Jydsk tales, og seer jydske Stude, og jeg beboer (om Dagen NB) det nydeligste Hus i Randers, beliggende lidt udenfor Byen, paa Skraaningen af en høi, skovbevoxet Bakke, Flintebjerg, hvor den berygtede Sørøver i Grevens Feide, Skipper Clemens, blev levende radbrækket af den Randers Borgervæbning, (en Bedrift hvoraf Efterkommerne i vore Dage endnu ere stolte), hvor de preussiske Officerer i Forening med to katholske Præster ogsaa i Grevens (ɔ: Grev Bismarcks) Feide spillede Kegler (til Borgervæbningens store Forargelse), og hvor man endelig har en glimrende Udsigt over Gudenaaen, der snoer sig som et smalt, skinnende Bælte gjennem det rige og frugtbare Opland, med vidtstrakte Enge, befolkede af Millioner — Stude, med lange, høie Bakkestrøg, bevoxede med Skov, eller dannende nøgne, men høist maleriske Linier, hvilken Udsigt jeg allerede har sat paa Papiret og foræret Fruen, der er den opmærksomste, mest belevne Værtinde, man kan forlange. Men jeg foregriber min Reise, og da den indeholder smaae Enkeltheder, som maaske kunne interessere, vil jeg her meddele lidt af den. Det Første jeg gjorde ved min Ankomst til Kvæsthusbroen, var naturligvis at gaae ombord i et feilt Skib, eller rettere i tre, idet der nemlig laae fire Skrueskibe ved Siden af hverandre, alle med Stimen oppe, og alle, efter en vis Kreaturaroma at dømme, agtende sig til den cimbriske Halvø. Feiltagelsen blev imidlertid berigtiget, Klokken lød, 2den og 3die Gang, og afsted dampede „Brage“, ladende med sædvanlig Ægtemandsuhøflighed sin Gemahlinde „Ydun“ et langt Stykke bagefter sig. Der var udbredt over Kysten et ganske særegent, melancholsk Lys, der reflecterede sig i de graalige Søer, og trykkede Stemningen noget, saaat Conversationen ikke rigtig vilde komme i Gang, førend ved Vedbæk, hvor et ganske særegent Syn tilskyndede til nogle mere og mindre moersomme Bemærkninger fra min Side, der atter fremkaldte en mere og mindre hjertelig Latter fra mit Selskabs. Vi passerede nemlig en fransk Escadre (ecce — den, hvormed vi ved en mulig skandinavisk Union i Forening skulde byde Preussen eller Rusland Spidsen) og som ved nærmere Eftersyn gjennem Kikkerterne befandtes bestaaende s. 40af en sværere og en lettere Træfregat, mærkværdig korte og afstumpede i Dimensionerne, og seende ud som exceptionelle Phænomener fra et Modelkammer paa Tordenskjolds Tider, samt en underlig Skøite af en Bark, der nærmest kunde sammenlignes med Capt. Aaris’s Stolthed, „Gammelholm“ med fladtrykt Agterspeil og nedtrykte Master. Alle vare de befolkede af franske Brødre, blandt hvilke navnlig nogle tykmavede, fordrukne Kadetter udmærkede sig, der raabte Hurra, da Vinden tog lidt uhøvisk fat i vore Damers Kjoler. Da Kronborg var passeret spistes der til Aften, ved hvilken Leilighed den gl. Lassen tracterede med Porter, en Ølsort man altid burde drikke tilsøes; derpaa fik man Piberne stoppede, og placerede sig indhyllet i Kavaieene paa Dækket, følgende i den dæmrende Aftenrøde de bløde Conturer af Nordsjællands Bakker og Skove, indtil de ganske forsvandt i Mørket og Fyrene paa Nakkehoved kun var det eneste Synlige af terra firma, medens derimod Blinket af Skummet fra Bougen, og Seilerne, der mørke og høitidelige kom glidende forbi, viste En, at man befandt sig paa „Danskens Vej til Roes og Magt“ (?)

