Danmarks Breve

BREV TIL: Clara Josephine Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1878-01-02)

Rue de Seme 20.
Paris.
2’ Jan. 78.

Kære Mama.

At jeg idag skriver til Dig, og ikke til Papa — for hvis gode og elskværdige Brev jeg beder Dig bringe min Tak, — ligger ligefrem deri, at skøndt jeg gerne — ifølge Prof.s Brev — vil lade det regne paa Præsten, saa vil jeg dog ogsaa give Degnen et Par Draaber. Hvorledes I to nu kommer ud af Fordelingen, vil jeg lade Jer om. Her er mine venligste Nytaarsønsker; de spredes over Jer Alle derhjemme.

I venter mig maaske „hvilende paa mine Lavrbær“. Nu har jeg jo Lavrbær, mandigt og begejstret erobrede, at hvile paa. Jeg hviler mig imidlertid ikke; endnu ikke. Jeg staar meget mere i en indre hæftig bevæget Attaque med mig selv, med nye Principer og nye Kunstformer, hvortil det forgangne Aars forskellige Hændelser, og ikke mindst mit Slag paa Dybbølbanke har givet Impulsen. Jeg er bleven ydmyg —- det er første Gang i mit Liv at jeg er bleven det tilgavns — over dette store Held, der har kronet mine literaire Arbejder. Efterat have trodset imod saa længe, har jeg i vort Folks sidste Historie fundet noget at bøje mig for. Dette Noget er dernæst slaaet over i mit Sind. Jeg sidder her Nytaarsdag i Paris paa mit ensomme lille Værelse, omringet af en Stabel af Blade og Lykønskningsbreve — og kender mig næsten ikke selv igen. Var dette sket for et Aarstid siden eller to, s. 163 vilde min Selvfølelse rimeligvis kun være bleven forøget derved, og „moralsk sét“ vilde jeg ikke have vundet noget sønderligt derved. Men den Omstændighed, at jeg har formaaet at gribe saa dybt ned i det Alvorlige hos mit Folk, og at man saa uforbeholdent fra alle Sider har sagt mig det og ovenikøbet slaaet en Streg over det gamle Regnskab, denne Omstændighed har fuldstændig overrumplet min tidligere stolte Selvtillid, og den er bleven sat i Forbindelse med en Person, der er mig kær og dyrebar, som I sandsynligvis — det kan næppe foreløbig være andet — ere stærkt indtagne imod, men som I ad Aare ville lære at kende, og som I da ville indrømme en Plads iblandt Eder i Erkendelse af, hvem det var, der til syvende og sidst havde den bedste og den varigste Indflydelse paa min Vikingenatur, der, som alle Vikingenaturer, kun kan paavirkes igennem Personer, aldrig igennem abstrakte Theorier og Ideer.

Jeg har igaar meddelt noget lignende til Biskop Martensen, der i en Skrivelse til mig ikke var tilfreds med „Skarritsøen“ Nuvel, en Biskop kan ikke være tilfreds med al Ting, idetmindste ikke paa én Gang. Og forøvrigt vil denne Afslutning paa nærværende Digtsamling undergaa store Ændringer og Udvidelser i mine næste Arbejder, hvorom de „gode Venner“ baade Venstre- og Højre ikke drømmer i deres Filosofi.

Resultatet, det foreløbige, af denne min store Julesejer er det, at jeg har vendt mig mere ind efter imod mig selv. Jeg har hidtil maattet føre en saa stærk Kamptilværelse ud efter i mange Henseender, og man kan som bekendt ikke være her og der og Straalemester tillige. Jeg har nu ansat mig selv ved Slukningsapparatet paa den altfor stærke Ild, der brændte i mig. Det er først, naar Ilden er bragt ned i stærke Gløder, at den giver sin gode og behagelige Varme — hvilket en Husmoder fremfor Andre ved.

