Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1876-06-22)

Hamborg, d. 22 Juni 76.

Kære Fader.

Saa kom jeg da Gudskelov endelig hertil idag, radbrækket af Jernbanekørsel, halvkvalt af Støv og Hede (jeg har under de fire Kørsels- Dage haft indtil 26° R. i Koupeen) men med en Appetit som en Tærsker og med lidt af Solen brunede Kinder, saaat jeg nu ikke længer ser helt kadaveragtig ud. En god Ven af mig her modtog mig paa Jernbanegaarden og overraskede mig med at køre mig udenfor Byen ved Begyndelsen af den store Alster, hvor han har et Par luftige Værelser med deilig Udsigt over Haverne og grønne Træer udenfor Vinduerne. Jeg har nu hvilet et Par Timer, spist og drukket godt, og da han tillige havde Dit Brev med sig, har jeg strax kunnet sætte mig til at besvare det.

Det gik altsaa som jeg tænkte med Vrøvl ved Legatets Hævelse, og jeg kan kun beklage at dette skulde falde sammen med Din Vexel- og Husleietermin, saaat Du for min Skyld skulde komme i nogen Forlegenhed. Jeg selv kender fra de sidste Aar lidt til dissef sammenstødende Omstændigheder hvor man skal betale en større Sum ud end man har i Skuffen. Folk i Din Stilling med nogenlunde sikkre Indtægter og derved et planmæssig lagt Budget kommer jo vanskeligere i de Situationer; at jeg hidtil saa temmelig har klaret mig skylder jeg min forenede Arbeidskraft og Arbeidslyst, der paa samme Tid har kunnet lade mig sørge for „det daglige Sjov“ og for den Gerning, som jeg har følt Kald til. Jeg haaber, at ligesom jeg har arvet disse forenede Egenskaber efter Dig, jeg saaledes ogsaa maa have arvet saameget af Din kraftige Konstitution at jeg snart maa kunne erklæres for „tjenstdygtig“ igen. Baade maa jeg snart tjene mig nogle Penge og ligesaa nødvendigt maa jeg snart „give noget fra mig“. Ro og Hvile vil for Fremtiden være for mig i det modererede Arbeide. Ligger jeg stille hen, blot en Uge, bliver jeg hypokonder, nervøs, urolig.

Det kan maaske derfor ikke undre Dig at vor stadige Korrespondance om og over „Exsudatet“ nu omsider har gjort mig selv lidt urolig: Udsigten til at skulle hjem for muligvis at ligge igen, at skulle „stikkes som en anden Gris“ (Du undskylder dette lidet kirurgiske Udtryk) og atter tabe Kræfter, er jo ikke meget opmuntrende, saameget mindre som jeg nu — bortset fra en Del naturlig Reisetræthed — føler mig s. 146 som en hel Ka’l. Jeg spiser (for ikke at overlæsse mig ved enkelte, faae Maaltider) saagodtsom hele Dagen, har hidtil (hvor Vinen har været billig) drukket godt, og klemmer nu paa det nordtyske Ø1. Min Fordøielse er fuldstændig iorden (især ved Hjælp af lidt kogte Blommer om Aftnen), mit Hoved klart, jeg begynder igen at tænke literairt, og mit Sind er en sund og frisk Mands. Fanden skulde da — havde jeg nær sagt — staa i det fordømte Exsudat, om det nu skulde stoppe mig. Nu er det vel imidlertid mig, som overdriver, og heri er da væsenligst min Nervøsitet Skyld, der er fremkaldt ved Sygdommen og endnu ikke ganske hævet. Jeg haaber at den gode Natur, som har hjulpet mig saavidt frem siden jeg — for knap 14 Dage siden — blev baaret ned i Drosken til Jernbanegaarden i Florens, at denne Natur vil „fordele“ det ominøse Exsdt. uden Sengeliggen og artesisk Brøndboring i mit temmelig afmagrede Kadaver.

Holger Drachmann i Breve

10

Nous verrons! Jeg kan vel med temmelig Sikkerhed sige, at jeg imorgen Fredag, efterat have sovet her inat, gaar med Skibet fra Lübeck — den bekvemmeste og behageligste Tur (Søluft!) — og saaledes er i Kbhv. Lørdag Fmdg.

Dit Brev i Münehen med indlagte 200 fik jeg ganske rigtig Søndagaften d. 18de og reiste strax den næste Dag. Den første Dag forcerede jeg maaske Reisen lidt, foruroliget en Smule ved Dit Brev, og maatte da gaa saameget langsommere frem de følgende Dage. Der er smukt gennem den Del af Tyskland (Würzburg, Fulda, Kassel) men Heden og Støvet var næsten uudholdelig. Ved at „smøre“ hos Konduktørerne havde jeg Koupéen saagodtsom stadig for mig selv; det hjalp altid noget.

Og nu takker jeg Dig herved til Slut og „en bloc“ for Dine venlige og hjærtelige Breve. At vi under denne min Reise atter er kommen hinanden nær, og nærmere end maaske under flere, fortsatte Aar i den samme By, er mig ikke det mindste Udbytte ved denne Tur. „Den unge Kraft begynder med at vrage“, siger gamle Oehlenschläger. Lige- saa naturligt som det er at den „Unge“ emanciperer sig for en Tid fra Familien forat faa de tilbørlige Dunk og Puf ude i Livet, ligesaa naturligt er det, at den Yngre og Ældre igen søger sammen naar Forskellen mellem dem er udjævnet netop ved disse Dunk og Puf, som for begge er Betingelser for den rette Forstaaelse af hinanden, for Intelligens og Erfaring. Mange Ord herom ere overflødige.

s. 147 Jeg takker Dig oprigtigt og hjærteligt for disse Beviser for Dit Venskab og Din Tillid overfor mig. Jeg tror ikke at jeg i dybere Forstand skal svigte nogen af Delene, selvom min Natur maaske endnu skulde føre nogle „Evolutioner“ med sig. Endnu har Intet været „spildt“ for mig — jo dog: de fem Uger i Florens! (que diable les emporte!) Og hvem véd endda? —

Paa snarligt Gensyn altsaa, og mine bedste Hilsner til Fru Mama og hele Halen.

Din hengivne
Holger Drachmann.