Danmarks Breve

BREV TIL: Harriet Vilhelmine Bentzon FRA: Holger Henrik Herholdt Drachmann (1879-05-13)

Frederiksværk Kro.
Tirsdag 13 Mai. 79.

Kære Harriet.

Jeg vilde være Dig meget forbunden, om Du vilde underrette mig med et Par Ord om Tingenes Tilstand paa Mynsters Gang N° 12.

Hilsen til Emmy, naar Du ser hende.

Je suis. . . . . . . . .

En plein bois, dans la profondeur
où tremblent des lumières vertes.

(André Theuriet.)

hvilken Forfatter jeg vil anbefale Dig.

venligst
Holger Dr.

Martha blev flyttet hjem, og saa kunde vi jo ikke holde Bryllupsfest, naar Huset var smittet. — Erna boede da i et morsomt gammelt Hus i Bredgade, lige ved Siden af Marmorpladsen, hvor Kirken jo den Gang laa som Ruin. Det var et lavt, brunt Hus med en Stentrappe op fra Gaden. Baade Fru Gyllembourg i „den magiske Nøgle“ og Vilh. Bergsøe i „Piazza del Popolo“ har brugt det gamle Hus som Ramme om romantiske Begivenheder. Vielsen foregik i Paulskirken, og Præsten var Pastor J. Nielsen (af Københavnervitsen kaldet „Jeres Nielsen“ i Modsætning til „Vores Nielsen“, som vist var ved Helligaandskirken). Han boede i Hus med os. Naar jeg omtaler dette, er det fordi han i sin Tale sagde nogle Ord, som jeg aldrig har glemt. Han sagde til Emmy: „Husk nu, at naar du gifter dig med Holger Drachmann, er det ikke din Sag alene. Et helt Folks Øjne vil hvile paa dig, om s. 220 du ogsaa formaar at løse den Opgave.“ 1 — Dette Ægteskab blev meget omdisputeret. Det er fra visse Sider betegnet som den kunstnerisk set ringeste Periode i Holgers Liv, den Periode, hvor han sank hen i Prosa. Og denne Bedømmelse er ikke blevet mildnet ved Emmys egen Fremstilling i „Ingers Ægteskab“. Ikke alene viser den ingen Forstaaelse af Holger, men den kvindelige Hovedperson er uendelig meget ringere end den virkelige Emmy var, og hun kan ikke staa sig ved, at Bogen skal gælde som Kildeskrift. Hendes langt senere udkomne „Livserindringer“ er af en helt anden Lødighed og sætter hende saa smukt et Eftermæle, at hendes Indsats i Holgers Liv af Efterverdenen vil bedømmes helt anderledes, end den blev bedømt i en vis Periode. For os, der holdt af hende, var det en stor Glæde, at hun, trods sit elendige Helbred, fik fuldført Beretningen om de Aar, der laa for hende i Rosenskær.

Der er faa, der har set saa meget til deres ægteskabelige Liv som jeg, og jeg maa absolut fastholde, at Emmy skænkede Holger opimod en halv Snes Aars roligt og lykkeligt Familieliv, det eneste af den Slags han kom til at opleve. Den Paastand, at han aldrig var forelsket i hende, holder heller ikke Stik. Eller tror nogen, at en ung, meget forelsket Kvinde kan leve 8 fuldkomment lykkelige Aar med den Mand hun elsker, hvis han slet ikke gengælder hendes Kærlighed? Skønt de skiftede saa tit Opholdssted, var der altid hyggeligt hos dem, og vi var mange, som i de Aar havde dem at takke for smukke, uforglemmelige Stunder. De fleste af de Venner er nu døde og borte og kan ikke aflægge Vidnesbyrd. En var tro til det sidste; det var Karl Gjellerup; han havde kendt hende baade i hendes unge lykkelige Dage og i de mørke og tunge, da hun bosatte sig i Dresden med sine Børn.

Børnene, ja! Det er maaske den allersmukkeste Side hos Holger, der udviklede sig i Samlivet med dem. Og kun under Ægteskabet med Emmy har han levet sammen med sine Børn; her var de altid i fuldkommen

