Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1871-07-28)

142 New Bond Street
W. London.
Den 28de Juli 1871.

Kjære Fader.

Jeg havde ved min Afreise sat mig for, og saavidt jeg erindrer i en lille Epistel til Erna omtalt, at jeg ikke vilde skrive hjem førend jeg kunde skrive noget ubetinget godt. Jeg havde yderligere foresat mig, hvorledes det saa end gik mig, ikke at tye til Din Hjælp under hvilkensomhelst Form, den end vilde være bleven ydet mig, og det glæder s. 112 mig at jeg har kunnet holde mig mine Bestemmelser konsekvent efterrettelig.

(H. B.)

Jeg har nu overstaaet et tre Maaneders Feldttog i et fremmed Land, og har i den Tid haft Brug for Taalmodighed og Energie for at overvinde alle de Vanskeligheder og ofte alle de Savn, som et saadant Feldttog fører med sig. Jeg vil indrømme at Sproget, Mangel paa Venner og Bekjendte, og en slunken Mave oftere end jeg formodede det har lagt mig Hindringer iveien, — men imidlertid, Vanskelighederne ere nu overvundne, og selv om jeg endnu havde haft dem alle at kjæmpe imod, føler jeg mig overbevist om at jeg dog til Slutningen alligevel ved min „Egen Kraft“ skulde have beseiret dem. Det er ikke saameget det, at jeg ved forskjellige heldige Salg i den sidste Tid til forskjellige Lorder, er bleven Herre over en, efter mine Fordringer, ikke ubetydelig Pengesum; hvad der er bedre end dette, (som kunde være et forbigaaende Held) er at jeg er bleven „opdaget“ af West-Endens det fashionable Londons Kunstkjender, Mr. Colnaghi, der har været saa høflig at see „a rising genius“ i mig, og som har været forekommende nok til at introducere mig hos de adelige Yachtmen, med Løfte om at udstrække mit Bekjendtskab yderligere blandt disse fyrstelige Kunstsamlere, eftersom de hen paa Efteraaret vende tilbage fra de forskjellige Toure, de nu i den varme Tid og efter Saisonens Ophør, foretage paa Fastlandet eller i Middelhavet.

Lægger jeg hertil en større Bestilling, jeg har modtaget fra det nylig oprettede Anglo-German-Telegraph-Company (Kabelets Udlæggelse fra Thamesmouth) samt de to Bestillinger hjemmefra (engelske Seilere under Kysten ved Dover), som jeg ikke engang endnu har haft Tid til at fuldføre, kan jeg allerede betragtes som en ganske holden Mand, der tilmed har Foden godt indenfor Døren til de engelske Huse.

Jeg har som Følge af dette mit heldige Opsving i finantsiel Henseende leiet mig et Par smukt meublerede Værelser i den sundeste Del af London, ikke langt fra Regents Park, og ved Siden af min udholdende Flid i Atelieret og et Ophold for Studiets Skyld i Margate on the seaside, har jeg foretaget mig flere Recreationstoure gjennem det Indre af Landet, paa hvilke yderst billige excursions jeg har beseet de forskjellige historiske Mindesmærker, Ruiner af Slotte, Abbedier, etc, etc, der have forskaffet mig stor Nydelse og et udvidet Materiale i historisk og kunsthistorisk Henseende.

s. 113 Jeg er altsaa nu kommet „well off“ her i England. Jeg har overalt baade hos de Indfødte og hos Landsmænd mødt en forekommende og gjæstfri Modtagelse, og var der endog af og til i Begyndelsen, og navnlig efterat jeg var bleven skilt fra Doctor Holmer, en behagelig og venlig Reisefælle, og var flyttet fra Meyers, enkelte modløse Øieblikke hos mig, saa har jeg nu saamegen mere Grund til at være Vorherre taknemlig for at det er lykkedes mit Talent og min Energie saa heldigt at overvinde det sværeste af alt, Begyndelsens Vanskeligheder.

