Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1878-02-06)

privat.
La ville Hue. St. Briac.
Ille & Vilaine. France.
6 Fevrier. 78.

Kære Fader.

Jeg er flyttet herud i Bretagne, lige ved Havet, i en afsides, rolig, malerisk Egn, forat udarbejde en virkelig „Aladdins Lampe“, som jeg pudser paa — jeg kan næsten sige Dag og Nat — og som nu snart nærmer sig sin Fuldendelse. Jeg har arbejdet i 2 Maaneder uafbrudt herpaa. Det er et Arbejde, som sandsynligvis ellers vilde tage et halvt Aar, men der er noget i høj Grad inciterende i den franske Luft, og desuden — ja, nu kommer det.

Dette Arbejde, denne Aladdins Lampe, staar i en saadan Forbindelse med Bestemmelser for min nærmere Fremtid, at jeg begynder disse Linjer hermed. Disse Linjer indeholder Svaret paa Dit Brev af 27de Jan. Det blev sendt mig herned over Paris; jeg har gaaet og tænkt over det et Par Dage, netop forat kunne skrive saa objektivt og lidenskabsløst som muligt. Og her er mit Svar.

Jeg takker Dig for Dit Brev. Det var et saadant som den ene Mand skriver til den anden, og desforuden et Brev, som enhver Søn kan være tilfreds med at modtage fra sin Fader. Jeg skal da hellerikke undlade aabenhjærtigt at gøre Rede for mine Dispositioner, saamegetmindre som disse Linjer kun foregriber et Brev, jeg under enhver Omstændighed havde sendt Dig senere, naar mit poetiske Arbejde var færdigt og mine prosaiske Arbejder tog deres Begyndelse.

Jeg vil da her begynde med at sige Dig, at Du maa slaa en Streg s. 166 2 over ,,Tannhäuser“ som Forklaring paa enhver „Situation“ hvori jeg befinder mig. Min Situation er meget mindre indviklet, meget mindre romantisk og meget mere alvorlig end Tannhäuser lader forudsætte.

Denne Bog er en god Bog, naar man tager Hensyn til den ungdommelige verve hvormed den er gjort, til Lidenskabens Stigen, til Koloriten, den varme, fyldige Tone som i de venezianske Malerier; den er en svag Bog i Komposition og Karaktertegning; den er rimeligvis ligefrem en daarlig Bog til — som det hedder — at faa Forstand af. Bogens Fortrin er absolut de Steder, hvor Forfatteren taler helt ud, men dens Svagheder ligger netop i, at dette sker saa sjeldent. Forfatteren har maattet tage saa mange Hensyn for at dække sine Personer, at disse ere blevne mere og mindre usandsynlige, og Hovedpersonen, den unge Frue, endogsaa den usandsynligste.

Nuvel, dette — vil Du sige — er meget interessant, men det kommer ikke Sagens Kærne ved. Jo. Thi udaf denne Bog skriver sig en stor Del af de vrange og ensidige Forestillinger om Hovedpersonen, som netop de Personer, hvem Du har henvendt Dig til, har faaet deres egne Kundskaber fra. Jeg har skadet mig selv og hende ved denne Bog; men Skaden kan repareres, og det er derfor jeg har lavet en ny „Aladdins Lampe“ — og saa er der forresten i „Tannhauser“ en Samling Digte, der om 10 Aar vil staa i højest Kurs paa det nordiske Bogmarked som enestaaende Erotik paa denne (hin) Side Elben. Og dermed nok om „Tannhäuser“.

Med Hensyn til Tannhäusers Forfatter, da er han jo nu omdøbt (jeg havde nær sagt omskaaren) og hedder: Forfatteren af „Derovre fra Grænsen” og „Sange ved Havet“. En, siden Oehlenschlägers Dage, ukendt Duft af friske Lavrbær, frisk Virak, frisk Hav- og Landduft, Komplimenter, rede Penge, Lykønskningsbreve fra alle „Rigets bedste Mænd“ og Fremtidsløfter fra Ministeren ombølger ham. Jeg kan forsikre Dig, Kære Fader og Ven, at jeg, i Overensstemmelse med mit nøje personlige Kendskab til Forfatteren, kan indestaa for, at han ikke i nogensomhelst Henseende har følt sig smigret. Han kendte og kender sine Svagheder; han véd til Punkt og Prikke hvor han skal lægge den største Vægt forat udvikle sine Evner til den højest mulige Fuldkommenhed. Den megen Roes har ikke skadet ham; han er ikke en ung „Kickindie Welt“, der bliver overrumplet; han har gaaet en 8aarig, drøj Skole igennem. Derimod erkender han i fuldeste Maal den praktiske s. 167 Betydning af dette store Omsving hos Publikum og Presse. Og han vil bruge det.

