Danmarks Breve

BREV TIL: Thomas Erichsen FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1869-09-23)

Kjøbenhavnd. 23 Septb 69.

Høistærede og kjære Hr. Cancelliraad.

Efter nogenlunde at være kommen ind i de gamle Forhold igjen, skulde jeg allerede for nogle Postdage siden have skrevet Dem til forat bringe Dem som Familiens Overhoved min hjerteligste Tak for al den Venlighed og Gjæstfrihed, jeg Sommeren igjennem har nydt i Deres Hus. Jeg skulde som sagt allerede have gjort dette tidligere, dersom der ikke til denne min oprigtige Tak for sidst tillige havde knyttet sig en anden kjær Pligt, hvis Opfyldelse imidlertid fordrede saavel nøie og moden Overveielse fra min Side som og Deltagelse fra min Families. I dette Mellemrum fra min Hjemkomst og indtil nu have begge Dele fundet Sted, og jeg skrider altsaa nu til en Meddelelse, hvis Indhold muligvis ikke er Dem aldeles fremmed ligesom jeg haaber at det hellerikke vil være Dem ukjærkomment. Hvorledes De vil optage denne Meddelelse afhænger naturligvis for en stor Del af Deres Følelsers Beskaffenhed ligeoverfor mig, og saafremt jeg idetheletaget har noget at bebreide mig, da skulde det netop være at jeg maaske ikke tilstrækkeligt har benyttet Leiligheden til at lægge den uskrømtede Hengivenhed og Agtelse for Dagen, som jeg nærer overfor Dem, og — for mit Vedkommende — navnlig for Dem som Vilhelmines Fader.

Jeg føler mig knyttet ved saamange Baand til Deres Hus, at en Tilstaaelse af det som er det stærkest bindende falder mig saa naturligt, at jeg ikke synes at behøve andre Ord end dem: jeg elsker Deres Datter Vilhelmine, og jeg beder Dem at betragte mig, som den, der nu er hende nærmest og som vil anvende alle de Midler og Kræfter, der ere s. 104 stillede til hans Raadighed forat skabe hende en smuk og lykkelig Fremtid.

Ved en af de faa Leiligheder, hvor vi havde talt sammen, erklærede De mig for et Barn af Øieblikket. Det er jeg ogsaa i en god og rigtig Forstand, saavel ifølge min Ungdom som ifølge mit lyse Haab og Mod paa Tilværelsen. Ved min Stilling som begavet og lovende ung Kunstner staaer jeg imidlertid ganske anderledes end Andre uden for Øieblikket og udenfor Indflydelse af dets lunefulde Svingninger. Dersom De da i disse Deres anførte Ord skulde ville have gjort en Tvivl gjældende om min Fasthed og Bestandighed, da kan jeg forsikkre Dem om at jeg ved nærmere Kjendskab vil findes saa fast og vel funderet, som en Fader kan ønske det overfor den, hvem han betroer sit Barn.

I Haab om at De vil tage dette under Deres meget velvillige Overveielse og med mine hjerteligste Hilsener til Dem og Deres hele Familie.

Med Høiagtelse
Deres oprigtigt hengivne
Holger Drachmann.

Til
Hr. Cancelliraad Erichsen.