Der var mange Grunde, der tilskyndede mig til min Reise herover: Der er een Hovedgrund, der bestemmer mig til at blive her. Danmark er altfor lille et Land til at ernære et saa uforholdsmæssigt stort Antal af Kunstnere, og jeg er, hvad de dygtige Malere i mit eget Fag angaar, herovre kommet under Veir med, at Sørensen sælger Halvdelen af sine Stykker i London, og at Neumann nu har seet sig nødsaget til at sende sine største og bedste Billeder hertil, da han ikke kan blive af med dem hjemme. Men naar dette er Tilfældet med de fuldtudviklede og anerkjendte Malere, da er det et daarligt Tegn for dem, der endnu ikke ere naaede saavidt, selvom de endog er paa Veien dertil ved ufortrøden og flittig Anstrengelse. Jeg har allerede i „Dagbladet“ antydet, at der ikke findes nogen saa bestemt udviklet og dygtig Skole for Marinemalere her som hjemme, og den Roes, der er bleven mine Arbeider til Del her, og det „Kik“, som Lorderne allerede har paa det „danske Vand“, er visselig intet daarligt Auspicium for en ung dansk Kunstner af nogen Begavelse, der agter at „settle“ sig her. Det er da min Agt i Vinterens Løb særlig at kaste mig over et større Arbeide, der til Foraaret skal præsenteres til Optagelse i Royal Academy, og skulde mit Navn, hvad min Ærgjerrighed af al Magt tilstræber, endogsaa i Aarenes Løb ikke komme i den første Række, da kan en Kunstner her i de kolossale Forhold, uden at overanstrenge sit Talent i en „Arbeiden for Føden alene“, meget godt leve sorgfri og agtet for sin Begavelse som en Kunstner af anden Rang, medens en saadan Stilling i Danmark, som idetheletaget den yngre Kunstners Stilling i Danmark som oftest kun er en Kjæde af Brud paa Talentet og Misbrug af Kunsten, fordi de lave Priser paa hans Arbeider ikke sætte ham i Stand til ved Siden af Productionen at dyrke Studiet, ved Siden af Mavens Næring at sørge for Aandens.

Hvad her kun løseligt er antydet er ikke et illusorisk „vue“ over s. 114 Forhold, som jeg ved et tilfældigt Held er sat ind i. Jeg har prøvet mig godt for, jeg har talt med mange Kunstnere og Ikkekunstnere førend jeg kom til dette Resultat, og nu da Resultatet foreligger, har jeg ogsaa taget min Bestemmelse. Jeg tager henimod Sessionens Begyndelse over til Kjøbenhavn, underkaster mig den sidste Undersøgelse, hvis Udfald nu bliver mig af mindre Betydning, gifter mig kort efter min Fødselsdag (men uden Pastor Warburgs Mellemkomst) og tager tilbage med Vilhelmine til mit lille Hus, min Contobog i Londons Bank, der under alle Omstændigheder sikkrer os det første Aar; og med Englands 13 Kunstforeninger (hvortil jeg igaar fik Indbydelse for mine Billeder) med mine Connectioner i London, med Royal Academy i Baggrunden, med det store Hav og de store Havne til alle Sider, gaar jeg glad en Fremtid imøde, der uden nogen sangvinsk Overdrivelse, idetmindste kan siges at være ligesaavel funderet som det Fremtidsperspectiv, Du for den første Vilhelmine Drachmann aabnede paa Søetatens Hospital med de to gule Kommoder som Sidefløje, og med en aarlig Gage saa stor som Prisen paa det Maleri, jeg for nyligt solgte til Lord Lismore, irsk Greve og engelsk Baronet p. p.

