Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1868-09-01)

Allinged. 1ste Sept. 68.

Kjære Fader.

Med megen Tak for det Tilsendte maa jeg dertil knytte en Forklaring, hvorfor dette Svar har ladet vente paa sig, en Forklaring, som jeg allerede har antydet i en Epistel til Erna for nogle Dage siden. Kort efter mit Brevs Afsendelse brød jeg op fra Allinge med s. 86 mine „Apparater“ og flakkede et Par Dage om langs den sydostlige Kyst af Landet, forat udsøge mig nogle smukke Punkter. Disse udeblev da hellerikke, men samtidigt med at jeg bosatte mig paa en Gaard i Nærheden af den berømte Fjeldstyrtning „Randkløveskaaret“, indfandt den fuldstændig tropiske Varme sig, der næsten gjorde al Arbejden mellem Klipperne umulig.

Hvorledes det er gaaet Eder i Kjøbenhavn har jeg naturligvis en vis beklumret Fornemmelse af; hvad mig angaaer, da sad jeg i Buxer, (og det endda ikke altid) Skjorte og Straahat, og afkastede jevnlig disse Klædningsstykker forat dykke i de „kjølige Vover“, hvilke Vover endda ikke vare saa kjølige. Havet var i Reglen blyfarvet, Luften disigblaa-graa, og Solen seilede som en ildrød glødende Kugle i den tykke Atmosphære, og mindede mig levende om det bekjendte Varmeapparat, der anvendes under en omvendt Gangkurv ved Ryssenstens varme Bade. Under denne Periode spiste jeg saagodtsom aldrig, men drak til Gjengjæld saadanne Quanta af Vand, Mælk og 01, at min Mave tilsidst gjorde Oprør og først nægtede at gjøre Tjeneste og derpaa igjen viste sig altfor tjenstfærdig. Tillige maatte jeg sande den gamle Romers Fortælling om Mavens Indflydelse paa de andre Lemmer, idet Hoved og Hænder sammensvore sig om hvad Arbeiderne i England kalde „to make a strike“ ͻ: Arbeidsnedlæggelse, og jeg gik saaledes omkring med en ubehagelig Følelse af Svimmelhed, der først fortog sig da Barometret og Thermometret samtidigt dalede. Efterat have styrket mig med Kjødspiser og en „Mavebitter“, som min venlige Vært anbefalede paa det varmeste, sendte jeg derpaa mine Pakkenilliker til Gudhjem, og tog selv Staven i Haand for at begive mig tilfods i den modsatte Retning, idet jeg antog at en rigtig god Fodtour vilde gjøre godt, en Antagelse, der hellerikke viste sig at være hypothetisk, og tilmed gav mig Anledning til at besøge mine gamle Bekjendte i Nexø. Herfra lagde jeg Veien over „Rytterknægten“ og de smukkeste Partier i „Almindingen“, Landets (bornholmsk for Øens) eneste Skov, og kom saaledes efter en Dagsmarsch paa godt 5 Mile tilbage til Gudhjem, hvor mine Arbeider begyndte igjen indtil min hvide Farve fik Ende og Regnen tog en Begyndelse. Jeg havde allerede iforveien skrevet til Allinge efter hvad Posten muligvis kunde bringe mig. Da der imidlertid ikke kom Noget, tog jeg endelig igaar atter min Stok, og traskede af sted mellem Bygerne nordpaa, hvor jeg da fandt Pakke, s. 87 Brev og Penge i fuldstændig Orden, medens jeg derimod ved Forespørgsel ikke kunde sige det samme om den „indenlandske Post“, der saavidt jeg veed besørges af gamle Koner og Invalider. For Tiden har vi fuldstændigt Efteraarsveir, regnfuldt, koldt og blæsende, og mine Studier, der næsten alle ere begyndte i den „varme“ Farvetone, maa derfor vente til Solen atter viser sig, idet jeg da ved deres Fuldendelse nok skal tage Hensyn til Dine venlige Vink om udførligere Behandling etc. Mine Aftner gaae nu hen med at studere Engelsk dels theoretisk gjennem Eibes Ollendorffske Cursus, dels practisk gjennem forskjellige Indfødte, der næsten alle ere engelsktalende. Med de venligste Hilsner til Hjemmet.

Din hengivne Søn
Holger.

(Mine Studier, der dennegang særlig ville omfatte Klippeverdenen, tænker jeg, saafremt Veiret snart forandrer sig, at sende i Slutningen af denne Uge eller Begyndelsen af næste).