Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Helmut von Moltke (1856-08-21)

Torsdag den 21 de August.

Imorges tidlig stormede Østenvinden, det var koldt, men Solen skinnede klart og smukt, hvad der altid gjør et oplivende Indtryk, og som nu lokkede mig til mit Vindu for at nyde Udsigten. Nevaen er en prægtig, majestætisk, langsomt flydende Strøm. Dens Vande afsætte i Onega Søens hundrede Kvadratmile store Bassin alle urene Dele og ere fuldstændig klare, men at de skulde være grønne som Rhinen, har jeg endnu ikke kunnet opdage. Det finder, saavidt jeg har bemærket, ogsaa kun Sted ved Floder, der strømme fra Kalkbjerge. Granitformationens Vand er ganske farveløst, Skiferbjergenes graat. Da der her aldrig mangler Plads, ankre Koffardiskibene ikke op tæt ved hverandre, men fordele sig paa store Afstande, kun meget sjældent ses en lille Dampbaad stryge forbi ovenfor Isaaksbroen. Da ser rigtignok Themsens smudsige s. 45 Vande, hvorpaa der bevæge sig ligesaa mange Dampskibe som her Droschker paa Gaden, ganske anderledes ud. Nevaen er omtrent af samme Bredde som Rhinen ved Köln, men den deler sig i Byen i mange Arme. Man har længe betvivlet, at det var muligt at bygge en fast Bro over Floden. Atter her er det den afdøde Kejser, som har udført Værket. Nicolaus- eller Isaaksbroen fører paa sexten Stenpiller, forsynede med Jernbuer, fra Pladsen foran Isaakskirken til Wasilewskoj Øerne. Det vil dog vise sig, om den er i Stand til at modstaa den mægtige Isgang. Ved den ene Ende af denne prægtige, mer end syvhundrede Fod lange Bro holder Czar Peter til Hest paa en stor Granitblok, som er femogtredive Fod lang, tyve Fod bred og fjorten Fod høj. Han er netop sprængt derop i fuld Galop og parerer sin Hest, hvis Forben slaa i Luften. Dyrets Hale bliver berørt af en søndertraadt Slange. Denne er vigtig som et tredie Støttepunkt for denne Kolos, hvis Forpart er hul, og hvis Bagpart er udstøbt med Bly for at frembringe Ligevægt. Kejseren strækker Haanden ud over det af ham nylig erobrede Land og Hav. Indskriften: »For Peter den Første Katharina den Anden« indeholder en stolt Selvros over den Sidste. Ved s. 46 den anden Ende, men endnu paa selve Broen, hæver den hellige Nicolaus’ Kapel sig, omgivet paa tre Sider af mægtige Spejlglasruder og meget zirlig bygget.

For tohundrede Aar tilbage vidste intet Menneske i Europa Noget om Nevaen. I Aarhundreder havde Floden strømmet gjennem ubetraadte Skove. Den bar intet Fartøj paa sin Ryg, og kun finske Jægere betraadte af og til dens Bredder. Nu er Nevaen verdensberømt, den er en af Livsaarene i det russiske Rige, bærer hele Flaader af Koffardifartøjer og giver daglig en halv Million Mennesker Vand. Kun dens Vand er klart, medens det i alle Brønde er brunt og udrikkeligt. Rigtignok truer den ogsaa Byen med stadig Fare. Den finske Havbugt indsnævres tragtformig mod St. Petersborg. En stærk Vestenvind driver Bølgerne med stor Voldsomhed ind i dette Svælg, de trænge Floden tilbage, og Nevaen flyder nu baglænds. Træffer nu dette sammen med Isgangen, saa voxer Faren. Øerne blive først oversvømmede, derpaa skyller Vandet over de murede Kajers Balustrader, og da de højeste Punkter af Byen kun hæve sig femten Fod over det sædvanlige Vandspejl, bliver Alt oversvømmet. Paa mange Steder i Byen findes s. 47 endnu Mærker af Vandhøjden Aar 1824. Det trængte paa mange Steder ind i andet Stokværk. Mange Mennesker omkom, og længe vedblev de Sygdomme at herske, som den haardnakkede Fugtighed efterlod sig. En By af historisk Udvikling vilde aldrig være fremvoxet paa dette saa udsatte Sted. Men Czarens Jernvillie satte det igjennem, og alle de følgende Generationer maatte tage Konsekventserne.

