Moltke, Helmut von BREV FRA: Moltke, Helmut von (1856-09-05)

Fredag den 5te September.

Kl. 9 til den røde Plads, det rummelige Torv, der paa Sydsiden er omgivet af den høje Kreml-Mur. Oprindelig dannede dette Torv Fæstningens Glacis, og det gamle Czarpalladses Tinder og Taarne skue ogsaa truende ned paa det. Men senere nedsatte Kjøbmændene sig her, og man ser langs hele Nordsiden den smukke Façade af Gostinoj Dwor og den store Bazar i den kinesiske By. Ved den østlige Ende hæver den sælsomme Kirke Blajennoj sig med sine mange Kupler og Taarne, og paa Vestsiden fører Indgangen gjennem to Buer ind under den taarnbesatte Portbygning, foran hvilken den iberiske Guds Moder har sit meget besøgte Kapel. I Midten ses Borgeren Minins Statue. Siddende giver han Fyrst Pojarski Sværdet i Haanden til Fædrelandets Befrielse fra Polakkernes Herredømme. s. 116Saaledes er Krasnoj Ploschtschad en skjøn, ejendommelig og paa Erindringer rig Plads. Efterat »Iwan« havde angivet Timen, traadte under Trompetstød to rigtklædte Herolder med gyldne Stave, Vaabenkjoler og Hjelme (den ene havde uheldigvis Briller paa Næsen) ud af Frelsers- Porten, dem fulgte tyve prægtige Skimler med Dækkener af det sværeste guldindvirkede Klæde, hvorpaa Rigsørnen var broderet istedetfor Sadel. De førtes af pragtfuldt klædte, med Guld bedækkede Rideknægte tilfods og bare Tasker med trykte Proklamationer. To Eskadroner Kyradserer med skingrende Trompeter sluttede Toget, der marcherede op foran Pojarski Statuen. Herolderne forkyndte den forestaaende Kroning af den nye Kejser over alle Russere, uddelte Proklamationen blandt Folket og droge videre gjennem Byen.

Vi rede ud i Infanteriets og Fodartilleriets Lejr (Kavalleriet ligger i Kantonnement). Denne Lærredsby med sine 50,000 Indbyggere med brede, lige Gader paa den skovløse Slette er meget hensigtsmæssig indrettet. Fjorten af disse militære Munke bo i én Celle, de ligge paa Træbrixe med noget Straa og tildække sig med den lange, graa Kappe. Tornystren s. 117er deres Hovedpude, de lange Geværer staa i Midten af Teltet, der er omgivet med en lille Jordvold. Under den vedholdende Regn vare disse Dæmninger meget nyttige, men Vandet dryppede dog ind fra oven. Juli Maaned var saa kold, at man maatte tænde store Baal, der dog ofte slukkedes af Regnen. Nu er i Modsætning hertil Alt Støv. Hver Droschke hvirvler en Støvsky i Vejret, som om et helt Kavalleriregiment var travet forbi, og dog bliver denne trøstesløse Ørken foretrukken for Kasernen.

Forplejningen er meget god. Hver Mand erholder daglig tre Pund af et fortræffeligt Rugbrød, som Kompagnierne selv bage, og et halvt Pund Kjød. Den syrlige Kaalsuppe og Boghvedegrød ere Yndlingsretterne. Middagsmaaltidet bliver indtaget kompagnivis i det Frie, hvor der er opslaaet Borde og Bænke, Vejrliget kommer ikke i Betragtning. Spørger man dem, saa svare Folkene ligesom en Bataillonssalve paa Kommando, at de have det fortræffeligt. Ellers ere de stille, man hører ingen Sang eller Spøg som hos vore Folk. Helst gaa de om bag Lejren, hvor de Foresatte, for hvem de skulle gjøre Front, ikke komme. Der sætte de sig ned paa Jorden, svøbte i s. 118deres kjære Kapper og fortælle Historier, indtil Kosakkerne fordrive dem.

