Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1867-04-29)

Messinad. 29 April 67.

Kjære Fader!

Jeg længtes efter Brev, skrev jeg til Dig i min Epistel fra i forgaars (27de). Men at jeg saa hurtigt efter dens Afsendelse, og saa glædeligt skulde blive overrasket ved at see de bekjendte Poststempler fra St. Kjøbmagergade, Danneskjold „residens“, ventede jeg rigtignok ikke, og Dit Brev og dets Indhold glædede mig ligesaa meget som det Comiske i min egen Stilling slog mig, idet jeg den ene Dag med en vis varsom Confidence skriver Dig til, at jeg rimeligvis kommer til at fægte mig frem gjennem Europa, og den næste Dag faaer at vide, at Du, som en god General ligeoverfor en ung Soldat, har sørget for at Fægtningen ikke bliver saa slem endda. Men nu, Et Spøg, et Andet Alvor. Jeg fatter godt, hvad en Reise gjennem Europa vil sige. Jeg aner alt det Store, det Nye, det Skjønne og det Opløftende, jeg vil faae at see. Men netop fordi jeg ved denne Reise allerede har opdaget, at jeg nogenlunde er istand til saaatsige at „maale“ mig med Naturen, og derved i mine Rapporter alt har glædet Dig og (haaber jeg) endnu skal glæde Dig, netop derved er jeg istand til ret af Hjertet at kunne takke Dig, uden at jeg tillige føler det Trykkende, som enhver noblere Natur maa føle ved alene at være den Modtagende, uden igjen at kunne være den Ydende. At forresten alle Dine „oeconomiske Vink“ skulle blive efterfulgte, behøver jeg vel ikke at forsikkre om. En meget oeconomisk Reise vil være mig saameget desto lettere at sætte igjennem, som jeg (hvad jeg omtalte i mit forg. Brev) faaer en Normand til Reisekammerat, der ikke alene, som jeg ogsaa, har Nødvendigheden til Ansporer, men ogsaa et bestemt, udpræget Talent i den Retning, saaat enhver Skopudser, Droskekudsk, Opvarter og Vadskekone nærer en instinctmæssig Beundring for ham, (hvilke samtlige fire Faculteter, idetmindste her paa Sicilien, tæller de største Slyngler, der nogensinde i en Haandevending har kunnet forvandle 5 Cents til 1/2 Fr.) Dit Brev modtog jeg, da jeg igaar Aftes kom hjem fra en Tour i Bjergene med den Sarauwske Familie. Nu kan Du altsaa faae denne interessante Expedition med som s. 77 Nok et Blad i Dagbogen.

