Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1869-06-15)

Rønned. 15. Juni 1869.

Kjære Fader.

Nu — men desværre ogsaa først nu — er da endelig Veiret blevet godt ͻ: det regner kun een Gang om Dagen. Thermometret er rykket saa høit op, at man kan lægge Overfrakken, og de blaafrosne Fingre antage efterhaanden deres oprindelige Farve. Som salig Wessel vil jeg haabe, at jeg kan sige:

„Det gaae
Min Læser ligesaa.“

uagtet jeg paa den anden Side, naar jeg paa augurisk Vis tager Varsler af Skyerne og Vinden, næsten maa formode at I endnu drages med den „grønne Vinter“. Imidlertid, det er som sagt blevet ligesom s. 89 lidt bedre med Veiret, og jeg vil da ikke udbryde i Jeremiader over hvad jeg har døiet, men heller, idet jeg henviser til den medfølgende Pakke, overbevise Dig om, at jeg har benyttet ethvert lille Øieblik, Solen har smilet, til at dyrke min Kunst og pløie min Ager, og det (som jeg vil overlade Dit eget Øie at bedømme) med et Resultat, der i Forhold til de ugunstige Veirforhold, forholder sig til mine Studier fra ifjor som respectable Sætninger til løsrevne Ord. Hvis disse Sætninger nu skulde kunne danne en hel Sætningsforbindelse og Sommeren 1869, som jeg haaber, skal kunne bringe mig et godt Skridt videre frem paa den Bane, hvor jeg nu mærker at jeg begynder at vinde Fodfæste, da anraaber og besværger jeg Dig, o Professor Drachmann, at Du, saasandt som Du ønsker at Din Søns Navn med Tiden ikke skal stikke op for sin Faders, ikke allerede nu vil sætte mig i den sørgelige Nødvendighed at beskikke mine Kameler, udbetale min sidste Skilling til det altopslugende Uhyre: Gjæstgivergaarden og drage tilbage til Uvirksomhed i Kjøbenhavn, hvor nu alle Attelierer ere lukkede, og hvor der ingen Strand, ingen Fiskerdrenge, ingen Stemninger ere, og ligesaa vist som jeg troer at Du, hvis Du paa nogen Maade kan, ogsaa vil sende mig Remisser (item 3 Alen Studielærred og 2st: Tuber Cremserhvidt fra Stelling, item et Par Støvler) ligesaa sikkert lover jeg Dig at skulle forbause Dig med de mest udsøgte Fiskerdrenge, de deiligste Klipper, og de vakkreste Pentegninger. Jeg har maaske aldrig før haft en saa udpræget Lyst og Iver for mit Arbeide som i disse Uger, hvor Alle Andre have banket sig i Hænderne af Kulde eller ere tagne til Gøtheborg eller Christiania forat fordrive den med svensk Punsch! — Lad mig da ikke nu, naar Sommeren rigtig begynder begrave min Energie i nogle Bøger paa mit Værelse i Kjøbenhavn, men lad mig, o elskværdige Professor Drachmann drage nordpaa til Klipperne, hvor Levemaaden er billigere, Naturen forhaabenlig mindre vaad og jeg

(H. B.)

Din med Hilsner til Hjemmet
stedse hengivne Søn
Holger Drachmann.

Adr:
Gjæstgiver, Capt. Lintrup. Rønne.