Danmarks Breve

II HOLGER DRACHMANN SOM UNG DIGTER I...

s. 201 II

HOLGER DRACHMANN SOM UNG DIGTER

I Aaret 1876 tog H. Drachmann efter en Sygdom Ophold paa Snekkersten for at rekreere sig. Der skete i Begyndelsen af Juli Maaned den sørgelige Tildragelse, at en ung gift Fisker, V. Villumsen, druknede. Han satte Passagerer ud til et Dampskib, der gik imellem København og Helsingør, Baaden kom ind under Hjulkassen, og han var fortabt. Da det var i Badesæsonen, var der en Mængde Københavnere tilstede ved hans Begravelse paa Tikøb Kirkegaard og deriblandt H. Drachmann. Da Begravelsen var endt, kom han ind og besøgte mig, der i 1871 var forflyttet til Tikøb. Her traf han den ældre Fru Culmsee, der i den Tid var i Besøg hos sin Datter, Polly, paa Lottesminde. Der blev Glæde over Gensynet, og da Fru Culmsee skulde hjem om Aftenen, fulgte han hende og blev paa Lottesminde om Natten. Den gamle Kærlighed imellem dem blussede op paa ny, og den næste Dag fulgte Polly Drachmann til Tikøb, da han skulde følge med os til Gurre Skole, hvor min Fader d. 13. Juli fejrede sin Fødselsdag. Her opfriskede han gamle Minder og traf gl. Bekendte. Om Aftenen spadserede vi tilbage til Tikøb, og den næste Dag gik han igen til Lottesminde. Han bestemte sig nu til at forlægge sit Sommerophold til Esrom Kro, og herfra besøgte han næsten daglig Lottesminde og kom af og til til Tikøb. Under et Ophold hos os i nogle Dage, skrev han et Par af Fortællingerne i: „Paa Sømands Tro og Love“. „Store Bjørns Endeligt“, ved jeg med Vished, er skrevet paa Loftsværelset i Tikøb Skole. Jeg var nemlig travlt beskæftiget med et Arbejde ude i Baggaarden, da H. Drachmann kommer ud til mig og siger: „Kan Du ikke sige mig, hvor det staar, at Jesus stiller Stormen paa Søen?“ Jeg huskede det ikke saa lige, men gik ind med ham og viste ham Stedet i Testamentet. Han fortalte mig senere, at det var i den Anledning („Store Bjørns Endeligt“), han vilde læse om det Mirakel. Han arbejdede flittigt, dels med at male, dels med at skrive. Der stod paa den Tid en Kamp hos ham om, hvad han egentlig skulde kaste sig over, enten være Maler eller Digter. Paa Esrom sluttede han Venskab med en Dyrlæge Larsen, der nærede stor Begejstring for Malerkunsten. s. 202 Selv var han lidt af en Maler, og naar Drachmann talte om sine Tvivl, sagde han altid: „De skal blive ved Pensel og Palet.“ Naar han talte om denne Sag hos os i Tikøb, fandt vi altid, at han skulde være Digter. „Ja, det er svært for mig,“ sagde han, „nu har jeg anvendt flere Aar paa Malerkunsten, men jeg føler hos mig selv mere Kald til at være Digter.“ Den samme Sommer laa der tre unge Malere af Drachmanns Bekendtskab paa Hornbæk, nemlig Krøyer, Johansen og Middelboe. Da Kromanden dèr var en Fætter af mig, kom vi med Drachmann flere Gange sammen med dem. Jeg talte en Aften om at faa oprettet et Bibliothek i Tikøb Skole til Udlaan iblandt Beboerne, og vi bleve enige om at give en Dilettantforestilling i Tikøb Kro. Drachmann vilde skrive en Komedie, og de tre Malere, Fru Thalbitzer (Polly), min ældste Datter og jeg skulde udføre Rollerne. Drachmann skrev saa i kort Tid en Komedie, der hed: „I den ellevte Time“, og vi begyndte Indstuderingen. Prøverne holdtes saa dels paa Lottesminde, dels hos mig, og de sidste Prøver i Tikøb Kro. Det var meget fornøjelige Aftener. Efter Prøverne Sang, Spøg og Latter, medens Herrerne delikaterede sig med Toddy. Stykket blev spillet to Aftener i Midten af Oktober for fuldt Hus. Den sidste Aften var der efter Forestillingen Fællesspisning og Dans. Drachmann havde desuden skrevet en Prolog, der blev fremsagt af en ældre Frøken Hansen. Selv gav han et meget morsomt Optrin. Forklædt som Skomager Halberg (et forfaldent og vittigt Subject fra Tikøb Arbejdsanstalt, der om Søndagen gik omkring og tiggede) traadte han ind paa Scenen og skabte den fornøjeligste Del af Aftenen ved en lang Monolog med Sang 1 og Enetale, hvori Anstalten og hele Sognets Brøst bleve dragne frem.

Ved Fællesspisningen holdt Drachmann flere humoristiske Taler, og da Folk senere sade omkring i Stuerne og bægrede, kom han ind i et Værelse, hvor der just stod en rygende Bolle Punsch paa Bordet. „Gi’er I en Drik Manne?“ siger han. „Ja, værsgo,“ svares der; hvorpaa han tager hele Bollen, holdt den for Munden og tømte den. Derpaa satte han Bollen paa Bordet med Bunden i Vejret. Der blev jo en Latter, og mange troede vist, at han nu var færdig for den Aften, men han dansede og morede Folk hele Natten.

Henad Morgenstunden kom Drachmann og de tre Malere i Sæng i Kroen, men om Eftermiddagen, da der kom flere Gæster, steg Lystigheden til sit Højdepunkt. Der stod i Kroen en Del gamle Militærgeværer, som Skytteforeningen brugte til at exercere med. De kom frem, og først gjorde flere af dem, som havde været Soldater, forskellige Evolutioner til Fods, hvorpaa Drachmann foreslog, at man ogsaa skulde fremstille Rytteri. Han kaldte sig selv „Slejpner“, krøb om paa alle fire med En paa Ryggen, og de andre gjorde ligesaa, s. 203 medens de under Fægtningen udstødte cimbriske Hyl. Alt dette foregik dog, uden at en eneste af de Tilstedeværende var beruset, men det var Drachmann, der ved sin smittende Munterhed satte Liv i det Hele. Drachmann forlagde en Tid efter sit Ophold til Hornbæk og boede hos Fisker Bjørn Andersen, ogsaa kaldet „Storebjørn“. Fra denne Tid kan jeg huske en Aften, da der var Selskab i Hornbæk Kro, hvortil ogsaa min Hustru og jeg vare indbudne. Drachmann havde meldt sig syg og kom ikke til Aftensbordet. Efter dette gik jeg over til ham. Han laa paa Sængen, og jeg tror, hans Sygdom mest bestod i daarligt Humør. Jeg fik ham dog til at staa op og gaa med ind i Kroen, hvor hans Komme bragte almindelig Glæde. Da han havde nydt et Par Glas Vin, traadte han ind i Dansesalen, hvor Dansen allerede var begyndt, og han blev nu ellevild.

