Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1876-04-22)

Jeg bliver endnu Maaneden ud i Venezia.
Hotel Aurora.
Riva degli Schiavoni.
Venezia. 22 April 76.

Kære Fader.

Jeg takker Dig for Dit venlige Brev, som jeg modtog idag tilligemed det indlagte fra London. Jeg kan som eneste Grund — og tillige som den, jeg véd Du finder meget acceptabel — for min lange Tavshed skyde mig ind under mit Arbeide, der i den sidste Maanedstid i ethvert Fald har været af den Art, at et, sommetider to lange Breve om Korrektur, Læse- og Skrivemaader, Forslag til Sætningsforandringer og sommetider hele Omstøbninger var at aflevere daglig paa Posthuset. Under saadanne Omstændigheder svækkes nemt den øvrige Tilbøielighed s. 135 til Korrespondance. Du gætter formodentlig at Talen er om min store Fortælling, den Du selv i Dit Brev omtaler og synes med Interesse at oppebie. Ja, jeg haaber at den maa interessere Dig, som jeg haaber at den maa interessere mange; men da Du jo, efter hvad jeg allerede tidligere meddelte, spiller en fremtrædende Rolle deri, saa véd jeg, at dette mit første større sammenhængende Arbeide i Prosa idetmindste i Norgesgade vil blive den Interesse til Del i en snevrere Kreds som jeg i Bogens Fortale forudsætter og ønsker i en videre Kreds blandt hele den danske Ungdom. Nu, da Bogen, ventelig om en 14 Dages Tid, er saa nær sin Løben af Stablen, nu opdager jeg som en god Skibstømrer naturligvis først egentlig dens hidtil skjulte Mangler. Men saadan gaar det jo altid. Jeg trøster mig imidlertid med, at jeg nu véd disse Mangler og kan rette mig derefter i et senere Arbeide, og at Mange ikke vil sé dem. Ligesaa meget af den naturlige Pietet for Dig som af den Takt, man særlig som Forfatter i et lille Land er henvist til, har jeg overfor en af de mere fremragende Figurer, en Dame, taget desværre lidt vel romantisk fat paa det Stof, jeg havde som foreliggende. Herved er rigtignok vedkommende Dame bleven saa ukendeliggjort, at der maaske skal Dine (som Parthavende i Sagen) skærpede Øine til at finde Modellen hvorefter jeg har gjort denne Ungdomstegning. Va bene! Desto klarere tror jeg at flere af Dine Sider vil staa, objectiveret som jeg har bestræbt mig for, ligesom mine egne (i Bogens tvespaltede Ungdomsfigur). At der i den selskabelige Kreds, som vi dengang bevægede os i, og at der senere i Skoleperioden, Studenterperioden og andre „Perioder” ere gjorte dygtige realistiske Snit ned i Tiden, behøver jeg vel ikke at forberede Dig paa i Forveien.

Dette om Bogen. Om ca. 14 Dage tænker jeg at Du vil have den i Haanden, saa kan Du jo selv sé og dømme.

Jeg kunde forsaavidt have stillet Omtalen af Vilhelmine og min lille Eva forrest i Brevet, som det i Virkeligheden og naturligt var dem, det var mig mest magtpaaliggende at høre noget om fra Dig og nu at skrive til Dig om. Som jeg idetheletaget altid gør mig Umage i mine Breve til mit Hjem at glide let henover mange Ting, saa har jeg naturligvis ogsaa berørt Sygdommen overfor Vilh. med let Pen. At jeg selv, og ikke mindst ved Dine sidste Udtalelser i denne Retning, er meget langt fra at tage denne Sag let, ja maaske endogsaa roligt, det kan vel ikke klinge Dig fremmed. Jeg maa imidlertid afvente — ogsaa her — Begivenheders s. 136 Gang, som jeg ikke er Herre over, og jeg beder Dig ret indstændigt, uden mulige rancune Hensyn til muligen Brevsmøleri fra min Side, at holde mig à jour med de Vendinger i Vilhs Sygdom, som muligen i den nærmere Fremtid ville forekomme. At Du meddeler mig om min søde lille Evas Tilbøieligheder til en Rachitis gør mig hellerikke videre glad. Jeg var hidtil trods alle Breve om og fra Moderens Sygeseng dog bestandig forsaavidt trøstet derover at den Lille efter alle Udtalelser havde det godt. Det varmer mig helt igennem mit Hjærte at høre Dine stadige saa fornøielige og begeistrende Lovtaler over hendes smaa Fuldkommenheder; blot jeg nu snart maatte høre, at hendes physiske ikke stod tilbage for hendes intellectuelle.

„Den, som ikke skriver, er altid rask,“ siger et eller andet bon mot. Jeg er da — naar jeg undtager en forbigaaende Diarhoe-Periode saa rask som man kan være naar man arbeider saa concentreret som jeg i denne Tid. For ca. 14 Dage siden, gjorde jeg en i høieste Grad forfriskende og styrkende Udflugt paa en Ugestid til Fastlandet op i de euganeiske Bjerge. Resultatet fra denne Tur vil Du ventelig om nogen Tid finde i „Ill. Tid.“ 1 .

Jeg er saa lykkelig sletikke at modtage nogle Breve om vore politiske Ravnekrogsrumlerier, og jeg er endnu lykkeligere: ikke at savne dem. Hvis jeg var hjemme, vilde jeg rimeligvis alligevel kaste mig ind i disse, fra en vis Side sét, stimulerende Bevægelser. Nu er jeg her og er Poet. Evviva!

Dit lille venlige Vink i Retning af Buenos Ayres 2 skal ikke blive slaaet i Glemmebogen. Dette er det femte Brev, som jeg idag afsender, og Du vil ventelig, naar Hensyn tages til at det ovenikøbet er Scirocco idag, vide at yde mig Indulgens.

Saasnart Bogen er udkommet sender jeg Dig en længere og mere redegørende Epistel. Tag som sagt til Takke for idag og hils alle derihjemmet, Clara ikke mindst fra

Din stedse hengivne
Holger Dr.

God Bedring med Martha!