Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1878-07-09)

Lund.
Klostergatan 314
9 Juli. 78.

Kære Fader.

Jeg var for nylig paa et kort Besøg, et af de sidste jeg rimeligvis i en ubestemt Tid kommer til at foretage, ovre i Kbhv. Jeg besøgte nogle af mine Venner, og jeg aflagde sammen med en Ven i Literatu- ren et Besøg hos Cancel. Hegel, som havde spurgt med Interesse til mig. Hegel har dels, efter hvad jeg kan forstaa, nogen personlig Godhed for mig, dels „tror“ han paa mig i Literaturen. Det var væsentligst et Forretningsbesøg, hvor Udgivelsen af Arbejder etc. blev forhandlet, men det havde som sagt tillige den anden, mere personlige Side. Noget lignende var Tilfældet hos de andre, væsentligst literaire Mænd af mit Bekendtskab. Det blev mig herved klart, at om end mange har trukket sig tilbage for mig, som jeg maaske ikke formodede, og om end endnu den banale Smaasladder omkring i private Kredse beskæftiger sig med mine private Forhold, saa er Bølgen dog i det hele og store ifærd med at falde. Naar Havblikket er indtraadt (efter Feriens Ophør) og naar Emnet er uddebatteret, saa udkommer i Septbr s. 178 mit næste Arbejde, og derpaa bliver med paalidelige og skønsomme Venners Bistand henad Julen min Redegørelse og Opgørelse samlet i Form af et stort, afsluttende Bind af disse sidste, for mig saa indholdsrige to Aars Poesier. Herved vil den hovedsagelig lyriske og derfor specielt min Ungdomsperiode som Digter være afsluttet. Og til den Tid vil jeg da længst — og for en Række af Aar — være bosat i Frankrig. Jeg er ikke „ung“ længer — i lyrisk Forstand; jeg er en Mand af Erfaring, en Mand med en bred Basis for sine kommende Arbejder, en Mand, der har afsluttet saa stærkt udadtil, at der indadtil bliver Byggegrund for mere monumentale Arbejder. Jeg kan skride til den store, sammenhængende Roman eller — under franske Auspicier — til Dramaet.

Holger Drachmann i Breve

12

Jeg har haft nogen Lejlighed i dette Halvaar til at prøve mig selv. Jeg har gennemløbet den hele Skala fra Basuner til Piber. Jeg har ikke taget Skade paa mig selv, som Digter idetmindste ikke. Jeg er rykket op fra at være en Primviolin i et Orkester til at føle en Orkesterdirigents Mulighed i mig. Dette bliver for mig det væsenlige, ligesom jeg har faaet Bekræftelse paa, at det er det væsenlige i Betragtningsmaaden af mig for mine Venner.

Nogle af disse, exempelvis Dr. Pingel, har tillige for mig konstateret, at de hellerikke overfor Mennesket i mig har følt nogen Tvivl eller Ængstelse. Tvertimod — og her kan jeg tilføje min egen Bekræftelse — har mine Venner følt, at om end en Person i smaa Forhold kan lide en hel Del Molest af den store Mængdes bevidste Vrangvilje eller ubevidste Mangel paa Forstaaelse, saa egner netop denne Molest sig til at fæste og klare alle hans personlige Egenskaber samtidig med hans digteriske Evner.

Nuvel, jeg vil om nogen Tid, saasnart Arbejdet med min Bogs Udgivelse er tilendebragt, bryde op og bosætte mig i Frankrig. Jeg véd, at mine Venners Interesse ogsaa vil følge mig dér under mit utrættede Arbejde henimod den danske Literaturs Højdepunkter. Jeg har, overfor nærmere og fjernere Venners Interesse i og for mine personlige og literaire Skæbner, intet at beklage mig over, forsaavidt som jeg begrænser denne Kreds efter de Erfaringer, jeg nu har gjort.

Men nu min Familje?

Jeg føler Trang til at gøre Regnskabet op med denne. Jeg føler allerede, paa hele Farven, som hviler over disse Linjer, at hvis jeg i s. 179 Ordets virkelige Forstand havde haft en Familje, saa havde jeg ikke skrevet saaledes. Saa var disse Linjer ikke fremstaaede under Form af literairbiografiske Notitser men som et Udbrud af ureflekteret Tak. Saa havde jeg sagt et hjærteligt Farvel; jeg havde ikke givet en kølig „Forklaring“.

Hvem bærer Skylden? — Jeg selv? Jeg skal prøve paa at undersøge. Jeg tilmeldte i Foraaret, hvad jeg agtede at gøre. Du sendte mig Dit Svar. Var det virkelig et Svar „fra en Ven til en Ven“, som Du skrev? Jeg syntes det i Begyndelsen, men jeg synes det ikke længer. Jeg skriver her fuldkommen rolig og lidenskabsløs. Jeg har i denne forløbne Mellemtid, i over fire Maaneder, kæmpet med Sygdom hos mine Nærmeste, med stærke Sindsbevægelser hos mig selv, jeg har rejst, arbejdet, er blevet angrebet, har holdt igen paa mig selv saavidt muligt, og har, hvergang et godt og opmuntrende Ord fandt Vej til mig, bestandig spurgt mig selv: hvor er min Familje?

