TIL
HR. MAGISTER HOLGER BRUN
10.5.1935.
Kære Brun.
De har Ret. Jeg havde igaar Aftes kun en Anelse om de skarpe Ord, der faldt mellem Dem og Dr. Jessen i en Krog af mit Biblioteksværelse, medens vi andre i Stuen ved Siden af lyttede til vor kirkehistoriske Højtaler. Anelsen skyldes Jessens hastige Opbrud, og, da han sagde mig Farvel, det stive Udtryk i hans Ansigt, der saa ganske var blottet for hans sædvanlige pæne Smil.
s. 59Det gør mig ondt, hvad der er sket. De smaa Sammenkomster, som jeg nu og da foranstalter, og hvor jeg gerne samler unge Videnskabsmænd af alskens Kulører, har altid været mig til stor Opmuntring, og, saavidt jeg mindes, har hidtil ingen Mislyd forstyrret Samværet, selv om det kunde gaa hedt til i Disputerne. Og nu skriver De til mig, at havde De og Jessen ikke staaet under mit Tag, kunde Tvisten imellem dem let være gaaet over til Haandgribeligheder. Aarsagen — ja, jeg forstaar baade Deres Harme og hans Forbitrelse. Jeg var selv til Stede ved hans nysoverstandne Disputats. Da en af mine Kolleger ex auditorio stillede ham nærgaaende Spørgsmaal, undveg han dem eller ligefrem løj sig fra Svaret, hvilket bevirkede nye, for Præses ret kompromitterende Angreb. Det er altsaa denne lidet værdige Holdning, som De igaar Aftes i usødede Vendinger har bebrejdet ham. Og Deres Ligefremhed bragte ham paa Kogepunktet. Han har ikke kunnet se Situationen unders. 60samme Drengesynspunkt som De. For, som De skriver, »han og jeg har altid sagt hinanden Sandheden, og vi har været lige gode Venner for det !«
Men allerede idag fortryder De Deres Heftighed. De frygter for, at han skal tillægge Deres provokerende Udtalelser mindre rene Motiver, f. Ex. Misundelse over den akademiske Grad, som han har erhvervet, og som De selv neppe har Udsigt til at opnaa. Derfor har De ogsaa tilskrevet ham et undskyldende Brev. Men da De forudser den Mulighed, at han vil kaste det i Papirkurven, beder De nu mig, da Striden foregik i mit Hus, og da De kender hans Hengivenhed og Ærbødighed for mig, om at være Mægler mellem Dem og ham. — »Et ærligt Ord«, skriver De tilsidst, »maa dog kunne tilgives.«
Et ærligt Ord, kære Brun — et ærligt Ord er en Livsværdi, som man skal benytte med Varsomhed. Jeg taler af rig Erfaring. Manges. 61Gange har jeg følt mig fristet til at give Luft for ærlige Ord, men efterhaanden lært at vogte dem vel — ikke i al Almindelighed, men i Tilfælde, der rummede et Faremoment. Dette indtræffer overfor Mennesker, som man ikke blot af Hjertet holder af, men som man af en eller anden Grund føler sig knyttet til og nødigt vil miste. Forholdet mellem to Mennesker har Pletter ligesom Solen, selv om vi ikke til daglig kan se dem. Og det er ofte det ærlige Ord, der gør os seende. Vi veed saa lidt om hinanden. Vi kender ikke hinandens Afgrunde. Derfor kan en tilsyneladende uskyldig Rift hurtigt blive til et dybt Saar. Og tror De ikke, som jeg, at Bevarelsen af et Venskab er mere værd end Trangen til at sige det ærlige Ord, naar man er i Tvivl om, hvorvidt just dette Ord ikke vil efterlade en Brod, der uafvendeligt kun graver sig dybere ind ? Og hvor ofte er man ikke i Tvivl? Min er tiltaget med Aarene. Det er maaske derfor, at jeg har bevarets. 62saa mange Venner; og dog vil neppe nogen af dem kalde mig uærlig. Men — jeg har ogsaa fundet en Udvej. Skulde det ærlige Ord endelig siges, gav jeg det en spøgefuld Form.
Den burde De ogsaa have brugt igaar Aftes overfor Dr. Jessen — skønt den sagtens ikke er let at finde, naar man bliver hidsig. Men just i denne Omstændighed, Hidsigheden, ser jeg den Redning for Deres og hans Venskab, som De saa oprigtigt ønsker. Det hidsige Ord er en Lussing, hvis Mærker hastigt fortager sig. Det ærlige er en Sonde, der sætter dybere Spor. Vær De da glad for det hidsige, selv om det var ment ærligt.
Jeg skal bede Dr. Jessen komme til mig i en nær Fremtid, naar jeg kan tænke mig, at han har forvundet sin berettigede — eller skal vi sige — uberettigede Krænkelse. Han har sit Væsen imod sig, men bag en glat Manér skjuler sig en god Fyr. Ham har jeg set flere Gange og haaber, ved paa min Maade ats. 63snakke rent ud, at jeg maa finde ind til ham igen. For jeg vil nødigt miste hverken Dem eller ham. Og et Valg imellem dem kan jeg ikke træffe. Tror De ikke, at jeg her har en virksom Trumf paa Haanden?
Venligst Hilsen
Deres hengivne Andr. Thurøe.