Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Helmut von Moltke (1856-08-25)

Mandag den 25de August. * )

Klokken et Kvarter til elleve i Formiddags kjørte vi med Extratog til Moskou. Afstanden er 605 Werster eller 87 Mil, og da vi brugte 22 Timer dertil, var Farten ikke saa overordenlig stor. Kejseren kjører Vejen i fjorten Timer, altsaa sex Mil i Timen, hvad der jo heller ikke er meget; paa Great Western have vi kjørt 12 Mil i Timen. Men man gjør meget vel i her ikke at stille saa store Fordringer, og det er allerede meget saaledes paa én Dag at s. 66 komme fra den ene russiske Hovedstad til den anden; det føler man først, naar man ser den Egn, som man kjører igjennem.

Banens Drift synes meget velordnet. Paa hele Strækningen findes Dobbeltspor. Banegaardene ere solide, nogle endogsaa prægtige. Flere af dem indeholde Aftrædelsesværelser for Kejseren og ere forsynede med store Spejlglasruder. Vognene ere bekvemme, men meget sværtbyggede. Banens Stigning er, som man kunde vente det i dette Land, ringe, men temmelig vedholdende, da Waldaibjergenes Ryg, som overskæres af Banen, dog hæver sig omtrent 700 Fod. Man har ført Banen i saa lige Retning som muligt, uden at bekymre sig om, at de mellemliggende Byer lades uberørte af den. Selv den gamle, historisk saa berømte og endnu bestandig vigtige By Nowgorod har man ladet ligge et Par Mil ud til Siden- „Le chemin de fer fera naître des villes“. Men hvorfor vil man lade de gamle Byer gaa til Grunde? Forresten har Jernbanen ikke frembragt Andet end Banevogterhuse og Slagbomme. Disse og Milepælene ere de eneste Prydelser i den utrolig øde, ukultiverede, flade og ensformige Egn, som man farer igjennem, saa snart man har St. Petersborgs sidste, allerede s. 67 meget landlige Huse bagved sig. Sumpe og Ellekrat, saalangt Øjet rækker, forkrøblede Fyrretræer, sjældent en Ager, endnu sjældnere en Landsby. Kirken med sin lysegrønne Kuppel og sine hvidkalkede Vægge giver altid Landsbyen et venligt Udseende paa Afstand, men Husene ere gjennemgaaende elendige Træhytter uden Haver og uden Træer.

Landsbyerne have ingen Indfredninger, og til Alléer, Ladegaarde, Avlsgaarde og Herregaarde ser man Intet. Egnen minder mig om Oberharzen, hvor de smaa Træhuse ligge strøede ud paa Engen, ligesom rystede ud af et Sold. Øjet tørster efter lidt Terrainafvexling, og derfor finder man ogsaa Wolchowfloden, naar den pludselig viser sig, overraskende skjøn. Man kommer over Floden paa en Gitterbro af betydelig Længde og i en anselig Højde. Store, plumpe Baade drage paa denne Flod, der omtrent er af Bredde som Elben, fra Pejpussøen og Nowgorod mod Onegasøen og derfra til St. Petersborg for at bringe denne Hovedstad en Del af det Brændsel, hvoraf den bruger saa uhyre Masser.

Endnu mere forbavsende paa denne endeløse Flade er Overgangen over den ubetydelige Bæk, som lidt længere fremme har udhulet en s. 68 smal, men meget dyb Dal. Man kommer over den paa en Viadukt af rigelig 1000 Skridts Længde og i en Højde af i det Mindste 120 Fod. De enorme Piller have vel et muret Fundament, men ere ellers beklædte med jernblik, sandsynligvis fordi de ere tømrede sammen af Træ. De se ud som Kirketaarne. Jeg anser dem for temmelig skrøbelige. Man havde tilladt os at betragte Konstruktionen fra neden. Ad 500 Trappetrin steg man igjen op paa den anden Side. Men saasnart man har disse to Dale bagved sig, saa begynder den gamle Ensformighed igjen, og kun den Tanke, at disse smaa, dovne Bække dog flyde til det kaspiske Hav, gjorde dem interessante for mig.

Hvorledes man nu end vil betitle de forskjellige Maaltider, saa meget er vist, at vi idag have spist tre Gange til Middag efter alle Kunstens Regler, sidste Gang Kl. 9 om Aftenen.

General Schreckenstein, Grev Redern, Barner og jeg havde en stor Kupé sammen og kunde derfor indrette os bekvemt. Til min Skam maa jeg ogsaa tilstaa, at jeg hverken har set Twer eller Wolga, da jeg var falden i en dyb Søvn.

Næste Morgen, Tirsdag, gik Solen prægtig op bag Grantoppene. Den belyste saa temmelig s. 69 samme Scene som igaar, dog var Trævæxten allerede yppigere, man saa’ undertiden ret smukke Dale, saa kom vi til en prægtig Egeskov, og pludselig dukkede talløse Kupler og Taarne op af Sletten. Vi vare i Moskou.

Det Indtryk, som denne By har gjort paa mig, har jeg endnu ikke fordøjet. Endnu bestandig gaar jeg om i stille Forbavselse. Jeg søger at ordne mine Tanker og at bringe det fremmede Indtryk til at vige ved at anstille Sammenligninger med Alt, hvad jeg tidligere har set andetsteds. Naar jeg fra Kremls høje Terrasse ser ud over denne uhyre By, de hvide Huse med lysegrønne Tage, omgivne af mørke Træer, de høje Taarne og utallige Kirker med forgyldte Kupler, saa kommer jeg snart til at tænke paa Udsigten over Prag fra Hradschin, eller fra Buda over Pesth eller fra Monte reale over Palermo. Alligevel er Alt anderledes her, og Midtpunktet i hele denne Verden, Kreml, kan aldeles ikke sammenlignes med nogetsomhelst Andet. Disse halvtreds til tredsindstyve Fod høje hvide Mure med deres takkede Tinder, de kæmpemæssige Porttaarne, de gamle Czarers vældige Slot, Patriarchernes Residens, Iwan Welickis Klokketaarne og de mange s. 70 sælsomme Kirker danne et Hele, som ikke kan forekomme to Gange i hele Verden.

Vi have tilbragt de første Dage med Visitter og med at bese Kremls uhyre Bygningskomplex. Man har indrømmet Prinsen tre Huse. Ikke desto mindre boer jeg temmelig indskrænket sammen med ham i Fyrstinde Trubetzkojs Palais; Fyrstinden er selv rejst paa Landet til sine Godser.