Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Clara Josephine FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1869-07-22)

Rønned. 22de Juli 1869.

Kjære Mama!

Maaske, hvis Du havde været min rigtige Mo’r, havde jeg nu ikke iaften udtalt mig saa aabent for Dig som nu netop den deilige Aften, Savnet af en Fortrolig, og det at Du netop ikke er min „rigtige Mo’r“, men maaske En, der er mere beslægtet med mig end jeg kan tænke mig Forældre at være, — kort sagt Alt og endnu mere tilsammen opfordrer mig til at gjøre.

Jeg antager, at Du af alle derhjemme er den, der kjender mig bedst; og at Du altsaa maa have opdaget at min Natur ikke er saa fuldstændig uelskværdig for ikke at sige ubehagelig som den (jeg indrømmer det) i Vintrens Løb vist ofte har maattet forekomme Eder at være. Der var et Par Gange, hvor jeg troede, at Du med Din bekjendte Skarpsindighed havde „opdaget“ mig. Om dette er Tilfældet skal jeg ikke kunne af gjøre; — jeg vil begynde med Begyndelsen og fortæller da som følger: Efter den i flere Henseender urolige og meningsløse Forsommer ifjor, landede jeg, som Du veed, her paa Bornholm, hvor jeg samtidigt med hvad jeg indvandt for min Kunst ogsaa vandt mere Ligevægt og Ro i Sindet. Denne Ligevægt skulde dog maaskes. 93have undergaaet endnu nogle Storme, forinden min gjærende Natur fuldstændig kunde komme til Hvile, dersom jeg ikke en af de sidste Aftner, farend jeg reiste hjem til Vintrens Arbeide og de gamle ubehagelige Erindringer, var af Tilfældet eller min gode Aand (Forsynet) bleven bragt Ansigt til Ansigt med en yndig ung Pige, hvis Billede som Vikingens Fylgie fulgte mig ud paa den mørke, stormfulde Sø, og som i Modsætning til de Indtryk, mit letbevægelige Hjerte forhen har modtaget, den hele Vinter igjennem har ligesom inspireret mig til at arbeide, har bevaret mig ligeoverfor min Alders og min varme Sjæls Fristelser, har grundlagt en Alvor og en Dybde i mig, som jeg kun anelsesvis før kjendte, men som ogsaa (og det er det som er gaaet udover ,,Familien“) i Egenskab af en bestandig og stundom næsten overvældende Længsel, har gjort mig pirrelig og vranten ja vel endogsaa hensynsløs og ubillig.

Denne unge Pige, som er atten Aar, smuk som jeg veed ikke hvad (à la Fanny 1, men langt, langt smukkere) Datter af en gammel Procurator, fattig som en Kirkerotte (eller som jeg selv) med den inderligste Sands for Naturen, selv saa naturlig som Naturen og stemningsfuld, tarvelig og Kjøbstads-sky som Du, alvorlig som en Regndag og smilende som Solen selv — denne unge Pige er det nu som jeg elsker med al den Inderlighed som jeg, trods Alt hvad I har seet af det Modsatte, dog gjemmer og besidder dybest inde hvor ellers Mændenes Ærgjerrighed pleier at sidde, men hvor der hos mig kun findes Længsel efter — efter hvad jeg nu troer at besidde.

Om min Begavelse som Kunstner kan der (det føler jeg) ikke længer tvivles. For den Flid og Energie, der behøves, har jeg nu funden en Spore og det en langt sikkrere for ikke at tale om en langt blidere end en Faders (forresten fuldstændigt naturlige) Opmuntringer og Tilskyndelser. Den gamle (eller om man vil den yngre) Holger Dr. er ifærd med at forsvinde; — jeg maa og jeg vil nu naae det Maal jeg har sat mig, og ved Gud, Kunstneren skal ikke lide derunder.

Det var dette, jeg havde at sige Dig. Jeg føler at jeg mere end een Gang til Vinter vil komme til at trænge til En, jeg kan tale med herom, naar den knugende Længsel begynder at indfinde sig. Stridigheder har vi vel haft nogle af men jeg troer dog alligevel at vi har en Del tilovers for hinanden Ikkesandt? — og hvad Du forresten af practiskes. 94Hensyn kunde have at indvende imod hvad jeg her har meddelt Dig — det maa nu vige. — Jeg har nu gjort mit Valg. Vi ere begge unge. Fremtiden er vor, og har jeg aldrig haft en Villie saa har jeg nu faaet en.

