[1875 sandsynligvis i
Begyndelsen af Dec.]
Jeg afventer et foreløbigt snarligt Svar under Adresse:
Hotel Randers
Randers.
Kære Fa’r.
Jeg skriver Dig til her fra Jylland, forat bede Dig anvende Din Indflydelse til Bedste for mig.
Her er Sagen.
Jeg tog, som meddelt, fra Kjøbhv forat faa Ensomhedens og de fremmede Omgivelsers Ro til mit Arbeide. Sammen med Anker Heegaard vilde jeg imidlertid først sætte mig i Forbindelse med forskjellige Mennesker, hilse paa Venner og Bekjendte etc langs Østkysten førend jeg gik over til mit Exil ved Vesterhavet. Alt er forsaavidt gaaet fortræffeligt, men der er en Faktor, som jeg ikke tog med i Regnestykket, og som har forandret min Bestemmelse: Kulden. Jeg følte hvorledes den Dag for Dag bed sig mere og mere ind i mit Bryst; den skaffede mig Hoste, Ømhed i Siden osv, Du kjender jo den Ramse tilstrækkeligt. Jeg blev enig med mig selv og min Reisekammerat om, at dette ikke kunde gaa an. Du maa strax afsted sydpaa ! sagde han. Tilbage til Kjbh vilde jeg ikke gaa, og over ved Vesterhavet kunde jeg ikke lægge mig. Paa den anden Side vilde mine forhaandenværende Midler ikke tillade mig saaledes en Reise til Italien paa kort Varsel. Jeg gik og hostede og spekulerede et Par Dage. Saa faldt Kulden, og med Tøveiret kom bedre Befindende og klarere Eftertanke. Jeg havde, førend jeg reiste herover, indgivet en Ansøgning om det Anckerske Reisestipendium for Forfattere. Som et Slags Svar herpaa fik jeg fra Ploug (der er med i Bestyrelsen) et meget forekommende Brev, hvori han i det væsenlige udtaler sin Anerkjendelse af min sidste Digtsamling 1 tilligemed sin Overtydning om, at jeg vil være kvalificeret til at faa Stipendiet, men hvori han tillige gør gældende, at det vil være tvivlsomt, om jeg faar det første Gang, jeg søger det. Jeg lagde den Gang Brevet hen med et lille Suk, men tænkte ikke videre herover. Nu er det noget andet. Nu vil jeg sætte alle Seils. 125til for — da jeg dog har Udtalelserne for min Kvalificering — at komme afsted til Italien. Nu er Veiret mildt, men hvorlænge det varer, veed Ingen. Jeg har min talentfulde Ven I. P. Jacobsens Exempel for Øie. Han paadrog sig paa Reisen en stærk Forkølelse, der slog sig paa Lungen; men istedetfor at blive ved at gaa sydpaa, gik han hjem til Vestjylland, hvor hans Tilstand forværrede sig i den Grad, at han den Dag idag gaar og hiver med et ødelagt Helbred. Den danske Literatur har ikke mange Dyrkere at miste. Hvad der hidtil har baaret mig frem imod Strømmen og over mange Vanskeligheder er mit Legemes Friskhed og den dermed sideordnede Productionstrang. Du kjender jo imidlertid min Skrøbelighed. Denne bansatte Kulde lærte mig mine Grænser at kjende. Jeg gaar ikke tilbage til Kjbhv. Jeg trænger til varm Luft for mine Lunger, skjønne Omgivelser, Ensomhed og fremmede Mennesker for min Sjæl. Jeg har dog faaet et Knæk i det sidste Aar, større end jeg selv havde troet. Jeg vil ikke tilligemed knækkes over i min Lungespids. Jeg vil sætte Himmel og Jord i Bevægelse for atter at føle mig rask, og jeg beder Dig nu at være med til at hale i Tridserne. Jeg skriver selv idag til Ploug og fremstiller ham Sagen, som den nu foreligger. Tjen mig Du i, kære Fa’r, at gaa til Molbech (som jeg har sendt min Bog og som har nogen Velvillie for mig). Saavidt jeg veed er han med i Bestyrelsen for Legatet, og en Fremstilling af hvad jeg her har meddelt Dig, vilde sandsynligvis ikke være uden Virkning paa ham. Herregud, det er jo ikke Almisseansøgning, men en Slags Ret, jeg fordrer, en Ret i Kraft af mine Evner, mit Talent, som de gode Folk ikke længer kan omdisputere, men hvis yderligere Udvikling de kun kan forhale. Du kjender jo ogsaa Biskop Martensen, Conferensraad Linde og alle disse pæne Mænd. En Udtalelse fra Dig til dem vil jo næsten kunne afgøre Sagen i min Favør. De hænger jo Allesammen sammen, og det koster dem jo ikke noget, blot et Par Linier eller et Par Ord til den rette Adresse.
Endnu blot dette. Jeg er mig saa fuldstændig bevidst, at hvad jeg her attraaer er til Gavn og Fremme for mig, physisk som psychisk. Hvis jeg ikke faar Legatet, vil jeg dog reise. Jeg har før sat min Villie igennem paa det Punkt, og jeg kan gøre det endnu. Jeg reiser; og saasnart jeg blot føler mig rask og istand til at producere, vil alting gaa og Midlerne, baade til min egen Subsistens og til de af mig afhængige,s. 126vil indfinde sig. Dette veed jeg iforveien, og jeg nærer ingen Bekymring i saa Henseende. Men hvad der er og for Fremtiden maa blive Hovedsagen, det er netop at jeg ikke bestandig bliver overladt til mine egne Kræfter saavel i Henseende til at kunne leve som i Henseende til at kunne arbeide i Poesiens Tjeneste. Hertil kan et Legat hjælpe mig, og idet jeg beder Dig forene Dine Anstrengelser med mine overfor de indflydelsesrige Mænd, appellerer jeg til Din Ærgerrighed ligesaavel som til Din Hengivenhed for mig. Med de venligste Hilsner til Eder Alle
Din hengivne
Holger.