I den gl. Kro, som nu er ombygget, var der Bræddeloft og meget lavt. Stærk og behændig, som han var, dansede han jævnlig rundt med en eller anden Dame, som han løftede op, saa hun ikke berørte Gulvet, og i Lanciers og „Vævevadmel“ smækkede han Fodsaalen mod Loftet, saa det rystede i Huset. En Tid af denne Vinter var han bortrejst, maaske var det i den Tid, han var ovre paa Als og i Sundeved, hvorefter han skrev: „Derovre fra Grænsen“. Henad Foraaret bosatte han sig igen paa Esrom, og vi kom meget ofte sammen baade hos ham, paa Lottesminde og i Tikøb. En Gang i Foraarstiden bleve vi enige om at gaa til Gurre Sø og skyde Gedder. Han og Thalbitzer kommer da en Eftermiddag hen til mig, og med Bøsser og lange Støvler gik vi da ned til Søen, hvor jeg paa en Strækning, der stødte til privat Ejendom, havde Tilladelse til at jage. Vi opdagede imidlertid ingen Gedder, og Drachmann foreslog da, at vi skulde følge Bredden langs med Gurrevang. Da vi kom ned imod Skovridergaarden „Valdemarslund“, var det henimod Aften, men her skød vi nogle Gedder, da paa engang en Stemme raabte: „Hvem er det, som skyder her?“ Vi maatte nu frem af Rørene, som ganske skjulte os, og stode nu overfor Skovrider Schade, der i Spøg først tiltalte os strengt og forsikrede, at han var nødsaget til at sætte os paa Rapporten, men endte dog med at indbyde os til at smage nogle Gedder, han selv havde skudt. Bestyreren, Haar, paa Nabogaarden, „Gurrehus“, blev indbudt med, og vi havde da en fornøjelig Aften. Skovrideren stiklede os stadig med den ulovlige Jagt, vi havde bedrevet, og sagde, at det vilde knibe for os, naar vi maatte møde i Retten, da Haar tog Ordet og sagde, at Fiskeretten i Gurre Sø havde hans Principal 1 lejet, og at han selv var den, der alene kunde anklage os. „Men“, sagde han, „nu skal I til Straf gaa ud og skyde Gedder i Morgen, og saa kommer I ind med dem paa „Gurrehus“, og saa spiser vi dem til Aften“.

Denne Indbydelse toge vi gærne imod. Den næste Dag gik vi den s. 204 samme Jagttur, som Dagen forud, og da vi havde en god Ret Gedder, stillede vi i „Gurrehus“. Haar havde til denne Aften indbudt sin Ven Skovrideren og en Proprietær Høyer i Gurre. Ud paa Aftenen rejser Drachmann sig og indbyder hele Selskabet til en Tur til den nærliggende Gæstgivergaard „Marianelund“. Forslaget vandt Bifald. Snart efter vare vi i „Marianelund“, men der var lukket og slukket. Gæstgiveren, Stahlhut, blev dog snart banket op af Fjærene, og vi fik saa en Bolle Punsch. Det blev foreslaaet at danse en Sextur, og med vore Røster istemmede vi: „En Sextur er kun et lille Ord“. Midt under Dansen standser Drachmann foran den store Kakkelovn, giver den et Spark, saa den styrter omkuld med et voldsomt Rabalder. Værten kommer farende ind og er meget vred, men Drachmann gaar hen til et Bord, hvorpaa var opstillet en Mængde Glas, vælter det omkuld og siger saa til ham: „Vil De nu, min gode Mand, give mig en Regning paa det Hele.“ Skovrideren fik nu stillet Gæstgiveren tilfreds, og da han havde faaet sin Regning betalt, gik vi derfra. Drachmann og Thalbitzer lode sig overtale til at overnatte i „Gurrehus“, men da de skulde i Sæng, kunde de ikke faa de endnu gennemvaade Støvler af, hvis Aarsag de maatte gaa i Seng med Støvlerne paa.

I den paafølgende Sommer vare vi flere Gange ude at fiske paa Gurre Sø. Den ene Gang var Forstander Emil Otto fra Tikøb Arbejdsanstalt med. Det gik snavs med Fiskeriet, og Drachmann foreslog, at vi skulde ro i Land ved det saakaldte „Forstraadens Anlæg“ og derfra gaa til Marianelund og faa os en Bøf. Som sagt, saa gjort. Da vi gaar igennem Anlæget, kommer vi forbi et stort Bøgetræ 1 , der c. 3 1/2 Alen fra Jorden delte sig og dannede en Kløft. Drachmann siger: „Skal vi være enige om, at den, der kan krybe igennem Kløften, skal have fri Aftensmad paa Marianelund?“ Det bleve vi da enige om. Han forsøgte først adskillige Gange, men hver Gang han skulde have sit ene Ben igennem Kløften, dumpede han ned til stor Moro for os andre. Otto og jeg gik det i lang Tid ikke bedre, men tilsidst lykkedes det dog mig at komme igennem.

