Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1867-04-26)

Messinad. 26. April 67.

Kjære Fader.

Det var altsaa Palermo! — I det deiligste Maaneskin, paa det speilblanke Middelhav, reiste jeg den 20de April i Følge med 3 Damer til Messina, hvor jeg ved min Ankomst strax fik en Følelse af at være kommen fra Dynen og i Halmen. En mindre By og tilmed en udelukkende Handelsby, har aldrig gjort et heldigt Indtryk paa mig. Livet er der for snevert, for niveleret. Interesserne bevæge sig kun i een Retning, og det netop den Retning, som jeg mest er imod; og selv det bevægede Liv, som Handelsaanden altid maa frembringe ved Havnen og paa Torvet, er kun tilstrækkeligt til for Øieblikket at fængsle Øiet ved sine livlige og maleriske Sider, men giver ikke hverken Forstanden eller Phantasien Spillerum nok til at bevæge sig frit og ugeneert i Sammenligning og Undersøgelse. Imidlertid, enhver Ting og følgelig enhver By har sine to Sider, og Messinas bedste Side er da den, der vender ind mod Bjergene, for ikke at tale om Bjergene selv. Dog vil jeg, førend jeg gaaer videre i denne Retning, først kaste et Afskedsblik tilbage paa Palermo, dette Siciliens Eldorado, Fanatismens og Romantikens Sæde, den, ligesom Neapel og Paris, bestandigt gjærende Folkevulcan, der skaffer sig Udbrud gjennem — Revolutioner. Naar jeg imidlertid taler om Palermo, maa jeg først tale om mig selv, og beder Dig da tage indlagte Contrafei som Kommentar til mine Memoirer. Paa Reiser undergaaer ikke alene det ydre men ogsaa det indre Menneske store Forandringer. Man er overladt til og maa stole paa sig selv alene, derfor maa den nordiske Tunghed udaf Kroppen; let og behændig som en Fægter, bevæger man sig gjennem de forskjellige Menneskenaturer, man efterhaanden træffer paa, og netop fordi Alt er vexlende og forbigaaende, bliver man munter og glad, høflig og forekommende, og drager det Bedste ud af det flygtige Bekjendtskab, inden Reflexionen, der altid ved den længere daglige Omgang kommer critiserende tilstede, faaer Tid til at overtrække En med Forsigtighed, Tilbagetrukkenhed, ja sommetider endogsaa med engelsk Plumphed. Fru Fog fra Messina, tilligemed Frk. Fibiger og to andre unge Damer, kom nemlig reisende i Besøg til Capt. Fischer, og nu gik det i den sidste Uge (efterat jeg i de to første havde levet i malerisk Indgetogenhed) s. 70 fra det ene Sted til det Andet. Med den størst mulige Ugenerthed, for ikke at sige Frækhed, fortalte jeg den ene Aften Reiseæventyr paa Tydsk i en Banquiers Salon, og converserede den næste Formiddag (ved en mere end overdaadig Frokost paa en rig Italieners Landsted) Stadens første Primadonna paa Fransk, og blev omfavnet af Palermos berømte Componist Bertini (en Rav-Italiener, der kun taler sit Modersmaal) efterat have sunget ham en Arie for, (takket være mit gode Øre) som jeg Aftnen i Forveien havde hørt i Operaen. Maaske vil Du lee; men jeg troer, at denne min Salon-Bravour skrev sig for Størstedelen fra den ved min Søreise og det deilige Klima hentede, ubetvingelige Følelse af Sundhed og physisk Overlegenhed ligeoverfor de smaae italienske Spirrevipper, der især culminerede naar jeg med mine 3 Alens Høide og brunrøde Ansigtsfarve, befandt mig ligeoverfor