TIL
PROVST ERIK KOLDBY
16.5.1920.
Kære Uen.
Megen Tak for dit Brev. Skønt en Universitetsprofessor vel ikke bør tage platte Ord i sin Mund, tør jeg ikke fragaa, at din Meddelelse gjorde mig fuldstændig paf. Og samtidig blev vort Samvær i de unge Dage saa mærkeligt levende for mig — hin længst forsvundne Tid, da jeg som Mellemmand gennem et personligt Bekendtskab skaffede din lille Udenomsfyrs. 8to hæderlige og velstaaende Adoptivforældre, der var lige saa glade ved at tage imod ham som Du ved at slippe af med ham.
Og nu er altsaa disse to brave Mennesker gaaet al Kødets Gang, og Plejemoderen har paa sit Dødsleje foretaget det utilgivelige, men ud fra et kvindeligt Standpunkt forstaaelige Skridt at røbe dit Navn for Sønnen, da hun fik ondt af den hjemløse Tilværelse, der ventede ham. Samme unge Stud. polyt. gør iøvrigt et særdeles vindende Indtryk, at dømme efter det Brev, som han har skrevet til Dig, og som jeg, hvad Du rigtigt anfører, nødvendigvis maatte kende, naar jeg overhovedet skulde indvies i Sagen. Der er noget smukt i den Maade, hvorpaa han, bestandig med Streg under, fremhæver, at det er et Hjem, han trænger til, og slet ikke nævner Ordet Penge. Og noget lignende har Du selv sikkert følt. Ellers gik Du vel ikke rundt i en saa uligevægtig Sindsstemning, at Du søgte Raad hos din gamle Medvider som hos en Skriftefader.s. 9Jeg kunde svare Dig, at i vanskelige Tvivlstilfælde kan det ene Menneske ikke hjælpe det andet. Men for vort prøvede Venskabs Skyld vil jeg alligevel forsøge derpaa, skønt Ord altid har forekommet mig saa forbløffende overflødige, selv de hellige. Vi maa selv opleve dem.
Det er din Samvittighed, Du slaas med. Astronomerne taler om ubestemte Størrelser, Samvittigheden hører til samme Kategori. For ikke at tale om Folk, der slet ingen har, saa kan der hæftes et Utal af Epiteta til den: ond og god, skral og robust, vaagen og sovende, syg og sund osv. Den kan tænkes vendt udad mod Verden eller indad mod Gud og efter sin forskellige Indstilling paalægge os forskellige Leveregler og Bud til Efterfølgelse. Og til daglig handler vi vel efter disse Krav. Men i kritiske Øjeblikke — i den store Vaande? — Neppe. Der følger vi en Indskydelse, som vi troligt nok tilskriver Gud eller Samvittigheden, men uden at tænke paa, at vi med disse store og ens. 10Smule svævende Ord klynger os til en drivende Planke i Havsnød. Thi Samvittigheden er ikke hele os selv. Vi er meget mere end den. Jesus siger: følg mig! Jeg siger: følg Dig selv! Men tænker Du nøjere efter, er Forskellen mellem disse to Ord ikke saa stor, som den synes, hvis den overhovedet er til Stede.
Men Du mangler altsaa Mod til at gaa alene, og det skønt Du har en Række anseelige Aar paa Bagen og sidder i et ansvarsfuldt Embede som Provst i vor Hovedstad. Du skriver, at Du i hele dit Liv har følt Dig under Guds Naade, hvilket verdslig talt vil sige, at Du har haft Held med Dig, men at Du nu gaar i Frygt for at forspilde Naaden, hvis Du ikke følger det Bud, som Du mener, at Guds Retfærdighed stiller Dig, og som bestaar i et Krav om, at Du skal tage dit uægte Barn til Dig. Dette er dit Dilemma, hvilket, kortelig, ser saaledes ud: Du har — tilgiv mig — en lidt dømmesyg Kone, der Intet aner om den bortadopterede Polytekniker, og et Par ægte helellers. 11halvvoxne Børn, som Du undser Dig for, og som vel ogsaa vil undres svarligen, naar Du præsenterer dem en 21-aarig Halvbroder. Og dog føler Du baade som Fader, som Christen og særlig som Præst, i Trang til at sone din Ungdomssynd, en paagaaende Pligt til at anerkende dit ureglementære Afkom, om Du skal forblive i Guds Naade. Du frygter, en Smule overtroisk, hans retfærdige Vrede, hvis Du undlader det.