Harmoni med hinanden. Holger var glad for hende, baade som Hustru, Husmoder og Børnenes Moder. Jeg har aldrig hørt ham kritisere hende, før den Dag kom, da han havde mødt en ung, lys Syngepige fra en af Vesterbros Varietéer, den unge Pige, der Aar igennem blev hans Muse. Endnu den Dag idag kunde jeg pege paa det s. 221 Sted, udfor Landbohøjskolens Have, hvor jeg for første Gang hørte en Nuance af Forandring i Holgers Tone, da han talte om Emmy. — I Modsætning til Holgers første Kone havde Emmy været kemisk ren for Skinsyge, naar Holger viste andre Kvinder Opmærksomhed. Der havde været ét Tilfælde, hvor hun havde en farlig Rival; men da sejrede Holgers Kærlighed til hende, Børnene og Hjemmet. Nu kom den store, alvorlige Konflikt, og her slog hendes Evner ikke til. Det var pinligt altid at se hende gøre netop det, hun helst ikke skulde have gjort, — især naar man var vis paa (og jeg er det den Dag idag), at det havde været lykkeligt for Holger og dem alle, om Emmy kunde have taget overlegent paa hans Forelskelse i Edith, om hun kunde have givet ham Frihed og samtidig holdt paa ham med den Magt hun havde som Børnenes Moder og som den, der vogtede Hjemmets Arne. Der var saa meget, han respekterede hos hende. Hun havde arvet nogle af sin Moders bedste Egenskaber, deriblandt stor Hjælpsomhed mod dem, der havde det ondt. Jeg husker én Gang, og det var just i den Periode, hvor det var allersværest for hende; — hun havde en Tjenestepige, der havde faaet et Barn, og som var meget ulykkeligt stillet med Hensyn til at kunne sørge for Barnet. Emmy gjorde sig Alverdens Anstrengelse for at faa Barnet anbragt paa et Børnehjem, og da der endelig var Udsigt til, at det kunde lykkes, men der var en Ventetid, tog hun Barnet hjem til sig og sad selv og passede det. Da sagde Holger til mig: „Saadant noget gør Emmy nydeligt.“ — Men hun kunde ikke lade være med at gøre Scener og derigennem støde ham bort, hver Gang han tyede til Hjemmet. Maaske var det ogsaa at forlange for meget af hende, naar vi vilde have hende til at forstaa, at Holgers Følelser var „under Forvandlingens Lov“. Paa en af mine velmente Prædikener svarede hun mig: „Hvad nytter mig alt det I siger! Jeg kan ikke udholde at tænke paa, at alt det, jeg har haft i saa rigt Maal, hans Kærtegn, hans gode, kærlige Ord, de smukke Ting han kunde sige til én saa fint som ingen anden, det har nu en Anden, og jeg maa savne det!“ Det er saadanne menneskelige Udbrud man kunde ønske i „Ingers Ægteskab“.

Saa gik det sin sørgelige Gang, og hun maatte leve Resten af sit Liv paa Stumperne af sin Ungdoms Lykke. Men det skal siges til hendes Ros, at hun, da Terningerne endelig — efter nogle pinefulde Aar, i hvilke hun og Holger søgte „at holde det gaaende“ — var kastet, med stor Karakterstyrke helt og fuldt gik den Vej, hun altsaa selv havde været med til at vælge. Med sine to yngste Børn, Datteren Lisbeth og Sønnen Povl, bosatte hun sig i Dresden og helligede sig sine Børns Opdragelse. Tapper og energisk har hun været til at arbejde, først med en Række Oversættelser, hvor hendes solide Sprogkundskaber kom hende til Hjælp — hun har endda drevet det til at oversætte en Bog af Henrik Pontoppidan fra Dansk til Tysk — siden med egen Forfattervirksomhed, begyndende med den store historiske Roman „Grevinde s. 222 Cosel“, som hun skrev under Opholdet i Dresden. Trods alt tabte hun heller ikke sit medfødte Grundfond af ypperligt Humør, og hun naaede for saa vidt sit Maal: at give sine Børn en god Opdragelse og skabe dem et Hjem, hvor Savnet af en Fader ikke skulde føles for stærkt. Hun var selskabelig anlagt, elskede at se Folk hos sig og var en ypperlig Værtinde som hun var en dygtig Husmoder. Den Bitterhed, der som Følge af tiltagende Svagelighed formørkede hendes sidste Leveaar, og som altsaa desværre ogsaa prægede en Del af hendes Forfatterskab, skal ikke for os, som har kendt hende, udslette alle de gode, lyse og værdifulde Træk, der var i hendes Karakter.

Hun havde givet Holger en Række lykkelige, fredelige og arbejdsfyldte Aar, som hans litterære Produktion trængte til, for der var i Holgers Natur en Dobbelthed, som ingen, der har kendt ham, kan se bort fra. Han var „den farende Svend“, maatte af og til ud med Luft under Vingerne og kunde ikke for Livstid være bundet til een Kvinde. (Hvor kan overhovedet eet Menneske forpagte et andet Menneskes Følelser for Tid og Evighed?). Men „Bohême“ var han aldrig. Den Jernflid, som han havde arvet fra sin Fader, fornægtede sig aldrig, saa lidt som Følelsen for et Hjems Hygge.