de smaae, olivenfarvede, sortsmudsede Italienere, der i de taarnhøie Selskabssale ikke fyldte mere end Oldenborrer i Dyrehaven, eller Rotter i en Kirke. Dog, i mine naive Beretninger af egen Selvbehagelighed (som jeg beder Dig Altsammen henregne til den Reisefriskhed og Umiddelbarhed, Du vel ogsaa selv har følt) — glemmer jeg jo rent Palermo over mig selv. Det var hellerikke den sidste Uges ægyptiske Kjødgryder, der vil gjøre Palermo uforglemmelig for mig, men langt mere de 2 førstes Vandringer i Ørknen, (hvad der ogsaa i den jødiske Historie er det Mærkværdigste). Palermo har nemlig ogsaa en Ørken, men den er mindre sandet og mere stenet, mindre omtalt, men mere romantisk, end den arabiske. Hverken Kameler eller Dromedarer er gaaet der igjennem, men derimod Garibaldi og hans Rødskjorter, ikke at forglemme et stort Antal større eller mindre Banditter. Med andre Ord, det er Bjergene, der omgive Byen. Ikkesaasnart er en Fremmed stegen iland ved Porta felice, førend en Karosse i hvirvlende Fart kommer snurrende hen til Landingstrappen, og Kudsken brøler sit: Monreale, Signore! Kjørslen er ikke dyr i Palermo, og da Veien er lang, solhed og „bergauf“, kjører man altsaa til Monreale, en Bjergstad ovenfor Palermo, der tæller den interessanteste Kirke og de mest berygtede Banditter mellem sine Mærkværdigheder. De sidste seer man forsaavidt gratis, som man ikke lægger Mærke til alle de forskjellige Forsikkringer, om at Vedkommende moro di fame, og den første betaler man en Fr. forat hvile sig i dens kjølige Skygge, beundre dette Vid s. 71 under af Mosaikarbeide, (navnligen et colossalt Christushoved, der optager hele Hvælvingen over Høialtret, og hvorved der sværges i mange Miles Omkreds) samt ynkes over de stakkels Munke, der er fordrevne fra deres Kloster, fra hvis Terrasse, man nemlig har en Udsigt som maaske ingen Steder i hele Italien: dybt under En, den tropisk frugtbare Dal, der bugner under Oranger, Oliven, Figner, Mandler etc; ligeoverfor En, den Bjergkjæde, der gaaer ud og begrændser Palermobugten mod Øst, ved det maleriske Capo Zafarano; langs Havet, Byen Palermo med sine utallige Tage, Kupler og Spir, og mod Vest, den sagnrige, isoleerte Granitkjæmpe, Monte Pelegrino. Hertil kommer den pikante Følelse, man overalt paa Sicilien (man være nok saa kraftig og nok saa modig) altid fornemmer ved at komme til de smaae Røverreder i Bjergene, hvor ingen Milepæle betegne Afstandene, men smaae, sorte Kors paa Klipperne, fortælle ganske andre Historier; hvor de raske Bersaglieri gaae bevæbnede til Tænderne, og Bjergbondens Øine gnistre, og hans Jagtflindt ofte knaller i Kløfterne, uden at hans Taske fyldes af Fuglevildt. Her betragter jeg det i Sandhed ikke mere som en Don Quixot’agtig Grille, at jeg i Kjøbenhavn laante mig en Revolver, og at min norske Skedekniv altid dasker paa Ryggen, og navnligen ikke efter et lille Æventyr, (NB uden Blodsudgydelse) der mødte mig i Bagheria; et lillebitte Æventyr, der ved at skrives ned, næsten bliver mere end comiskt, men der, som saamange andre, har en egen subjectiv Værdi for En selv, som Prøvesten paa Ens Aandsnærværelse. Jeg havde en Dag faaet to uensartede Indbydelser til det samme Sted, nemlig en af mine 2 