Allerede Kl. ni satte vi os idag i Bevægelse for at tage Vinterpalladset i Øjesyn. Slottet danner en Firkant med flere Gaarde; det er omtrent af Størrelse som Slottet i Berlin, dog er det sidstes Ydre langt mere imponerende; det har en Etage mere og desuden den mægtige Kuppel. Vinterpalladset med alle sine halvt fremspringende Søjler er helt afpudset med Kalk og overmalet med en styg, gulbrun Farve. Men ved Siden af Vinterpalladset ligger, forbundet med det ved Buegange, Kejserinde Katharinas næsten ligesaa store Slot, som man har givet det besynderlige Navn Eremitagen. Med dette Slot og det »franske Hus«, som vi bebo, har den kejserlige Residents langs Nevaen en Frontfaçade af ottehundrede Fod. Man paastaar, at der i Slottet lever sextusind Mennesker, s. 48 og man fabler endogsaa om Faar og Køer, som blive holdt paa dets Tag.

Som bekendt brændte Vinterpalladset med alle de Kunstskatte, det indeholdt, men det blev opbygget igjen af Kejser Nicolaus i Løbet af et Aar. Værelserne maatte opvarmes hele Vinteren igjennem for at holde Mørtlen i flydende Tilstand. En stor Sal styrtede da ogsaa ned, netop som Kejseren var kommen ud af den. Ogsaa her var Kejserens Villie afgjørende, Palladset staar færdig. Det har en meget smuk Trappe og er for saa vidt pragtfuldt, som det indeholder en utrolig Række store Sale. En af disse er tohundrede Fod lang. Den indre Udsmykning lader rigtignok meget tilbage at ønske. Næsten Alt er Hvidt med Guld, ofte er det kun kalkede Vægge, der smykkes af de kolossale, tildels meget smukke Malerier, hvis Sujet er russiske Sejre.

Særdeles skjønne og pragtfulde ere derimod de Gemakker, som den kejserlige Familie selv, og navnlig Kejserindemoderen, beboer ud imod Nevaen og Admiralitetspladsen. Det synes, som om Sønnen har opsøgt Alt for her i Norden at forskaffe sin Moder et venligt og prægtigt Opholdssted. Malerierne og Billedhuggerarbejderne ere de kostbareste Mesterværker fra alle Lande. s. 49 Udsigten fra de store Spejlglasruder er den pragtfuldeste, som man her kan have. En Vinterhave med sprudlende Fontainer afslutter den skjønne Række Værelser.

Ovenover i andet Stokværk findes Kejserens Gemakker, ligeledes meget logeables, men ikke udstyrede med nogen stor Pragt. Man ser her mange Erindringer om Berlin og den højsalige Konge, som Kejseren satte meget højt. Her hænge de store Krügerske Billeder af Berliner Paraden, Kalisch og en Mængde interessante Portrætter. Her var ogsaa Telegrafen, gjennem hvilken Selvherskerens Befalinger med Lynets Hurtighed foer igjennem hans Riges uhyre Strækninger. En Vindeltrappe fører ned til Kejserindens Gemakker.

I Slottets nordvestlige Hjørne findes endnu det etfags, hvælvede Værelse, hvor egentlig den mægtige Imperator boede, Herskeren over Tiendedelen af alle Jordklodens Beboere, han, for hvis Vel græske, katholske og protestantiske Kristne, Jøder, Muhamedaner og Hedninge i fire Verdensdele bede, i hvis Land Solen aldrig gaar ned, men paa nogle Steder heller ikke gaar op det halve Aar igjennem. Her levede den Mand, hvem Folket elskede, og som Europa hadede, men som det mod sin s. 50 Villie maatte agte, han, som ved sin personlige Optræden dæmpede de vildeste Folkeopstande, og paa hvis Bud under den første Koleraepidemi den rasende Folkehob sank paa Knæ, bad Gud om Tilgivelse og udleverede Ophavsmændene, han, hvis Villie styrtede Europa i en Krig, som gav ham selv Dødsstødet. Her døde han.