Sent paa Aftenen, i et yndigt Maaneskin, roede vi over den idylliske Sø, omgivet af store Skove og med Gurre Ruiner i Baggrunden, tilbage til Tikøb. — Et andet Træk fra denne Sommer skal jeg dog meddele:

En Dag besøgte Drachmann os i Tikøb, og vi bestemte da at gaa til Fredensborg og besøge min Svigermoder 2 , hvem Drachmann fra sin Barndom satte saa megen Pris paa. Hun var nu Enke. Tillige fulgte min Hustru og et Par af Børnene med. Da vi gaar igennem Slotshaven, ligger der en Del nedfaldent tørt Brænde paa Jorden. Børnene siger: „Det var noget til „Lille Bedste“, som hun kaldtes. „Saa s. 205 lad os pille det op,“ siger Drachmann. Da de havde samlet en Bunke, siger han: „Nu tager vi hver en Favn fuld og bærer hjem til hende.“ Næh, det generede de sig da ved; men han tog hele Favnen fuld og gik knejsende med Brændet igennem Fredensborg Gade til stor Forundring for dem, vi mødte, og da han kom ind i Gaarden med det, hjalp Børnene ham med at brække det i smaa Stykker til Optændingsbrænde. Da vi senere spadserede i Slotshaven, traf han en Ven; de kom fra os, og vi saa ham ikke mere paa den Tur, idet han blev paa „Store Kro“ om Natten.

Nu forsvinder Drachmann atter fra min Horisont. Han rejser hen ad Vinteren til Paris, og herfra faar jeg en Dag et langt Brev fra ham, hvori han fortæller mig en Beslutning, han og Fru Thalbitzer havde taget, nemlig at denne skulde forlade sin Mand for at blive hans Hustru. Han søgte i en lang Redegørelse at forsvare dette Skridt, begrundet paa indbyrdes Kærlighed og hendes Samliv med en Mand, hun ikke elskede. At jeg ikke kunde billige et saadant Skridt fremgaar af flere Breve fra ham, som jeg herved overlader Hr. Ernst Bojesen, der har givet mig det Løfte, at de ikke skal blive benyttede, saa længe en Datter af Fru Thalbitzer lever. Der er vel ogsaa et lige saa stort Hensyn at tage til hans anden Hustru og Børn, saa vel som hele Familien. Med hende havde jeg en Enetale, hvor jeg paa det indstændigste foreholdt hende det ukristelige og skammelige overfor hendes Mand og to søde Børn (et tredie havde hun, som hun angav, at Drachmann var Fader til). Hun aabenbarede nu for sin Mand sit Forhold til Drachmann. — Han, som elskede hende højt, tog sig det meget nær. Han vilde tilgive hende alt, naar hun vilde forblive hos ham. Hun lovede det først, og han var inderlig glad, men saa forandrede hun sit Løfte; —• formodentlig havde hun faaet Brev i de Dage fra Drachmann ved en Kontorist, som hemmelig besørgede deres Korrespondance — og nu gjorde hun Fordring paa, at hun vilde rejse. Cirka en Uge efter rejste hun og Thalbitzer til København og bleve uden Separation skilte ved Overpræsidenten. Drachmann, der endnu var i Paris, fik hende sat i Pensjon hos en Ven af sig i Lund ved Navn T., der var Læge, gift, og havde flere Børn. Her maa der have udviklet sig et Forhold imellem Lægen og hende, thi da Drachmann fra Paris skrev til hende, at han i Løbet af et Par Dage vilde være i Lund, rejste T., efter at Drachmann var ankommet, hemmelig med hende til Christiania, hvor hendes Forældre boede. Da Drachmann fik dette at vide, tog han sig dette meget nær 1 . Han formaaede nu en Svoger af sig til at rejse med til Christiania. Her forefaldt en voldsom Scene. Drachmann og T. gjorde hver Fordring paa at ville have hende, men det endte da med, at hun fulgte med hin til København. Hun maa dog have følt sig stærkest tiltrukket af Lægen, thi en Dag, da Drachmann, s. 206 der var taget ind paa et Hotel med hende, var gaaet ud i Byen, var hun ved hans Tilbagekomst sporløst forsvundet. Han fik kort efter Meddelelse om, at hun var rejst til Lund.

Om hendes senere Skæbne kan jeg fra en Søster af hende, der flere Gange besøgte os, fortælle, at T. forlod sin Hustru og sine Børn og rejste med hende til Jämteland. Her nedsatte han sig som Læge, og de levede sammen her i nogle Aar. De fik et Par Børn, hvorefter han døde og efterlod hende og disse Børn i stor Fattigdom. Det ene af Børnene kom til en gift Søster i Norge. Selv skrev hun til gode Venner i Danmark om Hjælp i Penge til at komme til Stockholm og begynde en lille Forretning der. Der blev ogsaa af Flere sendt hende Penge, saa hun klarede sig, indtil hun flere Aar efter blev gift. De havde det i Begyndelsen smaat, men Manden forfremmedes efterhaanden, og tilsidst blev han endog Ejer af et Landsted i Nærheden af Stockholm. Hun er imidlertid død for flere Aar siden og efterlod sig med denne Mand flere Børn. (Disse Meddelelser har jeg for ganske kort Tid siden faaet af en Søsterdatter af hende). Drachmann giftede sig med en Søster til Polly og havde med denne tre 1 Børn. Det synes, som om Drachmann i lang Tid levede lykkelig med denne Hustru. De boede nogle Aar paa Aalsgaarde, hvor vi besøgte dem et Par Gange.

Her vil jeg slutte mine Erindringer og kun tilføje min Opfattelse af de uregelmæssige Forhold, jeg i dette sidste Afsnit har søgt at skildre. Om Drachmanns Barndom og Ungdom kan jeg kun yde ham den bedste Lov. Han var en god og trofast Ven, noget hidsig af Naturen, men han glemte hurtig sin Vrede. Han lod sig let begejstre af unge, smukke og begavede Kvinder, men hans tidligste Ungdom var, saa vidt jeg kan skønne, pletfri.

