Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Thurøe FRA: Andreas Thurøe (1934-07-10)

TIL
STUDENT ANDREAS THURØE
Løkken
10.7.1934

Kære Andreas.

Det er et meget forvirret Brev, Du har sendt mig, skønt Fakta er tydelige nok. Du kalder mig det fornuftigste Medlem af Familien og mener derfor, at jeg er den, der bedst kan klare Ærterne for Dig. Du skriver, at jeg altid har opmuntret, hvad Du spøgefuldt benævner din »Kunstnerhu«, og at Du derfor trygt tør henvende Dig til mig i den foreliggende »uhyggelige« Situation.

s. 38 Jeg maa uforbeholdent sige Dig, at samme Situation klæder en ung Mand ilde, hvis han vil gælde for en Gentleman. Du anfører til din Undskyldning, at Du med stor Overvindelse har bøjet Dig under den fædrene Tugt og taget Studenterexamen, og slutter heraf, at Du med dette Offer har erobret Dig Ret til at være en fri Mand — endda saa fri, at de Rejsepenge, din Fader har givet Dig med utvetydigt Henblik paa et Besøg hos din sønderjydske Slægt — dem anvender Du mir nichts dir nichts til et Ophold i Løkken, fordi Du kender en ung Maler, som arbejder deroppe, og som kan vejlede Dig, naar Du sidder og tager Skitser. Men Du bævrer alligevel i dine selvstændige Buxer, fordi Du meget vel indser, at din Kækhed neppe i tilstrækkelig Grad vil imponere din Fader, naar han faar Nys om din Eskappade, men snarere bevirke, at han lægger en ny Kapsun paa Dig i Retning af det juridiske Fakultet.

Dette sidste anser jeg for grumme sandsynligt. s. 39 Og hvad vil Du, at jeg arme Mand skal gøre? Det falder mig ikke helt lige til at træde i Skranken for Dig. Men naar Du har maattet vente en halv Snes Dage paa mit Svar, skal jeg betro Dig, at jeg alligevel har hjulpet Dig, eller rettere forsøger derpaa, for mere kan det ikke blive til.

Jeg gik op til A. M. Hansen, der er en god Bekendt af mig fra den Tid, da han malede mit Portræt. Og jeg medtog det lille Billede, som Du for to Aar siden klattede ned, og som skulde forestille mig. Jeg bad ham sige sin skaanselsløse Mening om Produktet. Jeg vidste, at hans Redelighed er ligesaa stor som hans Geni. Han tog sig god Tid, før han afgav sit Votum. Veed Du, hvad han sagde? — »Lysvirkningen«, sagde han — »kun sytten Aar — ikke saa ueffen! al Ære værd!«

Ja, gaa nu ikke over Gevind! Dette er jo kun en højst usikker Begyndelse, en ganske tynd Is, slet ikke til at staa paa. Mere værd er den Aftale, jeg traf med ham — at naar Du s. 40 kommer hjem, skal Du forestille Dig for ham og vise ham dine Skitser. Han antydede den Mulighed, at han vilde tage Dig som Elev sammen med et Par Stykker, som han allerede har. Og det er jo tænkeligt, ifald en berømt Mand siger god for Dig, at din Fader —? Naar Du dog blot ikke havde begaaet den Dumhed at gaa ham under Øjnene! Aflæg et Besøg i Møgeltønder, før Du vender Næsen hjemad. Det er altid en Dæksmand.

Og hør saa videre. Jeg sad vel en Timestid hos den rare A. M. i behagelig Samtale. Han er ikke en Mand af svævende Talemaader. Det er vel derfor, at man husker, hvad han siger. Til en Begyndelse tog vi, som naturligt var, Dig og dine Forhold under Behandling, men havnede hurtigt i Drøftelsen af mere abstrakte Fænomener. Jeg havde ventet af hans Mund at høre skarpe Fordømmelser af den nye Malerskole. Jeg mødte snarere Anerkendelse. Han yndede overhovedet ikke Begrebet »Skole« og sagde blandt andet: »vore s. 41 unge Malere har ofte gode Indfald, men de bliver ligesaa ofte staaende ved Anslaget. Enten overvurderer de dette, eller de mangler Blik for dets Værdi, og af begge Grunde undlader de at udarbejde det. De glemmer, at Trang til at kunne er Talentets halve Hovedsag « Og senere sagde han: »hvad vil det endelig sige at have Talent? Hvert tredie eller fjerde Menneske har det for Et eller Andet. Mange af dem veed slet ikke af det, og mange veed det saa godt, at de misbruger det. Talent er noget Flydende og derfor farligt. Jeg anvender kun Ordet overfor en Kunstner, hvis Arbejde, hvor færdigt det end kan være, fortæller mig, at just det kunde kun han og ingen Anden præstere.« Saaledes faldt hans Ord eller saa omtrent. Jeg nævnede for ham det Kunstnertemperament, som Du stadig paaberaaber Dig. Han smilede. »Der gives betydelige Kunstnere«, sagde han, »som slet ikke har det. Og der gives andre Mennesker, som har det til Overmaal, men aldrig naar at udløse s. 42 det i Kunst. De bliver ikke lykkelige — hvad Kunstnere iøvrigt heller ikke bliver.« Jeg tror, Du vil kunne lære en Del af den Mand, ikke blot til Vejledning for din Pensel, men for din lille ustyrlige Mandsperson.

Drag nu sydpaa og kom saa snarest hjem. Din Faders Baderejse trækker ud. Før om en Maanedstid faar vi neppe Glæden af et Gensyn med ham her i København. Og inden den Tid skulde Du helst have talt med A. M. og saa nogenlunde være klar paa de Fremtidsplaner, Du kan forelægge Højesteret. Jeg skal vedblivende assistere som din Forsvarer, men vil unægtelig være glad ved at kunne gøre det uden at maatte ty til Smaaløgne.

Jeg ønsker det bedste for Dig, ikke blot fordi jeg tror paa dine Evner, men fordi Du hedder ligesom jeg. Du kan umuligt ville gøre vort Navn Skam.

Din Onkel
Andr. Thurøe.