Thurøe, Andreas BREV TIL: Koldby, Axel FRA: Thurøe, Andreas (1927-02-13)

TIL
STUD. JUR. AXEL KOLDBY
13.2.1927.

Kære Axel.

Jeg var slet ikke tilfreds med Dig, da Du gik fra mig igaar Aftes. Dit Ansigt havde det samme nedslagne Udtryk, som da Du kom. Den Fortrolighed, Du viste mig, havde ikke lettet dit Hjerte, og de Raad, jeg gav Dig, ikke heller. Men jeg kan ikke slippe Dig, før jeg har gjort endnu et Forsøg paa at bremse din Usikkerhed. Det er nemlig den, der piners. 16Dig, slet ikke de faktiske Forhold. Eller — hvad jeg just ikke fik Indtryk af under vor Samtale, men som nu, da jeg har »sovet paa det«, falder mig ind — forholder det sig saaledes, at naar Du gik ubeslutsom fra mig, var Grunden den, at Du skammede Dig? Jeg vægrer mig ved at tro, at den kanoniske Opdragelse, Du har faaet, endnu bestandig skyder smaa næsvise Nissehuer op i den Funkisvilla, Du er i Færd med at bygge. Du formaaede dog at frigøre Dig fra de fædrene Dogmer, da Du fulgte din Hjernes Lyst og gav Dig i Lag med Strafferettens dito. Jeg var Dig dengang en virksom Støtte i din Kamp mod det nedarvede Præsteskab og vil ogsaa gerne være det i den Strid, Du nu staar i. Derfor faar Du dette Brev. Det skrevne Ord samler ofte bedre end det talte.

Lad mig fortælle Dig noget om mig selv, noget, som jeg neppe mundtlig vilde have berørt for Dig, men som jeg uden Betænkning betror min Pen, saa meget mere, som din Fortroligheds. 17paakalder Gensvar, og ikke mindst, naar dette Gensvar, hvad jeg tror, kan virke som en Afstiver for din Raadvildhed.

Naar jeg ikke har giftet mig, er jeg tilbøjelig til at mene, at min Pebersvendestand hænger sammen med en Forlovelse, der brast trods stor Kærlighed fra begge Sider. Jeg forklarer Dig bedst, hvorledes dette kunde ske, ved at fortælle Dig, hvad det var, der skete. En Aften paa et Tidspunkt, hvor Bryllup allerede var fastsat, kom min Kæreste uventet op til mig i min Ungkarlelejlighed. Hendes Forældre var bortrejst, hun var sin egen Herre. Besøget baade overraskede mig og betog mig. Vi havde aldrig før været sammen uden en vis Kontrol, aldrig før været »enfin seuls«, som det hedder — hvilket for hende betød, at hun var rede til at give mig sig selv helt og fuldt. Min Opdragelse, min Moral, om Du vil, vel ogsaa mit Temperament, men mest af alt den Agtelse — den Højagtelse — jeg nærede for hende, forbød mig at foregribe ens. 18Lykke, der senest om et Par Maaneder vilde falde i min Lod. Jeg følte det som en Nedværdigelse for os begge, hvis vi ikke formaaede at beherske os. Hun følte det modsatte. I hendes Øjne bestod Nedværdigelsen just i min Beherskelse. Det fik jeg at vide, da hun kort efter hævede Forbindelsen.

Spørger Du mig nu, om jeg fortryder min Adfærd hin Aften, maa Svaret blive et dobbelt. Havde jeg handlet anderledes, vilde jeg have fortrudt det — dengang, fordi jeg i saa Fald var kommet paa Kant med mig selv. Nu, langt over en Menneskealder senere, har Livsværdierne, sociale som moralske, forskubbet og fornyet sig saa grundigt ogsaa for mig, at jeg tror at forstaa, hvorfor min Beherskelse paa et lidenskabeligt Sind som hendes kunde virke som en Fornærmelse.