Hvad der maaske mest, af alle de baade smigrende og venskabelige Lykønskningsbreve jeg har modtaget, har glædet mig og paa samme Tid har indprentet mig adskillige andre gode Læresætninger, det var — et Brev fra Carstensen. Jeg tror ikke at noget Menneske, paa Grund af en for mig næsten gaadefuld Misforstaaelse, har hadet mig saa grundigt som han (naturligt: han har i sin Tid elsket mig saa saare). Han gik omkring med den fixe Idé, at jeg stod i Pagt med selve Fanden eller Bismark, hvilket hos ham er ensbetydende. Jeg s. 164 blev aldeles overrasket ved at se hans Haandskrift igen, og aldeles rørt ved at se, at han — i varme, naive Ord — bad mig om Tilgivelse for al Uvenskab og Mistro, og erklærede at min Bog havde holdt ham vaagen i flere Nætter og endelig skænket ham, hvad ingen dansk Digter hidtil havde formaaet, en uendelig Tillid til Fremtiden. Han bor jo nu i København, i Bredgade N. 16 (Atelier i Haven) og jeg sendte ham straks et Svar. Det er jo fornemlig Sønderjyden hos ham, der her har ytret sig, og jeg har derigennem faaet det bedste Udtryk for, i hvilken Jord min Bog er falden, og hvad 200000 Mennesker ved Grænsen mener om mig. Men naar der ligger saadanne Kræfter hos mig, og naar jeg formaar at gribe saa stærkt ned i Menneskenes Gemyter omkring mig, saa er dette mig en Lære, og en meget stor og alvorlig. Det peger hen paa Maadehold.

11*

Jeg véd, at jeg fra Dato af gaar betydningsfulde Stadier og Udviklingstrin imøde. Jeg véd, at jeg til en Tid kommer til at stole endnu mere paa mig selv, min Fasthed og Retsindighed; jeg véd at den sidste vil blive draget stærkt i Tvivl; men jeg véd, at jeg har vundet mig store Alliancer, og ikke mindst i mig selv.

Jeg er fra dette Nytaar en Mand; en ydmyg Mand, men tillige en fast og resolut; og hvis ikke Sygdom overrumpler mig paa Vejen vil jeg blive blandt mit Lands ypperste Digtere — saavidt jeg kan strække. Saa ville I ogsaa derhjemme, I som er mig nærmest, heller ikke i Fremtiden lade Eder forskrække, om det ogsaa skulde se lidt broget ud i Øjeblikket. Der har været Fare for mig før; der er det ikke længer; og vi ville samles engang Alle i større Kærlighed og større Tiltro end maaske hidtil, naar I kun ikke lader Eder skræmme.

Kys nu den søde Eva tusinde Gange — hvis hun er hos Eder — og send mig Harriets Adresse (jeg har forlagt den). Maaske — men ogsaa kun maaske — gør jeg en Svip derned forat rekreere mig. I hvert Fald skriver jeg hende til. Min Hilsen til alle.

Din hengivne
Holger.

Carstensen: det er Maleren, Riis Carstensen, her er Tale om. Han havde i lange Tider været daglig Gæst i vort Hjem, ja, jeg havde som lille den Opfattelse, at han boede hos os, for naar jeg kom op om Morgenen, sad han og malede inde hos Holger, og naar jeg gik s. 165 tilsengs om Aftenen, var han der fremdeles. Vi holdt meget af ham, og han var god og venlig imod os Børn. Jeg kan huske, han har siddet mangen Aften ved min Seng og fortalt Historier, naar jeg ikke kunde sove og var angest i Mørket. Men en skønne Dag var det hele forbi. Han beskyldte Holger for at være „Bismarcks Agent i Danmark“. Og han havde tillige en Skuffelse, idet min Søster Johanne, som han var meget forelsket i, ikke gengældte hans Kærlighed.

Hvad dette Brev forøvrig angaar, saa er det karakteristisk, at Holger her, ligesom da han forlovede sig med Vilhelmine, først henvender sig til min Moder.