Firenze, Casa Rodolfo,
Via della Scala, 2.
d: 3—6—76
(Efter Diktat)
Kjære Fader!
Jeg skrev et Brev igaar, der imidlertid var meget kortfattet, hvilket igjen var en Følge af det omtalte Forbud mod at anstrenge mit Hoved. Da jeg imidlertid idag har modtaget dit rekommanderede Brev med indlagt Vexel paa 600 Kr., bliver jeg nødt til at sætte nogle af Hensynene til Side. Tak altsaa for det Tilsendte! Udsigterne for mig til at blive her i Florens maaske endogsaa langt ind i Juni Maaned, er desværre temmeligt sikre; jeg kan da roligt afvente Terminens Forløb og haaber (!) da til den Tid at være kommen saa langt fremad, at jeg selv kan indsende min Fordring samtidigt med den forlangte Redegjørelses. 140for, hvorledes jeg har brugt min Tid. Den omtalte Understøttelse paa Finansloven er jo ganske opmuntrende, og selv om Beløbet ikke er stort, fylder det dog altid med. Jeg maa jo i det Hele taget være belavet paa i de første Aar mere at regne paa Anerkjendelse end paa Specier. Jeg skal i nærmeste Fremtid indsende til Dig en Fuldmagt til at hæve dette Beløb. — Og nu til min Sygdom! Som allerede antydet i Brevet igaar, gaar det næsten mere end meget langsomt fremad. De fra Exsudatet stammende rheumatiske (?) Smerter forhindre bestandig min Nattesøvn. Sennepskager og varme Omslag er anvendt, men Smerterne vende med Mellemrum tilbage. Det store Saar ved en spansk Flue turde i denne stadigt voxende Hede være noget prekært. Rimeligvis af den Grund har Dr. Berggeest ikke ordineret det. Mavekatarren er, tro’r jeg selv, bleven indskrænket, men bestandigt er Fordøjelsen op og ned, og Appetitten som Følge deraf yderst ringe. Jeg opretholder mig nu udelukkende, kan jeg sige, ved stærkere og svagere Bouillon og et eller to Æg om Morgenen. Kræfterne ere naturligvis yderst svage. Jeg har to Gange paa Doktorens Forlangende kjørt en Time ud i en nærliggende Park; den første Gang bekom mig godt, om ogsaa Trappegymnastikken var drøj at gaa igjennem. Den anden Gang (igaar) blev jeg saa afkræftet af Tur eller Trapper, at jeg maatte gaa til Køjs, hvor jeg havde en usædvanligt haardnakket søvnløs Nat. Idag har jeg foreløbigt sprunget Kjøretur forbi, for muligvis med lidt friskere Kræfter at kunne komme ud imorgen. Min Taalmodighed, ligesaavel som mit Humør, har enkelte Gange været saa langt nede paa Minus, at jeg allerede tænkte mig Muligheden af at begaa store Dumheder. At Tanken paa Vilhelmine og hendes stadige Sygdom har blandet sig med og ikke just ophævet mine hypokondre Stemninger, forstaar sig af sig selv. Din stadige Glæde over min lille Datter gjør mig stadigt varm om Hjertet. Men herom ikke mange Ord.
Min Bog! Jeg tænker ikke paa den. At der er Ting deri, som Anmelderne ikke ville lade gaa Ram forbi, har jeg været forberedt paa. Forresten: Ude af Øje, ude af Sind. Jeg antager, at min Termometerstand hos Hegel er noget falden. Det Værste for Forlæggeren er, at en Bog bliver anmeldt sjudsket og i en Fart, men det bliver vel nok bedre. Og medens jeg er herved, vil jeg da, især da jeg sér, at mine Breve blive cirkulerende, ikke fordølge, at denne mere seigpinende end farlige Sygdom har givet mit raske Forfattermod fra Venedig et føleligt Stød.s. 141„Løftelsen er taget fra mig“. Det, jeg nu stoler mest paa, er de Digte (ikke faa i Antal), som ere blevne til under Rejsen, medens jeg følte mig frisk og freidig (heriblandt Digtene i „En Overkomplet“). Men det vil blive en ny Digtsamling, og — vor Tid og Digtsamlinger ere nu engang ikke for hinanden. Det vil atter blive en lille snever Kreds, der vil skjænke mig sin Anerkjendelse, og som Anerkjendelse af denne Anerkjendelse vil der maaské atter blive mig tildélt 500 Kroner af Finansudvalget. De Planer og Udkast til et Drama, som har sysselsat mig under Rejsen og som skulde danne Slutstenen paa den, ere saa fuldstændigt faldne fra hinanden under dette Sinds- og Legems-svæk-kede Intermezzo, at der vil gaa rum Tid, før jeg kan faa fat i dem igjen. Jeg har ikke tro’t, med véd nu af Erfaring, hvilke højst forskjellige Indflydelser Sygdom kan have, især naar man ikke er vant til at være syg.
Dr. Berggeest var her i dette Øjeblik og perkuterede mig. Vi staa stille. Han har nu ordineret mig noget efter hans Udsagn kraftigere Medicin, og vil give mig en Morfinindsprøjtning iaften, for at jeg muligvis kan komme til at sove. Jeg er nok nødt til „at holde mig Lægens Forskrifter strængt efterretteligt og ikke at foretage noget Skridt paa egen Haand,“ — eftersom jeg ikke er stort Andet end en lang afmagret Lededukke, som skulde have ondt ved at gjøre noget Skridt paa egen Haand.
Modtag nu mine hjerteligste Hilsener til Alle. Det var dog nødvendigt engang at skrive et udførligere Brev.
Din hengivne
Holger Drachmann.
Atter en lille Seddel med min Faders Haand.
Med Anmodning om at lade Brevet retournere til mig, beder jeg Dem om at lade det cirkulere blandt min Søns nærmeste Venner.
Deres ærbødige
A. G. Drachmann.
8—6—76.
Hr. Grosserer Anker Heegaard jun:
Læst af Otto Borchsenius. Kr: Arentzen Kr. Ring. H. Schwanenflügel Vilhelm Amtzen Wiese. Vilhelm Møller. G. Brandes.
(H.B.)