Thurøe, Andreas BREV TIL: Schubin, Leo FRA: Thurøe, Andreas (1936-02-01)

TIL
HR. DR. PHIL. LEO SCHUBIN
1.2.1936.

Kære Dr. Schubin.

De har skaffet mig en søvnløs Nat. Jeg fortsatte vor Samtale længe, efter at De var gaaet, i stadig Tumlen med de samme Tanker og Synspunkter, som vi Aftenen igennem havde gennempløjet. Og jeg sagde flere Gange ganske højt til mig selv, medens jeg laa i min Seng: det er jo Vanvid af Manden! Det samme gentager jeg nu. Det er Vanvid af s. 80Dem, hvis De bryder op fra København og søger et foreløbigt Hjem og en tilfældig Beskæftigelse i Moskva. De er jo af god gammel dansk Slægt. Deres Fader og Bedstefader var højt hædrede Borgere i vor By, og De selv er en verdenskendt Videnskabsmand, der har en straalende Karriere for Dem ved vort Universitet. Og en anden Ting: hvor sikkert kan De lide paa Deres Frues russiske Slægtninge, selv om De har Brev paa, at de vil modtage Dem med aabne Arme, og stiller Dem en Virksomhed i Udsigt, hvor De — saaledes forstod jeg Dem — vil faa Anvendelse for Deres i sjælden Grad omfattende Sprogkundskaber ? Disse har vi sandelig ogsaa Brug for herhjemme. Det er dette, jeg af al Magt vil søge at indprente Dem — skønt De jo maa vide, at min Trang til at genoptage Disputen fra igaar Aftes først og fremmest bunder i personlig Sympati og i en deraf følgende Ængstelse for, at De skal handle uklogt og blindt, saaledes som forpinte s. 81Nerver og et hidsigt Blod kan fristes til det.

De paastaar, at De, paa Grund af Deres jødiske Afstamning, nu, i de senere Aar, tør konstatere en kendelig Afkøling i Forholdet til Deres Omgangskreds. Jeg har ikke mærket hverken direkte eller von Hören-Sagen, at De var Genstand for nogen Art af Uvillie, men mener, at der stedse vises Dem en udsøgt Venlighed, endog en Courtoisie, der grænser til Beundring, i mange indflydelsesrige Familier. Deres Fornemmelse af at møde Kulde udefra bunder i en Indbildning, som De selv har undfanget og næret under Paavirkning af den Forfølgelse, som i forfærdende Omfang har ramt Deres ulykkelige germanske Stammefæller. Og samme usalige Indbildning har antaget helt forvredne Former under en voxende Frygt for, at Danmark under en kommende Krig skulde blive udsat for den uhyggelige Kalamitet, at København blev besat af Tropper s. 82fra vor sydlige Nabo. Jeg sætter, omend vantro, men jeg sætter altsaa, at dette Uvejr skulde komme flyvende over os — tror De for Alvor, at de moderne Vender i saa Fald vilde bekymre sig det fjerneste om Spørgsmaalet Jøde eller ikke Jøde ? De vilde sikkert have saa meget andet at varetage, at de ikke turde spilde Tid med at indlade sig paa racemæssige Undersøgelser. Kan dette Ræsonnement ikke gyde lidt dansk Kildevand i Deres orientalske Blodkar?

Og fremfor alt, kan det ikke bibringe Dem Klarhed over, at De ikke har Lov til at flygte fra Deres Hjem — som overhovedet ikke er truet — men tvertimod Pligt, ikke blot overfor Dem selv, men overfor Deres Race til just for Tiden at holde Dem rank ? Vi andre — Arier— kan nemlig ikke undvære den særegne, semitiske Islæt i vort aandelige Væv. Vi har i mange Aarhundreder ikke kunnet det, ligesaa lidt som vi har kunnet undvære Blodsblanding s. 83med andre Racer, hvis vi skulde naa det alsidige Kulturpræg, som vi bryster os af.

Og lad os saa mødes i et Smil, kære Doctor. Hvem er Arier? De kan maaske finde et Par rendyrkede Exemplarer i en afsides Dal i det høje Nord. Men blandt Germanerne selv? hvor talrige slaviske og romanske Krydsninger har ikke forrykket den oprindelige Teutoburgersubstans ? og for at nævne vor Verdensdels Gentlemen, Englænderne — hvilket uhyre mixtum compositum!

Nej, Raceproblemet er, i hvert Fald her i Europa, en mytisk Fiktion. Man har endogsaa villet gøre Jesus til Arier. Men han var saagu Jøde, selv om han maaske i den almindelige Bevidsthed er kommet til at staa som en international Personlighed, et Ideal for det menneskelige Køn. Og om De end ikke tror paa ham, skal De ikke fornægte ham. Thi vi kommer ikke bort fra, at vor tusindaarige Kultur, der er grundet paa jødiske Bud, faar s. 84sin Fuldendelse i Christendommens sociale og humanistiskeLære. Og i dennes Ly er det, at De og Deres Stammefrænder vil finde tilbage til en rolig Tilværelses Goder, naar den onde Tid har raset ud. Thi Jøden Jesus naar vi ikke udenom i en overskuelig Fremtid. Det er ørkesløst at se frem til en ny Messias. Den Støbeske, hvori han kan formes, er endnu kun et Stykke raat Metal.

Gid jeg med det Haandtryk, hvormed jeg nu slutter mit Brev, maa lade Dem føle, hvor varmt jeg ønsker at sprede den Uro, der nager Deres Sind. »Es war schon alles da!« siger den hundredaarige Rabbi i et gammelt Skuespil. Deres Race, der tæller Tusinder af Aar, siger det samme, i stadig Tillid til sin Styrke. Gør De ligesaa!

Deres hengivne
Andr. Thurøe.