Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1871-04-10)

Rosenvænget. Paaskemandag 71.

Kjære Fader.

Jeg tillader mig at fortsætte Correspondancen, da jeg efterat have modtaget Din Skrivelse anser en skriftlig Udtalelse fra begge Sider som meget mere udtømmende, og Sagen meget mere fremmende end en Samtale, hvor den fornødne Ro og Klarhed ofte ikke i tilstrækkelig Grad kan være tilstede, og jeg tør vel sige saavel hos den Ældre som hos den Yngre.

Jeg havde omtrent ventet mig Dit Svar saaledes som det er fremkommet, og jeg takker Dig under alle Omstændigheder fordi det er fremkommet i en saa rolig og hensynsfuld Form, en Form, der med sin Anerkjendelse af og Agtelse for hvad jeg selv tror at være i Besiddelse af, ikke har kunnet andet end glæde mig da det maaske er den første Leilighed, hvor jeg har seet den saa ubetinget anerkendt. Den egenlige Forskjel mellem os, og den der navnlig giver Anledning til Uoverensstemmelse mellem vore Synspunkter for Livet, er tror jeg først og fremmest Forskjellen i vor Alder. Du er den ældre, alvorlige, af Livets Slid halvtrætte Mand, der tilhører en halvforsvunden Tid, hvis Meninger og Anskuelser træde i en saa stærk Modsætning til den nye Tid. Jeg er akkurat det Modsatte heraf. Du taler i Dit Brev om, at Du vil raade mig af Dit eget Livs Erfaringer; men har da ikke dette Livs Vilkaar paa mange Punkter, og navnlig i de yngre Dage, været af en saadan Beskaffenhed, at Friskheden i Din Livsbetragtning har lidt noget Skaar, og har ikke i Dine modnere Aar paa de Punkter, hvor Følelsen har beseiret Fornuften, netop selve denne Følelse overrumplet Dig imod Din Villie, saaat Du kun senere desto mere exclusivt har handlet efter Fornuften, hvorved egenlig Harmonien i Din Livsphilo- sophie er bleven rokket, og hvorved Dine Raad til Din Søn ikke faa den ubetingede Vægt, de ellers vilde have. Jeg sigter herved til den Samtale, vi havde kort før min sidste Afreise til Udlandet, hvori Du med en god Faders Aabenhjertighed og maaske med Følelsen af at vi ikke vilde gjenses mere, betonede at der maaske var Ting i Dit Liv, Du ønskede ugjort eller forandrede. Men naar nu en modnere, prøvet Mand indrømmer at Hjertet til enkelte Tider har kunnet være revolutionairt og Fornuften alene ikke altid har slaaet til, hvormeget mere maa s. 110 da ikke en ung Mand være tilbøielig til at følge Hjertets Indskydelser, og hvilken Rettesnor kan det da være ham, at hans Fader forlovede sig i sit 26de og giftede sig i sit 34te Aar.

Du var ingenlunde glad over min Forlovelse; men alt gik godt, og I, min Familie, har kun Vilhelmine at takke for, at jeg nu er et fremadstræbende, godt Menneske, medens alle Dine Formaninger aldrig vilde have holdt mig oppe paa det Skraaplan, hvor jeg befandt mig. Nu, da jeg agter at gjøre det næste Skridt, og da jeg spørger Dig tilraads i saa Henseende, kalder Du dette Skridt for „det letsindigste i mit Liv“. Men har Du da ret forstaaet, hvad jeg har til Hensigt. Du siger, at Du ikke forstaar „et Giftermaal af Navn, men ikke af Gavn“. Maaske har Udtrykket ikke været klart nok: Jeg vil med en Mands Risiko, der ved hvad han gjør, paa egen Bekostning, uden noget Besvær for Dig eller Nogen, og uden al Opsigt, ligesom Du med Din nuværende Hustru, lade mig vie i en Kirke udenfor Byen, — og samme Dag reise.

Hvad vinder jeg da herved? Ja, Vilhelmine faar mit Navn, og jeg blot en formel Bekræftelse paa de Forpligtelser, jeg allerede i Virkeligheden har overfor hende. Er der noget, jeg troer at kunne beklage mig over med Hensyn til Dig, da er det en Mangel paa Interesse for mine Anliggender, som har gjort at Du svæver i nogen Vildfarelse angaaende min Stilling til min Forlovede. Jeg forsørger hende aldeles, ganske som om hun var min Hustru, og hvor jeg saa end gaar i Verden, er dette en Forpligtelse, der følger mig, som jeg er stolt af, og som jeg skal vide at hævde som en Mand. Min Reise er afgjort. Det er ikke en Reise forat forsøge paa at gjøre Lykke, eller knibe ud af „Studieaarene“ (som enhver Kunstner er i ligetil hans Død). Jeg har sparet sammen til den Reise for at gjøre dygtige Studier; jeg vilde foretage den selvom jeg ikke havde anden Hensigt dermed end netop denne; hvis jeg kommer hjem, vil jeg medbringe gode Frugter, Studier til Billeder som ikke altid er fra Bornholm eller Vestkysten, og hvis jeg bliver i England, bliver jeg der ikke som Aventurier, men forat udvikle mig til en dygtig Maler dér, ligesaavel som jeg vilde gjøre det herhjemme. Min Selvstændighedsfølelse gjør at jeg vil vedblive som jeg i Efteraaret begyndte. Jeg vil ikke anmode Dig om nogen Understøttelse, der kunde bryde min uafhængige Stilling; men jeg vil støtte s. 111 denne Stilling ved litteraire Arbeider, der aldrig vil hindre eller skade min Udvikling som Kunstner. Men førend denne min Reise vil jeg give Vilhelmine mit Navn 1 ;