Jeg kan tale med om det, for i den Periode af hans Liv, hvor han var mere ubunden end nogensinde før eller senere (Sommeren 98), var han en Tid Gæst i vort Sommerhjem i Hornbæk, hovedsagelig for at være sammen med sin yngste Datter. Da var han — — egentlig ikke „den farende Svend“; dertil var hans Sind for splittet og trist, — snarere „den rullende Sten“. Han sagde med Stolthed, at alle hans Ejendele her i Verden nu rummedes i to Kufferter, og han haabede at faa dem reduceret til at kunne være i een. Og dog sluttede et Hjem, fuldt af Børn, sig ganske naturligt om ham, ja, saa godt, at da han havde taget Afsked for lange Tider, stod han igen, 8 Dage efter, i min Stue og bad om Husly en Stund endnu.

Kunde Emmy have givet ham den Frihed, uden hvilken han ikke kunde leve, og dog til enhver Tid have holdt Hjemmets Dør aaben for ham, da havde meget været godt for ham og for de Børn, som han elskede.

Men lad den Kvinde kaste den første Sten, som har Ret til at sige: „Det kunde jeg have gjort.“

De Bøger, som blev til under hans Ægteskab med Emmy er følgende:

Først hans litterære Brudegave til hende: de sidste, smukke Digte i „Ranker og Roser“ og — tildels — „Sange til en Søster“. Saa „Østen for Sol og Vesten for Maane“, „Ungdom i Digt og Sang“, „Tordenskjold“, „Gamle Guder og nye“, „Vandenes Datter“, „Rejsebilleder“, „Puppe og Sommerfulg“, „Strandby Folk“, „Skyggebilleder“, „Dybe Strenge“, „Tarvis“, „Alkibiades“ og sidst men ikke mindst „Der var s. 223 engang“, som blev skrevet under deres lykkelige Tid nede i Kärnthner Alperne i Tarvis. Desuden en Række Digte og mindre Fortællinger.

I deres første Ægteskabsaar, under Emmys Tilskyndelse og med hende som den utrættelige Hjælper, begyndte H. sin Oversættelse af Byrons „Don Juan“, dette Storværk, som for alle Tider vil bevare hans Navn i dansk Versekunst — og for os, som kendte Forholdet, Mindet om de To’s gode og trofaste Samarbejde. — Oversættelsen blev først sluttet mange Aar efter, at de var gaaet fra hinanden. Der er en Epilog, hvori H. gør Rede for Værkets Tilblivelse og Fuldendelse. Han begyndte det paa sin Fødselsdag, d. 9. Oct. 1879 og endte det paa Skagen i Nov. 1902.

Epilogen slutter saaledes:

Hvor fik jeg den dristige Idé, hvor fik jeg Kræfterne fra?

For den dristige Idé deler jeg Æren med Forlæggeren, min tidlig tabte Ven, „Russeren“ Langhoff.

Og Kræfterne?

Jo, — min Fa’r var en af de mest udholdende Arbejdere, jeg har kendt. Hans Minde vies Værket!

Skagen 28 Nov. 1902. H. D.

Med „Den brede Pensel“ træder Edith første Gang frem paa Scenen, og Emmys Saga er forbi. Under hans Ægteskab med Emmy er hans „Frafald" (fra det litterære Venstre); men det bør hun ikke bære Skylden for (hvis der skal tales om „Skyld“), for hun delte ingenlunde hans Meninger i den Periode, i ethvert Fald ikke, saa at hun gik med gennem tykt og tyndt.

Og nu faar Brevene tale igen.

Det første Brev er fra 1882, og der har vist ingen været i Mellemtiden; for i disse Aar saas vi saa ofte, at der ikke var nogen Grund til at korrespondere.

Holger og Emmy blev kun boende godt et Aarstid i Nørre Søgade. I Juni 1880 blev deres Søn Jens født, og saa snart det lod sig gøre, flyttede de paa Landet, ud til Vallerød. Da Efteraaret nærmede sig, havde de ikke Lyst til at vende tilbage til Byen, men fandt en Bolig i Vedbæk, „Taarnhøj“, hvor de boede et Aar. Emmys Tvillingsøster, Valborg Culmsee, var kommen i Huset hos dem. De to Tvillinger lignede hinanden, saa det var næsten umuligt at skelne mellem dem, og de holdt overordentlig meget af hinanden. Valborg blev hos dem et Par Aar og var god og hjælpsom. I Efteraaret 1881, da der ventedes et Barn igen, flyttede de ind til Byen, denne Gang til Gothersgade 158. Der blev lille Svend født, en dejlig Dreng, som de kun beholdt til s. 224 han var 6 Aar gammel, saa døde han af Skarlagensfeber. Han omtales i det følgende Brev i Forbindelse med Ammesorger. Han fik en ny Amme, og saa var den Sorg slukket

(H. B.)