Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Georg Drachmann FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1879-02-22)

Bogens indhold
Afsender:
Holger Henrik Herholdt Drachmann
Modtager:
Andreas Georg Drachmann, Clara Josephine Drachmann, Mimi Boye, Erna Emilie Louise Juel-Hansen, Niels Juel-Hansen, Harriet Bentzon, Anders Bjørn Drachmann, Martha Drachmann, Johan Victorinus Pingel, Viggo Drewsen, Louise Drewsen, Viggo Lauritz Bentheim Hørup, Emma Augusta Hørup og Vilhelm Christian Boye
Afsendelsessted:
København
Dato:
1879-02-22

Øster Søgade 110.
22 Febr. 79.

Lørdag d. 1ste Marts 1879 Klk 7½ bliver der „staaende“ Aftenspisning med tilhørende Drikning, Whist og andre selskabelige Adspredelser Østersøgade 110 4de Sal. I Forventning om at Familjen Drachmann i Bredgade (in corpore) med samtlige Medlemmer ikke vil svigte denne Aften, men alle med beredvillig Hu vil indmælde sig i „Bægersvingerforeningen’s“ Filial sammesteds, underskriver jeg mig paa Søsters og Marens Vegne

ærbødigst
Holger Drachmann.

Sv. u.

s. 217 Vi mødte punktlig allesammen. Tilstede var: hele Familien fra Bredgade, Far, Mor, Asbjørn, Martha og jeg. Mimi var jo Husmoder, og hendes Forlovede var der ogsaa. Erna og N. Juel-Hansen. Desuden Dr. Pingel, Viggo & Louise Drewsen (f. Collin), Viggo og Emma Hørup og endelig den trofaste Wiese. I en lang, versificeret, noget snørklet Tale fortalte Holger om sin Længsel efter sin lille Datter, Gerda, som var anbragt paa et Børnehjem, om at hun maatte have en Moder for at kunne finde et Hjem hos ham, at han havde fundet den, som vilde være Moder for hende og Hustru for ham.

Men — han kunde ikke skaffe de fornødne Sædelighedsattester, og Landets vise Fædre forbød ham at gifte sig.

Jeg kan huske, at Pingel holdt en flammende Tale imod „Juristeriet“, som man burde sætte sig udover. Vi andre var jo først og fremmest interesserede i at faa at vide, hvem Bruden var. Holger viste mig den samme Aften Billedet af en sød ung Pige med et stort, blond Haar. Det var Emmy Culmsee, Pollys yngre Søster.

I et Brev fra Hamburg i November 1876 nævner Holger, at han skal bistaa ved Opførelsen af et Stykke i Skandinavisk Forening. Ved den Lejlighed traf han Emmy Culmsee, som var i Besøg hos Slægtninge dernede, og han viste hende en Del Opmærksomhed. Alle hans Tanker var da optagne af hendes Søster; men derom talte han, af gode Grunde, ikke. De var gamle Bekendte fra de Tider, hvor han kom paa Havreholm, selv om hun kun var en lille Pige den Gang, paa hvem han ikke havde agtet synderligt. Nu var hun en fuldvoxen ung Pige paa 22 Aar, fin og nydelig, om hun end ikke var nogen Skønhed. Holger var 30 Aar, smuk og mandig. Endnu var han ikke paa Højden af sin Berømmelse; men der stod dog Nimbus om ham, og allerede begyndte „Sagaen om Holger Drachmann“ at danne sig. Og han viste hende mere Opmærksomhed end alle de andre Damer. Hvad Under da, at han gjorde Indtryk paa hendes Hjerte! Hvor meget de saa eller hørte til hinanden i det Aar, som fulgte, skal jeg lade være usagt. Men i Februar 1878 mødtes de i Hamburg. Det maa have været imellem d. 12te (Brev til Fader fra Paris) og d. 28de (Brev fra Malmø), og da meddelte han hende pludselig: „Jeg rejser nu hjem for at hente mit Barn og min Hustru, Deres Søster Polly; jeg bringer dem til Frankrig, hvor vi foreløbig tager Ophold.“ Dermed faldt alle hendes Luftkasteller sammen. Hun rejste til England, hvor hun tog en Stilling som „tysk“ Gouvernante og anede mindst, at hun godt et Aar efter skulde komme til Danmark som Holgers Brud.

