Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1867-03-01)

BREVE FRA REJSEN TIL SICILIEN
〚I Nordsøen d. 27de Febr. 67.〛
Leith1 Marts 1867.

Kjære Fader!

Endelig er et kort Ord men et langt Begreb, hvilken philosophiske Sætning i Forbindelse med Dat: ovenfor skal antyde, at jeg har været 5 Dage underveis, hvoraf idetmindste de 3 første vare af en Længde og Drøide, som jeg endnu ikke har gjort mig nogen Idee om var muligt. Denne Begyndelse kunde imidlertid antyde Noget, der lignede Utilfredshed eller Reise-ennuyance, hvilket jeg skal skynde mig med at gjendrive saa hurtigt som muligt og derpaa skride over til at fortælle:

Ja, ved at fortælle forstaaer jeg jo egenligt ikke det, som man i daglig Tale forstaaer derved, nemlig en Fremsætten af historiske Facta; Begivenheder, Hændelser etc, etc; thi der er strengt taget endnu ikke hændet mig Noget. Men paa den anden Side har den interessante Nordsø given mig Stof til saa mange Optegnelser, at — at Du kan være glad over ikke at skulle bebyrdes med dem allesammen, men rimeligvis er tilfreds med et kort Resumée.

Da du vel fik gjennem Frederiksen min Blyantsnotitse fra Helsingør, vil jeg begynde dermed, og da berette, hvorlunde vi for en jevn Brise passerede Kronborg, Nakkehoved, Kullen o.s.v., ligesom baade jeg og andre saa ofte have gjort, og derpaa blideligen vuggedes af Kattegattets Vover. Dog, snart afløstes disse blidere Bevægelser af andre af en mindre delicat Natur. „Hun kulede op“ med andre Ord, og henimod Aften havde vi en Storm lige i Næsen V. N. V. Jeg gik tilkøis og sov godt, og det var Morgen, og det var Aften den første Dag. Da jeg kom paa Dækket den næste, stode vi ind under Land, mellem Fre s. 53 derikshavn og Skagen. Sammen med os kastede 2 andre Skibe Anker i Aalebækbugten, for der i nogenlunde smult Vande at ride Stormen af. Dette gjorde vi da ogsaa den ganske Dag og Natten med, og det var en Dag, hvor der som sagt var Forslag i. Og eftersom ombord alle maa gjøre hvad Skibet gjør, saa red jeg ogsaa Stormen af paa Ryggen af skyligthet og transporterede Søens Bevægelser over i min Malerkasse. „Noch nicht aber war ich da gewesen“, jeg mener i Nordsøen. Men det kom. Tirsdag Morgen lettede vi, passerede Skagens Fyr og stode ud i Skagerak. Mille de tonnerrrrrrrr.

Vinden havde lagt sig lidt, men Søen! Ja, du kjender det jo. Op paa en Sø, og ned i en Sø; saa den læ Reiling ned og saa den luv. Det Tungeste af Lasten var kommen øverst af en Hændelse, og derfor slingrede hun lidt, sagde Captainen. Og nu kommer det store Spørgsmaal: Søsygen? Var Du søsyg? Gudskelov (og navnligen Gudskelov paa min Philosophies Vegne om Villiens Magt) jeg kan besvare dette Spørgsmaal med et bestemt N ei uden alle Classer af Forbehold. Jeg vilde ikke være søsyg, og jeg har hellerikke været det. Tirsdag og Onsdag laae vi saaledes i høi Sø og slingrede os frem. I disse Dage gjorde jeg rigtig Søens Bekjendtskab — og tillige Captainens, hvem jeg ikke nok som kan lovprise. Torsdag stillede det af; det store Hav lagde sig og rullende paa dets brede og lange Dønninger, og med deilig Varme og Solskin, bares vi saaledes frem til den skotske Kyst, hvis Klippetoppe og smaae Øer, vi fik at see ved Solnedgang, og endelig Klokken 12 igaar Nat kastede vi Anker paa Firth of Forth. —

Leith. Efterat jeg idag havde gjort 2 mislykkede Expeditioner ud paa egen Haand, der begge foraarsagedes af mit Ubekjendtskab med Sproget, maa jeg opsætte mit Besøg i Edinburgh til i Eftermdg, hvor jeg da kan faae Styrmanden med mig, og kan [jeg] da først imorgen eller rettere paa Søndag give dig en Beskrivelse deraf. Man vinder nemlig Intet ved at sende Breve bort om Lørdagen, efter som de, ifølge Capt. Fischer, først blive expederede i London om Mandagen, da Lørdagaften og hele Søndagen er Sabbath.