Der er „noget vist Noget“, som Kjøbenhavnerne kalde, at gaae op at see en Udsigt. — Reisearrogant har jeg nu en Gang for alle besluttet hverken at være eller at blive, og der er desuden mange smukke Steder i mit kjære Danmark, hvorfra man har en smuk og vid Udsigt, som jeg alle mindes med levende Kjærlighed (om ikke Frederiksbergbakke just, saa dog Odinshøi, Fruebjerg etc), men jeg maa dog næsten alligevel lee, naar jeg sammenligner alle dise „Udsigte“ med den igaar. En stor Hær var bragt sammen under den mægtige Fru Sarauws Fane. Intendanturen, Generalstaben, Veteranerne og Trodset tog den længere Kjørevei ad strada nuova i uhyre [Zigzag] med kraftige Heste og øvede Trainconstabler, medens Kjærnetropperne, de yngre Folk, 7 Commis’er og Undertegnede, trængte op gjennem et af de om Sommeren udtørrede Flodleier (Fiumara’en) til Bestemmelsesstedet, Bjergbyen Castania. Vi samtlige 8 Mand, bevæbnede med Stokke og Feldtflasker, vadede altsaa om Morgenen tidlig gjennem Fiumaraens Grus, forbi smaae Landsbyer og underlige Kirker, som en pludselig Oversvømmelse i Januar Maaned, tildels havde lagt i Ruiner. Bjergbønderne kom ridende i Søndagsdragt paa deres Æsler, og Gederne klingrede med deres Klokker paa Bjergaasene, og gnavede det yppige Egekrat af, der ellers her som overalt vilde danne deilige Skove. Smaa Landsteder (casino’er) tittede maleriske frem paa de bratte Brinker, og Solen skinnede paa os, saaat Frakken og snart Vesten maatte trækkes af. Ved Foden af en brat Skraaning standsede vi endelig og slukkede den brændende Tørst ved en deilig Kilde. Derpaa begyndte den egenlige Opstigen eller rettere Opklavren, og hvorledes vi omsider naaede Toppen, skal jeg have Ondt ved at afgjøre; thi den evige [zigzag] Løben og Kryben betog En tilsidst foruden Veiret ogsaa al mulig Tænkning. Lungerne arbeidede voldsomt; den ganske Armee stønnede og pustede, og sveddrivende, mere end kraprøde i Ansigtet, og uhyre ømme i Lægge og Haser stode vi paa Toppen ligeoverfor et ældgammelt Capel; jeg for min Part dog med Følelsen af det Velgjørende i slig en Brystgymnastik. Vi havde nu Kjøreveien henover Bjergaasene for os, men endskjøndt vi allerede havde brugt l1/2 Time fra vor Afgang, vare dog Vognene, at dømme efter Sporene i Sandet, endnu ikke passerede. Flaskerne bleve altsaa tømte, Piberne tændte, og Veien fortsat, og pludseligt, da vi bøiede s. 78 om et uhyre Klippestykke, aabnede sig en af disse Udsigter, som man i sit Liv aldrig vil kunne glemme, og der selv indgravede sine uhyre Linier og Flader i de sløve Commis’ers Bryst, som om de var skabte af samme bløde Metal, som en stakkels let modtagelig og letfængelig Kunstner, der hverken havde saa pæne Buxer, eller kunde saa godt Reguladetri som de.

Det var en af de „vue“er, som enhver snøvlende Englænderinde paa sine Reiser smører op i sin sketch-book, men ligeoverfor hvilken enhver alvorlig Kunstner heller kaster hele Kassen ned i Afgrunden, end rører en Penslen paa et Stykke Lærred; (undskyld jeg skal strax komme mig igjen).

Systemet i Billedet var omtrent saaledes:

Det vil sige: A det snebedækte Ætna i Baggrunden tilvenstre. M det umaadelige, blaalige Middelhav. LL de vulcanske Lipariske Øer (Stromboli, Volcano etc) og i Forgrunden: val demonio (Djævlenes Dal) ɔ: det vildeste, mest sønderrevne Bjergterrain. Chaotisk og barok, som om Giganterne havde valgt det til Tumleplads for deres Kampe. Udhulet af Hundreder af Bjergstrømme; de frugtbareste Skraaninger ved Siden af de goldeste Brinker, og henover alt dette en hylende Scirocco (SV. Storm) der efterhaanden havde reist sig her paa de øde Bjerge, men som vi i Dalen ikke havde bemærket.— —Da vi siden traf de Andre, følte jeg mig i Sandhed ikke oplagt til at spise Smørrebrød med Ost og Pølse, og tale om Chignons. Imidlertid, min nyerhvervede Conduite svigtede mig hellerikke dennegang. Jeg gjenvandt snart mit gamle Humeur, og tilbragte Resten af Dagen med Damerne paa de smaae Bjergstier, hvorfra vi Riddere skiftevis steg ned i Dybet, og hentede Hatte, Slør og Parasoller, som den rasende Vind førte med sig. Da jeg siden om Aftnen vendte tilbage gjennem det interessante s. 79 Landskab, gjorde jeg, ubeseet af Selskabet, ifølge en pludselig Tankegang, det bekjendte Frimurertegn 1 ud mod Bjergene.

Naturens Indtryk maae nemlig ikke overvælde et Menneske og allermindst en Tourist.

Naar jeg reiser herfra, skriver jeg igjen; indtil da Levvel, og hils Alle derhjemme, og tak for Deres Breve, der efterhaanden skulle blive besvarede ved

Din hengivne Søn
Holger Drachmann.