Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1876-02-13)

München.
Hotel Bamberger Hof.
d. 13 Feb 76.

Kære Fader.

Idet jeg takker Dig for Dit Svar paa mit Brev, kan jeg jo kun beklage at hvad jeg selv havde en Anelse om overfor Vilh. nu er bleven bekræftet og i en ikke videre beroligende Meddelelse angaaende hendess. 130Helbred. Hvor meget dette bedrøver mig, behøver jeg vel ikke at sige. Der ligger imidlertid for mig heri et yderligere Vink om regelmæssig Ordning af min Tid og mit Arbeide til Bedste for min Familie, den som, hvor underligt det maaske endog kan lyde i min Mund, af alt i Verden dog ligger mig mest paa Hjerte. Hvis Du eller nogen Anden i min lange Tavshed ved Begyndelsen af min Reise skulde have søgt Bekræftelse heri for en Tvivl i ovennævnte Retning, da maa jeg have Lov til at understrege, at jeg reiste syg eller hypochonder (i Resultatet det samme) fra Sted til Sted. Jeg er jo heldigvis saa lidet vant til at være syg; desto mere ængstes jeg naar jeg føler mig syg, og i denne min Nervøsitet maatte jeg fremfor Alt vogte mig for at skrive hjem til mine Nærmeste, for ikke at overdrive Sagen. Jeg havde for Vilhelmine opgivet min Postrestante-Adresse her i München, men ventede selv forgæves i nogen Tid Brev. Da jeg saa skrev hjem og Svaret kom herpaa, opdagede jeg at Vilh. ved en Misforstaaelse sletikke længere troede mig i München. I dette Tidsrum har hun da haft al god Grund til at være bekymret baade for det ene og for det andet, medens jeg paa min Side just hellerikke var i det fornøieligste Humeur, uden Breve, uden Aviser, uden nogensomhelst Forbindelse med Hjemmet, og endda hostende og søvnløs. Jeg kunde kun saameget mere beklage disse fjorten Dages Ængstelser derhjemme, som der hos min Prokurator og tillige hos Hegel laa Penge disponible, der ligeligt skulde tilflyde nogle Kreditorer og min Husholdning i Sortedamsgade. Imidlertid, Misforstaaelsen blev jo opklaret, og nu er jo Alt paa det Tørre i den Henseende. Du vil heraf tillige se Grunden til at Du ikke er bleven holdt à jour med min Adresse, eftersom Ingen i den Tid havde nogen fast Anelse om hvor jeg var, og jeg paa min Side gik her og troede at Alt var uddødt i Hjemmet.

Holger Drachmann i Breve

9

Hvorfra det taabelige Rygte om min Sygdom i Dresden kom, er mig endnu en Gaade. Jeg læste det først mange Dage efter dets Hjemmels-Dato i en svensk Avis her, og samtidig fik jeg Spørgsmaal derom fra tre Venner paa en Gang, hvoriblandt den unge Erichsen. Jeg besvarede disse Breve øieblikkeligt, og bad tillige den sidstnævnte underrette Dig om det rette Forhold. Fra dette Øieblik af har jeg ført en regelmæssig og ordnet Korrespondance, og skal vedblive hermed, saameget mere som jeg nu har faaet Mislighederne ved den tidligere Uregelmæssighed at føle.

s. 131De danske Aviser er kun med saa lange Mellemrum kommet mig i Hænde her, tilsendt af gode Venner, at jeg lige indtil dette Øieblik har været i Uvidenhed om den meget behagelige Efterretning, som Dit Brev indeholdt. Jeg hørte for ca. 14 Dage siden, at „Rygtet gik, at jeg vilde faa Legatet“, men da jeg er bleven for gammel i Hætten til at fæste nogen Lid til endsige slaa mig tilro med et „on dit“, saa lod jeg dette Rygte passere indtil det maatte blive bestemt bekræftet eller gendrevet. Det virker meget oplivende paa mig at føle, at jeg ved egne Evner og Flid har gjort mig fortjent til denne offenlige Paaskønnelse af en digterisk Virksomhed, som i vore Dage kun altfor let taber sin Paaskønnelse i et stort, materielt beskæftiget og materielt tænkende Publikum. Endnu glædeligere for mig end dette, var dog et Brev fra en ca. 14 Dage siden, hvori man fra mine Venners Side „baade kendte og ukendte“ gjorde mig et saadant Tilbud, at Legatet ifald det ikke blev tilstaaet mig, alligevel i en privat Skikkelse vilde gøre mig min Reise og mine Studier mulig.

