Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1876-02-05)

München
Hotel Bamberger Hof.
d. 5 Febr. 76.

Kære Fader!

Blot disse Linier forat komplettere de mundtlige Meddelelser om mit Befindende, som jeg Tid efter anden har sendt gennem Breve til Sortedamsgaden ¹Vilhelmines Bolig. (H. B.), og som jeg antager ad denne Vei er kommen til Norgesgade. Jeg har min Dag optaget saa meget af sproglige og dramatiske Studier, at jeg har indskrænket min Korrespondance saa meget som muligt. Det at jeg nu er i fuldt Arbeide over hele Linien er forøvrigt i sig selv det bedste Tegn paa at mit Befindende er skredet betydeligt frem. Jeg er stadig meget forsigtig med Forkølelser, gaar tidligt tilro, drikker megen Chokolade og tilbringer de fleste Aftener i Theatret, der her begynder Klk. 6 1/2 og i Reglen er endt Klk. 9. Saa liden Afvexling min Levemaade har at opvise udadtil, ligesaa ivrigt og mangesidigt beskæftiget er jeg indadtil. Den større Fortælling, jeg havde under Arbeide førend min Bortreise, nærmer sig nu sin Fuldendelse. Jeg har i den ad psykologisk Vei søgt at opgøre med min tidligste Ungdom og dens Omgivelser, førend jeg lagde Haand paa et Værk, der fordrer den senere Ungdoms Erfaringer og Manddommens roligere Øie, behandlet i dramatisk Form. Saafremt Legatet, hvad der jo nu synes at være nogen Udsigt til, skulde blive mig givet, vil jeg bruge det Otium, jeg herved indvinder, til fortsatte Studier og videre Indsamlinger i denne min Plans Tjeneste. Lykkes da dette Drama for mig — og jeg lader ikke længer noget gaa fra min Haand som jeg ikke paa de allerfleste Punkter er tilfreds med — agter jeg at indsende det anonymt henad Efteraaret til Theatret. Æmnet er absolut nevtralt. Planen har langsomt modnet sig hos mig det sidste Aar. Hvis Stykket skulde gøre Lykke — og jeg indsender det som sagt ikke udenat jeg selv og mine bedste Raadgivere ere tilfredse dermed — vil et sligt dramatisk Arbeide forskaffe mig det, som et lyrisk Arbeide mindre er istand til, rigelige Midler til fortsat Arbeide. Jeg for min Part er ophørt med at se udover det næste Aar. Mit hele Liv vil blive en Række af „næste Aar“. Dette er en rigtig Konsekvens tror jeg af den praktiske Filosofi, som rigtignok kuns. 129kan og tør anvendes af „les esprits forts“, der vide at concentrere alle Evner og al Energi paa Spandet fra Nytaar til Nytaar.

I de norske og svenske Aviser, som jeg her seer, har man delvis allerede slaaet mig ihjel; et større svensk Blad har endogsaa holdt Nekrologen over mig, hvori man beklager det Tab, „den danske Literatur vil lide af denne opgaaende Stjernes Fald“. Nuvel, omen accipio. Jeg skal anvende alle de Evner og Kræfter i mig, som jeg føler at jeg er i Besiddelse af, forat min Nekrolog, naar den ventelig først om nogle Aartier i Virkeligheden kan skrives, skal kunne skrives endnu fyldigere.

Jeg beder Dig, eftersom jeg idag af et Brev fra den unge Carl Erichsen hører at Vilhelmine er syg af et „Nervetilfælde“, underrette mig om, hvorvidt dette Sygdomsfald har noget Ængstende ved sig. Vilhelmine er jo ikke stærk, og jeg har tidt nogen Bekymring for hende, som jeg forøvrigt undgaar at vise overfor hende selv. Du vil nok gøre mig den Tjeneste at berolige mig i denne Henseende.

Min lille Datter hører jeg til min Glæde er stadig rask og begynder at snakke. Jeg venter mig megen Fornøielse af at se hende igen.

Det har været hundekoldt her og over hele Italien, hvis Barometerstand jeg stadig har fulgt. Jeg har her i München haft, hvad jeg ikke vilde kunne have i Overitalien, et varmt Værelse med en god Porcellainsovn. Jeg befinder mig som sagt betydeligt bedre. Min fremadskridende Sundhed har givet mig Arbeidskraft og Arbeidslyst og denne har atter influeret heldigt paa mit Befindende. Manus manum lavat. Syge Folk burde alle være Talenter, saa kom de sig hurtigere.

Jeg slutter med venligste Hilsner til Eder Alle og forbliver

Din hengivne Søn
Holger Dr.