Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: ukendt (1894)

Hamburg1894.

Atter et Kredsløb, som Ringen har lukket,
Atter Aarets Løb, som til Ende er bragt!
Mangen en Kæmpe i Skoven er bukket
Under for den Vælde dets Stormbud har bragt.
Alt, hvad der løves i lysegul Vaar,
Alt, hvad i Sommersol mandigen knejser,
Alt maa til Jord, thi Jorden bestaar
Af denne Slægtgang paa Rejser.

Dugget bli’r Øjet ved Mindernes Række,
Hjertet bli’r saa varmt, hvor et Minde har Glans.
Slægtninges Hænder saa villig vil lægge
Blomster paa en Gravhøj saa fredet som hans.

s. 256 Gamle Professor, Du hviler i Jord,
Sover den sødeste Søvn af os alle!
Men Du vil vækkes iaar som ifjor,
At vi dit Navn kan paakalde.

Du er jo nemlig vor Eenhed, vor Styrke,
Laasen i den Kæde, hvis Led var dit Værk!
Du er den Husgud vort Minde vil dyrke,
Du gør Slægtens Ring saa forunderlig stærk;
Løsner et Led sig og søger sin Vej
Fjernt ad en Bane, ihvor det kan falde,
Gamle Professor, Du vildledes ej,
Du ser dog videst af alle!

Se, vi er samlet, saa mange vi ere,
Samlet, fjern og nær, til din aarlige Fest!
Tanker vi ofre og Blomster vi bære,
Blomster af den Slags, som du yndede bedst.
Nøjsom Du var i dit Liv, i din Færd,
Saa paa en Gave med Smilet det blanke.
Giver og Gave, du vidste, fik Værd
Efter den kærlige Tanke.

Nøjsom Du var, kun i Arbejdet ikke,
Dér gik Du i Spidsen med fordringsfuld Id,
Trolig Du virked, og led ej at ligge
Paa den lade Side i Manddommens Tid.
Hviler Du nu, saa er Hvilen fortjent!
Gamle Professor, den Tak skal Du have:
Arbejdsvelsignelsen, den har vi kendt
Gennem din Fødselsdagsgave!

Gaa vi da hver til vor Dont gennem Livet,
Smaa og Store samlet i Kreds om dit Navn,
Saa har Du Kursen for Rejsen os givet,
Og saa finder Skibet den tryggeste Havn.
Skibslæge var Du, og Havfarven grøn,
Haabets Kulør gennem dig vi paakalde.
Gamle Professor — din farende Søn
Bringer dig Tak fra os alle!

s. 257

s. 258