Dette at vide sig saaledes funderet med en fast Stok i Ryggen af „kendte og ukendte Venner, der agter Ens Talent og med Interesse følger Ens Udvikling“ er, som Du vel kan begribe, en betydelig Opmuntring for en Mand, der hidtil saagodtsom alene og med egne Kræfter har stævnet Strømmen. Naar engang den rette Opgørelse, baade literaire og moralske, skal finde Sted overfor mig og min Virksomhed, da vil denne Omstændighed, at jeg i den vanskeligste Tid og endnu som ganske ung Mand, stod fast paa mine egne Ben rimeligvis dække mange af de Svagheder og Skrøbeligheder, som jeg, derom kan jeg forsikkre Dig, vel er mig bevidst og som jeg tappert vil forsøge paa at faa Bugt med forat kunne udvikle mig til det Høieste og Bedste — saalangt som idetheletaget Grænserne for min Stræben er sat.

Jeg vil slutte med denne „erheiterte“ Stemning og i Haabet om at Hvile og Ro og et bedre Humeur maa kunne stævne Strømmen i Vilhelmines Sygdom. Saavidt det staar til mig skal jeg holde Sindsbevægelser fjernede fra hende af enhver Art, som maatte kunne indvirke paa hendes ganske vist sarte og skrøbelige Konstitution. Hvor urimeligt det glæder mig at høre Dine Udtalelser om min lille Datter, veed Du knap. Jeg er ikke veltalende i denne Retning, fordi det altid har æklet mig at høre Faderglædernes Rhetorik, som om enhver lille Pode var et Mesterværk af Naturen. Der gives ikke saamanges. 132Mesterværker. Men at denne lille Pige, hvis Portræt jeg har staaende her foran mig og stadig glæder mig over, er et lille Kunstværk, og at dette Kunstværk vil blive til en brav Natur, det vil jeg holde Ti mod En paa. Jeg skal idetmindste ikke forgæves have tumlet mig om i Livet og lært det for Alvor at kende under hele hendes Barndom, for med Tiden at kunne gribe ind i denne Existens med hvad jeg indtil den Tid formaar at belære hende om og bevare hende for. Dog herom ikke formeget forud.

9*

Mit Arbeide er voxet op til et anseeligt Opus. Det gør mig ondt at Du altid med saameget Forbehold optager Meddelelserne om hvad jeg skriver og agter at skrive. Du er ganske vist en praktisk Mand, som fornemlig spørger om Resultaterne. Men Resultaterne kommer jo netop, blandt andet, ved Udtuskning af Meninger ligesom Pengene, en bestemt Møntfod, er kommen ind i Verden som Resultatet paa Udtuskningen af Varer. Jeg erindrer, at der bestandig hos Eder derhjemme har været denne Ængstlighed forat omtale min literaire Virksomhed. Det er jo dog nu slaaet fast, at mine Evner hovedsagenligen gaar i denne Retning. Saa lad os da nu for Fremtiden sætte Ængstligheden til Side. Jeg er altid taknemlig for enhver Mening, udtalt hensynsløst, om mine Arbeider eller om hvad jeg maatte have omtalt som mine tiltænkte Arbeider. Hvis Du skulde frygte for nogen Arrogance hos mig paa dette Punkt, da maa jeg sige Dig, at skøndt jeg maaske taler meget om disse Materier, da ligger det i, at jeg lever saa ensomt og derfor kun taler til saa Faae derom. Kun naar Resultaterne foreligge, benytter jeg æsthetisk Konsultation. I den Henseende hører jeg til hvad Lægerne kalde de „gode“ Patienter, der først søge Lægehjælp naar de virkelig ere syge og ikke løber paa Dørene med hypochondre Klager. Desuden er det ikke altid Æsthetikere ex professo, der hjælper os Literater frem paa Veien; det kan ogsaa være — forat benytte et Ordspil — Professorer, som ikke ere Æsthetikere.