Malere, en lille Studiereise til den maleriske By, Bagheria, med Levninger fra Saracenernes Tider, og beliggende ved Kysten, omtrent en 8 ital: Mil fra Palermo. Denne Tour skulde gaae for sig en halv Time før Solens Opgang, og vi skulde da mødes paa Jernbanegaarden. Den anden Indbydelse var fra en tydsk Familie; vi skulde en hel Mængde i Antal samles Klokken 10, og (ligeledes pr. Jernbane) tage til et fyrsteligt Landsted, (Palazzo Trabia) i Nærheden af Bagheria, til en lille fête champêtre. Jeg combinerede nu disse to Toure sammen til een, og skrev Familien til, at jeg skulde have den Fornøielse at give Møde Klk. 11 ved Stationen i Bagheria. Klokken 4 1/2 om Morgenen var jeg altsaa paa Pletten, men traf Ingen. (Sidenefter hørte jeg, at min Værtinde havde glemt at give mig et Brev, den s. 72 foregaaende Aften, hvori Touren opsattes). Da jeg nu imidlertid var kommen saa vidt, og Morgendæmringen var for smuk til at gaae hjem og sove bort, indskibede jeg mig med min Malerkasse i en Coupée, og rullede gjennem Orangehaver og ved Foden af deilige Bjerge afsted til mit Bestemmelsessted. Ankommen dertil, havde jeg dog nær fortrudt mit Foretagende; hele Landsbyen var øde, Folkene talte en forfærdelig Dialect, der ligesaagodt kunde være chinesisk som italiensk, og jeg var kort sagt i en meget forladt Stilling. Imidlertid, jeg fik fat paa en Custode, og da jeg snart fik gjort ham begribeligt, at jeg vilde have noget at spise, førte han mig hen til en lille Rønne, der prangede med det lovende Skildt: albergo del citta. Men hvilket Værtshus! Gulvene vare saa lappede og skraae, at jeg strax kom til at tænke paa St. Kongensgade 68 2den Sal, (skjøndt uden en retfærdig Ideeassociation) — Høns og Svin kappedes med 2 svære, sorthaarede og sølvpilede Skjønheder i at betage Spisestuen al Tiltrækning for en sulten (ja endogsaa meget sulten Mave). Jeg lod mig da vise ind i den store Sal, rimeligvis Byens Forsamlingslocale, der vendte ud mod Søen, og gjennem hvis støvede Ruder, man kunde ane den deiligste Udsigt over Bjergene og Havet, hvor Solen netop var i Begreb med at gaae op. I selve Stuen herskede der en usikker, dæmrende Belysning; gamle, lasede Drapperier, der mindede mig om omvandrende Beriddere, hang fra Loftet af nedover Væggene, og nu først fik jeg Øie paa et Selskab i den modsatte Ende, der rimeligvis havde siddet der hele Natten, og hvoraf navnlig de to gjerne strax kunde have spillet Røverne i Fra Diavolo uden at skifte Costume. Udaf en aabentstaaende Dør hørte jeg en Klirren som af Vaaben (pas paa, det bliver romantisk) og høirøstede Stemmer, baade mandlige og kvindelige. Det Hele virkede ganske uhyggeligt paa mig, tilmed da jeg kun havde sovet et Par Timer om Natten, og den friske Morgenluft i Forbindelse med en fastende Mave, havde gjort mine Nerver mere modtagelige for Indtryk af den Art, end ellers havde været Tilfældet. Jeg lod imidlertid en snavset Dreng bringe mig noget Frokost, og skjøndt den i Sandhed var tarvelig baade hvad Kvantiteten og Kvaliteten angik, hørte jeg dog og det ingenlunde til min Beroligelse, at den ene af mine „Schiller“ske Venner, der talte nogenlunde rent Italiensk, yttrede sit Mishag med de fordømte Inglesi, der reiste rundt i