Den faderlige Myndighed er i Rusland Basis for hele Retstilstanden. En Fader kan være uretfærdig og haard, men det ophæver ikke hans guddommelige Ret. Russeren maa nødvendigvis have en Herre, og mangler denne, saa opsøger han sig en. Sognet vælger sin Starost blandt de hvide Hoveder, uden ham var det en Bisværm uden Dronning. »Vort Land er godt, men vi have intet Overhoved, kom og hersk over os!« saaledes lød Folkets Budskab til Rurik. Og Varegerne kom fra Norge og herskede Aarhundreder, indtil Boris Godunow, Tronrøveren, lod Ruriks sidste Sønnesøn myrde ved sine Sendebud. Den sex Aars Dreng Dimitri, den ægte, ingen af de falske, der senere optraadte, ligger i Erkeenglens Kirke i Kreml i sin Ligkiste, der aabnes paa Festdagene. Enhver Russer, som betræder Kirken, knæler for det indskrumpne Barnelig, der var hans Batuschka, og, omendskjøndt han aldrig kom til Magten, modtager han dog den Dag idag hele Ruslands Hylding. Boris, den vældige Hersker, Tartarernes Betvinger, Gejstlighedens Ven, der fyldte Kirker og Klostre med Guld og Ædelstene, kunde ikke finde nogen Plads i s. 119denne lange Række Czar-Grave. Vi saa’ hans ensomme Begravelsesplads i Troitzka Klostret, hvor Gejstlige bisatte deres Velgjører udenfor Kirken. Ikke engang hans Billede fandt nogen Plads i den lange Czar-Række paa Archangelskis forgyldte Væg, hvor dog selv Iwan den Skrækkelige hviler Side om Side med sin myrdede Søn, som om der ikke var forefaldet Noget. Kun Slægten Romanoff nedstammede endnu fra en sidste Datter af Ruriks Stamme, og en Datter af Romanofferne gav Fyrsterne af det holstenske Hus Ruslands Scepter.

Og saaledes forholder det sig ogsaa med Soldaten. Uden sin Kaptajn vilde han være i den dødeligste Forlegenhed. Hvem skulde tænke for ham, hvem skulde føre ham, straffe ham? Han tror maaske om ham, at han forholder ham, hvad han tilkommer, han bliver mishandlet af ham i Hidsighed, men han holder dog mere af ham end af Tyskeren, selv om denne straffer ham retfærdigt og med Overlæg. Hvis den europæiske Soldat saa’ sin Underofficer i beruset Tilstand, var det ude med Disciplinen; Russeren bringer sin tilsengs, tørrer ham af, og adlyder ham imorgen, naar han har sovet Rusen ud, med samme Troskab som før.

s. 120Den simple Russer er af Naturen godmodig og fredsommelig. Aldrig ser man Folkene slaas. Russeren kjender ingen Tyrefægtninger eller Hanekampe. Den Overordnedes Befalinger gjør ham imod hans Ønske og- Tilbøielighed til den mest pligtopfyldende Soldat. Ved Oversvømmelsen i Petersborgdruknede Poster, fordi de ikke bleve afløste. Da Vinterpalladset brændte, reddede en Præst de hellige Kar fra Slotskapellet. I Korridoren traf han en Skildvagt og gjorde ham opmærksom paa den truende Fare.« »Prikass« ! (Ordren) sagde Manden, fik Absolution og brændte inde.

Historiske Portrætter vække stedse Interesse, selv om de i og for sig ikke ere Kunstværker; man tror i store Personligheders Træk at læse deres Liv og Skjæbne. Hvem føler ikke Deltagelse, naar han har fulgt Karl den I af Englands Historie og nu betragter det ædle, tungsindige Udtryk, som van Dycks Mesterhaand forstod at udbrede over hans Billede i Windsor. Saaledes saa’ han paa Staffords Henrettelse, og det var den høje Pande, som forskrækkede hans Anklagere, da han fordrede at blive dømt af sine Pairs. Naar man har set Kejser Maximilians Statue i Innsbruck, Karl den Femtes s. 121udtryksfulde Aasyn, den blege, blonde Yngling Philip den II, saa forstaar man, at den fremtrædende Underlæbe gik i Arv til de senere Habsburgere; men sælsomt er det dog, at denne Ejendommelighed ogsaa gik over paa Lothringerne, omend den skjønne, ædle Maria Theresia ikke delte den.

Her i Djewuschka- Klostret fandt vi et Portræt af Natalie Narischkin, Peter den Stores Moder, som var af tartarisk Herkomst. Besynderlig nok er der Lighed med den knapt nok beslægtede Kejser Paul.

