Danmarks Breve

I HOLGER DRACHMANNS BARNDOMS- OG UNG...

s. 195 I

HOLGER DRACHMANNS BARNDOMS- OG
UNGDOMSAAR

Digteren Holger Drachmann var Søn af Overlæge i Søetaten, senere Professor Andreas Drachmann og var født d. 9. Oktober 1846. Da jeg i 1856 blev forlovet med en Søsterdatter af hans Fader, kom jeg ofte i Berøring med denne, dels i København, men navnlig paa Fredensborg, som var hans Yndlingsopholdsted, hvor han og hans Familie undertiden opholdt sig en Tid af Sommeren, og her lærte jeg Børnene at kende og var til Tider daglig sammen med dem, og da navnlig med Drengen Holger. Jeg husker ham fra hans ellevte Aar, og han var af sin Alder en høj og kraftig udviklet Dreng. Den, der paa Fredensborg særlig tiltrak sig hans Hengivenhed i Drengealderen, var en senere afdød Broder til min Hustru (altsaa hans Fætter) ved Navn Frederik 1 . Han lærte i den Tid Tømrerhaandværket, men boede hos sine Forældre, Købmand P. Steen i Fredensborg. Hvad der hos ham især tiltrak Holger, var foruden Frederiks Elskværdighed, hans Kraft og Styrke, samt den Lyst, han følte til Søvæsenet. Professoren sagde ofte: „Frederik, det er Holgers Kæreste.“ Til Søen sporedes der ogsaa tidlig en stærk Lyst hos den raske og livlige Dreng, og det var intet Under, da hans Fader havde været Læge ombord paa Vagtskibet, der indtil Sundtoldens Afløsning var stationeret i Øresund udfor Kronborg; senere gjorde han som Læge en Rejse med et dansk Orlogsskib til Vestindien, og ansattes derefter i Søetaten, hvor han avancerede til Overlæge. Det var en af dennes Fornøjelser at tale om sit Liv ombord, sine Rejser og Hændelser, og da havde han bl. andre en opmærksom Tilhører i Sønnen Holger. Ogsaa tog Faderen ham ofte med, naar han i Embedsmedfør skulde ud til Søbatterierne eller et Krigsskib, og der lagdes derfor tidlig de Spirer til den senere Digters store Interesse for Sømandslivet, der saa ofte gav sig til Kende i hans Digtning. — Naar han om Sommeren var ude i Fredensborg, var han mere hos sin „Tante Louise“ 2 , som han holdt meget af, og der i Købmandsgaarden, sammen s. 196 med tre Fættere og to Kusiner, fandt han sine bedste Glæder. Til disse hørte da ogsaa navnlig Esrom Sø. Paa denne blev der hyppig arrangeret Sejlture, hvorfra Turen ofte gik til Fods til Grib Sø eller til „Pælehuset“, hvor de medbragte Madkurve bleve tømte.