Lørdag anvendt intuitivt. —

Søndag.

Hvor snart man dog gjør sig fortrolig med det Nye og Uvante! I Fredags, da vi lagde ind gjennem det næsten 1/4 M. lange Indløb (the s. 54 Pier) stirrede jeg nyfigen og nysgjerrig ind gjennem Morgentaagen og Kulrøgen, der i tro Forening skjulte Byen for mit Blik. Jeg saae med Forbauselse de store Dokker, vi efterhaanden kom ind i, med Skibe og Maskiner, Kærrer og Elephantheste og en Mængde Mennesker, der alle havde forfærdeligt travlt og tilsyneladende udrettede meget Lidt. Og nu driver jeg her omkring paa aldeles engelsk fashion, saa passiv som mulig baade i mine Ansigtstræk og mine Bevægelser, som om jeg havde levet i dette Hurlumhei hele mit Liv. Man maa nemlig helst ikke forundre sig over Noget her, har jeg opdaget. Naar jeg nemlig har staaet stille for at tilegne mig en Udsigt ved ret at betragte den opmærksomt, eller maaske endogsaa henkaste en Blyantsskizze, saa bliver man begloet som et mærkværdigt Dyr, ja nogle smaae Gavtyve med Huen nedad Nakken og bare Ben i Skoene, opløfte et Skrig, hvis Betydning jeg omtrent kan tænke mig maa være: Æh! sikken’ en fremmed Kickindiewelt! Idetheletaget har Skotterne ikke gjort noget behageligt Indtryk paa mig, og de Oplysninger, jeg har faaet af de her boende Danske, har forøget min Antipathi. Ligesom deres Huse ere de kolde og frastødende, mistroisk indesluttede og puritansk kjedsommelige. Naar man kommer gjennem de Gader, hvor der ingen Boutiker er, har man Følelsen af at befinde sig i en Række af Fængsler, danske Caserner etc.

Isærdeleshed idag Søndag er her overordentligt uhyggeligt, paa Grund af Modsætningen imellem de bigotte Mennesker i de sorte Gader og det deilige Solskinsveir foroven. —

Saameget om Leith; den er i ingen Henseende længere Omtale værd, og det er med et formeligt Velbefindende at jeg begynder at skrive: Edinburgh; uagtet jeg næsten føler Umuligheden af at beskrive den.

Hvis man, ved en lidt dristig Ideeforbindelse, vilde sammenligne Leith med Gammelstrand (men i en betydelig smudsigere Udgave) maatte Edinburgh blive Kvarteret, hvis Centrum dannes af Amalienborg, og Trinity (en lille yndig Forstad) vilde da være Rosenvænget. Imidlertid Sammenligningen halter her som overalt; Edinburgh kan ikke sammenlignes med Noget, men er enestaaende uden Rival. Der er Noget i denne By, der minder om Nordsøen. Svimlende Høider og dybe Sænkninger, vidt udstrakt med Bølgebjerge og Bølgedale. Taagen kommer rullende oppe fra Høilandene og mødes med Nordsøens Taager. De brydes en Stund paa Arthur Seat eller andre højtliggende Punkter, og kaste sig derpaa i Forening ned over Byen som en male- s. 55 risk clairobscure, der fjerner de forskjellige Bestanddele, endnu mere fra hverandre og forhøier derved det imponerende Indtryk af Størrelse og Udstrækning. At det nu i 3 Dage har været klart Solskinsveir (en stor Sjeldenhed her lader det til) kom mig ogsaa rigtig tilgode, og jeg nød den friske Foraarsluft, da jeg igaar kjørte paa Omnibusen op ad den lange Princess-street og steg af ved Walter Scotts Monument, hvorfra jeg gik op (eller rettere først ned og saa op) til den gamle By og the castel, hvorfra man seer hele Edinburgh. Dog, med Hensyn til hvad jeg saaledes har seet af Bygninger, Udsigter osv., da vil jeg ikke trætte Dig med en Opramsen af Gader, Kvarterer osv., hvorved du dog slet intet Indtryk erholder af Virkeligheden, men vente til jeg kan vise Dig en lille Bog, jeg kjøbte for l shilling, og som indeholder alle de berømteste Prospecter, hvilke da, eftersom de ere meget godt udførte, i Forbindelse med min Forklaring, vil sætte Dig bedre ind i denne prægtige By.

For denne Gang dette. Jeg troer ikke, at Du skal skrive til mig, førend Du har faaet Brev fra Sicilien, da det er ubestemt, hvilket Sted jeg anløber. Hils Alle.

Til Erna skriver jeg den 5te.

Din hengivne Søn
Holger Drachmann.