Holger Drachmann i Breve

8

Jeg har maaske nogen Grund til at antage, at Du har betragtet min lange Taushed, som hidrørende fra en Uoverensstemmelse mellem Dine og mine Ønsker førend jeg reiste, der maaske for et Øieblik forandrede den gode Forstaaelse imellem os, som jeg til enhver Tid skal vide at sætte Pris paa. Jeg har imidlertid nu godtgjort Hensigten med min Taushed, nemlig den, ikke at sende et intetsigende eller vel endogsaa et mismodigt Brev, der vilde være lige paa sin urette Plads baade overfor den Interesse, Du ganske sikkert føler for mig, og for den Uafhængighed, jeg sætter min Stolthed i at kunne hævde ligeoverfor Dig. Der er ikke Skygge af Uvillie eller Nag tilstede hos mig; men ligesaavist som dette er Tilfældet, ligesaavist er det ogsaa, at den Tid nu er kommen, hvor jeg ikke alene faaer Myndighedsstemplet sat paa mig i borgerlig Forstand, men hvor jeg selv føler mig som myndig, som en Mand, fordi jeg har sat mig et Program, som jeg nu med egne Kræfter og med Lykken som Følgesvend har gjennemført.

------------------ 1 .

Jeg har idetheletaget, her i humbug’ens Land, søgt at være ærlig overfor mig selv, overfor Eder og overfor min Kunst, og derfor er det utvivlsomt ogsaa gaaet mig saa godt til Slutningen.

s. 115 Hvis I da, hele min Familie derhjemme, hvad sikkert har været Tilfældet, i disse forløbne Maaneder har næret nogen Bekymring for mig, og hvis ikke denne Bekymring alene har været rettet imod mit materielle Vee og Vel, saa glæder det mig at kunne meddele Eder disse gode Efterretninger. Hvis I har været tilbøielig til at opgive mig som det „ubesindige Menneske“ og halvveis som den forlorne Søn (jeg som endnu aldrig selv under mine virkelige Vildfarelser har opgivet mig selv), saa føler jeg mig stolt af ved min Hjemkomst at kunne overbevise Eder om, at jeg maaske endnu aldrig er vendt mindre „forloren“ hjem, men saa tror jeg ogsaa, at vort Samkvem under mit korte Ophold ikke bliver stort mere inderligt end det var førend min Afreise.

Med de venligste Hilsner til Eder Alle, og med de bedste Ønsker for Børnehaven saavel den i Kvæsthusgade 1 som den i Bredgade

forbliver jeg
Din hengivne Søn
Holger Drachmann.

Efter dette Brev følger en lang Pause paa fire Aar, og i den Pause falder Holgers Ægteskab med den skønne unge Kvinde, som saa mange af de sidste Breve har handlet om. Det virker saa grelt at læse Brevet fra England, hvor alle hans Tanker staar til den kommende Forbindelse med Vilhelmine, og saa tage det næste i Bunken og finde alle Argumenterne for, at det hele nu maa være forbi.

Mine Erindringer fra de Tider har vel ikke stor Værdi; jeg var lige fyldt 10 Aar, da Holger holdt Bryllup. Men som Supplement til andre Erindringer, der sikkert vil fremkomme med Tiden, kan de da ikke skade.