Om hans Forhold til Polly Culmsee, senere Fru Thalbitzer — han var da skilt ved sin første Hustru — kan der herover kastes et mildere Skær, eftersom det var en stærk Ungdomskærlighed, der ligesom i lang Tid havde været tilbagetrængt, men atter vaktes til Live, da han efter flere Aars Forløb atter stilledes Ansigt til Ansigt med hende. Han fandt hende ikke lykkelig i sit Ægteskab, og hun gav sig nu hen til ham og fængslede ham straks ved sin Ynde, sit livlige Væsen, sin Musik og smukke Sangstemme. Det var hans alvorlige Forsæt, at hun skulde være hans ægteviede Hustru, og da hun brød sit Forhold til ham, gik det ham dybt til Hjærtet. Han belyser selv i sine Breve til mig fra Paris, hvad der kan tale til Gunst for den Handling, han var fast besluttet paa at udføre. Af overordentlig stor Betydning for hans senere Digterbane har Forholdet til Fru Thalbitzer aabenbart været. Det var i denne Periode af hans Liv, at hans digteriske Geni brød rigtig frem, og nu fulgte der i tæt Rækkefølge det ene Digterværk efter det andet, og jeg tør dristig paastaa, at dette Gennembrud skete paa Esrom, Lottesminde og Tikøb, i disse naturskønne Egne: s. 207 ved Esrom Sø og Gribskov, ved Gurre med den idylliske Sø og Skove. Han var, som jeg tidligere har berørt, herude i en stærk Karnp med sig selv, og Striden stod imellem de to Retninger i Kunsten, som Forsynet havde begunstiget ham med. Malerkunsten, som han allerede i flere Aar havde helliget sig til, udfyldte ikke helt hans Geni; han følte aabenbart, at der var en anden Side, hvor hans medfødte Talent burde udvikles. Dette kom til Gennembrud i disse Aar, og det er Fru Thalbitzer, der selv ubevidst, kaldte det til Live og gav det sin første egentlige Udvikling. Drachmann har altid digtet under Erotikkens Paavirkning. Af denne Grund maa den moralske Kritik tie, og den danske Litteratur maa — om jeg saa maa sige — prise sig lykkelig for, hvad der efter disse Forhold senere udgik fra hans Pen, hvormed han som en af de ypperste Mestre udbyttede det danske Sprog. En Lykke for ham selv, at han dog saa forholdsvis tidlig fandt sin rette Livsstilling, og en Lykke, at han besad en uopslidelig Flid og Arbejdslyst til at udmejsle det skønneste i Sproget og give det en Lødighed, som næppe er naaet af nogen anden dansk Forfatter. Drachmann har selv berørt, at disse Aar havde været af Betydning for ham, uden at sætte dem i Forbindelse med Fru Thalbitzer, men det er upaa- tvivleligt, naar jeg mindes hans Glæde og Begejstring, naar han, sammen med hende, i timevis kunde sidde ved Klaveret og lytte til hendes Sang, og her fik Bellmann sin ivrige Tilbeder i ham, der gærne til hendes Akkompagnement, om end med tyk Stemme, men med en ypperlig Mimik, foredrog „Fredmans Epistler“.

14 (H. B.)

For Fru Thalbitzer førte Forholdet til Skuffelse og Lidelse. Hun var i en alt for ung Alder, kort efter sin Forlovelse, blevet gift med Thalbitzer. Han var rar og inderlig god og for den Kærligheds Skyld, hvormed han omfattede hende, følte hun sig tilfreds, men ikke lykkelig i Samlivet med ham, ude paa en gammel, forfalden og meget ensomt liggende Gaard, under tarveligere Forhold, end hun var vant fra Hjemmet og uden anden Omgang end saa godt som Beboerne i Tikøb Skole.

Da Drachmann kom paa Egnen, bragte han Liv og Adspredelse med sig. Han havde et rigt Fond af Kundskaber og Indtryk fra sine Rejser, besad en ikke ringe Veltalenhed, et sprudlende Lune og en smittende Munterhed. Naar dertil kom, at han var en smuk Mand, meget høj og kraftig bygget, smidig, og med en majestætisk Holdning, er det intet Under, at han, uden at gøre sig ringeste Umage, saa Damerne lægge sig for hans Fødder. At han derfor netop indlod sig i Forhold til Fru Thalbitzer, er Vidnesbyrd om, at hun besad Egenskaber, der havde indskrevet sig dybt hos ham og som nu med en ubetvingelig Voldsomhed atter betog ham, da han, efter Opløsningen af sit første Ægteskab, atter kom i Berøring med hende. Hun var godgørende imod Fattige og blev meget savnet af den fattige Befolkning i Harrishøj, der laa ikke langt derfra. Hun var tilmed dygtig og styrede s. 208 sit Hus godt og vilde under lykkeligere Forhold blevet en udmærket Husmoder. Om hun nogensinde har været lykkelig efter de skæbnesvangre Skridt, hun gjorde efter sit første Ægteskab, er tvivlsomt, men hun har ikke kunnet andet end vække Medlidenhed. Ved den paany opblussende Kærlighed paakom der hende en Rus, der ganske bedøvede hende, og hvoraf hun vist først vaagnede i Jämteland. Hun skal i sit andet Ægteskab have været en dygtig og huslig Kvinde, og vel endog agtet i en stor By, der ikke kendte hendes tidligere bevægede Liv.

De ere nu begge stillede for en højere Domstol, hvor der mulig dømmes efter andre Love end her paa Jorden, og hvor et Menneskes Liv herneden sees i et ganske andet Lys, end vi kan skue med vore dødelige Øjne, og hvor den store Barmhjærtigheds Kaabe skjuler alt det, som Verden ofte forarges over.

C. Hansen.

GERDA

I Sammenhæng med dette vil jeg skrive lidt om det eneste af Pollys Børn, som jeg har kendt personlig, om hendes Datter Gerda.

Moderen forlod hende altsaa i Eftersommeren 1878, da hun var godt ét Aar gammel. Dér stod Holger alene med det lille Barn. Han anbragte hende foreløbig i Frk. Schneiders Børnehjem; men allerede i Mai 1879 blev Holger gift med Barnets Moster, og Gerda kom hjem, 2 Aar gammel. Hun var fra Børnehjemmet saare vel afrettet; men det gik af hende med fænomenal Hurtighed, og hun blev det viltre, temperamentsfulde Barn, som ingenlunde var nem at styre. Kvik og morsom var hun. Jeg husker én Gang, hun besøgte os i Bredgade, hun var vel da ca. 3 Aar gammel. Vi havde faaet nyt Tæppe paa Gulvet, og Gerda gik paa Hælene frem og tilbage over Tæppet. Moder sagde til hende: „Gerda kan du lade være at sætte Hælene i det nye Tæppe.“ Gerda lagde Hovedet paa Siden og kiggede paa Moder: „Hvor skal jeg da sætte mine Hæle?“

Siden skulde jeg følge hende hen til Hegels, hvor hun skulde træffe sin Stedmoder, og undervejs fik vi en vældig Tordenbyge, saa vi blev ganske gennemblødte. Hun traskede trolig gennem Pytterne uden at beklage sig og saa paa Hestene, der var ganske blanke af Væde: „De stakkelse Heste, de er saa vaade!“

Da de om Sommeren flyttede ud paa Landet, var hun fuldstændig vild af Henrykkelse. Hun krøb op i Træer og rutschede ned igen med sønderflængede Skørter og Strømper. Fra Gaarden hørte de vilde Hyl; saa havde hum faaet fat i en Kat, som hun svingede rundt ved Halen, og saa kradsede den hende naturligvis. Det var ikke, fordi hun vilde gøre Fortred; hun var altid godhjertet. Jeg husker en Gang, vi gik s. 209 gennem Skoven fra Rungsted til Hørsholm; det var meget tørt Vejr, og de sorte Snegle vi saa, var graa af Støv. Saa sagde hun: „Næste Gang skal jeg tage en Vandkande med og vande alle de Snegleorme !“ —

Der kom snart flere Børn i Huset, og Gerda kunde godt skændes og slaas med de yngre Brødre; men var én af dem syg, var det Gerda, han vilde have ved sin Seng, saa var hun idel Omhu og Medfølelse.

