Torsdag den 11te September.
Kejserens Navnedag; Hoffets Herrer og Damer og Officerskorpset forsamlet i Kreml, Alle i højeste Gala. Herskaberne gik i Procession gjennem Salene til Messe i Slotskapellet. Derefter havde vi Afskedsaudients hos Kejseren, som tog en meget venlig Afsked med os.
Kejserinden, der syntes angreben, modtog os ikke, derimod modtog Kejserindemoderen os paa det Hjerteligste. Hun bar en prunkløs men kostbar Morgendragt af hvidt, ostindisk Mousselin og sad eller snarere laa paa to Fauteuils. Hun passiarede med Enhver, og Alle maatte kysse hende paa Haanden. »Jeg troede, jeg skulde dø af Glæde og Bevægelse ved Kroningen«, sagde hun, »men jeg har bedet saa meget til Gud, at han har styrket mig«.
s. 156Derpaa havde vi endnu Audients hos Storhertuginden af Weimar, hos Storfyrstinde Helene og hos Storfyrsterne. Om Aftenen var der Gala-Opera. Foruden den uhyre Lysekrone i Midten var der endnu tændt 95 Krystallysekroner, hver paa syv Lys, foran de fem Logerækker; der brændte over tusinde Flammer. Det var et smukt Syn, alle disse galaklædte Herrer og Damer. Man gav elisire d’amore og en kjedelig Ballet. Scenen var daarlig oplyst, Dekorationerne tarvelige, men Cerito dansede.