Holger kom altsaa hjem fra England i Efteraaret 1871, gik til Session og blev denne Gang kasseret. Tanken om at bosætte sig i England har han sikkert helt opgivet. Jeg hørte da aldrig mere om den. Vilhelmine kom i Besøg hos os som saa ofte før, og ingen sagde noget til os Børn om den forestaaende Begivenhed. Men en Eftermiddag fandt jeg én af mine ældre Søstre ifærd med at binde en Myrthekrans, og først da fortalte min Moder mig, at Holger og Vilhelmine skulde have Bryllup næste Dag. Vi gik i Skole som sædvanlig, og kort efter vor Hjemkomst kom Brudeparret hjem. De var blevet viede i Lyngby tror jeg. Kun min Fader og min Fætter, Viggo Hørup, var nærværende. Vielsen havde ikke været meget opbyggelig. Den Præst, der viede dem, blev senere dømt fra Kjole og Krave, og han havde optraadt meget kynisk ved denne Lejlighed, hvor han vidste, det var IkkeKristne s. 116 han havde med at gøre. Det præstelige Element udmærkede sig idetheletaget ikke ved den Lejlighed. Vi boede i Bredgade, og vor Sognepræst (som vi aldrig brugte) var Pastor Blædel ved Garnisons Kirke, og som saadan skulde han have et Honorar. Viggo Hørup havde udbedt sig at maatte gaa til ham, og jeg husker godt hans Beskrivelse af deres Samtale. Hørup spurgte om Taxten, og Pastor Pastor Blædel antydede, at den rettede sig efter de Paagældendes Formuesomstændigheder. Hørup udbad sig den laveste. „Er det unge Par meget uformuende?“ spurgte Præsten. „Ja, meget!“ sagde Hørup og afleverede de 2 Rigsdaler, som vist var Minimum. Jeg forstod ikke den Gang, hvorfor Viggo H. gjorde sig saa megen Glæde af at drille Pastor Blædel, men har siden hørt, at Pastor Bl. havde forberedt ham til Konfirmation. Han anbragte sine Konfirmander efter Fornemhed, sagde „De“ til de øverste i Rækken, „Du“ til de nederste. Viggo H. dannede just Grænseskellet og blev duttet som værende Søn af en Skolelærer, skønt han var Elev i Metropolitanskolen og sikkerlig ikke stod under den „fine“ Portion hverken i Aandsevner eller Optræden. — Men bortset fra den kirkelige Del af Handlingen var det den smukkest tænkelige Fest. Der var slet ikke andre end vor egen Husstand og altsaa Viggo H. Men Brud og Brudgom var saa skønne i deres Glæde og vort Hjem saa festligt, saa Billedet af den Aften har præget sig uudsletteligt i min Erindring. Vilhelmine var kun 19 Aar og straalende smuk i sin meget ukorrekte Brudedragt. Den var hvid med sorte Striber; Holger havde haft Stoffet med fra England. — De havde ikke lang Vej til deres første lille Hjem: 2 Værelser øverst oppe i Hotel Phønix. Hotellet havde, meget liberalt, lejet dem de to Stuer for en billig Penge, og Maden tog de fra et Spisekvarter. —

(B. B.)

Men nu kom den Periode, hvor Holger selv holdt sig borte fra Hjemmet. Underligt nok har jeg aldrig hørt anden Grund til hans „Fornærmelse“ end Faders Vægring ved at lade ham gifte sig, inden han var fyldt 25 Aar. Man skulde synes, den Sorg var slukket, efter at Fader havde holdt hans Bryllup, og navnlig i Betragtning af, at Vilhelmine besøgte os saa at sige hver Dag. Det at han skulde tage Afstand fra vor „Bredgadeselskabelighed“, som Vald. Vedel skriver i sin Bog, har min yngste Søster, Martha Drachmann Bentzon, med stor Heftighed imødegaaet. Det hændte yderst sjeldent, at der blev holdt et Selskab for min Faders Kolleger; det var de eneste noget upersonlige Selskaber jeg mindes. Vort Hjem var overordentlig gæstfrit; men der kom udelukkende Mennesker, som stod i virkeligt Venskabsforhold til Familien. Snarest har Holger vel fundet, at vi ikke svævede højt nok. I denne Periode blomstrede hans Venskab med Brødrene Brandes og med hele den Skare, der flokkedes om Georg Brandes. De kom alle i de smaa Stuer oppe i Hotel Phønix. Der var saa mange revolutionære og Familie-omstyrtende Tanker oppe iblandt dem, og det kan godt være s. 117 faldet i Traad med Holgers noget naive Føren Ideerne ud i Praxis, at han holdt sig fra „Familien“ og alt, hvad dens var. Men lad mig sige det her: Naar jeg har hørt eller læst andres Erindringer om hans Hensynsløshed overfor Indbydelser og overfor selskabelig Vedtægt, saa passer de i den Grad ikke paa Forholdet til hans gamle Hjem. Jeg mindes aldrig, at han er udeblevet efterat have sagt „ja“ til en Indbydelse, og jeg mindes ikke, at han overhovedet nogensinde har sagt „nej“. Jeg kan huske én Gang, han saa sig om i Stuerne og sagde: „Hvor kan det være, at Huset her med sine hel-gamle og halv-grimme Ting er saa festligt, naar I byder til Fest?“ — Men her var altsaa en Tid, hvor han holdt sig borte.