Mine Observationer den næste Morgen af Randersfjord foregik ud af et lille Glughul ovenfor Hovedgjerdet af min snevre Køie, og hvorigennem Vandet med en ubehagelig Vedholdenhed rislede ned til mig, og forskaffede mig en Snue, som endnu ikke ganske er ophørt. Under en ligesaa vedholdende Pladskregn fra Skyerne landede vi i Randers, og det første Indtryk jeg fik af denne By, var et noget venetiansk, idet nemlig alle Gaderne forekom mig som Sidegrene af Gudenaaen, hvorpaa Tønder og Brædder seilede om i hele Eskadrer. Dog, den næste Dag var Alt in status quo, og jeg kan i det hele taget constatere, at Randers, som der staaer skrevet udi den Bog, Munthes Geographie, „er en venlig, lille By, beliggende ved den smukke Gudenaa, med en gl. Kirke fra Kong Hans’ Tid; med 10.000 Sjæle, der ernære sig redeligen ved Laxefiskerie og Handskegarverie, og forresten paa bedste Maade, som Enhver kan bedst.“

„Søndag“.

Jeg var i Dag oppe hos Dr. Fischer, der modtog mig meget forekommende, og i eet og samme Aandedræt talte om tydsk Inquartering, smukke Landskaber, orthopædisk Gymnastik, og Actier i et Studeskib, og forresten inviterede mig til en Tour om et Par Dage, forats. 41søge „Familien“ op. Jeg vil altsaa først kunne berette Dig noget om denne, naar jeg paa Søndag Morgen vender tilbage til Residentsstaden. Hvad mig selv angaaer, da forvalter jeg udmærket det Pund, Du har overantvortet mig (ͻ: Lst.), og dernæst ogsaa det Naturen har givet mig, idet jeg formelig inddrikker de deilige Solnedgange og de maleriske Bakkepartier i Landskabet, der især om Aftenen, naar Solens Glød falder over Gudenaadalen, minder mig om Campagna di Roma (ͻ: de Billeder, jeg har seet heraf) hvor Tiberen snoer sig igjennem Sletten, bekrandset af høie Siv og sorte Bøfler, og begrændset i Horizonten af Sabinerbjergenes blaae, bølgende Ryg.

„Manda“.

Jeg boer, som jeg ovenfor har bemærket, udenfor Byen. Et Staffelie er sat hen ved Vinduet, hvorfra der er den omtalte prægtige Udsigt, Thorvaldsens bedste Statuer i Biscuit staaer rundtomkring paa Etagerer, og paa Væggene hænge gode Malerier. Til Frokost drikkes Capmadeira, til Middag Rødvin, og det Eneste, der generer mig, (det er ikke Affectation), er den stadige Lovsang over mine Fortræffeligheder fra den skikkelige og opmærksomme gamle Samlers Side. Den lille (eller store) Frk. Maria er, som jeg allerede opdagede i Kjbhv, en fortræffelig og dannet ung Pige, dog mangler hun, forat jeg skulde løbe bort med hende, det Gratiøse i sit Ydre, man nu engang i vore Dage stiller som en uafviselig Fordring for et sligt Troubadourforetagende.

Venligst Hilsen fra Familien her til Alle derhjemme, ikke at forglemme Asbjørn og Harriet „hvis Roes gaaer saavide om Lande,“ og dito, dito.

fra Din hengivne Søn
Holger Drachmann.

Det kostede mig megen Anstrengelse at opspore, hvem de gæstfrie Mennesker var, som Holger besøgte i Randers. Jeg havde en Fornemmelse af, at han var i Randers igen om Efteraaret 1875, før han rejste sydpaa, men ingen af mine Søskende huskede noget om det. Endelig lykkedes det gennem Hr. og Fru Dyrlæge Gautier at faa den ønskede Oplysning: Holgers Værtsfolk var Bankdirektør Lassens, som boede lidt udenfor Randers i en Villa, der gik under Navnet „Fugleburet“. Hr. Lassen var meget kunstinteresseret og kendte mange af Datidenss. 42Malere. Holger havde truffet ham Vinteren før hos Baagøes og Schovelins. Den unge Datter var lidt skæv og blev behandlet hos min Fader.

Fru Gautier fortalte mig, at „Frøken Maria“ nu boede i København, var Enke og hed Fru Kofoed. Jeg opsøgte hende, blev meget venlig modtaget og fik til Laans de Breve, som her følger. Det var rigtigt, at Holger havde besøgt dem igen i 1875. En Dag stod han pludselig i deres Stue og tilbragte saa en Uge hos dem. Senere saa de ham aldrig, men da Bankdirektør Lassen døde i 1892, skrev Holger et hjerteligt Brev til Fru Lassen. Denne Trofasthed viser bedst, hvor glad han har været for deres venlige Gæstfrihed.

Breve til Hr. Bankdirektør Lassen i Randers, hos hvem Holger var Gæst i Aug. 1866.