Man har ladet dette Værelse staa, saaledes som Kejseren sidst saa’ det. Jern Feltsengen med de samme Sengklæder, det grove persiske Schavl og Kappen, som han dækkede sig til med, de mange smaa Toiletgjenstande, Bøgerne, Kaartene over Sewastopol og Kronstadt, Alt ligger der uforandret, selv hans helt iturevne Tøfler, som han har baaret, jeg tror i otteogtyve Aar, og atter og atter lod flikke. Væggekalenderen, der hver Dag blev stillet, viser hans Dødsdag. Sengen staar paatvers midt i Stuen, og Monarkens sidste Blik faldt maaske endnu gjennem de store Spejlglasruder paa den brede, stolte Neva, som han paalagde sin Bros Lænker, paa hans Isaakskirkes gyldne Kuppel og paa Solen, som synker i Havet bag Kronstadts faste Bolværk. Sorgen over Krigsbegivenhedernes Gang var det, som gjorde Ende paa Kejser Nicolaus’ Liv. s. 51 Denne antikke Karakter kunde ikke bøje sin Villie. Han maatte dø.

Vi gik derfra til Eremitagen, der nu bliver indrettet til et sandt Kunsttempel. De største Kunstskatte, de berømteste Mesterværker i Maler- og Billedhuggerkunsten fra alle Lande, tyvetusind udskaarne Stene, en Mængde Manuskripter, Antikker, Mosaikarbejder og Juveler ere her ikke som i andre Museer opstillede, men fordelte i en umaadelig Mængde Sale, af hvilke hver selv er et Kunstværk i Henseende til Skjønhed og Smag. Der gives ikke den berømte Mester, som ikke findes repræsenteret her. Raphael, Corregio, Ruysdael og Claude Lorrain udfylde hele Sale, især Titians Værker syntes mig beundringsværdige.

Meget mærkelige ere ogsaa Udgravningerne fra Kertsch paa Krim, hvor der firehundrede Aar før Kristi Fødsel blomstrede græsk Kultur, indtil skytiske Folkeslag tilintetgjorde den, og hvor senere Tartarernes gyldne Horde lejrede sig. Der findes Sarkophager og gyldne Smykker af det fineste Arbejde. Man fandt blandt Andet et mandligt Skelet med Guldkrone paa. Tandbesætningen var fuldstændig paa en Tand nær. Mandens Gemalinde, der sandsynligvis har ladet sig kvæle, laa ved Siden af ham. Blandt s. 52 hendes Smykker findes en sirlig forarbejdet Guldurne, hvorpaa Gemalen er afbildet meget smukt i Relief, netop i det Øjeblik da en kolchisk Dentist trækker en Tand ud paa ham.

Jeg skaaner dig for Beskrivelsen af de andre Herligheder. Man vilde behøve hele Uger for at bese Alt.

Efter Frokosten besøgte vi endnu det store Artilleriværksted, og henimod Aften kjørte Prinsen tilbage til Peterhof. Jeg bliver her til min Afrejse til Moskou.

Ved Solnedgangen besteg jeg tilligemed Arveprinsen af Hohenzollern endnu Admiralitetstaarnet, hvorfra man har en prægtig Udsigt over hele Byen, Øerne og Nevas Forgreninger. Der mangler overalt kun Baggrund, da Egnen er saa aldeles flad. Man ser kun hinsides de vældige Bygningsmasser en sort Stribe Hav, hvorfra høje Røgsøjler af de talrige Dampskibe stige ivejret. Men Forgrunden er glimrende nok. Efterat have drukket The skrev jeg endnu til henimod Kl. et.