I Himlens Navn, kære Ven, den jordiske Retfærdighed afbildes med Bind for Øjnene, men den himmelske tør vel fastslaas som en klarøjet og forstaaende Dommer. Og hvorledes maa den da ikke dømme i et Tilfælde som dit ? Mener Du for Alvor, at den vil stille Dig et Forlangende, som gaar ud paa, at Du ikke blot skal ødelægge dit hyggelige Familieliv, men, hvad sikkert har ligesaa stor Betydning for Dig, din overordnede Position i Samfundet, fordi din uægte Søn pludselig dukker op paa din Vej og beder Dig, beskedent men tankeløst,s. 12være en Fader for ham? Tror Du ikke, at Guds Retfærdighed er klog nok til at indse, at der aldrig vil komme andet ud af dit og hans Samkvem end Vrøvl og Rivninger baade husligt indadtil og udadtil i din Menighed, saa at det Hjem, han søger hos Dig, inden kort Tid vil blive Helvede i Stedet for Himmerig?
Og hvad siger Retfærdigheden videre? Den mener, at Du slet ikke er hans Fader. Han bærer jo ikke en Gang dit Navn. Og hvad mere er, langt mere, Du har fra hans første Dag givet Afkald paa at lade ham nyde godt af din Erfaring og dit kærlige Sind. Han er en fremmed for Dig som Du for ham, og I vil, under de Omstændigheder, der foreligger, aldrig kunne blive andet for hinanden, medmindre Du — hvad ikke kan tænkes — ofrede baade Hjem og Embede for at skabe Dig helt nye Forhold i Forening med ham. Men Du elsker jo dine ægte Børn. Hvem indestaar Dig for, at Du vil kunne elske ham? Dette med Blodets Baand er den rene Svindel. Derpaas. 13vil Mennesker trindt om i Verden kunne give Dig Exempler i Tusindvis.
Med disse eller lignende Ord vil den himmelske Retfærdighed tale til Dig, tale, om jeg saa maa sige, i Naade, og saaledes bevare Dig i dem begge.
Nej, følg Dig selv, eller rettere din Indskydelse — din Samvittighed tør jeg ikke kalde det — og skriv, som Du antyder, et venligt Brev til den unge Polytekniker, i hvilket Du klarlægger ham dine indlysende Grunde for, at Du ikke kan aabne dit Hjem for ham. Og tilføj saa en varm Forsikring om, at Du som Privatmand altid i Fremtiden vil staa ham bi, paa hvad Maade han maatte ønske det. Saavidt min psykologiske Sans rækker, er han, idet jeg gaar ud fra Tonen i hans Brev, for stolt til at være paatrængende, vel ogsaa for fin til at røbe Dig, og vil slaa sig til Ro i sit vante Milieu.
Og lad saa alle Selvplagerier fare og tænk lidt paa Dig selv. Det er altid vor Pligt. Dus. 14sidder i et stort Kald, og mange Sjæle sætter deres Lid til Dig. For disse Menneskers Skyld maa Du være stærk ikke blot i Troen, men i dit Sind og Hjerte. Hvorledes skal Du kunne hjælpe paa andres Samvittighed, naar Du ikke kan klare din egen ? Du skrev en Gang en fortræffelig Artikel om vor Tids nervøse Præster, der ikke vidste ud eller ind hverken om deres Kirke, deres Medmennesker eller dem selv, og som derfor kom paa Afveje. Bliv nu ikke selv nervøs, kære Provst!
Med hjertelig Hilsen
din gamle Uen Andr. Thurøe.