Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Helmut von Moltke (1856-08-15)

Peterhof, den 15de August 1856.

Saaledes som Vejret var, da vi gik fra Berlin, kunde vi gjøre sikker Regning paa at faa en slem Overrejse, og — den gik ganske fortræffelig. Min Blyants Depeche fra Swinemünde har du forhaabenlig allerede faaet i Onsdags. Dér havde den stærke Blæst allerede lagt sig noget, og da jeg saa’ de to store Krigs- dampere, kunde jeg nok tænke, at der vilde høre ganske artige Bølger til at bringe dem ud af deres Ro.

Det varede temmelig længe, inden Kejserinden * ) havde taget Afsked med sine Søskende, og imidlertid indrettede vi os paa Korvetten »Græmeschtschik« (le tonnant). Henimod Kl. 7 gik Kongen ** ) ombord paa „Nagler“ og s. 2 skød hurtig som en Pil forbi os; de russiske Krigsskibe mandede Ræer, Musikken spillede op, og nu gik Afrejsen for sig. Fremfor Alt kom det an paa at vende de to Leviathaner med Stævnen mod Rusland. I det snevre Farvand kunde de ikke foretage denne Vending med deres egne Skovle, og den lille Dampslæber maatte tage et Par Gange fat for at vende de svære Masser. Men saasnart de først havde Retningen, skovlede de væk langs den mer end tusinde Fod lange Molo ud i den aabne Sø.

Jeg maatte nu give mig Skjæbnen i Vold og besluttede først at indtage en solid Souper, før jeg trak mig tilbage til min Kahyt for dér at afvente, hvad der vilde komme.

„Faites un peu amarrer vos effets“, saaledes lød det trøstelige Raad, jeg fik med ned. Mit »Hotel« havde en Façade paa ét Vindu, og dette Vindu bestod af en Glasklump, saa stor som en Haand, men stor nok til at belyse min Elendighed. Møblementet var ret tarveligt og bestod væsenligst af den Kjæde, der gaar fra Rattet og til Roret, og som bevægede sig uafladeligt med en forfærdelig Snorken.

Da der ikke var Tale om Sengetæpper, svøbte jeg mig feltmæssig i min Kappe, lagde s. 3 mig paa la couchette, sukkede og sov fast og uafbrudt til den lyse Morgen.

Min Opvaagnen paa den kolde, graa Dag var alt andet end behagelig. „Je suis fâché de de vous dire qu’il y ait des moutons“! raabte General Philosophof, der paa den elskværdigste Maade gjorde Honneurs paa „le tonnant“, ned til mig. Disse „moutons“ ere nemlig de hvide Skumbølger, der altid gaa forud for en stiv Kuling.

Jeg overgav mig til allehaande melankolske Betragtninger, og i tre Gange fireogtyve Timer kan man anstille adskillige saadanne. Fra begge Sider lød klagende Toner gjennem de tynde Bræddevægge, der skilte mig fra mine Lidelsesfæller. Jeg var ude af Stand til blot at nyde en Kop Kaffe og slæbte mig for at undgaa den kvalme Kahytslugt op paa Dækket.

Friedrich havde allerede lige fra igaar ligget i sidste Aandedræt, og jeg bestræbte mig for med Opbydelse af alle mine Sprogkundskaber og ved Pantomimer at bevæge Skibsdrengen Murawief til at interessere sig for. min hjælpeløse Tilstand. En Madras blev bragt op, og det eneste Middel mod Søsyge bragt i Anvendelse: Liggen og Holden for.

s. 4 Men med hver Time blev det bedre. Blæsten tog af, Skibet var meget bredt og dets Rullen ubetydelig. Ved Middagstid forstod jeg allerede halvt en fransk Roman, som den forsynlige Fyrst Trubetzkoi havde taget med fra Paris. Henimod Aften anstillede jeg nogle vaklende Forsøg paa at gaa, og efterat denne Dag var gaaet under streng Faste, sov jeg ogsaa den anden Nat trods Talglugten og Skibets Gyngen.

Ganske undselig gjorde jeg et Forsøg paa min Kaffe, med nogle Samvittighedsnag prøvede jeg Kl. 11 om lidt Sild, lidt koldt Kjød og Rødvin vilde glide ned, og derpaa med mere Tillid en fortræffelig Diner. En gammel Malaga, god Lafitte og Champagne frappé hjalp over les côtelettes truffées og les artichaux, som ellers let kunde være blevne fordærvelige.

Den uforlignelige Karavanethe fra Kiächta manglede ikke til Aften, og da Alt gik saa godt, risikerede jeg endnu en Souper, ved hvilken jeg med venligste Tanker drak din Skaal i Champagne, idet jeg forestillede mig dine Bekymringer for mig just i det Øjeblik, da jeg nok saa galant tømte mit Glas. Tilfredsheden boer ofte, hvor man ikke søger den, paa en gyngende Skibsplanke, medens Sorg og bitter Nød valse under Balsalens straalende Lysekroner.

s. 5 Denne vendredi gras var desuden rig paa meget Interessant. Om Formiddagen vare vi komne »Olaf« saa nær, at man kunde hilse paa de andre Herrer af Følget.

Kejserinden lod spørge, hvorledes det gik os; vi svarede naturligvis, at vi befandt os i bedste officielle Velgaaende og erkyndigede os om Hendes Majestæts Sundhed. Svaret var: »Idag gaaer det, Gud ske Lov, meget godt«, hvoraf vi sluttede, at det igaar havde staaet daarlig til.

