Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1871-04-05)

Rosenvænget. Onsdag d. 5. April 71.

Kjære Fader.

Jeg har allerede i nogen Tid ligget paa Reisen ind til Dig forat tale med Dig om Forskelligt min Reise angaaende, men jeg har endnu ikke faaet Tid og Leilighed dertil. Min Dag er stedse optaget af at male (et Billede fra Vestkysten til Udstillingen og en Bestilling til Wøldiche, etc. etc.) og min Aften maa jeg anvende til at skrive, læse Korrektur paa min sidste Artikel (som du snart skal faa tilsendt) og forresten til at perfectionere mig i det Engelske. Jeg maa altsaa tage min Tilflugt til Pennen indtil jeg, som jeg haaber lidt efter Paasken, kan faa en Aften til min Raadighed. Med Hensyn til denne Reise, som jeg allerede har tænkt paa og forberedt mig til siden i Efteraaret, da har jeg veiet pro’er og contra’er fra alle mulige Sider, indtil jeg har faaet et ubetinget pro frem. Jeg har dernæst sat mig i Forbindelse med Bing, Grøn, Tietgen og fl. A. som alle have Familie eller Bekjendte i London, til hvem jeg er bleven anbefalet paa det bedste. Jeg har af Melbye og Sørensen faaet Anvisning paa Kunstnere og Kunsthandlere, der kunne støtte mig i min Virksomhed som Maler; jeg er af Bille (Redacteuren) bleven udnævnt til Dagbladets „specielle Correspondent“ ved den internationale Kunstudstilling, hvorved jeg bliver sat i Forbindelse s. 107 med den engelske Presse, hvad der for en Kunstner er af Betydning, og jeg skal endvidere træffe sammen med Goldschmidt, der har særlig Interesse for nyt dsk. Maanedsskrift, hvortil jeg agter at sende Optegnelser fra Museer og Samlinger. Hvad der imidlertid er det Vigtigste for mig som vordende Udstiller i et fremmed Land, er hvad jeg ogsaa til min Glæde gjennem Vilhelmine erfarer at Du har bemærket, nemlig at mine Billeder paa vor Udstilling indtage en Plads idetmindste saameget over det Middelmaadige og betegne et saa stort Fremskridt fra ifjor, at jeg tør haabe ved fortsat ivrigt Studium og ved den Energie og Flid, som jeg er vis paa Du anerkjender hos mig, at kunne bringe det til Noget i et Land, hvor Fordringerne til det Præsterede maaske ikke engang ere fuldt saa strenge som hos os, og hvor tilmed Sømaleriet ikke har saa dygtige og langt færre Repræsentanter end her. Jeg veed at Sagkyndige have yttret sig i Overensstemmelse med hvad Du selv har iagttaget og hvad jeg her fremsætter, saaat jeg ikke behøver at gjøre nogen Undskyldning dersom Du skulde synes at dette lyder formeget af Selvtilfredshed.

Jeg agter altsaa at reise til London for støttet paa min arbeidsomme Natur, som nu endelig er kommen til et Frembrud af blivende Betydning, mit Talent, som egenlig aldrig har været omkvæstioneret, min Ungdom, som er sund og ufordærvet, og min gode Tro paa „Lykken“ som Følgesvend for den, der „vil“, at bryde mig en Bane under større og friskere Forhold, hvor dog Sandsynligheden for et attraaelsesværdigt Resultat for et ungt Menneskes Kræfter og Anlæg, staar i et bestemt Forhold til Omgivelsernes Størrelse og Intelligensens lykkeligere Vilkaar. Jeg agter endvidere før jeg reiser (i Slutningen af denne Maaned) at indhente din Tilladelse til at jeg giver min Vilhelmine mit Navn, der, det veed jeg bestemt, nu er af en bedre, mere bestemt, mere bekjendt og mere bevidst Klang end da jeg for to Aar siden fæstede mig en Brud, hvad Du saa tøvende og ikke uden Ængstelighed sanctionerede ved at optage hende i Din Familie. Ved det Forbigaaende skal jeg imidlertid ikke dvæle. Du har forhen haft Grund til ikke at være sikker paa mig. Nu har jeg Grund til at være sikker paa mig selv. Denne Vinter har maaske mere end Du formoder vist mig at jeg kan underkaste mig Savn, Anstrengelse og Opoffrelser forat opnaae den eneste Løn, jeg fordrer, min Vilhelmines Selskab og Opmuntring under et mangeartet Arbeide, der vel i Strenghed s. 108 kan stilles ved Siden af den Ungdom, Du ofte har berørt for mig som Ansporing og Tilskyndelse til et: „Gak hen, og gjør ligesaa“. Jeg kan slutte mig til at der i vor Familie om ikke hos Dig selv har yttret sig Misfornøielse med Din Svigerdatters forlængede Ophold herovre, og maaske navnlig begrundet i en Frygt for at hun skulde forstyrre eller sinke mig i mit Arbeide. Jeg skylder da hende selv og Sandheden at forsikkre Eder paa det indstændigste om at hun meget mere har fremskyndet end forhindret mit Arbeide, fordi jeg har kunnet leve sammen med min Forlovede som med en Kammerat, der tilmed bestyrede min lille Husholdning, løb mine Ærinder og gjorde tusinde Ting, der ellers vilde have standset og afbrudt mig. Et saadant Kammeratskab har imidlertid een svag Side, som jeg vil indrømme at jeg midt i min Travlhed har overseet, og det er den Maade, hvorpaa det bedømmes af Udenforstaaende. Ved at give Vilhelmine mit Navn før min Afreise (et Giftermaal af Navn men ikke af Gavn, for at Du kan vide hvad jeg mener) vil en saadan Bedømmelse tabe sin insinuerende Karakter; Vilhelmine vil i det eller de Aar, hvor hun nu maa vente paa mig, kunne vente med mere Ro og udsat for mindre Omtale i sine kleinstädtische Omgivelser, og jeg vil kunne understøtte hende udenat det for hende selv i sin ubemidlede Familie har noget af det Pinlige ved sig som vort nuværende helforsørgende og halvforsørgede Forhold ikke kan undgaa at have. Jeg kan tilføie, at jeg har deponeret en bestemt Sum paa Bornholm til Indkjøb af det, som vi ville komme til at bruge naar vi in facto kommer til at leve sammen, og med Arbeide herpaa og Øvelse i Husholdningen (rimeligvis paa Landet) vil Ventetiden gaa.

Saaledes er nu Din Søns Plan, og jeg mener at den i det Væsenlige er en mandig og fornuftig Plan, som jeg ikke tvivler paa at Du vil anerkjende, ligesaalidt som jeg tror at der kan reises væsenlige Indvendinger derimod. Saasnart jeg faar lidt Pusterum kommer jeg som sagt ind til Dig, og indtil da beder jeg Dig tænke over om der var et og Andet Du kunde raade mig til, om Du kunde skaffe mig en eller anden Anbefaling (gjerne til Legationen f. Ex.) som Du maaske med Dit udstrakte Bekjendtskab ikke har saa stor Vanskelighed ved.

Farvel saalænge, og hils
fra din hengivne Søn
Holger D.