Gerda havde i sine første Barneaar en trofast, beundrende Ven, en Ven, som alle de kender, der har læst „Forskrevet“. Det var „Skyggen“, Pharmaceuten Wiese. Den samme tilbedende Kærlighed, som han viste Holger, viste han ogsaa den lille Pige, og han blev aldrig træt af at fortælle om hendes Vidunderlighed. Hun kunde godt i senere Aar have trængt til den Ven; men kort efter at Holger ved Nytaarstid 1884 var rejst til Udlandet med sin Familie, gled den stakkels Skygge ud af Tilværelsen. Han benyttede sin lette Adgang til dræbende Gift og berøvede sig Livet, uden at nogen anede hvorfor. Nogle sagde, det var af Sorg over Holgers „Frafald“; det var i den Tid, da Holger vendte sig imod Brødrene Brandes og det øvrige litterære Venstre. Men det lyder dog neppe troligt. I ethvert Fald mistede det lille Stedbarn en trofast Ven.

Hele Familien rejste, som sagt, sydpaa efter først at have flyttet rundt fra By til Land og fra Land til By; sidst havde de boet paa Palæet i Roeskilde. De var Vintertiden ved Rivieraen, saa, da Sommeren kom, i Tyrol, i den lille Bjergby Tarvis. Her gik Gerda i Landsbyskolen, men rendte idelig derfra. Da hun blev afstraffet, og der forlangtes Bod og Bedring af hende, sagde hun fortvivlet: „Ja, men de lugter!“ — Sidst paa Sommeren flyttede de til Wien, hvor Datteren, Lisbeth, blev født. Herfra skrev Gerda disse smaa tyske Breve til sin Farfar.

Wien 1884. Nov.

Mein lieber Grossvater!

Ich gratuliere dich! Wie geht’s dir? Wir haben einen grossen Garten, und wir gehen jeden Tag hinunter. Wie geht’s der Grossmutter?

Hier ist Winter und Schnee. Wir haben ein kleines Mädchen und sie schreiet so viel. Jens und Svend sind gross, und Svend ist so lustig.

Viele Grüsse an die Grossmutter und Tante Harriet und Tante Martha und Onkel Bjørn.

Einen Kuss von

deiner kleinen Gerda.

Mein lieber Grossvater!

Es ist heute mein Geburtstag; ich werde acht Jahren. Ich habe ein schönes neues Kleid bekommen, das Papier, worauf ich schreibe, eine s. 210 kleine Mappe, ein Etui und einen Kuchen. Wir sind alle gesund und kommen bald nach Hause, worauf ich mich sehr freue. Dann komme ich zu Fräulein Brun und muss dort bleiben, biss ich ganz vernünftig bin, aber ein Bisschen bin ich es schon jetzt, da ich fleissig leme. Nimm nun zum Schlusse die herzlichsten Grüsse und Küsse von Mor, Far, Jens, Lisbeth, Svend und

Holger Drachmann i Breve

14

deiner kleinen Gerda.

Tarvis 20 Juni 1885.

Jeg synes, de er forbavsende gode for et Barn paa knap 7½ Aar. — Snart flyttede de ud paa Landet igen, saa det var adskillige tyske Skoler Gerda prøvede, inden de i Efteraaret 1885 kom tilbage til Danmark.

Gerda var som en stor, besværlig Hundehvalp, der er ivejen alle Steder, og hun faldt paa begge Forældrenes Nerver. Ude i Palæet i Roeskilde, hvor de havde boet, var der en Pigeskole i Stueetagen. Der sendte de hende i Pension, men hun var vist alt andet end tilfreds i dette meget gammeldags Institut. Naar hun var hjemme i Besøg i Villaen paa Dronningensvej, kom hun tit hen til mig (jeg var nu gift og boede ved Aaboulevarden), og jeg husker en Gang, da Gerda kom for at hente noget Sølvtøj tilbage, som jeg havde laant til et Selskab. Jeg paalagde hende at gaa forsigtigt og passe godt paa Vogne. „Aa“, sagde hun „naar bare Sølvtøjet kommer hjem, er det saamænd det samme med mig!“ Det var jo en lovlig bitter Ytring af et Barn paa en halv Snes Aar. En anden Gang var hun hos mig sammen med andre Børn af Familien og iblandt dem en lille døvstum Pige, min Kusine paa mødrene Side. De legede godt sammen, men en Gang hen paa Aftenen, da de var meget lystige, blev den lille døve mismodig og skrev paa et Papir: „Jeg ved godt, I spotter mig.“ Gerda blev aldeles ulykkelig og blev ved at sige til mig: „Hvor kunde hun tro det! Saa fortjente vi da at hænges i en Galge.“