13*

Holger kunde som Dreng, hvad der ogsaa saa ofte kom frem i hans senere Liv, lade sig henrive af en overstadig Lystighed. Saaledes skete det en Dag, da vi i et større Selskab var paa Vejen til Gribsø, at Holger der bar en Dunk med Chocolade, stadig tog sig en Slurk af Dunken, og da han ikke vilde afstaa herfra, gav jeg ham et Rap med en Kvist, der laa paa Vejen. Holger blev hidsig, smed Dunken paa Vejen og for hen imod mig for at hævne sig. Det endte da med, at han ved et Puf faldt omkuld, og da de andre i Selskabet, som undte ham denne Medfart, brast i Latter, rejste han sig og gik meget fortørnet tilbage til Købmandsgaarden i Fredensborg. Her gik han ind til „Tante Louise“ for at hente Trøst, og i et udførligt Foredrag fortalte han nu om, hvorledes den „Aspisker“ havde behandlet ham. „Tante Louise“ trøstede ham paa bedste Maade, og ved en Kop Chocolade og en Cigar, som hun trakterede ham med — han holdt tidlig af Tobak — maatte han finde sig i Ensomheden, medens vi andre morede os ved Gribsø. Dog forsøgte han at fordrive Tiden med at tegne det Passerede paa Forsiden af et Nodehefte. Her saa man da Begivenheden paa Vejen til Gribsø: Skolemesteren, med en vældig Tamp i Haanden, tærske løs paa den stakkels Holger, der laa henslængt paa Vejen. Nedenunder var fremstillet hans Hjemkomst til „Tante Louise“, hvor denne med Hænderne foldede og et Kors hængende paa Brystet staar og hører beklagende paa, hvad Holger fortæller om sin Mishandling. Dette Nodeblad (vi har det maaske endnu) saa Holger Drachmann mange Aar efter og morede sig meget derover, da det saa betegnende opfriskede en gammel Episode i hans Liv. Det var nu langt fra, at Holger bar Nag. Næste Dag vare vi lige gode Venner og fulgtes ad paa en Jagttur til nogle Moser 1/2 Mil fra Fredensborg, paa hvilken han bar Jagttasken, og paa Hjemvejen en Vildand og nogle Ællinger. For Jagt og Fiskeri bevarede Drachmann i mange Aar sin Interesse. Han var, naar han opholdt sig paa Fredensborg, meget ofte med ude paa Esrom Sø at fiske. Man lejede en Baad ved „Fiskerhuset“, som den Gang beboedes af Skipper Holm. Denne, en robust Mand fra Holmen, var i en Aarrække Indehaver af dette Statsembede, hvis Funktioner bestod i for Betaling at færge Lystsejlende og andre over til Nøddebo eller undertiden til Esrom. Holm var sig sin Værdighed bevidst, og som gl. Sømand lod han ofte en drøj Ed falde eller et mindre høfligt Ord, for ikke at sige Skældsord, naar der var noget, som ikke behagede ham. Holger var aldrig gladere, end naar Holm gav en rigtig Salve. Han kunde bagefter gengive Scenen meget morsomt, idet han kopierede Holms Fagter og saftige Tale. Holms Udlejning af Baade til Fiskeri rettede sig med Betalingen altid efter, hvor lang Tid s. 197 Baaden var udlejet, og efter Udbyttet af Fiskeriet. Saaledes vare Holger, min Svoger Frederik og jeg en Morgen Kl. 4 tagne ud i Baad at fiske. Det regnede, men det blev holdt for godt Vejr til at mede i, og vi gjorde en ganske udmærket Fangst. „Nu skal I se,“ siger Holger, „at nu vil Holm nok ha’e en Daler for Baaden, naar han ser denne Fangst.“ — Det vare vi andre enige med ham i. — „Nu skal jeg sige jer noget: vi kommer de bedste Aborrer i Posen, jeg springer af ved Kongebroen og gaar hjem med Fiskene igennem Slotshaven, saa kan I vise Holm Resten, saa slipper vi med 1 Mark.“ Forslaget vandt Bifald. Da vi lægger an ved Kongebroen, er der saa grundt, at vi ikke kunde naa helt ind, men Holger, der gjaldt for en god Gymnastiker, gjorde et Spring fra Rælingen, men naaede ikke Broen og plumpede i Vandet, der dog ikke naaede over Knæerne. Ved Skipperhuset slap vi paa Grund af den „uheldige Fangst“ med at betale 1 Mark.

En Drengeforelskelse i sin adskillige Aar ældre Kusine paakom ham i disse Aar. Holgers Moder, Vilhelmine, født Stæhr, døde 1857, og en Søster til hende bestyrede nu Huset for Drachmann, der var udnævnt til Professor. Denne havde en stor Praksis, gjorde flere videnskabelige Rejser og oprettede det første orthopædiske Institut i København, og var desaarsag meget bundet udenfor Hjemmet. Holger levede derfor maaske en Del paa sin egen Haand. Lyst til Studeringerne havde han langtfra, og Faderen holdt paa, at han skulde være Student.

Jeg skal dog, førend jeg gaar videre, fortælle, at der den Gang levede en Moster til Professoren paa Fredensborg, ved Navn Jomfru Kobierski, der havde bestyret det kgl. Vaskeri under Kong Frederik d. 6te. Hun var nu gammel, meget original og troede, at hun kunde spaa. Hende besøgte Holger undertiden, og herfra stammer den ypperlige Spaascene i „En Overkomplet“.

I Aaret 1857 blev jeg kaldet til Lærer i Helsingør og det følgende Aar gift, men vi tilbragte, saa længe jeg var Lærer der, alle Ferierne paa Fredensborg og vedligeholdt Forbindelsen med den Drachmannske Familie.