Jeg bliver her rimeligvis endnu en halv Snes Dage eller fjorten Dage. Jeg har arbeidet saa flittigt her og halet saa godt ind paa mine Kræfter ved et forsigtigt og regelmæssigt Liv, at jeg agter ved Maanedens Slutning at tage til Byen i Lagunerne forat overvære det venetianske Karneval — som objectiv ikke som subjectiv Deltager. Jeg har den Frihed, som Du — af Instinkt eller Ræsonnement skal jeg ikke kunne sige — gav mig i min allerede tidlige Ungdom at takke for,s. 133at alle de „abgeschmachte“ Nydelser virkelig allerede forlængst ere blevne mig „abgeschmacht“. Det er kun i de Perioder, hvor mit Arbeide har brudt voldsomt frem indeni mig, at jeg har kunnet tage mig „Friheder“, som have været mig dyre nok siden. Nu er jo imidlertid for mit Vedkommende en saadan Periode netop tilbagelagt og Resultatet heraf foreligger i et Arbeide paa 300 Sider 1 (undskyld denne numeriske Værdiangivelse). Den engelske Digter Wordsworth har Ret naar han kalder sin Poesi for: Lidenskab erindret og nedskrevet i Hvile. Det er hvad jeg har gjort her i München. Jeg har med fast Haand og understøttet af min Jern-Hukommelse skildret min Ungdom, Dig og vore nærmeste Omgivelser, naturligvis ikke som en Fotograf men som Kunstner. Jeg har tilladt mig at slaa Dig ihjel ved en stille Hjærtesygdom og under en blid og rolig Død i Dit 50de Aar, en Udaad for hvilken jeg antager forud at have Din Dispensation naar Du læser om hvor dygtigt det er lykkedes mig at fremstille et af de smukkeste Momenter i Dit Liv (saaledes som jeg den Gang saae det) og med hvilket skarpt psykologisk Blik jeg har faaet spaltet mig selv i to Figurer hvoraf jeg saa slaaer — som et Mundhæld siger — den ene Jøde med den anden. Jeg tænker at Bogen skal blive til ypperlig Opdragelse for Asbjørn f. Ex., der jo netop er Repræsentant for den nye Ungdom, der nu voxer op derhjemme. Det er jo nemlig saaledes, at i min Ungdom indtil mit 30te Aar nu, falder netop Grænseskellet for den „nye“ og den „gamle“ Tid, Vandskellet kunde man kalde det for de Floder, der fører ind i Fantasteriets og Romantikens mystiske Skove, og de Floder, der fører ud paa Realiteternes aabne Slette hvor de store Træfninger mellem Individet og Masserne nu i de kommende Tider skal staa. Jeg har døbt Bogen „En Overkomplet“, og viser da, idet jeg stedse drager Konsekvenserne af det Uklare, Instinktmæssige paa den ene Side og det Beherskede, Planmæssige paa den anden Side, hvorledes den kommende Tid nødvendigvis maa føre til den Afgørelse, at Energien og den mandige Seen Tingene under Øie saaledes som de ere, vil beholde Marken (selv under mange Offre og Kampe), medens det, der kun glider med Strømmen, nødvendigvis til Slutningen maa ende ude i Havet og over Havet i de halvt civiliserede Egne, hvor det saa i den store Verdensoekonomi maa danne Planteskolen for den kommende Slægt.

s. 134Enhver der, saaledes som Du, kender mit eget Liv fra 20erne til nu, vil have nemt ved at se, hvorledes disse Betragtningsmaader have formet sig hos mig. For det store Publikum vil Bogen indeholde dramatisk og novellistisk Stof nok til at fængsle. Jeg har indtaget en bestemt reserveret og nevtral Holdning overfor de „brændende“ Spørgsmaal. Dette synes mig klogt for Øieblikket. Jeg er sikker paa at Bogen vil vække Opsigt, og jeg har saavidt det faldt sammen med min Værdighed sørget for at fjerne det, der var altfor angribeligt. Attendez donc!

Jeg har blot endnu en Anmodning til Dig om 1) at lade mig vide nu og da hvorledes Vilhelmines Tilstand er 2) om hvad jeg har at foretage mig overfor Legatet, dets Udbetaling etc, 3) om nu og da at maatte sende Dig noget Manuscript til (sagkyndig) Gennemsyn, som jeg oversætter for en engelsk Læge (under foreløbig Anonymitet og dyb Hemmelighed).

Jeg skal, forstaar sig, stedse holde Dig å jour med mit Opholdssted; og beder Dig om at gemme dette Brev om ikke af anden Grund saa fordi det indeholder disse Betragtninger over mit Arbejde, som det maaske med Tiden vil kunne nytte mig at gense. — Med venligst Hilsen til Alle derhjemme som til Dig selv er jeg

Din hengivne Søn
Holger Drachmann.