Italien og levede godt, medens Landets egne Børn maatte sulte, (foran s. 73 det hæderlige Selskab stod en 3—4 Flasker halvt og helttømte). Den ene Bemærkning krydsede nu den anden, og efterhaanden blev det mig klart, at en Katastrophe forestod, der dog (ligesom jeg troer, at enhver virkelig Fare maa) oplivede mit Mod, og gjengav mig min Rolighed igjen. Katastrophen kom ogsaa, men ikke som jeg havde ventet. Jeg havde efterhaanden dreiet mig saaledes, at jeg fik Ryggen imod Væggen, og vendte Ansigtet mod mine Selskabsbrødre. Jeg tog derpaa ganske roligt min Pistol op af Lommen, lod Hanen knække, og undersøgte de 6 Patroner; derpaa lagde jeg den foran mig, og gav mig til at polere Laasen med mit Tørklæde. Ved denne Maneuvre, der af Selskabet, blev iagttaget med en pludselig Rolighed, var efterhaanden Larmen i det tilstødende Værelse bleven stærkere, og da jeg fra min nye Plads havde faaet Døren paa min venstre Haand, vendte jeg Øinene derhen, og saae da et i Sandhed overraskende Skuespil. Den fatale Dør førte ind til en lang Choridor, med en hel Række mindre Døre, bag hvilke dels Snorken, dels Latter og Raab lode sig høre. I Baggrunden laae et større Værelse, hvor der fra et halvtaabent Vindue faldt en svag Belysning ind paa to uniformerede Skikkelser, der fægtede med korte Sabler over et Bord, bag hvilket der var en Dør paa Klem, hvor (nu kommer det) et meget smukt, men i det yderste Negligée klædt Fruentimmer ganske roligt kigede ud paa de Kjæmpende. Alt, hvad der skeer i en Fart, er naturligvis vanskeligt at beskrive, og derfor maa Du tænke Dig, at hele denne lange Remse opdagede jeg i samme Øieblik, som jeg vendte mit Hoved om, og i netop det selvsamme Øieblik, vendte den ene Fægter sig om mod Damen, og — jog hende sin Sabel igjennem Livet. I Værelsets Halvmørke, saae jeg noget Stort falde om; jeg hørte et høit Rabalder; den ene Fægter sprang op paa Bordet og raabte høit, medens den Anden lo høit, og uden at tænke paa at forklare mig dette Uforklarlige, greb jeg min Revolver, og raabte: signori! ecco la donna uccisa, i samme Moment, som jeg sprang ind gjennem Døren, med hævet Vaaben og fast bestemt paa en Kamp, medens min sortsmudsede Misunder, der ogsaa var løben til Døren, brølede himmelhøit: La ritrata, la ritrata. (Den Malede). . . . Jeg kan forestille mig Din Latter, og behøver vel næppe at tilføie den oplysende Bemærkning, at det virkeligt var et (med Hensyn til Farver mere end til Former) raskt udført Skjærmbræt; at Kunstneren s. 74 var den ene Soldat, og at Mordet var foranlediget af den Anden paa Grund af en lille Rivning. Den let klædte Dame, fik jeg siden at vide, var et ikke saa ganske feilagtigt symbolsk Billede, for hvad der skjulte sig bag de smaae Døre. Jeg troer, at jeg ved min dristige (skjøndt paa Grund af Resultatet, latterlige) Optræden, havde imponeret mine Misundere. De forsvandt idetmindste snart efter, og jeg skyndte mig ogsaa bort, og fandt udenfor Byen et udmærket smukt Morgenlandskab, hvoraf jeg har en Skizze hjem med. Hvad der imidlertid trøstede mig, var, at jeg siden efter, da jeg traf mine tydske Venner, virkeligt blev complimenteret af dem, over at være sluppen vel ud af det mere end ilde berygtede Albergo del citta.