I Helsingør havde vi oftere længere Besøg af Holger, og her lagde jeg først Mærke til hans Anlæg for Tegning. Han opholdt sig her daglig en Tid ved Havnen, Kronborg eller i det Hele taget ved Øresund og tegnede. Naar han kom hjem, gjorde han Tegningerne færdige og viste os dem, og det var udelukkende Skibe eller Baade; derefter gemte han dem i sin Mappe. Der var i Helsingør en Kusine til min Hustru, som var gift med en Grosserer C. Ulstrup. Her kom vi meget, og Holger var der en velset Gæst. Ulstrup var en lidenskabelig Jæger og Fisker, havde selv et Par Baade, og Holger var jævnlig ude med ham at „trække“ Torsk eller Villinger; og stolt var han, naar han kom hjem med en Ret til os. Paa denne Tid var det, at han kom ud til Gurre Skole. Der boede mine Forældre, og de førte et s. 198 meget selskabeligt Hus. Holger blev snart som hjemme der, og to af hans Søstre, Johanne 1 og Mimi 2 , bleve inviterede derud og kom der i flere af deres Ferier, ogsaa som unge Piger og Veninder af min Søster, der til Gengæld oftere var i Besøg hos Professor Drachmann’s. Derude gik han paa Jagt (se nedenstaaende Digt) og stiftede Bekendtskab med Skovrider, Kammerjunker Krogh paa Landlyst, der var en af mine Forældres Omgangsvenner. Han havde en Datter, der var Veninde til min Søster, en smuk, meget livlig og meget musikalsk ung Pige, og hans fyrige unge Hjærte blev voldsomt indtaget i hende, dog uden at vinde Genklang. I en Juleferie, vistnok 1863, var han i Gurre Skole sammen med en Ven af sig, der var en Søn af senere Admiral Wrisberg. Han døde et eller to Aar efter. I denne Ferie skrev han et Digt, forsynet med Tegninger, som han kaldte „Nøkken“. Han læste det op en Aften, da Frøken Krogh var i Besøg. Oplæsningen varede c. 1/2 Time, og vi syntes alle, at det var kønt. Om det er tilintetgjort eller findes i hans efterladte Papirer, ved jeg ikke. I den samme Juleferie var der et lille Bal hos mine Forældre; der dansedes i Skolestuen, og der paakom ham den Aften en overstadig Lystighed. Om det var et Par smukke, kokette Øjne, eller Bekendtskabet med en stor Bolle Punsch, der dampede i Sideværelset, eller det animerede Bal, skal være usagt; rimeligvis var det alle tre Factorer.

Jeg var i 1862 blevet Lærer i Havreholm, 1 Mil fra Gurre, og nu holdt han i nogle Aar Forbindelsen vedlige mellem disse to Steder.

I 1864 skrev han efter en Sommerferie ud til mine Forældre, og i Brevet laa nedenstaaende Digt: 3

Der højner sig en Bakke, den hæver sig op
Med Smaakrat paa Skrænten, med Bøge paa sin Top;
Den hæver stolt sin Pande, den skuer vidt omkring,
Og Høgene omkredse den med langsomme Sving.

Men nede ved Foden, hvor Landevejen gaar,
Halvt skjult af grønne Træer et venligt Hus der staar,
Og opad i den friske, den sommervarme Luft
En blaalig Røg sig hæver med Køkkenarnens Duft.

I Haven er der stille, der er en Fred og Ro,
Saa straks man faar at mærke, at der er godt at bo;
Og trygt den er beskyttet, thi Hassel og Lind
Har bygget der et Gærde mod Vejr og mod Vind.

s. 199 Ved Havens brede Gange saa mange Blomster gro,
og Vinrankens Grene sig opad Muren sno,
De slynge sig om Vind’vet, de titte i Stuen ind,
Og vugge sig og nikke i den friske Sommervind.

Men indenfor i Stuen, hvor Gæstfrihed har Bo,
Der kan hver mødig Vandrer sig trygt slaa til Ro:
„Vær hjærtelig velkommen, sid ned og vær vor Gæst“,
Saa inderlig, saa langtfra al fornem Støj og Blæst.

Naar Skyerne de jage over Himmelen i Hast,
Mens her jeg sidder fængslet i boglig Baand og Bast,
Ser alle Fugle drage til fjærne Egne hen,
Saa flyver jeg i Tanken til Gurre igen.

Saa træder jeg atter i den gamle Skole ind,
Saa vandrer jeg i Haven mellem Kirsebær og Lind,
Saa griber jeg Bøssen, min gode, gamle Ven,
Og springer med „Pasop“ over Markerne hen.

Saa lutrer det min Tanke, saa styrker det mit Mod,
Saa spænder det min Kraft, og saa frisker det mit Blod,
Saa flyve alle Sorger som Avner for Vind,
Saa lettes og saa løftes mit trykkede Sind.

Efter at være blevet Student havde han vanskeligt ved at bestemme sin Løbebane. Faderen vilde, at han skulde blive ved Studeringerne, men det havde han aldeles ingen Lyst til. Det var en svær Tid for ham, og han kom den Sommer ud til os i Havreholm, glemte alle Sorger og gik stadig med paa Jagt. En Dag havde vi aftalt en Jagttur med Ulstrup til Langstrup Moser og skulde mødes med ham i Tikøb. Denne kom ogsaa kørende til det aftalte Klokkeslet, men meddelte, at han ikke kunde tage med, da han skulde modtage en Ladning Smør. Da han var kørt, stod Holger og jeg paa Vejen og raadslog om, hvad vi nu skulde gøre. Langstrup laa 2 Mil fra Havreholm, det var en stegende Julisol og der rørte sig ikke en Vind, men vi bleve dog enige om at gøre Turen til Fods. Jagten gik heldigt; Holger havde nedlagt nogle Ænder og var i straalende Humør; derefter travede vi saa de 2 Mil tilbage. Holger talte den Sommer nogle Gange om at blive Maler, men han troede, at Faderen var derimod.