Jeg staar i Begreb med at levere et Felttog til Sommeren imod, den Opinion, der nu saa applauderende bærer mig oppe. Dette gør man selvfølgelig ikke, naar man er 32 Aar, har ført et bevæget Liv og sidder med alle Kort paa Haanden, uden at man i højere og højeste Forstand har en gyldig Grund dertil, har vel overtænkt det, og har sikret sig Retraiten paa alle Maader.

Saa skal jeg da fortælle. Og først de klare, nøgne Facta. Jeg skylder en Kvinde, der ikke er bleven stort mindre skaansomt bedømt end jeg selv, Alt hvad jeg har indvundet i det forløbne Aar, min literaire Berømmelse, og først og fremmest min klare, rolige, overskuende Stilling som Mand. Jeg beder Dig lægge nøje Mærke til, at det er mig, mig med et Liv i Existenskamp og Nydelser langt forud for min Alder, og ikke den unge 25aarige Romantiker H. D., der nu gør Dig denne Deklaration (selvfølgelig paa Din Diskretion d’honneur): Jeg vilde slaa Sten paa en Landevej for denne Kvindes Skyld — NB hvis der slet ingen anden menneskelig Udvej var, men jeg vil først og fremmest ved den mest intensive Anspændelse af mine Evner, ved al min Klogskab ikke mindre end ved mit roligste Mod sikre hende og mig, efter et treaarigt Ophold i Udlandet, en Retraitepost derhjemme som velmeriteret dansk Digter, Etatsraadsaspirant, Statspensionist etc. At dette skal lykkes mig, derom nærer jeg ikke den ringeste Tvivl. Det gælder kun for mig endnu en Gang, og den sidste, at ride en Storm af; naar den er ovre, saa er jeg i Havnen med det samme, og dér bliver jeg liggende.

Jeg kunde jo forsaavidt slutte hermed, idet jeg forudsætter at jeg tilstrækkeligt har pointeret min tagne Beslutning, og saa forøvrigt naar Tiden nærmede sig, sende Dig mine specielle Detailler. Hvis der kunde gives Raad i dette Anliggende, saa vilde jeg ikke et Øjeblik betænke mig paa at søge dem og, efter Overvejelse rette mig efter dem, hos Dig. Der gives imidlertid ikke, og har siden i Sommer ikke (ligesiden jeg begyndte at anlægge mine to sidste Bøger) været nogen Tvivlraadighed hos mig. Jeg kunde da, som sagt, slutte med denne Deklaration, idet først og fornemlig min rolige Stemning i dette Brev maatte overbevise Dig om, at der ikke gaves mig noget Valg længer; — og om en tagen Beslutning taler man jo ikke. Men der er i Dit s. 168 aabne og varme Brev saa meget Andet end netop Dit Spørgsmaal, der gør at jeg fortsætter, og fortsætter netop i samme Aand som Du, aabent og varmt.