Da Forholdet mellem ham og Polly var ved at briste, kaldte han paa hende, for at hun skulde formaa Søsteren til at blive hos ham og Barnet. Hun gjorde sit bedste; men Polly havde jo taget sin Beslutning. I de bitre Maaneder, der fulgte, hvor han laa i Hamburg, syg paa Sjæl og Legeme, var hun hans Trøst, og nu, 1ste Marts 1879 s. 218 meddelte han altsaa Slægt og Venner, at han agtede at gifte sig med Emmy Culmsee, saa snart Tilladelse kunde skaffes. Han kunde jo vanskelig fremlægge nogen „Sædelighedsattest“, langt nemmere det modsatte. Men den Bekymring blev nu ikke af lang Varighed. Forfatteren Vilh. Topsøe, som ellers stod i en helt anden Lejr end Holger, gik i Brechen for ham og skaffede ham den ønskede Tilladelse. Og i Begyndelsen af Mai 1879 kom Emmy til København og tog Ophold i sine Svigerforældres Hus, indtil Brylluppet skulde staa, d. 17de Mai.

Jeg vilde gerne give et Billede af Emmy, som skulde være baade sandfærdigt og retfærdigt. Det er langt sværere end Omtalen af de to andre Kvinder har været, først og fremmest fordi jeg maa stille saa meget større Fordringer til mig selv. Vilhelmine hørte min Barndom til, saa gled hun fra os, og den Berøring jeg har haft med hende i senere Aar er kun sparsom 1 . Polly har jeg, personlig, kun lige strejfet. Men Emmy kom ind i min Tilværelse, da jeg var 17 Aar gammel, og har hørt med til den lige til hendes Død. Hun var i det sidste Afsnit af sit Liv saa svag, saa trist og træt, en sørgelig Kontrast til den Emmy, jeg nu skal beskrive, den unge Pige, der kom rejsende for at se alle de Drømme hun havde maattet opgive som umulige, gaa i Opfyldelse i rigeste Maal.

Emmy blev taget imod med fuld Loyalitet og Venlighed. Og vi syntes godt om hende. Forbindelsen blev stærkt commenteret og kritiseret i videre Kredse. „Den kongelig officielle Patent-Moral og Samfundssædelighed“ var klar paa, at man gifter sig ikke med sin Søsters Elsker, navnlig ikke medens Skandalen endnu er ganske varm. Den Kritik tog Emmy sig meget let; hun fandt, at baade hun og Holger havde en god Samvittighed overfor Polly. Saa faldt Kritiken bort; for hvad Fornøjelse er der ved at bryde Staven over Folk, naar de aldeles ikke tager sig det nær?

Familien i videre Forstand, Kusiner etc. var heller ikke synderlig venlige. Hvor man kom, hørte man: „Skal Holger nu giftes igen! Og med en Søster til Polly! Det holder da ikke Aaret ud! “ Henriette Steen, om hvem han i et Digt siger, at hun er saa villig til at lappe hans gamle Tøj sammen og sprætte det nye op, var ogsaa straks rede med de skarpe Instrumenter: „Det var jo bare et Surrogat for den anden Søster. Det var en Christiane Vulpius, han nu tog til Ægte.“ Naa ja, oprigtig talt, saa var det jo Forholdet til Christiane Vulpius, der holdt, for Goethes Vedkommende. Og forøvrigt var Sammenligningen daarlig. Emmy var et Menneske med gode, solide Kundskaber og med de selskabelige Former i den bedste Orden. Som en gammel Veninde af Huset, en Baronesse, sagde: „Den nydeligste lille Dame.“

s. 219 Medens nu alt dette boblede ude omkring, gik Emmy glad og rolig og ordnede sit nye Hjem. De havde faaet Lejlighed lige ved Siden af Holgers midlertidige Bolig, i Østersøgade No. 108. Bryllupsfesten skulde holdes hos min Søster Erna. Hos os var der nemlig Sygdom. Min yngste Søster, Martha, havde faaet et ret haardt Anfald af Skarlagensfeber. Hun laa inde paa Frederiks Hospital paa „Mynsters Gang“, og der viste de Uforsigtighed med hende, saa hun ogsaa fik Gigtfeber. Noget stærkt Menneske blev hun aldrig efter den Tid. Hertil refererer sig følgende lille Epistel til mig: