Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-07-16)

Den 16 Juli.

Henimod Aften, kort efterat Solen var sunken ned i Havet, og dens sidste mørke Purpurskjær glødede paa de fjerne Bjerge, lukkede jeg som sædvanligt Bogen og lod Pennen hvile. Først var jeg nede hos B’s, som vare kjørte til Albano. Derfra gik jeg op til Capuzinerklosteret, hvor jeg traf to unge Irlændere, trohjertede, muntre Novicer, som nylig vare komne hertil, for at tilbringe deres Læreaar i Klosteret. Vi gik sammen ud i Haven, og en gammel Munk, som var fulgt med os, blev kaldt ind, hvorpaa Samtalen blev friere og omsider ugenert, da vi havde sat os ned paa Kanten af den høie Havemuur, der tjener til etslags Bænk, da den er meget lav indad Haven til. Munken blev borte. Vi talte om deres Studeringer. De kunde deres katholske Apologi paa Fingrene, og da jeg ikke er stiv i Eregesen og ikke nænte at saare deres religiøse Følelser og virkelig oprigtige Overbeviisning, kunde jeg undertiden kun slaae fra mig med et Men og Alligevel og andre saadanne Hjælpeord, som man betjener sig af i slige Tilfælde. Det er en forunderlig Lyst hos alle de unge Katholiker, jeg kjender, bestandig at ville omvende mig Kjætter. Da det er et respektabelt Træk i deres s. 20 Characteer, omgjorder jeg mig ikke heller med Troens Sværd og Harnisk, men søger at fire af, naar de ikke trænge altfor meget ind paa mig. I Aften gav jeg Striden en anden Vending, og tog min Tilflugt til andre Argumenter. Vi havde den meest fortryllende Udsigt lige for os, og den Ӕldre talte netop om Nødvendigheden af en synlig Kirke med et jordisk Overhoved, da jeg afbrød ham i hans Begeistring og gjorde ham opmærksom paa en anden endnu synligere. „Det er ingen Kirke, det er Djævelens og hans Engles Rige," indvendte han med Heftighed. „Er den virkelig saa slem, denne min Kirke?" svarede jeg, og skildrede ham med faa Ord, hvad der kunde skildres. Har vor Herre da ikke skabt dette Rige? „I er en stor Hedning, Sir," sagde den Yngre, og greb min Haand med en ikke italiensk Hjertelighed; „jeg har længe kunnet mærke det." Jeg maatte takke for denne Compliment og sogte at henlede Samtalen paa noget Andet. Men de unge Enthusiaster vilde ikke give Slip paa et Thema, hvorved de haabede at kunne frelse min syndige Sjel, og da jeg ikke var oplagt til at forsvare mig videre, skiltes vi snart ad, som gode Venner, men jeg med det Forsæt, ikke mere at lade mig forstyrre paa denne Maade. Et Besøg, som de med deres Foresattes Tilladelse lovede snart at ville gjøre mig, kunde jeg ikke nægte dem og sagde, at de skulde være mig velkomne.

2*

I denne Tid drages jeg fra flere Sider ind paa et Gebet, hvor jeg mærker, der hører Varsomhed og Mod til ikke at forvilde sig. Det eneste, der forekommer mig agtværdigt og uantasteligt, er Oprigtighed, og hvor jeg seer, at den er naturlig og har sin Grund i Sjelens dybe Længsler, følger jeg gjerne med og lader mig vise omkring i Troens Skatkammer. Men det er ingen Ligegyldighed fra min Side, naar jeg da ogsaa gjør en billig Fordring gjældende. Der gives flere Maader at føle, combinere og være paa, ei at tale om Eudaimonismen, som spiller en ligesaa stor Rolle I de Troendes Artikler. Ogsaa s. 21 jeg føler i min inderste Sjel en Gud, et Noget, som opløster, styrker og trøster mig i min menneskelige Skrøbelighed. Jeg kalder det mit eget, og dog er det Noget andet end mig selv. Sommetider træder det tilbage, da fremkommer Mismod, Anger og Svaghed, hine Plageaander, som qvæle de gode Spirer i os; som oftest føler jeg en velgjørende Harmoni i mit Hjerte, og denne Tilstand anseer jeg for det Høieste i vor jordiske Tilværelse; thi af Lyst og Glæde i Herren komme alle gode Gjerninger. Denne min hele Synsmaade er ikke profan og grunder sig paa ganske simple Anskuelser af den legemlige og aandelige Verden. Men i deres Iver og Deeltagelse i Andres Vel og Vee lægge de Godtfolk nu ikke Mærke til, at de ere ubillige ved at forlange, at man skal lempe sig efter dem, og naar de beskylde Andre for Indifferentisme, kan man med ligesaa megen Føie dadle deres Indbildning, Stolthed og Ringeagt for Medbrødres Overbeviisning. Min Godmodighed bliver ofte en Kilde til mange Fortrædeligheder for mig. Jeg kan ikke negte dem min skyldige Agtelse; et Menneske, der lever ligesaa meget og mere for Andre, end for sig selv, fortjener Beundring. Men der bliver altid et lille Rum tilbage mellem dem og mit Hjerte, som hverken Kjærlighed eller hiin Beundring formaaer at udfylde.

Med en god Bekjendt, som boer nede i Villa Piccolomini, læser jeg Dante i denne Tid. Min sædvanlige Siesta er falden bort. Hver Middag læse vi en Times Tid eller to, og gaae den historisk og kritisk igjennem. Det er ynkeligt at see, hvorledes denne Aand maa bane sig Vei igjennem sin Tidsalders Mørke, og lodder inde imellem de blinde Skjær, der hvor Rutidens Seilere have et blankt og sikkert Farvand. Det er et Kjæmpeværk med denne Sikkerhed at sætte sig paa Dommersædet og uddele Roes og lyse Forbandelse over henfarnc Slægter. Imidlertid hans Helvede er ikke saa slemt: der findes undertiden godt Selskab dernede. Hvad Paradiset angaaer, da kan Opholdet der være ganske taaleligt, dog ei uden Beatrice.