Derfor, kære Axel, forstaar jeg ogsaa, at Du og din Kæreste har følt det som det eneste sunde og naturlige, at Kærlighed afføder fuld Hengivelse. Det var heller ikke din »Synd is. 19Kødet« — hvis man gider bruge det Udtryk — som jeg i Aftes bebrejdede Dig. Men din Kæreste skal føde dit Barn. Og om dette lille Væsens Fremtid var det, at Striden mellem Dig og mig kom til at staa. Du søgte i din Vaande mit Raad. Og dette faldt ikke sammen med det, Du haabede. Du tiltroede mig en mere moderne Mentalitet, end jeg var i Stand til at præstere.

Jeg skal ikke udbrede mig om Problemerne Folkedød og Børnebegrænsning. Lad begge Parter have Ret i deres Paastande, og lad dem gennem Aviser og Foredrag tage Livtag med hinanden. Min Tro er den, at Naturen uden Agitationsmidler ad selvfundne Veje i rette Tid hjælper det omtumlede Samfund paa ret Køl — saaledes som jeg er overbevist om, at din gode Natur vil bringe Dig til Besindelse. Du talte om at afværge en Skandale. Hvor kunde Du tage det Ord i din Mund? Hvor er det overhovedet tænkeligt, at en Barnefødsel kan blive en Skandale? og hvor langt mindres. 20tænkeligt er det, at et Barnemord, begaaet af to sunde unge Mennesker, ikke skulde blive en Forbrydelse? Ordet »Indgreb« er mig modbydeligt, hvad enten Anvendelsen af det gælder et Menneskes Legeme eller hans Sjæl. Kun, hvor der er Tale om Liv eller Død, Existens eller Ikke-Existens, kan Indgreb forsvares.

Men her er jo kun Tale om Ubehageligheder. Efter hvad Du sagde mig, er din Kærestes Forældre et Par smaatskaarne, religiøse Provinsfolk. Men hvad betyder Familiegraad og Bebrejdelser i Sammenligning med den Ulykke, som et Indgreb mulig kan foraarsage, legemligt for hende, sjæleligt for eders indbyrdes Forhold? En sund og stærk Kærlighed fordrer Fuldbyrdelse og udsættes for Skibbrud, hvis de Elskende selv forhindrer den. Og at eders Kærlighed, der forlods har taget sin Ret, skulde være mindre fin og stærk end min, der valgte en kort Forsagelse, har jeg ikke Lov til at betvivle.

s. 21Derfor, kære Axel, tag resolut Konsekvenserne af det skete, og tag dem med Humør. Om nogle Maaneder har Du faaet en fin juridisk Examen, og en smuk Livsvej ligger aaben for Dig. Desuden har din Kæreste jo fulgt Tidens Mode og sidder i et lille Embede hos den Sagfører, hvor I har truffet hinanden. Og I er begge myndige. Hvad er her at græde over? Lad, saa snart det kan ske, en Præst eller en Borgmester lægge jeres Hænder sammen.

Men ikke et Kny om jert Forehavende, før det er et fait accompli! For et saadant bøjer Mennesker sig altid, ogsaa Folk i Provinsen. Hjem kan I neppe stifte, før din Examen er overstaaet, og Du kan tage fat som Manuduktør — hvis da ikke din velstaaende Provstefader, hvad jeg har skellig Grund til at formode, uden Tøven som Svar paa uskrømtet Aabenhjertighed, vil hjælpe jer til en lille Toværelsers Husholdning.

Jeg er sikker paa, at Du vil samtykke i mit Raad. Thi har jeg ikke Ret? Naar jeg sidders. 22her under Indtryk af, at Du igaar Aftes skammede Dig for mig, da gjaldt Skammen ikke dit »Fejltrin«, men en under vor Samtale voxende Fornemmelse af, at den blotte Fristelse til at omkomme dit Barn var et uværdigt Indgreb i dit eget Kød og Blod.

Jeg er din Gudfader, men har aldrig taget den Værdighed højtideligt. Dette Brev har jeg skrevet til Dig ud af den Venskabsfølelse, som i de senere Aar ved mange Lejligheder har glædet og beriget os begge.

Din hengivne
Andr. Thurøe.