Nuvel da. Du udkaster for mig et Billede af alle de Herligheder, der ligger og venter paa mig derhjemme, naar jeg engang vender tilbage forat tage den Stilling i Besiddelse, som Julen har forskaffet mig! Idet jeg selvfølgelig ved min tagne Beslutning giver Afkald derpaa, er jeg imidlertid ingenlunde blind for at det er store Fristelser. Et ubetinget Triumftog, der ender med et rigt Giftermaal, etc. etc., en fortsat Gunst hos det smukke Køn, Misundelse og Beundring mellem Mændene, det er altsammen noget, der gør Indtryk paa Digteren. Men netop den haarde Skole, som jeg har gaaet igennem, gør mig stærk her overfor. Jeg vilde aldrig med den moralske Indignationens Styrke have kunnet skrive de tilsvarende Paginer i „Derovre fra Grænsen“, og jeg vilde ikke have hævet mig til den ethiske og alvorlige Højde i mine Selvreflexioner i „Sange fra Havet“, og jeg vilde endelig ikke have formaaet at gøre denne „Aladdins Lampe“ færdig saaledes som den er (Bogens Titel er forøvrigt: „Prinsessen og det halve Kongerige“) hvis jeg ikke havde nydt saa meget, som jeg har i Livet, og nu maattet sige mig, at Nydelsen som Maal maatte høre op. Jeg tør trøstigt sige (og hvem kan ikke sige det samme?) at netop saaledes som det er gaaet mig, har det været godt for mig. Et altfor tidligt indgaaet Ægteskab, inden endnu Stormene havde lagt sig hos mig, har væbnet mig med Mistro overfor den rent ydre Skønhed (ligegyldigt om denne yderligere er støttet af en Banquiers Portemonnaie). Jeg vilde dels være for redelig og dels sætte min Frihed (som Du ganske rigtig bemærker) altfor højt til at indgaa et Fornuftgiftermaal anden Gang. Der er vel intet der hævner sig mere end det. Jeg har Kammeraters Exempel for Øje. Hvis blot Halvdelen af de literaire Planer, der for Øjeblikket dæmrer i min Hjærne, kommer frem i Fødsel, saa vil jeg i de kommende Aar have Formue nok for mine Fordringer, og desuden have den ved min egen Gerning (paa hvilket jeg lægger ligesaastor Vægt som Du selv har gjort). Det Voldsomme i min Natur har veget Pladsen for Besindighed. Oppositionslysten er bleven til Trang efter at søge Sandheden paa alle Sider uden forudfattet Mening; og de Værker, der ville udspringe af dette forandrede Syn paa Livet, ville, derom kunne vi vistnok snart blive enige, efterhaanden faa en s. 169 saadan Kurs hos mit Folk, at det ikke vil vare ret længe, førend man opfører mit Navn som No. 1 i „Digtergagerne“, og saa er jeg jo sikret for alle Eventualiteter.

Med Hensyn til Nydelsen, til min Gunst hos det smukke Køn, da er dette jo et lidt delikat Emne, og jeg vil ovenikøbet nødig synes ubeskeden i min egen Selvfølelse. Jeg har nydt hos mit eget Lands Kvinder og ude i den store Verden hvad en Mand med sund Sandselighed, Smag og Fantasi kan fordre for sin Part, selvom han ogsaa betegner denne som „Løvens“. Det er, baade til Held for min Moral og mit Arbejde, blevet givet mig at standse itide, inden jeg som en blaseret Epikuræer tvivlede paa Kvinden i sin Helhed, fordi jeg selv havde for farlige og fristende Egenskaber. Jeg er og har været farlig for det kvindelige Hjærte, derom har et tilstrækkeligt Antal Kvinder baade høje og lave baaret Vidnesbyrd for mig. Jeg har hos de mest forskelligartede Kvinder leget tilstrækkeligt med den fristende Ild, og ovenikøbet uden at brænde mig hverken i den ene eller anden Henseende. Herfor kan jeg ikke være de højere Magter noksom taknemlig. Det er lykkedes mig, udenat hverken min Sjæl eller mit Legeme har taget Skade, at omgive min Ungdoms og Manddoms Digtervej med en Række kvindelige Billeder, der i Tidens Løb ville dukke op, nogle med mere, andre med mindre Anskuelighed, og af sig selv stille sig hen paa den Plads, ind i den Ramme, hvor de hører til. Men saaledes fortsætter man ikke, naar man er naaet ud over en vis Alder og en vis Modenhed, uden at løbe Fare for at blive en tankeløs Virtuos, der spiller en hel Del glimrende Potpourier, men aldrig fæstner sig selv til plastisk, filosofisk og moralsk Anskuelighed. Jeg er standset ved dette mit sidste Forhold til en Kvinde, og det er om hende jeg nu skal tale.

Da jeg for to Aar siden kom hjem fra Italien var jeg maaske mere sjælelig end legemlig syg, og jeg var ikke meget langt fra at være naaet henimod Grænsen mod det Blaserte, det Skeptiske, det virtuosmæssigt Enerverte (Abildgaard i Tannhäuser). Jeg havde tilbragt de sidst forløbne Aar i stadig Omflakken, i indbyrdes stridende Forhold, blandt Nordens karakterløse Mænd og Sydens karaktersvage Kvinder. Jeg havde voldsomt revet mig ud af en fire-femaarig Illusion, var kommen i Gæld, havde atter nogenlunde viklet mig ud deraf, havde levet med intelligente Mænd i Tyskland, var vendt hjem, var atter s. 170 draget mod byden, havde studeret, nydt, arbejdet, og var endelig bleven syg.