Har jeg nogensinde haft nogen? — Under mine „vanskelige“ Perioder absolut ingen. Da jeg blev roest, modtog jeg dens Hilsen, men jeg modtog dem den Gang i snesevis. Da det „kneb“ for mig modtog jeg et træt, verdenserfarent og verdenskoldt Brev. Det kunde jeg have faaet fra enhversomhelst ældre Mand. Da jeg besøgte den, vendte den mig Ryggen. Da jeg var borte, har det formodenlig „lettet“ i Familjen. Fjernere og nærmere Bekendte har deltagende spurgt til mit og mines Befindende. Fjernere og nærmere Bekendte række mig nu Haanden til et Farvel. Min Familje bliver sig selv lig. Den har ingen Haand, ingen Mund. Den har intet Hjærte.

Hvis en Familje er en tilfældig Association af indbyrdes stridende Kræfter, som forsamles om et fælles Bord i den fælles Opgave udadtil at varetage Familjens Interesser, — saa har jeg en. Som et Medlem af denne Familje har jeg ikke gjort Associationen nogen Skam. Jeg har ikke gjort mit Navn nogen Skam; tvertimod. Herfor borger en saa nobel Mand, som Dr. Pingel, herfor borger en saa forsigtig og respektabel Mand som Hegel, herfor borger den Række af Venner, som alle have et Ord ved Afskeden for mig og mine, og som alle have et Navn at opretholde, og som alle vide, at i Digternes sexuelle Liv findes der bestandig Undtagelsen ved Siden af Loven. Det er ikke af stivsindede, sneverhj ærtede, ortodoxe Kvinder, der selv have en Ungdom at afsone, det er ikke ved hoffærdige, forstandsudviklede s. 180 unge Piger, ikke ved gamle, trætte, i Livets Skole altfor haardt medtagne Mænd at Digterne skulle dømmes. Det er gennem lange, henrullende Tiders humane Værdsættelse, at deres Navne skulle gemmes eller glemmes; der er Gudskelov større Love for Digterne, og det er under disse at jeg trygt stiller mig med min fintudviklede Sands for den Enkeltes som for Nationernes Hjærteslag. Denne Evne — som endda ikke er udelukkende musikalsk — har jeg ikke givet mig selv, og derfor har jeg Ansvar overfor den. Det er paa dette Ansvar at jeg, og mine Lige, skal dømmes.

12*

Jeg har gaaet og ventet, om det saa blot var paa en lille Hilsen paa anden Haand. Der kom ingen. Saa har jeg sagt til mig selv: jeg har ingen Famil je, altsaa venter jeg mig heller ikke noget! Jeg har derimod en gammel Fader, hvis Energi og Arbejdskraft jeg idetmindste har arvet. Jeg ønsker ikke at bedrøve ham ved haardt valgte eller haardt følte Ord. Men om man end bliver gammel og træt i Livet, og om end Svagheden indfinder sig, saa maa man ikke — efter min Mening — blive saa svag og saa afhængig af sine Omgivelser, at man tilsidesætter Hensynene til sin egen Værdighed. Jeg burde, da Du er min Fader og da jeg er Din Søn, af hvis Navn Du idetmindste kan være stolt, have hørt et venligt Ord, en Forespørgsel eller sligt fra Dig. Jeg forlanger ikke meget, og jeg har arvet Din Stolthed — idetmindste fra Din Ungdom —: jeg beder ikke om noget. Du synes i Din Alderdom at være kommen til det Resultat, at en Familje bør afgrænse sig i lutter ydre Egenskaber. Jeg tvivler ikke paa, at min tidligere Familje vil slaa sig respektabelt igennem Livet paa disse Egenskaber; men hvis der ikke, netop i Din Alderdom, falder et lille Lysglimt af Længsel efter Varme, Følelsesudbrud, Gemyternes Association, gennem hele den kølige Atmosfære i Dit Hjem — ja saa beklager jeg Dig, thi Du har da ikke vunden den Erfaring paa Din lange Bane, at det er de udadtil uanseeligste Ting, som udgøre Livets Kærne, hvadenten man er producerende eller reproducerende Person i Verden.

Og hermed min Afslutning og Redegørelse overfor min Familje. Jeg har ingen, uden den, jeg selv skaber mig, ligesom jeg intet attraaer uden hvad jeg selv forskaffer mig. Jeg har „opdaget“ hvad der udgjorde Kærnen i denne Familje. Jeg har ikke stort tilfælles dermed, og jeg foretrækker at sidde inde med hvad min tidligere Familje i sit uendelige Overmod rimeligvis kalder „Skallerne“.