(H. B.)

Din hengivne Sønneke
Holger Drachmann.

Dette, i mange Henseender smukke og inderlige Brev voldte min Moder megen Bekymring. Hun turde ikke gaa lige til Fader og sige, at Holger havde forlovet sig. Holger havde slaaet nogle slemme Volter: — maaske var de slet ikke saa slemme, men Fader, som helt og aldeles havde maattet være sin egen Lykkes Smed, havde meget lidt Overbærenhed overfor ungdommelige Forvildelser, og en Forlovelse var vist det han mindst ventede sig i Øjeblikket. Sanktionere den bag Faders Ryg kunde Moder vanskelig tænke sig; sligt stod ikke i hendes Ægteskabs Katekismus, og hun tøvede længe med Svaret og syntes selv samtidig, at hun gjorde Holger en Uret. Som man ser af de følgende Breve, meldte Holger sin Forlovelse til Fader en Maaned senere, og, saa vidt jeg husker, kom Vilhelmine Erichsen allerede samme Efteraar i Besøg hos os som Holgers forlovede Brud, kærlig modtagen af hele Familien. Det blev kun faa Aar hun kom til at tilhøre Familien, og i mange Aar var hun helt skilt fra os, men hun bevarede stor Kærlighed til det Hjem, som hun første Gang blev indført i 1869, og da mange Aar var rundne, blev det gamle Venskabsbaand knyttet paany mellem hende og min Moder, og de saas og korresponderede til min Moders Død 1895. — I denne Vinter (1911—12) har hun besøgt mig flere Gange, og hun har givet mig det Løfte at skrive sine Erindringer fra de unge Dage. Da jeg nu fik fat paa Bornholmerbrevene, skrev jeg til hende og bad om enkelte Oplysninger. Jeg fortsætter med hendes egne Ord:

Søgaard. Herlufmagle. 18—7—12.

Kjære Harriet

Det gamle Hus ligger i Laxegade og Fader var: Prokurator Thomas Erichsen.

Holger boede hos Gæstgiver Lintrup. Der var en Reisende som havde bestilt et Kort af Fader, og da Erica og jeg skulde en Tur ud „sønderom“ bad Fader os aflevere Kortet med det samme. Da vi kom ind, stod der i Stuen en meget lang ung Mand, som vi forresten ikke kunde see, da der var temmelig mørkt — da vi var ude af Stuen sagde den lange Mand til Gæstgiveren hvem var den unge Pige med de mørke Øine, hvor hun dog var smuk — Ja smuk er hun men nederdrægtig storsnudet sa Gæstgiveren — Erica havde forresten en Ugestid førs. 95truffet Holger i Allinge og det lettede jo Holger Indtrædelsen i det gamle Hjem som han strax faldt ind i som om han altid havde været der — hvad saa efterhaanden er passeret skal jeg nok skrive op saa godt jeg kan, det lover jeg dig — jeg føler ogsaa ligefrem Trang til at fortælle hele Verden at han var et elskeligt Menneske fra 1869 til 1873 — og han gjorde intet ondt af et ondt Hjærte . . .... Jeg haaber at komme til Bornholm en af Dagene og jeg skal da gaa op til en Mand hvis Fader var en god Ven af Holger, jeg synes absolut der maa være nogle Breve fra 69. — Ak Harriet hvor var det idiotisk at jeg brændte min „Fortid“ — hvad Tak har jeg havt. Den mindeværdige Aften i Tusmørket hvor vi første Gang saas, da skrev H.

„Aftenen er dog, om end den er graa,
Menneskebørnenes fælleds Trøster,
Det var jo en Aften jeg først dig saa
I Følgeskab med din Søster“ —

og meget mere har jeg tilintetgjort, og min stakkels mishandlede Forstand har for Spekulationer helt glemt Digtene — maaske kommer de igien hvis jeg bliver hel rask.

Ja det var vel det du vilde vide om end jeg spandt en overflødig Ende om det.

Kjærlige Hilsner til dig og din Mand

fra
din Vilhelmine.

Gid nu blot Løftet maa blive opfyldt! At Breve og Digte fra den Tid er tilintetgjorte gør mig meget ondt, men sligt er jo i Sandhed Privatejendom.

(H. B.)