Hvorledes jeg var, da jeg kom hjem for to Sommere siden, er Dig tilstrækkelig bekendt — legemlig talt. Nuvel, min stærke Natur hjalp mig udover dette. Men min Sjæl var bleven syg. Det havde dog været lidt for meget fordelt paa for kort Tid, baade af alvorlige og overfladiske Sindsbevægelser. Der var blevet noget Blaseret inderst inde, som ikke blev mindre nagende, fordi jeg, ved Siden af, havde kunnet bevare min Ungdoms Idealer rent og ubeskaarne. Jeg dumpede ned midt iblandt Københavneriet ved deres Badesteder, og det at min Sundhed vendte saa intensiv tilbage, samtidig med at jeg stadig savnede det afgørende Hold indeni mig, hidførte selvfølgelig alle de gamle Adspredelser; kun yderligere forstærkede ved den Glorie af pikant Interesse, der nu var knyttet til mig som til en anden Byron. Kvinderne aabnede deres Arme for mig, Mændene bagtalte mig — og drak min Vin. Endelig tog jeg Anledning af en lille Katastrofe indenfor en Familie, hvor jeg, i ethvert Fald denne Gang, var sagesløs: jeg samlede mig sammen, som det altid er lykkedes min elastiske Fjærkraftnatur. Jeg følte, at Fjærene kun vilde blive slappe ved denne fortsatte Eksistens. Jeg havde literære Planer nok i Hovedet; jeg vilde have Ro og Otium til at finde mig selv igen og samtidig skabe et dygtigt Arbejde. Jeg valgte paa Maa og Faa Egnen ved Esrom, som jeg havde bevaret hele min Barndomskærlighed for, og hvorom jeg netop under min sidste Rejse, da jeg troede at den muligvis kunde blive den allersidste, havde skrevet i den temmelig memoireagtige „Overkomplet“.

Jeg havde haft en Drengekærlighed herude, en ganske pur ung Pige, et rent Barn, i en gæstfri, glad og lykkelig Familie paa det daværende Havreholm Fabrik. Jeg var lige bleven, eller ifærd med at blive Student dengang; jeg tænkte meget ofte paa en hemmelig Forlovelse med hende dengang; men jeg var jo saa confus paa mig selv og min Fremtid, trods alle de gærende Anlæg jeg følte i mig. Desuden forekom hun mig — ganske betegnende for Drengesindet — altfor ung, om hun end var sød og smuk og vever som et Kid. Der hændtes mig da — ganske psykologisk interessant — at jeg gik hen og friede til den ældre Søster. Mit Frieri var imidlertid af en Art ligeoverfor den forstandige, praktiske unge Dame, saaat den Forstaaelse snart hævedes imellem os. Den yngre Søster tog sig dette meget nær — hvad jeg s. 171 naturligvis var blind for, ak, de Drengeaar, de Drengeaar! — og efterat hun ubetænksomt havde modtaget og atter hævet adskillige Tilbud af de unge Mennesker, som samledes i det gæstfri Hus, formaaede endelig Faderens og Moderens utrættelige Overtalelser, ikke mindre end en energisk Broders Despotisme, det unge, uforstandige Barn til at modtage et Tilbud fra en Landmand i Omegnen „for dog at gøre en Ende derpaa“, som man siger.

Jeg var rejst bort, og svirede med mine Kammerater inde i Byen. Da jeg kom tilbage, blev Forlovelsen deklareret paa en Skovtur (se ,,Tannhäuser“) hvor man med Flid holdt mig borte fra de Tos Selskab. Jeg erindrer endnu denne Dag idag, 14 Aar herefter, hvor ulykkelig, ynkelig, pint af min egen Vankelmodighed, jeg da følte mig. Jeg var imidlertid en stolt ung Fyr, og holdt ovenikøbet en Tale paa Vers 1 . Saa rejste jeg, og samtidig flyttede Familien til Norge, og hun blev gift, 16 Aar gammel!