Det var nu ikke længe Gerda blev i Roeskilde; Forældrene nænnede ikke at lægge den Tvang paa hende. Saa var hun hjemme igen, og paa Dronningensvej holdt Familien virkelig ud et Par Aar. Derpaa begyndte igen de mange Flytninger, hvor Gerda snart havde Lærerinde hjemme og snart gik i en el. anden Skole. Endelig traf Forældrene et lykkeligt Valg og anbragte hende i Frøken Hassenfeldts Skole i Fredensborg. Der havde hun sine bedste og fredeligste Aar. Men hvor var der ogsaa hyggeligt! For Enden af en af Fredensborgs morsomme, snevre Gyder, som mere lignede en Flodseng end en Gade, laa det smukke gamle hvide Hus med sit Straatag. Det laa paa „Højen“, lige opad Slotshaven og med Indgang til den. Naar man kom ind ad Døren, mødte man skinnende rene, hvidskurede Gulve og altid Blomsterduft. Frøken Hassenfeldts store, kønne, hyggelige Stuer var om Dagen s. 211 Skolestuer allesammen; men de blev aldrig snavsede som andre Skolestuer, og om Eftermiddagen, naar Eleverne var gaaet, fik Frk. Hassenfeldt og hendes trofaste Pige hurtig al den hjemlige Hygge genoprettet. Der boede altid enkelte Pensionærer, mest unge norske Piger. De fik fortrinlig, rigelig Kost, og de var i et virkeligt Hjem. Frøken H. var et umaadelig livligt og meget talende Menneske. Hun maa have været en fortrinlig Pædagog, for jeg tror neppe, man i nogen anden Ravnekrog i Danmark fandt en saadan Stab af unge vellærte, vel opdragne Piger, med virkelig grundige Kundskaber og med aaben Sans for Litteratur og Kunst, som i Fredensborg i Frøken Hassenfeldts Tid. — Hun havde kendt Holger godt fra de unge Dage. Vore Kusiner Steen var hendes Veninder, og ogsaa hos Bournonvilles plejede hun og Holger at mødes. Og hun tog sig af Gerda med en kærlig Forstaaelse, som aldrig svigtede. Deres Venskab varede Livet ud.

Det maa have været haardt for Gerda at komme derfra; for da var. hendes Hjem faldet sammen. Holger var midt oppe i sin store Edith-Passion. Emmy, hans Hustru, var knust af Sorgen over sit Ægteskabs Ruin. Hun var neppe den bedst egnede til at lede et Pigebarn, som ikke for intet var Holgers og Polly Thalbitzers Datter. Det gjaldt jo at skaffe hende Beskæftigelse, og hun blev da meldt ind paa Frk. Zahles Artiumshold; men det varede ikke længe, og det eneste jeg husker fra den Tid er, at hun fik en dansk Stil, der skulde handle om hendes Yndlingsbog. Hun valgte Madvigs Grammatik og skrev nok en meget morsom Opsats. Saa fik Emmy hende anbragt hos nogle Venner i Holsten, en Landmandsfamilie Schwertfeger. Her lærte hun Huslighed og Tysk. Begge Dele kom hende senere tilgode. —

Efter endt Læretid kom hun tilbage til København, og Forholdene var nu endnu vanskeligere. Moderen, Emmy Drachmann, flyttede med sine to yngste Børn til Dresden for at komme bort fra sine Minder og Sorger, og der var intet Hjem til Gerda. Hendes Moster, Emmys Tvillingesøster, Fru Valborg Nissen, tog sig nok kærligt af hende; men det unge 17-18aarige Barn boede alene i et tilfældigt, lejet Værelse. Arbejdsivrig havde hun altid været, og hun gav sig til at lære Massage. Men i sin Fritid slog hun kraftig med Vingerne, forlovede sig med den ene efter den anden og fik de ældre Medlemmer af Familien til at ryste betænkeligt paa Hovederne.

Efter en eller anden bitter Skuffelse fik hun den Tanke at ville rejse til Amerika og prøve at slaa sig igennem med sin Massage. Imedens hun ventede paa at faa Sagen ordnet, boede hun nogle Maaneder hos min Søster, Erna Juel-Hansen. Der er en lille karakteristisk Historie fra dette Ophold. Gerda delte Værelse med sin Kusine, Gerda Juel-Hansen, og det blev forlangt af de unge Piger, at de selv skulde gøre deres Soveværelse istand. Det gjorde de ogsaa meget pænt; men der var en Pligt, som Gerda Juel-Hansen protesterede imod: hun vilde ikke slaa et vist lille Møbel ud. Gerda Drachmann saa foragteligt paa s. 212 hende og sagde: „Kan du fylde den, saa kan du vel ogsaa tømme den!“

14*

Den allersidste Tid før Afrejsen boede hun hos os. Det var rørende at se hende sidde og ordne og bøde sin fattige Garderobe. I det Kapitel var og blev hun sin Bedstemoder Culmsees Barnebarn. Der var ingen af hendes Ejendele, der fik Lov at forfalde.

I Mai 1896 rejste hun. Man kan jo godt kalde det halsløs Gerning at lade et ubesindigt Pigebarn paa knap 19 Aar rejse ganske alene til en anden Verdensdel med et Minimum af Penge i Lommen og kun lige akkurat Tilsagn fra en Familie om at tage sig af hende de første Dage. Det er ogsaa blevet Holger bebrejdet stærkt senere hen. Men jeg kan egentlig ikke se, hvad andet der var at gøre. I vort lille Samfund, hvor Forargelsen saa hastig er tilrede overfor det usædvanlige, vilde hun have meget ondt ved at begaa sig. Hun havde det hede Temperament, som kunde ængste én, men hun havde ogsaa den usædvanlige Energi og Arbejdslyst, som kunde lade én haabe, at hun vilde slaa sig igennem. Der var da ikke andet at gøre end at lade det briste eller bære. Heldigvis bar det!

Holger kom hertil fra Hamburg for at tage Afsked med hende. Jeg glemmer ikke de Dage. Gerda havde en Hær af unge mandlige Venner, og der kom idelige Forsendinger af Afskedsgaver: Vin, Blomster, Frugt og meget andet. Gerda blev hver Gang henrykt: „Aa, det er fra Harald! Og det er fra Povl!“ — etc. Holger rystede paa sit graa Hoved: „Hvem er Harald? og hvem er Povl? Hun er s’gu paa Fornavn med dem allesammen!“ Og da de efterhaanden selv indfandt sig: „Hun er s’gu ogsaa Dus med dem alle!“ Der var noget tragikomisk i at se Holgers forbavsede Bekymring over dette Barn, som sandelig var hans par excellence. — Og saa sejlede hun da fuld af Haab og Mod og fuld af en anden Følelse, der er ligesaa sjelden som smuk: hun havde en rørende Taknemlighed, som aldrig fortog sig, overfor os, der havde gjort de sidste Dage i Danmark hyggelige og lidt festlige for hende. Det var dog saa lidt!

Ombord paa Skibet traf hun en ung Nordmand, Martin Engh, som ogsaa drog ud for at søge sin Lykke. De interesserede sig meget for hinanden, men han drog til Afrika og hun til Boston, saa foreløbig skiltes de.