Mit Navn skal jeg ingen Skam gøre. Derfor borger Dig de allerede s. 181 vundne Resultater; derfor borger min Ærgerrighed og min Stolthed. Overfor Associationen i Bredgade 56 har jeg intet andet at conservere. Du og I har i Ordets egenligste Forstand ladet mig sejle min egen Sø. Nuvel, Søen har været mig en god Ven, og vil vedblive at være det. Den har idetmindste forskellige Temperaturer; den er ikke altid under Frysepunktet.

Din Søn
Holger Drachmann.

Dette var unægtelig „eine grausame Salbe“ til den ganske Familie! Jeg har tidligere ofte læst dette Brev og har fundet det stødende og uretfærdigt. Ved nu at sidde og skrive det af finder jeg det egentlig kun rørende. Den uhyre Trang til et godt Ord med paa Vejen fra det gamle Hjem viser, hvor stærkt han hang ved det trods alle Forsikringer om at kunne undvære det.

Om der virkelig er vist ham nogen Kulde fra Hjemmet, skal jeg lade være usagt. Fra Efteraaret 77 til Efteraaret 78 var jeg i Schweiz, i en Kostskole i Lausanne, og fulgte disse Begivenheder kun gennem Breve. Jeg sad om Foraaret og ventede Holgers Besøg, som han havde lovet mig, og brændte af Længsel efter at vise ham frem for Kameraterne. Istedenfor Besøget kom et Brev hjemmefra med Beretning om hans Bortrejse med Fru Thalbitzer. Jeg skrev hjem og fik til Svar, at de havde taget sig mine altfor haarde og fordømmende Ord om den paagældende Dame nær. Det tyder jo ikke paa saa megen Dømmesyge hos dem. I vore Dage tror jeg ikke, nogen kan forestille sig, hvilket Røre en saadan Historie vakte herhjemme. Min Broder, A. B. Dr., fortalte mig, hvorledes han en Dag var kommen op i Sparekassen for at hæve Penge. Der stod nogle Herrer og fortalte, med høj Røst og med mange paaklistrede Detailler, hele Skandalen til bedste for det ventende Publikum. Da min Broders Tur kom til at blive expederet, og der blev spurgt: „Navnet?“ svarede han med hævet Stemme: „Drachmann“ — og nød Tavsheden og de slukørede Sladrebøtter, medens han gik ud.

Jeg tror, at de hjemme forholdt sig afventende, og de blev vist ikke saa overraskede, da Afslutningen kom, ikke en Maaned efter, at dette bebrejdende Brev var skrevet. I Mellemtiden er Holger tydeligvis bleven forsonet med „Bredgade 56“, for jeg veed, han havde introduceret sin „Ven“, den svenske Dr. T. i Familien 1 . Samme Doctor syntes specielt s. 182 godt om min Broder, A. B. Dr., og forærede ham sit Fotografi. A. B. gemte det, til jeg kom hjem, viste mig det og brændte det. Det vil fremgaa af de følgende Breve, hvilken Rolle han spillede.

Holger faldt fuldstændig sammen, ogsaa legemligt, da Slaget ramte ham. — Min Moder rejste i September ned for at hente mig i Lausanne. A. B. fulgte hende til Hamburg, hvor de først og fremmest skulde se til Holger. Moder havde aldrig set et Menneske saa forandret paa saa kort Tid. Han var uhyggelig afmagret og saa svag, at han knap kunde gaa. Moder talte meget om ham, da hun kom ned til mig, og sagde det om ham, der altid er blevet ved at staa for mig som et Motto over Holgers private Liv: „Hans Tanker har alle Dage været bedre end hans Handlinger.”

Vi besøgte ham igen paa Hjemvejen, Jeg fandt ham meget skrøbelig; men Moder syntes, det var utroligt, hvor han bavde rettet sig.

Her følger nu et Brev til min Søster Erna (af hende selv indlemmet i den øvrige Brevsamling), som mange maaske vil synes ikke burde offentliggøres, saa fuldt af Bitterhed er det imod den Kvinde, som dog var hans Barns Moder.

Men jeg tror, jeg tør sige, at aldrig har Holger elsket saa uselvisk, som han elskede Polly Th. Aldrig har han i den Grad været sit Folks Yndling som efter Udgivelsen af „Derovre fra Grænsen“ og „Sange ved Havet“. Man kunde ikke komme i et Selskab, hvor der fandtes Mennesker med Stemmemidler, uden at jo „De Sønderjyske Piger“ blev sunget (Kjøbenhavnervitsen kaldte dem tilsidst „de sønderpiskede Jyder“). — Venner og Modstandere hyldede ham, —- og alt kastede han bort for at drage ud i Verden med sin Elskede. Hvad Under da, at Bitterheden blev usigelig stor. Kun i dette Brev, ikke i noget senere udgivet Værk, giver han Udtryk for sin dybe Smerte, for Umuligheden af at forstaa, hvad der var sket. Derfor har jeg bestemt mig til at tage det med, dog med enkelte Udeladelser.

(H. B.)