Jeg saa’ hende igen, for en 4-5 Aar siden, just da mine egne huslige Sager begyndte at ængste mig. Hun havde da været gift i 6 Aar, og havde to Børn. Hun havde ikke forandret sig synderlig udadtil, men jeg behøvede ikke at have Forfatterens skarpe Blik forat se nok, saa meget, at jeg ihast fortsatte min Vej. Jeg havde jo nok at tænke paa iforvejen. Hun stod da, opdagede jeg efter 10 Minutters Samtale, midt imellem sløv Resignation og hin Kvindernes fortvivlede Griben efter ethvert, selv det tilfældigste Halmstraa, forat adsprede sig, glemme, eller klynge sig til et lille, selv det svageste Haab. Da vi skiltes, spurgte hun mig ikke, om jeg vilde komme igen. Hun spurgte blot: Er De lykkelig? Hvortil jeg svarede. Jeg arbejder, kære Frue; gak hen og gør ligesaa! Paa hvad? spurgte hun, og saa’ sig omkring.

Manden var et hjærtensgodt, bravt „skikkeligt“ Menneske; hans Fader havde købt Gaarden til ]ham; men da han ingen Kapital havde til at drive den, saa valgte han vore Landmænds sædvanlige Alternativ, selv at drive, og lade Tingene gaa deres Gang, ubekymret om nogetsomhelst og nogensomhelst i denne Verden, undtagen om sin lille Kone, hvem han syntes at tilbede paa en abeagtig og ret betegnende dansk Maade i Morgensko og ubørstet Frakke fra Morgen til Aften.

(H.B.)

s. 172 Saameget saa’ jeg dengang. (Du ser, kære Ven og Fader, at jeg er meget nøjagtig i mine Optegnelser) Og jeg saa’ nok. Der truede mig imidlertid selv saa mange Storme ude i Horisonten. Jeg rejste hjem. Og der gik disse fire Aar.

Nu var jeg her paa Egnen, og ved en tilfældig Indbydelse kom jeg dér i Huset. Vel var mit Renommée herude blandt disse brave Landboere, Skolelærere og Forstmænd, ikke just en Anbefaling. Men jeg var en behagelig Selskabsmand, der havde sét og oplevet meget (og Rygtet lagde endnu meget mere Æventyrligt til); jeg kunde sejle med en Baad, fiske, gaa paa Jagt, fortælle Historier og snakke — dog med meget Forbehold — om Politik baaden inden- og udenlandsk. Jeg arbejdede meget, men jeg havde tillige mange bitre Erindringer, som maatte dæmpes ved at søge Selskabelighed. Paa samme Tid følte jeg mig igen saa styrket og sund ved det landlige Liv; Sommeren var smuk, min Hjærne var klar, Naturen omkring mig fortalte om min sorgløse Ungdoms lykkelige Tider; jeg begyndte atter at føle mig, som Faust paa sin Spadseregang udenfor Byen:

Hier bin ich Mensch, hier darf ich’s sein.