Hvorlænge de boede i Hotel Phønix véd jeg ikke. De flyttede derfra ud i Ryesgade og havde vist i den Tid meget smaa Kaar. Vilhelmine blev syg en Gang, og Holger sendte Bud og bad min Moder om at se ud til hende. Moder fandt hende liggende kun paa en daarlig Hømadrats i en gammel Jernseng. Moder tog hjem og hentede godt Sengetøj og lagde under hende, og hun sagde: „Aa, jeg føler mig, som jeg var kommen i Paradis!“ Det var i denne trange Tid, at Fader købte Holgers store Maleri fra Christiansø. Det var paa Foraarsudstillingen, og Fader ønskede at være anonym som Køber. Holger begreb ikke, hvad det var for en „løjerlig Snegl“, der ikke vilde være sit Navn bekendt. Jeg husker godt den Dag, da han kom hjem i Bredgade og fandt det hængende paa Væggen. Da var Isen brudt, og der var aldrig mere nogen Adskillelse mellem ham og Hjemmet.

Kaarene bedredes snart, for Holger var jo nu baade Digter og Maler. De flyttede ud i „Hjørnelund“, det gamle hvide Hus, som laa paa Hjørnet af Østerbrogade og Strandvejen (jeg tager vist ikke fejl i, at Strandvejen den Gang begyndte ved Trianglen). Der var saa kønt i de gamle Stuer med de høje Dørtrin, og Vilhelmine ventede et lille Barn. Jeg syntes, det var lutter Herlighed og Glæde. Men Opløsningen var der allerede, og da deres dejlige lille Pige, Eva, kom til Verden, havde de besluttet Adskillelsen. Hvorfor? Saa længe jeg lever, vil jeg betragte ogsaa dette som en „Føren Ideerne ud i Praxis“. Naar Holger i de følgende Breve taler om sin varme Hengivenhed for Vilhelmine og om alt det, hun havde betydet for ham, saa taler han vist den fulde Sandhed. Og jeg kan huske, hvorledes hun, under sine daglige Besøg hjemme, tit sad og græd fortvivlet inde hos Moder over en Sorg, som vi Smaa ikke kendte. Moder har siden sagt mig, at hun da klagede over, at Holger stadig jog paa, at de skulde skilles. Hun var begyndt at blive optagen af den Mand, som Holger nævner i sit Brev til Fader. Han snarere opmuntrer til end fraraader denne Forbindelse. De gik fra hinanden som gode Venner. Rygtet har sagt, at de var sammen i Tivoli om Aftenen den Dag de blev separeret, og det er højst muligt. Men hvorlænge varede det Venskab? Den nye s. 118 tilkommende Ægtemand var skinsyg paa hendes Fortid og ønskede paa enhver Maade at slette den ud, hvilket førte til, at hun brændte alt, Breve og Digte, som hun havde fra hans Haand. Hvor er det Synd! Der er derved berøvet os et smukt Billede af hans store Forelskelses Dage. Brevene til Hjemmet kan kun være en svag Afglans, for dér skulde han jo altid „plædere“. Hendes Familie var meget bitter paa ham, og det kan man ikke undres over. Hun var kun 23 Aar, da de gik fra hinanden, og den Gang faldt der ganske anderledes Skygge paa en ung, smuk Kvinde, der saaledes var ladt ene. —

Hun og Holger vexlede aldrig mere i dette Liv et venligt Ord, skønt de efter den Tid levede nogle og tredive Aar i det samme Land, og skønt der aldrig havde været noget virkeligt udestaaende imellem dem i deres Ægteskabs Tid. Dog taler han smukt om hende i „den hellige Ild“, i „Forskrevet“ og i „Venezias Nat“, og da hun og jeg senere mødtes i Livet, har hun haft mange gode Ord om ham.

Af en Samtale mellem Georg Brandes og Vilhelmine lige mod Slutningen af hendes Ægteskab, som G. B. har refereret for min Datter Inger Bentzon i ét af sine sidste Leveaar, fremgaar det, at Holger, netop i den Tid, hvor hans Kone ventede sit første lille Barn, dyrkede glade Venners Selskab uden for Hjemmet utilbørlig meget. Dette kan unægtelig ogsaa have vendt hende fra ham og imod en anden.