Den første Tid derovre var meget trang, og havde hun ikke haft sine Kundskaber i Tysk, ved jeg knap, hvordan hun skulde have faaet Fodfæste. Dem benyttede hun imidlertid til at tage en Plads hos en rig Familie som tysk Barnejomfru, og saaledes tjente hun en lille Nødskilling. Saa prøvede hun paa at være „selvstændig“. Men Selvstændigheden kom til at bestaa i afvexlende at sy, frisere og skure Gulve, saa vi herhjemme blev meget glade, da vi ved Nytaarstide fik Brev om, at hun var kommet ind paa et Sindssygehospital som Masseuse. Fra det Øjeblik var der Plan i Gerdas Arbejde derovre. Hun s. 213 lod sig fuldt uddanne baade i Massage og i Sygepleje, og da hendes Læretid var omme, flyttede hun til New York, hvor hun temmelig hurtig fik Beskæftigelse.

Men sit private Liv dirigerede hun ikke saa fornuftigt. Paa en Udflugt, hvor blandt andre Erik Skram var med, traf hun en dansk Mand, Hr. B., en gift Mand paa hendes Faders Alder. Han forelskede sig heftigt i hende og hun i ham. Hans Hustru var i Europa paa Besøg, og Manden lod hende vide, at han vilde skilles, og at hun kunde blive borte. Gerda ventede Separationstiden ud paa denne ældre, ubetydelige Mand og giftede sig saa med ham. Jeg tror, hun blev ret hurtig desillusioneret. Han havde mistet sin gode Stilling, og Gerda sled for begge. Om Vinteren rejste hun med Millionærfruer til Jamaica for at give Massage; hun havde til enhver Tid fuldt op at gøre. I denne Periode hørte vi meget lidt fra hende; dog sendte hun mig en Gang et Billede af „sig selv og sin Mand“. Der var to Herrer paa Billedet og ingen Angivelse af, hvilken der var den rette, saa jeg blev ikke meget klogere!

I Foraaret 1905 fik jeg Brev, at nu kom hun hjem for at holde en meget tiltrængt Ferie. Min Mand og jeg var begge to alvorligt syge det Foraar og kunde ikke have hende boende hos os, men saa dog en Del til hende. En Hvile blev det Besøg visselig ikke. Hele den gamle Vennekreds stillede begejstret for at hylde hende, og Gerda styrtede sig paa Hovedet ud i Fornøjelser. Hendes Stedmoder sagde sommetider: „Gerda, du gaar for stærkt paa.“ Men hun svarede: „Ti stille! Jeg har kedet mig, og jeg har slidt; nu vil jeg more mig!“ Til hendes Ros være det sagt, at hun syntes at more sig fortrinligt, ogsaa naar hun var til en stilfærdig Frokost hos sin Slægt, eller naar hun tilbragte en Dag i Fredensborg hos sin trofaste gamle Veninde, Frøken Hassenfeldt.

Egentlig smuk var Gerda ikke. Hendes Træk var for store og hendes Øjne for lyse. Men hun havde en høj, flot Skikkelse, smukt Haar og et straalende Humør. Ingen af hendes Venner vil kunne glemme hendes dybe, smukke Latter, som var saa smittende, og hun blev meget beundret af Mænd. Jeg husker en Beskrivelse min Søster Erna gav af et Selskab paa Hotel Bristol: „Gerda sad straalende og overgiven midt iblandt alle disse Tilbedere, og de dansede bogstavelig talt paa Bagbenene for hende allesammen.“

Men under al den støjende Lystighed havde Gerda et bestemt, alvorligt Maal: hun vilde ud af Ægteskabet med B., og hun vilde giftes med den unge Normand, Martin Engh, som hun havde truffet igen, og som hun var kommen til at holde af.

Det virkede da som en Bombe, da der en skønne Dag kom Telegram, at nu kom B. herover for at hente hende hjem. Han kom ogsaa, og han blev nogle Uger; men Gerda rejste ikke med ham. Hun tog til Paris for at uddannes i Fægtning — hed det sig. Hun og Engh havde godt Haab om at faa Skilsmissen istand, og saa skulde hun have fulgt s. 214 ham ud til Congo, hvor han havde en fortrinlig Stilling i belgisk Tjeneste. Men i sidste Øjeblik maatte de, der arbejdede for hende, melde, at det var umuligt at faa Sagen ordnet paa dette Tidspunkt. Og saa maatte Gerda lade Engh rejse til Afrika, og hun selv rejste tilbage, ikke til Manden, men til Slidet med Millionærfruerne og med en lang Ventetid i Udsigt. Da havde hun Brug for al sin Fædreneslægts Spændstighed og Energi.

Tre Aar maatte der gaa, inden Engh kunde faa Orlov igen, og i Forsommeren 1908 var Gerda her atter. Hun traf alle Forberedelser til Brylluppet og ventede glad og lykkelig paa Brudgommen. I Juli Maaned naaede han hertil, men saa medtagen af Dysenteri at han kun var en Skygge af sig selv. Alligevel var han en glad og rank Brudgom. Brylluppet blev fejret i Aarhus, hvor Gerda havde gode Venner. De blev viede tidligt om Formiddagen ovre paa Helgenæs af en Pastor Heilmann, som ingen Fordom havde imod fraskilte, og hvem det nok forresten senere ikke er gaaet saa godt. Kun Gerdas Broder, Povl, var tilstede ved Vielsen. Om Eftermiddagen, ved Festen paa Hotel Royal, var han og min Mand og jeg de eneste af Slægten. Ellers var der Hr. og Fru Sagfører Sebbelow, Fruen en Datter af Holgers gamle Ven „sorte Christensen”, Hr. og Fru Politimester Goll, Borgmester Drechsel, men desværre ikke hans yndige Frue, som var bortrejst. Jeg erindrer ikke, om der var flere; men det var smukt og hyggeligt.