Nuvel. Der udviklede sig — jeg kunde næsten sige naturligt — et Forhold mellem den unge Frue og mig. Jeg kan sige — og paa samme Tid være aldeles rolig og klar i min Dom — at medens jeg i Begyndelsen nærmest betragtede det som hvad Franskmændene vilde kalde en „Caprice“ og vel ogsaa havde min Opfattelse af at hun tog det let og legende, i Glæde over dog nu at have fundet en Mand for sig og ovenikøbet sit Barndomsideal, saa maatte jeg, ikke uden hæftige Kampe med min egen Natur, Jalousi, Mistroiskhed og alt hvad et sligt i sig selv saa tvivlsomt Forhold fører med sig, lidt efter lidt tilstaa for mig selv, — det var under denne vaklende Periode frem og tilbage at Tannhäuser blev skreven — at hun tog Sagen i den fuldeste Alvor og kun havde mit Vel, min aandelige Frihed, det Gode og Noble i mig for Øje ved sin fuldstændige Hengivelse. En for mig hidtil ukendt Hj ærtensgodhed, Ømhed for det Barn, som hun snart skulde føde mig, Alt det Kvindelige kort sagt, som jeg maaske i mit eget forfejlede Ægteskab dybest havde savnet men været for stolt til at vedkende mig det, Alt dette vandt Uge efter Uge mere og mere Terrain hos mig, paa samme Tid som hun paa sin Side — ogsaa aldeles kvindeligt — ikke i ringeste Maade stillede Betingelser, og kun var lykkelig, saa lykkelig som en s. 173 Kvinde under slige ulykkelige Forhold kan være det, ved at vide sig elsket af den „store“ Mand. Eller rettere, hun stillede som den eneste Betingelse den, at jeg skulde tilhøre hende, afslutte mit frivole Liv, concentrere mine Evner paa mig selv, og saa forresten forlade hende eller blive paa Egnen — blot at jeg vilde være Mindet om hende tro indtil vi atter saaes. Medens jeg — naturligt som „Mand“ — i Begyndelsen følte dette som Baand, og navnlig følte det, da jeg havde forladt hende og var rejst til Paris ifjor Efteraar, saa virkede denne bestandige Tro paa mig derhjemmefra her midt under alle Fristelser og med mit brusende Blod i Aarerne, efterhaanden dybere og dybere moralsk ned i mit Sind. Jeg formaaede at arbejde strengt og alvorlig med Studier og Udkast her i den livlige By, uden at rives hen af dens Tummel. Det var første Gang i lang Tid. Da jeg dernæst kom hjem, da jeg saa’ hvad hun havde lidt, men bestandig skjult det for mig, under Folkesnak og med sin Frygt for mulige „Tilbagefald“ hos mig, og da hun igennem Samtaler og Breve tilskyndede mig til alvorligt at klare det nationale Problem, foruden mange religiøse og ethiske, som jeg nu og da havde fablet om, da jeg paa hendes Tilskyndelse tog over til Sønderjylland, og da jeg kom hjem og saa’ med hvilken Standhaftighed, Hengivenhed, kvindelig Snildhed og kvindelig Styrke hun gik sin — under alle andre Omstændigheder saa kritiske Fødsel imøde (der forhen desuden næsten havde kostet hende Livet), da jeg endvidere saa’ med hvilken Henrykkelse og ubetinget Moderkærlighed hun modtog sit, vort Barn da der aldrig var Tale om hende selv men bestandig om mig og mig og atter mig, saa var jeg, nu da jeg i Sommer tog Ophold i Hornbæk, overvundet, ja i Sandhed overvundet. Denne Kvinde, som har faaet en omhyggelig Opdragelse, hvis Spirer jeg formaar at udvikle, hvis musikalske Anlæg og Færdigheder er saa velgørende for mit Sind, hvis praktiske Sands er saa styrkende for min daarlige Økonomi, hvis barnlige religiøse Overbevisning jeg nærer Ærbødighed for og aldrig skal forsøge at „experimentere“ med, hvis Moderkærlighed har rørt mig saa dybt (om den end overfor hendes egne Børn gør en Adskillelse tung) hvis frejdige, lette og glade Sind kun altfor meget i vrantne og sneverhjærtede Landboeres Omdømme er bleven kaldet Overfladiskhed og Behagesyge, denne endnu unge Kone, hvem der endnu kan blive et fortræffeligt Stykke Menneske ud af, til Gavn og Glæde for en Mand, og hvis Mangler og s. 174 Ufuldkommenheder er bleven behørigt paavirkede af disse to ingenlunde lette Aar, hun, som har lært og er bleven udviklet ved mig ligesom jeg, og i endnu højere Grad, ved hende, denne Dame og vort Barn vil jeg nu til Sommer føre med mig tilbage til Frankrig og være stolt og lykkelig over at kunne — nu da min tidligere Hustrus snart stedfindende Giftermaal giver mig den ydre Raadighed over mine Handlinger — leve i et stille og arbejdsomt Samliv med, indtil den lovbestemte Tid, de odiøse tre Aar, tillader mig at vende tilbage til mit Land og tage hende lovformelig tilægte.

d 12te Februar.

Klokken er bleven mange, langt over Midnat. Dette Brev er vokset op til et helt Dokument. Jeg betror det og den deri givne Fremstilling, hvori det er min Overbevisning at jeg netop har lagt hele den utilslørede Sandhed og hverken Digterens eller Elskerens Idealisering, til Din foreløbige Diskretion og til Dit varmeste og meget prøvede Venskab for Din Søn. Det er jo i inderste Forstand et Familiedokument.