Denne lille Correspondance blev ført ved Hjælp af tredive eller fyrretyve brogede Flag, der efterhaanden bleve hejsede op paa Stormasten. Da kom der et stort russisk Krigsskib forbi os fra den finske Kyst og hilsede Kejserflaget ved en rullende Skytstorden fra begge Dæk. Græmeschtschik udtalte i Olafs Navn sin Tak ved enogtredive kraftige Ord fra sin Malmstrube.

Saasnart Solen var gaaet ned, hørte Blæsten fuldstændig op. Fuldmaanen skinnede ned gjennem Skyens Rifter, Luften var mild, og Bølgerne skvulpede sagte mod Skibssiderne.

Hver halve Time lyste Olaf op med bengalske Flammer, hvilket blev besvaret af os. Det skete for at sikre sig imod, at den lille s. 6 Græmeschtschik hverken var sakket agterud eller kommen for tæt paa. Jeg spadserede omkring paa Dækket til Klokken 2.

Idag havde vi et ganske fortræffeligt, solklart Vejr. Fra begge Sider traadte først Øerne frem med deres Fyrtaarne, derpaa de sammenhængende Kyster. Jo længere vi kom ind i den finske Bugt, des glattere blev Søen. Da vi kunde befrygte at indtræffe tidligere, end Kejseren ventede os, gik vi fordetmeste kun med halv Kraft.

Ved Middagstid talte jeg over tohundrede Sejlere, som benyttede den netop nu indtraadte sagte Nordenvind til at løbe ud fra Kronstadt. Snart dukkede da ogsaa det nordiske Venedig frem af Havet. Mægtige Fæstningsværker af Kvadersten, omgivne af 3 Rækker Kasematter og armerede Platformer, liggende paa alleslags smaa Øer, en sand Masteskov i Koffardihavnen. Bagved i Flaadens Leje Marinens Uhyrer, som selv fighting Charley ikke formaaede at lokke ud af deres majestætiske Ro, da den lagde sig ligeoverfor dem paa en Afstand af noget over Skudvidde * ).

s. 7 Men hvilken Modtagelse dens begede Drenge vilde have faaet, hvis den var kommen noget nærmere, det kunde vi gjøre os den mest levende Forestilling om. Thi saasnart »Olaf« var kommen omtrent totusind Skridt fra Fæstningen, saa væltede med ét tykke, hvide Skyer ud af alle disse Taarnes, Kasematters, Liniers og Batteriers Skydeskaar, og strax derpaa lød et Tordenbrag, der næsten overdøvede vor egen Kanonadekoncert, endskjøndt Skibet gjennemrystedes deraf. Et engelsk Krigsskib paa 80 Kanoner, som her laa for Anker, stemte iøvrigt muntert i med. Det havde benyttet Solskinnet til at holde Storvask, og flagede med utallige af Besætningens Buxer og Skjorter i alle Farvenuancer. Da Kejserindens Ankomst utvivlsomt var bekjendt, saa talte dette for John Bull’s Ugenerthed.

Nu skød en meget smal Damper med to Skorstene forbi os, det var Storadmiralen, Storfyrst Constantin * ), derpaa fulgte Kejseren ** ), der ilede sin Moder imøde.

Man havde knap holdt det for muligt, at denne høje Dame med sit svage Helbred kunde s. 8 taale Rejsen fra Wildbad i Alperne til Nevas Bredder. Men hun havde nu engang sat sig for, om det saa skulde koste hendes Liv, at være tilstede ved Sønnens Kroning for at tildele ham sin Velsignelse, saaledes som det er dette Lands smukke gamle Skik. Og hvad denne Dame vil, det vil hun for Alvor.

Vi vare naturligvis Alle paa Dækket i Gala og begave os nu i dette accoutrement ombord paa det smækre Storadmiralskib »St. Petersborg«.

Tænk dig nu alt dette sat anderledes i Scene, for Exempel paa en regnfuld Dag, med høj Sø, med kvalmende Søsyge, saa vil du indrømme, at vor Stilling kunde have været skrækkelig. Hurtig glede vi imidlertid i den skjønne Virkelighed over den spejlglatte Sø ind under den nærliggende Kyst. Tilvenstre skinnede i den taagede Horizont Noget, som man, hvis det ikke havde været højlys Dag, vilde have antaget for en lysende Stjerne. Det var den forgyldte Kuppel af Isaakskirken i St. Petersborg.

Snart landede vi ved den smukke, brede Trappe ved Peterhof. Kejserinden var allerede kommen igjennem de paraderende Tropper, men endnu var der en utrolig Trængsel af Militære s. 9 og Hofcharger, bedækkede med Stjerner og Baand. Vi bleve imidlertid snart tagne tilfange af en galonneret Tjener og indspærrede i en Cab, der gjennem en Allé af Springvande førte os til Slottet og derfra til vore Boliger, hvor en Sværm Tjenere og Eqvipager staa til vor Raadighed.

Da jeg nu har bragt mig lykkelig i Land, og Klokken er bleven ti, slutter jeg for idag med et hjerteligt Godnat. Mit Brev skal først afsted imorgen Formiddag, og jeg kan derfor imorgen tidlig fortælle videre, før mine Landindtryk udviske de maritime Erindringer. Efterat jeg nu i tre Nætter ikke har været af Klæderne, er den nette Seng med sine gode Madrasser og stukne Silketæpper dobbelt indbydende.