Efter at Holger Drachmann var rejst tilbage til København, gik der et Par Aar, hvori vi slet ikke saa noget til ham; men saa dumpede han en skøn Sommerdag pludselig ned i Havreholm Skole med Malerkassen over Nakken og med en vid Horisont. Skolehuset blev den s. 200 Sommer tilbygget, begge Gavlene vare nedrevne, og der var lavet interimistisk Køkken i Udhuset. Min Hustru og Børnene vare, saa længe Reparationen stod paa, rejste til min Svigermoder paa Fredensborg. Oppe paa Loftet under Taget stod min Sæng, og da H. Drachmann kom, blev der stillet en op til, og her sov vi de Retfærdiges Søvn, og om Dagen toge vi tiltakke med de tarvelige Retter, som Tjenestepigen kunde tillave. Nedenfor Skolen laa den Gang Havreholm Papirfabrik, og et Bekendtskab, som H. Drachmann tidligere havde gjort med Ejeren, F. Culmsee og Familie, blev nu fornyet. Her var flere unge, smukke Døtre, hvor iblandt den fjerde ældste, Polly, især vakte hans erotiske Følelser. Hver Aften var han, og undertiden ogsaa jeg, indbudt til Culmsees, og han gjorde her ikke ringe Lykke, især hos de unge Piger, der vare musikalske, spillede og sang smukt. Det blev aftalt, at Drachmann skulde male et Parti af Fabrikken og Mølledammen, der paa de tre Sider var omgivet af Skov og Beplantning, en ret idyllisk Plet, og herpaa arbejdede han nu flittigt. Naar han, ofte sent ud paa Aftenen, kom hjem fra Culmsees, var jeg som oftest i min Sæng, og han listede sig op for ikke at vække mig. Men en Aften, da han kom op, vækkede han mig og sagde: „Kan Du forstaa, at da jeg i Dag kom over til Culmsees, sad Polly ude i Lysthuset paa Skjødet af en Mand, jeg aldrig har set før og som hedder Thalbitzer?“ „Du maa have taget fejl,“ siger jeg, „thi jeg har ikke hørt, at Thalbitzer har været hos Culmsees mere end een Gang, og saa har han en Gang været i Selskab med dem hos os.“ Dermed faldt jeg igen i Søvn, men den næste Morgen, da vi drak The, var han meget optaget af Gaarsdagens Begivenhed. Om Formiddagen sad han dog og malede paa sit Billede, men om Eftermiddagen forblev han ovre i Skolens Have, klædte sig saa lidt om og gik over til Culmsees. Her traf han igen Thalbitzer, der ejede en Gaard i Nærheden ved Navn Lottesminde, og denne blev nu præsenteret som forlovet med Polly. — Man fortalte mig senere, at H. Drachmann den Aften havde været ubændig og overstadig lystig, og da han med Hatten i Haanden havde sagt Godnat til Selskabet, gik han hen og sprang ud af Vinduet paa 1ste Sal.

Behændig, som han var, hans lange Ben, og maaske den bløde Jord under Vinduet, gjorde, at han kom uskadt fra dette Luftspring. Da han kom op til mig den Aften, var han ude af sig selv af Harme og udslyngede ublide Ord om Familien og især om de Forlovede. „Jeg rejser i Morgen tidlig“, sagde han. Jeg raadede ham dog til at blive og gøre Maleriet færdigt og sagde, at han ikke skulde lade sig mærke med, at den Forlovelse havde gjort Indtryk paa ham, og han indrømmede, at det var bedst at lade som ingen Ting og gøre Maleriet færdigt. Den næste Formiddag satte han sig ogsaa ned ved Stafeliet, og jeg spadserede til Fredensborg. Da jeg om Aftenen kom hjem, fortalte Pigen mig, at Drachmann var rejst, og at hun skulde hilse mig s. 201 og sige, at nu vilde det vare en Tid, før han atter kom til Havreholm.

Herefter forsvandt Drachmann fra min Horisont i flere Aar, og det lod, som han ganske havde glemt os. Han blev Maler, gift og gjorde, saa vidt jeg ved, flere Rejser; blev skilt fra sin meget smukke og elskværdige unge Hustru. Motiverne hertil kender jeg ikke.