Til Slutningen blot denne Tilføjelse, som er af mere praktisk end intim Natur. At denne Kvinde i virkelig Forstand har skrevet „Derovre fra Grænsen“, de 30 „Sange ved Havet“ og den nye Bog, hvorom jeg idag har tilstillet Hegel et Par Linjer, dette er klart for mig, og mine Handlinger dikteres herudaf. Jeg er jo ikke længer nogen privat Person. Jeg tilhører mit Folk, og jeg vil komme til at tilhøre de Bedste iblandt det. Et Folk tilgiver Ingen med saa stor Beredvillighed som dets „bedste Mænd“, Rigmænd, Statsmænd, Digtere etc. Paa ethvert Punkt af min kommende Produktion vil mine Tanker om og min Tak til denne Kvinde nødvendigvis komme til at skinne igennem. Man vil føle, at der var Sandhed og Mod og Overbevisning bag et saadant Skridt. Man vil tale derom i en Maaned, tænke derover i et Aar og glemme „Skandalen“ medens man ihukommer de skønne Arbejder, den modne Erfaring, de hjærtelige Steder, den alvorlige Vilje, som et saadant „Forhold“ fører med sig. Hvem havde, et Aar efter Udgivelsen af Chr. Winthers „Hjortens Flugt“ et eneste Ord tilbage om de „Forhold“ (ganske tilsvarende til mine) hvorunder Folkets Yndlingsdigter i mange Aar stod til en Barndomsinklination, en anden Mands Kone, indtil han endelig ægtede denne Dame? Mon Hr. Ploug vil løfte sin s. 175 Haand til Slag, naar han betænker, hvorledes hans Svigerfader, Alfred Hage, akkurat indgik sit 2det Ægteskab — og endda i en moden Alder — ligesom jeg? Har ikke Orla Lehmanns Datter, (hvis fortræffelige Karakter jeg her i Paris i hendes „Ventetid“ har lært at kende) har hun ikke søgt at gøre et uforstandigt og paatrængt Ægteskab, ovenikøbet med Børn og Folkehøjskole, godt igen ved at forlade sit Land og alle sine Venner for en ung, glødende begejstret Mands Skyld, som jeg allerede fra ifjor af regner blandt mine nærmeste Venner? Nuvel, denne Liste er lang derhjemme.

Det er da ikke til Dig, min faderlige Ven, at jeg vender denne Slutning, der klinger som et „Forsvar. Den er vendt til den store, tankeløse, letfærdige eller bornerte Flok. Jeg vil saalænge som muligt glemme dens Existens; men hvis den skulde trænge mig for haardt paa Livet, vil jeg bide fra mig. Man véd, at jeg har Vaaben; og man véd at jeg vil bruge dem. Man vogter sig altsaa nok. Og dette er kun sagt, fordi Du kan sé, at jeg er „forberedt“.

Overfor ganske enkelte Mænd derhjemme, paa hvis gode Mening og navnlig paa hvis rigtige Omdømme jeg sætter Pris, vil jeg ledsage mit bestemte Skridt, naar Tiden nærmer sig, med en uforbeholden Forklaring. Det skylder jeg saadanne Mænd som Martensen og Advokat Brock, og har allerede indledet en foreløbig Correspondance med dem. Det Øvrige giver jeg i de gode Guders Hænder — og saa i mine egne. At Din Haand, Kære Fader, i Nødstilfælde vil være vendt for mig snarere end imod mig, derom er jeg saa overbevist, at jeg ikke engang vil lægge en Antydning heraf ind i disse Linjer.

Med Hensyn til andre Dispositioner og Sagens øvrige Detailler, da vil Du høre fra mig, naar jeg kommer saa vidt.

Jeg har, med Afbrydelser skrevet paa dette Brev den sidste Uge, fordi jeg havde mit Arbejde, den nye „Aladdins Lampe“ stadig for. Du vil glædelig forbavses over denne Bog, og Mange selvfølgelig med Dig. Jeg er taget hertil Paris i Dag med mit Manuscript, som jeg vil gøre færdig her (under Studium over nogle store Kirkeconcerter) og sende hjem herfra.

Den stakkels Onkel Emil maa selvfølgelig af Hjærtens Lyst disponere over mit Portræt. Vil Du ikke raade ham til, at skaffe en Del Visitkortportræter i Handelen (det gaar vist bedst gennem Boghandler Tryde, Østergade). Jeg véd, at mange ønsker et Billede af mig, og s. 176 særlig nu til Foraaret naar min nye Bog kommer ud, vil Efterspørgslen bliver større; og det Portræt, der allerede er i Handelen, duer ikke.

Jeg bliver rimeligvis her, (i min gamle Adresse Rue de Seine 20) endnu i en 8te Dages Tid inden jeg tager tilbage til mit kære Bretagne. Jeg hører maaske da fra Dig i Mellemtiden her i Paris?

De kærligste Hilsener
Din hengivne
Holger Dr.