Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1876-06-12)

Innsbruck. 12 Juni. 76.

Kære Fader.

Næste Station altsaa. Jeg synes at Kræfterne tiltage lidt. Det bestandige: Du skal, Du maa, som følger med en Reise, indvirker godt paa mit slappe Sind. Jeg frygtede virkelig ligefrem for en Sygdom i s. 143 denne Retning. Luften er god for mig her i Innsbruck, frisk og oplivende, men jeg tør ligefrem ikke længer risikere Isolertheden i disse Smaastæder, hvor jeg ikke kender et Menneske. Jeg tager idag videre til München, hvor jeg har flere gode Bekendte, som jeg maaske kan faa med mig til en af de deilige Søer i Omegnen (Chiem-Søen f. Ex.). I ethvert Fald maa jeg have Omgang; nu da jeg i rette Tid er undflyet den svækkende Hede, tør jeg ikke risikere denne aandsnedbrydende Tavshed omkring mig. Sagen er den: Jeg kan jo ikke arbeide, ja næppe nok tænke — jeg som i de sidste 6—7 Aar har været vant til mindst 8 Timers aandeligt Arbeide om Dagen. Overgangen er kommen for pludseligt og har været for stor! Horror vacui, dette er min Sindsstemnings rette Benævnelse for Øieblikket.

Appetiten vil ikke ret indfinde sig, men jeg tvinger mig til at spise (lette Kødspiser, et Glas Vin eller Ø1 og Bouillon) for at holde Sulet nogenlunde ved Knoklerne. Fordøielsen treven; men jeg vogter mig saavidt muligt nu for at gribe ind med „Befordringsmidler“. Jeg spiste idag Tyrolerhonning paa mit Brød istedetfor Smør; det hjalp mig den Gang.

Jeg havde Besøg i Florens af H. R. Advokat Broch og en Dame, Fru Petersen, der reiste med ham 1 . Han havde ligget syg paa Sicilien af Mavecatarrh, og var temmelig afkræftet endnu. Som Lidelsesfælle var han naturligvis yderst meddelsom og forekommende af sig. Jeg maatte forøvrigt smile ved mig selv ved at tænke mig os To sammen. Imidlertid, saalænge Konversationen saaatsige dreier sig i Cirkler om Natstolen og Pilleæsker, kan jo de største Antipoder mødes. Han havde da for den Sags Skyld hellerikke det ringeste Begreb om min Production, men vidste kun at jeg var en ung Mand, som man „knyttede Forventninger til“. Atter en Bestyrkelse af, at Lyriken just ikke har stort Indpas hos den høiere Intelligens. Hans Børn, fortalte han mig, havde min sidste Digtsamling derhjemme — for de kønne Billeders Skyld.

Apropos, jeg fik fra en literair Ven Meddelelse om, at Kritiken i „Berlg. Tid.“ af min sidste Bog ikke var af nogen anden end — den gamle Skolebestyrer Bohr, der nu er reduceret til Anmælder ved nævnte Blad. I vore Dage kan ethvert personligt Motiv komme til Orde i Dagbladskritiken. Gud bevare de unge Forfattere!

Vil Du sende mig, med omgaaende, 200 Kroner i tysk Rigsmønt s. 144 under min gamle Adresse // Hotel Bamberger Hof, am Karlsthor, München //. Den (ak) betydelige Aareladning i Florens, hvor de tre Faktorer Hotelvært, Doktor og Apothek vare virksomme, gjorde et dybt Hul i min Pung. En Patient faar idetheletaget at vide at han reiser dyrt. I ethvert Fald vil jeg under de nuværende Forhold være Herre over Situationen. Jeg tænker, at Du ligefrem kan købe tysk Papir og indlægge i et recommanderet Brev. Jeg indeslutter Anvisning paa de 500 Kroner, som jeg beder Dig roligt lade ligge hos Dig; det er næppe Umagen værd at „sætte dem ind“ nogen Steder. Ak ja, gid jeg nu snart kunde arbeide igen; jeg begynder dog saa smaat at haabe. Nu forstaar jeg tilfulde Dine Bekymringer under Dine Sygdomsanfald.

Indlagte Linier bedes besørgede efter Adressen. Til Vilhelmine sender jeg særskilt et Par Linier. Er Veiret snart mildt hos Eder? og kan hun reise til Bornholm med den Smaa? —

De venligste og hjerteligste Hilsner til alle derhjemme

Din hengivne
Holger Drachmann.

Holger taler her kun om Højesteretssagf. Brock og ikke om den „Dame, Fru Petersen, der rejste med ham“. Det var Fru Jette Petersen, f. Boye, Datter af Digteren og Præsten J. C. Boye. Min Fader havde kendt hende godt, da hun var ung Pige, og som alle, der kendte hende, holdt han overordentlig meget af hende. Hun havde været gift med en Læge i Vestindien (vist ikke noget særlig lykkeligt Ægteskab). Hun var meget smuk og beundret af de mange, der kom i hendes Hus derude. Det er om hende der fortælles, at hun, en Dag, da en engelsk Officer ved Bordet (lad os haabe, han havde faaet lidt mere, end han havde godt af) traadte hende paa Foden, sagde til ham: „If you love me, then tell me, but don’t soil my stockings!“ — Paa min Bryllupsdag, en halv Snes Aar senere, traf Holger hende i Asminderød Kro, hvor Bryllupsfesten stod. Hun boede der tilfældigvis, og jeg kan huske, hvor henrykt han blev for at møde hende. Da fortalte han ogsaa, at han havde truffet hende i Italien, og at hun havde været saa god ved ham. Hendes yngste Broder, Vilh. Boye var imidlertid blevet gift med min Søster Mimi, saa vi var lidt besvogrede. Jeg husker Holgers Udtryk om hende: „Hun er et pragtfuldt Menneske!“