Myther om bekendte Personer gror tit som Nælder paa en forsømt Grav. En kom frem strax efter Holgers Død; det var den, at det stygge, uridderlige Digt: „Hun var for ringe til at fatte den Aand, der sled i hendes Aag,“ skulde være skrevet om hans første Hustru. Det er det ikke, men derimod et andet Digt i samme Samling: Havets Sang 1 .

Digtet er maaske godt, men hverken smukt eller værdigt, dog ikke nær saa uværdigt som det andet. — Der var en lille Anekdote i Familien, efter hvilken Holger en Dag sad og skrev paa et Digt til ét eller andet Tidsskrift, og Vilhelmine spurgte ham: „Hôlger! (med sin bornholmske Accent udtalte hun hans Navn for lukket) hvad kan du faa for det Digt?“ Han nævnede en lille Sum: „Saa kan jeg faa et Par høje Knappestøvler med Kvaster!“ Anekdoten er bleven brugt til at vise, hvor lidt hun agtede hans Digtekunst. Men Ytringen er da kun spøgende, og hun kunde ganske sikkert forstaa Digtet, selv om hun gerne vilde have fine Støvler for Pengene („Kunst for Varer“ er jo nuomstunder et saare almindeligt Begreb). — „Havets Sang“ er skrevet i Bitterhed, efter at der var slaaet Bom imellem dem; men ingen maa glemme hans egen Beskrivelse af hans Sindstilstand under Opholdet paa Helgoland (i hans lille Stykke Selvbiografi), og heller ikke maa man glemme, at det dejlige Digt „Sakuntala“ (i En Overkomplet) var et Mindedigt over hans Ungdoms Brud. Linierne deri: „Du tabte ej Ringen i Floden. Dushantas selv har slængt den hen“, viser ogsaa, hvor megen Skyld han lagde paa sig selv.

s. 119 Og medens jeg er ved Lugearbejdet, vil jeg ogsaa udrydde en Paastand, som blev mig forebragt mange, mange Aar efter disse Begivenheder. Der blev sagt, at Holger havde ladet Vilhelmine sidde i usle Kaar i Separationstiden, og det blev bebrejdet min Fader, at han havde sét paa, at hun maatte arbejde haardt for Føden. Hvem udspredte saadanne Rygter? Vilhelmine selv saavist ikke. Hun boede i en nydelig lille Lejlighed, Sortedamsgade Nr. 11 i Stuen. Hun holdt en dygtig Pige og havde det saa nemt som muligt. Haardt Arbejde kunde hun ikke have gjort, for hun havde en meget alvorlig Sygdom i den Periode, et Mavesaar, for hvilket hun blev behandlet med den største Omhu. Holger havde paa enhver Maade anbefalet hende til det gamle Hjems Omsorg, og hun kom og gik som Datter i Huset. Min Fader gik ellers aldrig i Teatret, men han indbød Vilhelmine med sig i det kgl. Teater for ret at vise Verden, at vi intet havde at udsætte paa hendes Vandel. Lille Eva var et meget uroligt Barn, og atter og atter tog min Moder hende hjem til os i længere Tid ad Gangen for at skaffe Vilhelmine Nattero. Der var da et rigtigt smukt Hjælpsomhedsforhold, og netop det har kunnet give mine Forældre Ret til at føle Skuffelse ved den Fjendtlighed, hvormed det endelige Brud skete. Det var os alle en stor Sorg at skulle skilles fra det lille Barn. For min Fader var hun Barnebarnet par excellence, og da han en Gang i sine sidste Leveaar følte sig meget syg og nærmest ventede Døden, udbad han sig at faa Eva at se. Hun var da en stor Pige paa 14 Aar. Hendes Moder kom med hende til Fredensborg den ene Gang. Senere i Livet har hun været sammen med sin Fader og meget med hans yngste Søstre. Gennem hende knyttede vi atter Baandet med Vilhelmine, og den Hengivenhed hun bestandig nærer for Mindet om det gamle Hjem er det bedste Bevis for, hvor lidt disse Paastande havde paa sig.

I August 1917.

(H.B.)