I dette Kloster havde Peter indespærret sin ældre Halvsøster og Medregentinde Sophia, da hun ikke hørte op med at ophidse Strelitzerne og Gammelrusserne mod hans Moderniserings- bestræbelser. Her havde hun ladet sin Yndling Chubanski nagle med Hænderne til et Vindu, som man viste os, og her døde hun i stor Hellighed. Til Tegn paa at hun egentlig var den retmæssige Herskerinde, bærer hendes Billede Dobbeltørnen med St. Georg i Midten af Vaabenskjoldet, Sindbilledet paa Czaren, derbesejrer de Vantro.

„Voilà Rome tartare!“ udbrød Madame Staël Holstein, ved Synet af Moskou. Havde hun sagt Rome russe, havde det været mindre s. 122aandrigt men rigtigere. Moskou er saa langt fra at være tartarisk, at det netop er det haandgribelige Udtryk for den ægte ublandede russiske Folkeejendommelighed.

Da jeg idag spadserede langs Moskvas skjønne Granitkaj, blev jeg tiltalt af en afskediget Soldat, der bad om en Gave. Han var, sagde han, bleven skudt til Krøbling ved Sewastopol, nu var han fri, det vil sige hans tidligere Herre havde ikke mere nogen Forpligtelse mod ham, da han ikke længer var Livegen, og i Sognet, han tidligere hørte til, havde han ikke mere nogen Andel i den fælles Jord. Var han gift, da han under sine Venners og sin Families Veklager blev udskreven til Soldat, da Haaret blev klippet af ham, og han førtes bort, saa har Staten ladet hans Børn optage i Hittebørnshuset, hans Kone kunde efter Loven gifte sig igjen med en anden Mand efter tre Aars Forløb. Naar han derfor vender tilbage til sin Landsby ved Ural eller ved det Hvide Hav, finder han der efter femten Aars Forløb, i hvilket Tidsrum Ingen har hørt Noget til ham, en ny Slægt og sine Forældres Grave, selv er han en retsløs Fremmed, en Betler, der hverken kan eller gider arbejde. Det er den afskedigede Soldats s. 123Frihed. Rusland var hidtil den eneste europæiske Stat, der ikke kjendte noget Proletariat. Ifølge den højst ejendommelige Kommunalforfatning, hvor Kommunisme og Socialisme faktisk have bestaaet i Aarhundreder, hvor Privatejendom og Arveret ikke gjælde, kunde der vel forekomme fattige Sogne men ingen aldeles forarmede Individer. Enhver Russer hørte et eller andet Steds hjemme, og der havde han Andel i den fælles Afbenyttelse af Grund og Jord. Ved den hidtilværende strenge Gjennemførelse af den femogtyveaarige Tjensttid blev Soldaten i Reglen ved Fanen, til han døde. De faa Afskedigede henslæbte Resten af deres Dage ubemærket. Men efterat Tjenesttiden er bleven nedsat til respektive femten og tolv Aar, stiller Sagen sig ganske anderledes. Hæren behøver nu dobbelt saa stor en Erstatning som før. Da Adelens Rigdom her bliver regnet efter mandlige Sjæle, og enhver saadan Sjæl repræsenterer en værdifuld skatteydende Ejendom for Grundejeren, saa lider denne nu et stort Tab, naar den hjerteskjærende Rekrutudskrivning indtræder oftere og i større Udstrækning end tidligere. Tilmed udvikles der hvert Aar ved det store Antal Hjempermitterede, omtrent s. 12450,000, et Proletariat, hvortil den stadig og over al Forventning tiltagende Mængde Fabriksanlæg ogsaa bidrager sit. Arbejdssky og arbejdsudygtige, ofte forfaldne til Drik ere disse Folk dog endnu i den Alder, de kunne gifte sig. Her er visselig Noget at afhjælpe for den nye Hersker, men let er det ikke, thi det forudsætter Reformer i alle Grene af de bestaaende Forhold i et Land, som ikke holder af Forandringer i det Bestaaende.

Der betlede nu denne Mand, som for faa Maaneder siden blødte for sit Fædreland, her ligeoverfor Kreml, Hjertet i dette Rige, der blev stort, der bestaar og fremdeles vil bestaa ved sine trofaste, gudfrygtige; tapre Soldater, der taalmodig finde sig i ethvert Savn. Sandelig Paradiset maa være for disse Taalmodige.

Den »Frigivne« gik nu i sin lange graa Kappe med sin Hue ydmygt i Haanden ind i det store »hellige« Rusland, medens vi — kjørte i kejserlige Hofekvipager til en opulent Diner.