Som ovenfor meddelt kom Vilhelmine da for første Gang til vort Hjem i Efteraaret 1869. Vi maa lige være flyttet til Bredgade 56. Jeg fyldte 8 Aar den Dag vi flyttede, saa hvad jeg kan fortælle om den Tid, er jo kun et Barns Indtryk. Dog synes jeg selv, jeg husker saa meget. Jeg kan se hende for mig den allerførste Dag i en lysegraa Vadmels Kjole med sorte Skindkanter. Hun havde det dejligste Hoved; men min orthopædiske Fader gjorde strax Indsigelser mod hendes altfor høje Skuldre. De bedrede sig dog med Tiden; hun var kun 17 Aar og havde Lov til at være lidt kantet. Saa husker jeg hendes bornholmske Accent og hendes Guitar. Hun sang bornholmske Viser med en lille klar, blød Stemme til Accompagnement af Guitarren, og forresten gsaa andre gammeldags Sange: „Liden Kirsten gaar i Lunden“, — „Kom Yngling paa din tavse Vej“ — „Alt under Havet Solen stod“ — og Holger var begejstret. Hun følte sig hurtig hjemme iblandt os, og jeg tror ikke, jeg husker fejl i, at hendes Ophold var baade hyppige og lange. Jeg kan ogsaa huske, at min Moder spøgende sagde, det var dog egentlig skrækkeligt at være saa mange Fruentimmer i et s. 105 Hus. Moder var selv kun 33 Aar, havde 3 voxne Steddøtre, en Svigerdatter, os to yngste Smaapiger og to unge Tjenestepiger, saa jeg forstaar godt, hun følte det noget vrimmelagtigt. For mig staar det som idel Harmoni; men jeg véd, at der en Gang hen paa den anden Vinter kom en Kurre paa Traaden. Holger fordrede større Frihed i hans og Vilhelmines Gøren og Laden, end Fader og Moder fandt forenelig med deres Ansvar for en saa ganske ung Pige. Holger taalte ingen Censur, blev fornærmet og anbragte Vilhelmine i et Pensionat. Jeg blev mindet om dette, da jeg en Gang havde Carl Michelsen tilbords. Han syntes, det var snerpet og spidsborgerligt af mine Forældre at ville lægge noget Baand paa dem, for han havde aldrig set noget smukkere og uskyldigere end de Tos Samvær, baade med hinanden og med Holgers unge Venner. Han fortalte, hvorledes Holger en Aften, da han selv skulde et eller andet Sted hen, hvor Vilhelmine ikke kunde være med, havde bedt Vennerne om at invitere hende ind paa Borchs Collegium, hvor flere af dem boede; hun kedede sig i Pensionatet, og de to Unges „Fornærmelse“ (den var meget kortvarig for hendes Vedkommende) tillod hende ikke at komme i Bredgade. Vennerne gjorde det saa festligt for hende som muligt, og Michelsen mindedes den Aften som noget af det smukkeste han havde oplevet. De havde alle været fulde af Ærbødighed og Ridderlighed overfor den yndige unge Pige. Hun havde sunget og spillet for dem og de for hende, til Holger kom og fulgte hende hjem. — Men nogle Dage efter kom Michelsen op til sin Halvsøster, Fru Ploug. Hun bogstavelig talt overfusede ham: „Du har været med til at holde Orgier med den Hetære, Drachmanns Forlovede!“ Michelsen svarede hende, at hendes eneste Undskyldning maatte være, at hun ikke kendte Betydningen af det Ord.

Da hun ikke vilde „modificere sine Udtalelser“, gik han bort, og det blev sidste Gang han overhovedet talte til sin Halvsøster; i den Grad forekom hendes Ord ham som en Helligbrøde.

Ideelt sét havde M. naturligvis Ret. I vore Dage forbyder vi ikke vore unge Døtre noget, der i og for sig er saa uskyldigt. Men praktisk sét synes jeg, mine Forældre havde Ret, naar de ikke vilde, at den unge Pige skulde udsættes for saadan Omtale.

Lige i disse Dage har jeg ogsaa talt med Kristian Zahrtmann om de længst forsvundne Tider. Han hører til Vilhelmines første Venner, og han fortalte, hvorledes Fru Erichsen sendte ham ud at gaa Ture med Holger og Vilhelmine, da de to endnu ikke var forlovede, at han saa deres Forelskelse voxe frem og blandt andet tog Varsel af, at Vilhelmine altid brugte hans, Zahrtmanns, Hjælp, naar de skulde over en Bæk eller opad en stejl Skraaning. Han fortalte ogsaa om den Fornøjelse, han havde haft af at gaa med hende paa Galeriet (Christiansborg Slot), da hun var kommen herover. Hendes Syn paa Billederne s. 106 var saa friskt, og det hun sagde om dem saa helt anderledes end hvad andre, mindre primitive Mennesker havde at sige.

Det var saa ogsaa i Vinteren 1870—71, at Holger flyttede hjemmefra. Han lejede Atelier og et Par Værelser i Rosenvænget, og herfra er de følgende Breve skrevet, de Breve, hvori han beder om Faders Sanction til at gifte sig. I den lille Selvbiografi, som fremkom i „Tilskueren“ lige efter Holgers Død, taler han om sin Plan, at bosætte sig i England, kun som et Middel til at tjene Brødet til sig og sin Hustru. Det samme Indtryk faar man af Brevene her. Jeg tror dog ikke, jeg husker fejl i, at der var en anden medvirkende Aarsag. Holger havde været til Session og var ikke bleven kasseret til Trods for en kraftig Attest fra Dr. Fred. Trier. Han havde haft en meget alvorlig Lungebetændelse og havde ogsaa spyttet lidt Blod. Fader var overbevist om, at Soldatertjenesten vilde ødelægge hans Helbred fuldstændig og raadede ham derfor til at rejse og, om nødvendigt, bosætte sig i England. Da han senere fremstillede sig igen, blev han kasseret, og dermed faldt den Grund bort.