Danmarks Breve

BREV TIL: Sine Abildgaard FRA: Andreas Thurøe (1928-05-06)

TIL
FRØKEN SINE ABILDGAARD
Alderdomshjemmet
6.5.1928.

Kare Abildgaard.

Jeg blev meget rørt, da jeg læste Deres Brev til mig, og sandelig alt andet end vred — hvor kunde De dog tro det? — tvertimod glad baade paa Deres og mine egne Vegne, fordi De nu sidder med de gamle Damaskes Klude om Deres syge Ben. Kun een Ting skal De have Skænd for. Der er Ingen, der kender mig bedre end De. Hvorfor i Alverden bad De s. 24 mig da ikke, før De rejste fra mig, om at maatte medtage de to tyndslidte Duge, som i lange Tider ikke havde set Dagens Lys, men som De vidste laa gemte i mit Linnedskab? De maatte dog vide, at, om jeg havde haft tyve, saa havde De faaet dem allesammen. De skriver, at jeg har været saa god imod Dem i alle Maader ved at hjælpe Dem ind i Stiftelsen, at De skammede Dem ved at bede mig om mere, men at Fristelsen til at medtage Dugene var Dem for stor, da De jo aldrig kunde finde saa blødt et Linned til at bulte om Deres skrøbelige Skinneben. Og nu, bagefter, faar De ikke Fred i Deres Sjæl, før De har tilstaaet Deres »Forbrydelse« og bekendt Deres »grænseløse Utaknemmelighed«.

Kære Abildgaard, De har jo kun taget en Ting med Dem, som jeg knap vidste existerede. Og De er dog ellers et fornuftigt Menneske. Men jeg blev helt bange, da jeg læste videre i Deres Brev. De fortæller mig om en Broder, De har havt, der for mange Aar s. 25 siden maatte gaa i Fængsel paa Grund af et Tyveri, han havde begaaet, og som senere blev sendt til Amerika. Og nu sidder De der i Deres lune Stue og grubler over, at De ikke er bedre end han, men burde sættes i Arrest paa Vand og Brød. Ja, De bliver ligefrem dybsindig og snakker om, at forbryderiske Anlæg ligger i Familien.

Men nu skal jeg betro Dem noget, som De for Guds Skyld ikke maa bringe videre. Den Slags Anlæg ligger i de fleste Familier, for Exempel i min egen. Og De har jo dog set, at baade min Broder, Højesteretsdommeren, og jeg selv har naaet at blive hæderlige Mennesker. Men Tyveknægte har vi skam været begge to, lige til Spjældet. Jeg neglede en Gang i min Opvæxt et Tokronestykke, som min Fader havde glemt paa sit Skrivebord; og min Broder stjal en Gang, da jeg var bortrejst, nogle illustrerede Værker fra min Reol og solgte dem til en Bogjøde. Der er saavist langt mindre Undskyldning for os end for en s. 26 sølle Fyr som Deres Broder, der var slaaet ud og stod paa bar Bund. Og jeg synes, at naar han notorisk er blevet en hæderlig Mand ovre i Amerika, saa er det en langt større Bedrift, end at to Sønner af velstaaende Forældre er blevet agtede Statsborgere herhjemme.

Tænk paa det, naar De bulter med de gamle Klude; og tænk paa, hvor ofte De kunde have snydt mig med Husholdningspengene i de mange Aar, De passede mit Hus. For hvad veed en gammel Bogorm om Prisen paa et Pund Smør eller en Flæskesteg? Om De vilde, kunde De have samlet Dem kønne Kontanter i Deres Sparekassebog. Men gjorde De det? De saae saa nøje paa min Fordel, at jeg ofte var bange for, at De sultede Dem selv. Lad mig saa ikke høre mere om den Tyvenatur, som De dutter Dem paa. Men kom snarest op til mig for at undersøge, om der ikke er flere Laser, som De kan bruge.

Og tag Deres Søstersøn, Snedkeren, med. Ham maa vi for Guds Skyld ikke glemme. s. 27 Synd og Skam vilde det være, om den unge Mand skulde lide under sin Mosters gruelige Gerning. Jeg har ikke set ham, siden De forlod mit Hjem, og jeg havde jo lovet ham Middagsmad tre Gange om Ugen i den Tid, han er arbejdsløs. Men De har sagtens ladet et Ord falde om, at nu skulde der ikke trækkes flere Vexler paa min Godgørenhed. Jeg har ovenikøbet Arbejde til ham. De kender mine gamle Stole. De knirker og truer med at knække over i Ryggen, hvis man sætter sig lidt kraftigt til Rette i dem. Husk ogsaa paa, hvor tidt De har jamret over det lille Mahognibord, naar mine Gæster med deres Whiskyglas sætter grimme Rande paa den pæne Plade. Alt det kunde Deres flinke Snedkermand gøre i Stand for mig.

— Jeg savner Dem ellers meget, kan De tro. Deres Efterfølgerske er, som man siger, baade dygtig og paalidelig. Men hun forstaar ikke som De at bringe mine forskellige Smaasager paa Plads, saaledes at jeg kan finde dem s. 28 i Mørke. Jeg trøster mig da med, at det er sundt at blive vænnet af med sine Uvaner. Man skal se Lyssiden i Alt her i Verden, og den haaber jeg, at De for Fremtiden uden Skrupler maa finde i de gamle Klude.

Sov nu godt om Natten og kom snart op til mig. De maa gerne tage nogle kønne Blomster med til min Vase som Tegn paa, at De er rigtig glad ved at se mig igen.

Deres hengivne
Andr. Thurøe.