Saavidt om mit Ophold i Palermo.

Meget, meget Papir kunde naturligvis endnu fyldes med Beskrivelse deraf, men jeg maa ogsaa gjemme Noget til Messina; altsaa

Messina, d. 27de April 1867.

Var der varmt, brændende solhedt, ret italiensk i Palermo, da er Messina luftig og kjølig. Den friske Søvind blæser stadigt fra Faro, og man befinder sig næsten som i de danske Sommermaaneder. Det Første, man hører, naar man kommer til denne By, er Talen om Taormina. Comiskt nok, den moderne Handelsslægt her, taler altid om de romerske Antiquiteter; den smaalige, vindesyge Aand adspreder sig ved at betragte det colossale, storslaaede Ætna. Jeg traf heldigvis paa en norsk Student, der (ak! som saamange af vore theoretisk overcultiverede Nordboer) reiser for sin anstrengte Hjernes Skyld. Med ham gjorde jeg nu Touren pr. Jernbane til Taormina. Langsmed den deilige Strand, beskyllet af det blaae Middelhav, farer man med den nymodens Damp under de tusindaarige Bjerge. Den ene Tunnel afløser den anden. Høit oppe paa Klipperne hænge de maleriske Bjergbyer som Fuglereder udover Afgrunden. Stilen er afvexlende normannisk, maurisk, romersk og græsk, og det løber næsten Surr for En, med at tilegne sig alt det Nye og Usædvanlige. Navnligen i den tredie Classe er Selskabet interessant. Bjergbønder, Jægere og reisende Kjøbmænd afgive det ene Genrebillede efter det andet, Bekjendtskaber stiftes hurtigt, og saaledes samtalede vi hele Veien dels paa Italiensk, dels ved Pantomimer med en Armenier fra det sorte Hav, der reiste omkring i Sicilien s. 75 og solgte tyrkisk Tobak. Endelig kom vi til Giardine, hvor Veien fører op over Bjergene til det antike Amphitheater. En hel Armee af Æseldrivere sloges om os, og da vi tilsidst havde bestemt os for to af de mindst magre firbenede Skabninger, lignede vort Optog ad den [zigzag] 1 Vei, tilvisse ikke saa lidt Don Quixote’s og Sancho Panza’s, idet jeg red foran og Normanden bagefter. Da vi havde naaet den gamle mauriske Port øverst paa Bjerget, bad Føreren os, om at vende os om, og nu laae Ætna for os med sine 150 snebedækte Kratere, i den klare Luft saa nær, at man næsten syntes at kunne gribe det, og dog over 6 danske Mile borte. Dog, Alt hvad jeg saae den Dag, maa gjemmes i Erindringen, og kan ikke beskrives, maaske bedre mundtlig fortælles. Thi hvilket Indtryk faaer Du vel, naar Du læser, at jeg stod paa det lille Hotels Altan, og saae det dunkelblaae Hav dybt, dybt under mig, det colossale Ætna foran mig, og de ioniske Ruiner bag mig. Hvorledes kan man paa et Stykke Papir beskrive den Følelse, jeg havde ved at sidde paa de Marmortrapper, hvor fordum Dionysius saae ned paa de vilde Gladiatorer, og paa samme Tid lod Blikket svæve over mod den rygende Kjæmpe i Baggrunden, det deilige, frugtbare Land nedenunder sig, Middelhavet i det Fjerne, og de vilde Klipper ovenover. At man bliver lidt sentimental ved slig Beskrivelse, tilgiver Du vel ogsaa; maaske kan det virke Afkjølende, at jeg saae Kammerherre Berlings og Doctor Stybes Navne i Reisebogen.

Og nu til Dig selv og Alle derhjemme. Jeg havde næsten ventet, at have faaet Svar paa mit Brev fra Gibraltar til Moder, og paa det af 5 April fra Palermo til Dig og Mimi og Hanne. Imidlertid haaber jeg ikke, at det er Sygdom, der har forsinket Din Skrivelse. Her viser sig stadigt ingen Skibsleilighed til Norden, og maaske vil jeg i Følge med den oeconomiske Normand vove en Reise hjem landwærts. Skulde jeg da blive siddende fast et Sted i Tydskland, vil vel Din Kasse nok kunne bringe Din Søn tilbage til den fædrene Arne, Din hengivne Søn, der maaske først nu begynder at savne Eder alle derhjemme

Holger D.

Stedet for et Ord.

(H. B.)