Det er sjeldent, at et Menneske med Gerdas Naturel er saa heldig at træffe „den rette“. Gerda traf ham i Martin Engh. Baade af Ydre og af Indre passede han for hende. Han havde, — eller har, for han lever i bedste Velgaaende, — en glimrende Skikkelse, et morsomt, men uregelmæssigt Ansigt, gule Øjne, som faar ham til at minde om et Rovdyr, en bydende Stemme, som maa have gjort sig godt overfor Congo-Negrene. Der er en mandig Kraft over hele hans Apparition, som gør det fuldt forstaaeligt, at han kunde blive ved at fængsle Gerdas tidligere noget flygtige Natur. Og han elskede hende med varm Beundring, men tydeligvis ogsaa med en fast Vilje til at holde hende indenfor de Grænser, der passede ham. — Og de var meget lykkelige. — De blev Somren over i Danmark og Norge, og han kom sig helt efter sin haarde Sygdom. Om Efteraaret tiltraadte de saa den lange, lange Rejse. Selve Sørejsen var nem nok, men saa kom et Par Ugers Flodsejlads i Hede, med daarlige Baade og rædsom Kost og endelig mange Dages Rejse til Hest eller i Bærestol. Gerda taalte det godt altsammen, og det var frejdige og glade Breve vi fik fra hendes Hjem, da hun endelig naaede frem til et saadant i det fjerne.

Engh var „Commissaire de District“, den højeste Embedsstilling under Gouvernøren, og hvad der kunde skaffes dem af Comfort havde de. (Dog sagde Gerda paa sin drastiske Maade, at deres Senge derude var saa haarde, saa man fik Ligtorne paa Halen.) Nogen Omgang s. 215 havde de ogsaa, i ethvert Fald alt, hvd der kom af notabelt indenfor deres Rækkevidde. Gerda klagede aldrig.

I 1912 kom de hjem paa Besøg, raske og glade begge to. Engh tog lige op til Norge først forat hilse paa sin Mor, Gerda til København til alle sine Venner. Hun længtes meget efter ham, og den Dag hun ventede Telegrammet om hans Ankomst, bad hun Portieren paa Hotellet ringe, saa snart det kom, til det Sted, hvor hun var bedt til Middag. Det gjorde han, og Gerda forlangte, han skulde bryde det og læse det for hende i Telefonen. Der stod: „Kommer imorgen, det og det Klokkeslet.“ „Staar der slet ikke mere.“ „Joh — der stod lidt mere.“ „Men saa læs det da!“ „Der staar — 1000 Kys.“ Saa de var endnu meget forlovede!

Vi havde egentlig tænkt, at nu var hans Tid omme, og de kunde blive hjemme. Det havde været Meningen, da de drog ud. Men ligesom „Der Taucher“, der gaar tilbunds endnu en Gang for at vinde den højeste Pris, saaledes vilde ogsaa de endnu en Gang dykke ned i Congos Rigdomskilder. Tre Aar endnu, saa var det den fuldkomne økonomiske Uafhængighed, saa kunde de bo, hvor de vilde, og Martin kunde tage hvad Arbejde han vilde. Og i November Maaned rejste de, først til Paris, saa tilbage til Basoko. Der var bygget dem et nyt Hus, og Gerda tog adskilligt med, som skulde pryde det nye Hjem. Der kom ogsaa tilfredse Breve fra dem, men næste November — 1913 — et Telegram, at Gerda var død, 36 Aar gammel.

Jeg tror aldrig jeg har haft sværere ved at forstaa, at et Menneske var død. Efter Telegrammet kom der Brev fra hende selv til hendes Moster, at hun ventede et Barn. Hun døde midt under Svangerskabet af et Hjertetilfælde.

Et Par Aar efter vendte Engh tilbage, medbringende hendes Kiste, tvers over den halve Klode gennem Verdenskrig og Blokade, for at opfylde hendes sidste Ønske: at hvile i dansk Jord. Povl Drachmann talte smukt om hende ved denne sene Begravelse ude paa Vestre Kirkegaard. Martin blev siddende ene tilbage i Kapellet, da Kisten blev baaret ud. De tolv Ligbærere sank næsten i Knæ under Vægten af den prægtige Kiste; ikke at den var særlig udsmykket, det var Træet, der var saa smukt, og der var dejlige Beslag paa. Ligbærerne protesterede ogsaa, — ikke imod Vægten, men imod at den Kiste skulde sænkes i Jorden: „Han kunde da have bygget et Gravkammer.“ Men sænket blev den, og dér, i en hel lille Lund af stedsegrønne Træer hviler Holgers og Pollys Elskovsbarn, i Sandhed „elsket og savnet“.

s. 216 Jeg har ovenfor beskrevet, hvor medtagen Holger var paa Sjæl og Legeme efter den forfærdelige Skuffelse, som Pollys Troløshed beredte ham. — Hen paa Efteraaret kom han hjem, og nu var Forandringen ligesaa stor i den modsatte Retning: han var sund og frejdig og aabenbart fuldkommen helbredet. Springet var saa stort, at jeg næsten maa tænke paa den Følelse man har, idet man vender Bladet mellem 1ste og 2den Del af Faust. Slutningsscenen i 1ste Del rummer Verdens dybeste Kval og Smerte. Indledningsscenen i 2den Del viser Faust sovende i et vidunderligt Bjerglandskab, hvor Ariel befaler Aander og Alfer at læge og husvale ham:

­ ­ ­­ ­ ­­ ­ ­

„Entfernt des Vorwurfs glühend bittre Pfeile,
„Sein Innres reinigt von erlebtem Graus.

­ ­ ­­ ­ ­­ ­ ­

Som ung kunde jeg næsten ikke tage mig i, at Faust vaagnede forfrisket og med nyt Mod paa Livet. Nu, som gammel, kan jeg bedre forstaa Værdien af den uhyre Regenerationsevne hos geniale Mennesker. Den viste sig altsaa ogsaa her hos Holger.

Maleren Carl Locher, som skulde rejse udenlands, tilbød Holger sin Lejlighed tilleje. Det var Østersøgade 110. Holger tog imod Tilbudet og bad min Søster Mimi, som da var forlovet med Archæologen Vilhelm Boye, om foreløbig at føre Hus for ham.

Holger boede altsaa nu paa Østerbro, og han saa meget jevnlig ind til os. Af og til, naar vi var alene sammen i Stuen, sagde han til mig: „Kan Du skaffe mig en rigtig god Kone!“ — og jeg begyndte i mit Hjertes Enfold at granske efter, hvilken udmærket Kone, jeg kunde finde til Holger. Men min kloge Moder sagde til mig: „Gør dig ingen Ulejlighed. Naar Holger siger saaledes, saa véd han nok selv, hvem han vil have til Kone.“ Og en Dag fik vi følgende Indbydelse: