Drachmann, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Drachmann, Andreas Georg FRA: Drachmann, Holger Henrik Herholdt (1882-01-06)

p. t. Rungsted.
6 Jan. 82.

Kære Fader.

Jeg skulde jo have aflagt Jer en Nytaarsvisit, men faar nu gøre det paa Papiret. Altsaa: glædeligt Nytaar!

Jeg lever endnu — med Mellemrum — herude, og Emmy og Gerda har for nylig aflagt mig et Besøg paa et Par Dage, for at overtydes om at man ogsaa i alle Maader sørgede vel for mig. Det gør man nu ogsaa.

Tid til at „kede mig“ herude har jeg nu ikke. Jeg er jo en Mand, der bruger mange Spand Heste ad Gangen. Vi er desuden en Familje, der bruger mange Penge, og jeg har derfor taget min Pensel fat i disse Maaneder, hvoraf jeg venter mig en Del Indtægt i dette Kvartal, samtidig med at denne „Vexeldrift“ bøder lidt paa min Nervøsitet. Vinteren er jo henrivende.

Men ikke alene Maleriet kaldte mig herud. Jeg arbejder — mellem os sagt — paa et lille Skuespil. Allerede ved mit første Besøg hos Henr. Ibsen paalagde denne dramatiske Kapacitet mig, naar jeg engang havde faaet Ideen og Motiverne til en dramatisk Komposition, da at sikre mig et Par Maaneders Ensomhed og næsten absolute Ro: — naar først Planen var fuldstændig lagt, Scenerne komponerede, og Personerne saaat sige lyslevende indeni En, saa kunde man udarbejde Replikskiftet næsten midt i en Balsal — for ikke at tale om et Børneværelse.

Det er altsaa dette, jeg sidder i — nemlig de første Maaneders Arbejde. Engang i Løbet af Vintren haaber jeg at skulle kunne læse muligvis begge Akter op for Jer i Bredgade — selvfølgelig kun i første Koncept.

Jeg korresponderer daglig med Gothersgade 158 forat holde mig å jour med de „smaa“ Begivenheder derhjemme. Det fornøjer mig at Emmy nu har taget Panum til „fast“ — saa gi’er det sig vel nok med Ammen og den lille.

s. 225Jens er allerkærest; den Dreng ligger mig meget paa Hjærte. Emmy er som altid god og elskværdig — tager sig maaske de „smaa“ Ting undertiden lidt vel nær; men det forstaar sig, hun er jo ogsaa nærmest dertil.

Saaledes begynder jeg altsaa paa Aaret. Naar nu blot Ammesorgen var slukket derhjemme, saa vilde „Svend Trøst“ foreløbig intet have at beklage sig over — ikke engang over sin Mave.

Jeg haaber at I alle har det vel i Bredgade. Lad der blive hilst fra mig, naar der skrives til Bjørnen.

I hilses alle hjærteligst.

Din
Holger.

Teaterstykket, der tales om, maa være „Puppe og Sommerfugl“. „Svend Trøst“ er et Pseudonym han første Gang havde brugt ved en Digtsamling det Aar. — „Bjørnen“, som skal hilses, er min Broder, A. B. Dr., som da laa ved Universitetet i Strassburg. Panum er Lægen, Peter Panum, dengang Faders Medhjælper ved det orthopædiske Institut.