Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-07-28)

Den 28 Juli.

At Klimatet kan have Indflydelse paa Menneskets religiøse Sindelag, og som en Følge heraf ved Siden af andre Omstændigheder ogsaa betinge Maaden, hvorpaa de dannelystne Dødelige s. 32 udvikle et givet simpelt Stof, og gjøre det næsten ukjendeligt, ihvorvel ei mindre tækkeligt, forekommer os fribaarne og kuldkastende Protestanter næsten ubegribeligt, endskjønt vi maae indrømme, at det i en vis Grad virkeligen er Tilfældet. I Begyndelsen studfer den Fremmede lidt og maa først vænne sig til den ubekjendte Omgivelse. Men lidt efter lidt bliver man fortrolig med alle de usædvanlige Anskuelser og udvortes Skikke; man finder det naturligt, at Mennesker danne et afsluttet Samfund, lægge Baand paa den tøilesløse Higen efter Forandring, selvstændig Drøftelse og ubunden Frihed, udmale sig et Liv efter Døden, med alle en glødende Phantasies meest glimrende Farver, tragte efter paa den nemmeste Maade, som svarer til det letsindige, nydelseskjære Hjerte, at blive deelagtige i dette Liv, ønske Noget for Øiet, for Sandserne, og bøie sig gjerne under et Aag, der forsaavidt ei er trykkende, som det ikke betager et frit Spillerum for jordiske Lidenskaber og Ønsker. Det forekommer mig altid, at der er mange Spor af det gamle Hedenskab i den nuværende Katholicisme. Og kunde man tænke sig Muligheden, at den grundfæstede Kirke engang skulde vakle og endelig styrte omkuld, saa er det vist tvivlsomt, om en christelig Religion efter protestantisk Begreb nogensinde kunde reise sig med denne gjennemsigtige Klarhed og Simpelhed paa Gruset af den faldne. Hele Naturen drager En ned i et mere eller mindre sandseligt Liv; Alting, synes mig, bliver til Billede, Tone, kort sagt, blander det jordiske Stof ind i det reent Aandelige, som det andetsteds ikke er saa vanskeligt at hæve sig op til. Jeg tænker tidt paa, at en Overgang til denne bundne Tro ikke vilde blive saa vanskelig, ifald man var vis paa at skulle tilbringe hele sit Liv i dette jordiske Paradiis.

Hvad der i denne Tid især foranlediger slige Betragtninger hos mig, er at jeg jævnlig gaaer mig en Aftengang ned til et lidet Capel, paa venstre Haand fra Veien til Rom, hvor der hver Aften, naar der er ringet Ave Maria, indfinder sig en s. 33 Mængde Folk fra Byen. Det er især Fruentimmer, der drage i lange Rækker derned. Naar man stiller sig udenfor Klosteret og seer ned ad Veien, er det et deiligt Syn, at betragte disse mangfoldige Grupper, allesammen med deres lange, hvide Slør over Hovedet. Capellet kan undertiden knapt rumme denne Mængde Mennesker. B., som jeg har gjort opmærksom paa denne min Opdagelse, er flere Gange fulgt med derned. Sangen skurrer rigtignok undertiden i Ørene, men naar Chordrengen svinger Røgelsekarret, Præsten vender sig om fra Alteret, holder det Allerhelligste i Veiret, og Alle falde paa Knæ, og bøie Hovedet ned, for ikke at vanære det ved deres profane Blikke, da er der dog Noget i denne Handling, som gjør et opløftende Indtryk, og som vi savne.Mage til i vore kolde, nøgne Bedesale. Den Inderlighed og Begeistring, hvormed Menigheden synger den simple, yndige Sang: „Himlens Dronning! mystiske Rose! de Bedrøvedes Søster, bed for os!" er ogsaa noget Nyt og Paasaldende for den Fremmede. B. vilde i Begyndelsen ikke falde paa Knæ; men siden han har indsect, at det vilde være stødende og mindre passende af os, som Gjæster her i Byen, knæler han med de Andre. Min smukke Brunette fra Villa Conti, som forunderligt nok hedder Flavia, er her regelmæssig hver Aften; jeg faaer sædvanlig en hemmelig venlig Hilsen og besvarer den paa samme Maade. B. meente nylig, det var vist en skjult Magnet, der trak mig derned. Han har gode Øine, mærker jeg.

Mit Liv gaaer ellers sin vante, jævne Gang. Det er næsten utroligt, hvad man kan bestille mellem Morgen og Aften. Afverling og Mangfoldighed ere det eneste og sikkreste Middel mod Kjedsomhed, Lediggang og Ladhed. Naar Fjederen slappes undertiden, tages Viinkanden frem, og Druesaften gyder nye Kræfter i Blodet. Men naar Klokken ringer om Aftenen, og Piniernes Kroner begynde at gløde, beder man de gamle Guder til Gjæst hos sig, og de komme, naar de paakaldes.

s. 34 Saaledes var jeg for nogle Dage siden et Par Timer til over Midnat i det store og meget besøgte Osteri ved Porta Romana. Om Eftermiddagen kom nemlig en ung Fyr, Guitarspilleren i hiin uforglemmelige Nat, meget pyntelig i sine Fløielsklæder, og skulde underrette mig om, at de havde isinde, samme Dags Aften at indfinde sig i det omtalte Osteri, hvorfor han paa Selskabets Vegne udbad sig min Nærværelse. Jeg svarede, at det jo var min Skyldighed at være tilstede, siden jeg havde tilbudet mig at være Vært, og at jeg ikke skulde undlade at indfinde mig. Det var virkelig sorunderligt, med hvilken Høflighed og Anstand dette Menneske, af hvad man kalder simpel Herkomst og uden anden Opdragelse, end hvad den gavmilde Natur havde givet ham, røgtede sit Ӕrinde. Jeg bød ham en Stol, skjænkede et Glas Viin, og snakkede en halv Times Tid med ham.

Lidt sildig, da jeg først skulde spise til Aften hos B’s, gik jeg ned og hentede B., som i Forveien var bleven underrettet om vort Forehavende. Osteriet, egentlig Kjælderetagen i en stor Bygning, med Arnested og høie, næsten kulsorte Hvælvinger, var fuldt af Mennesker, lutter Smaapartier, hvert ved sit Bord. Vore Bekjendtere havde taget Plads i en afsides Krog, og pakket en Deel Fødevare ud af deres egen Madkurv, en almindelig Skik, som ikke har Noget stødende for Værten. Foruden de gamle fandt vi to Matroner, som for Anstændigheds Skyld holdt Øie med Døttrene. Man bød os velkommen, og efterat jeg havde forestillet dem B., som min gode Ven og Landsmand, gik jeg hen til den vevre Kammersvend, Pasqvale, og bad ham nøie give Agt paa, at Folietterne ikke bleve tomme. Derpaa fik vi Guitarren frem og sang nogle af de nydelige Smaaviser, som baade B. og de Andre kunde saa mange af. Vinen var ypperlig, og da den lige var taget ud af den inderste Deel af Kjælderen, som kaldes Grotterne og er indhugget i Tufklippen, var den særdeles frisk og kjølig. Lidt efter s. 35 lidt havde de andre Partier flyttet deres Borde og Bænke nærmere hen til os, saa at vi tilsidst vare omringede af en Mængde ligesaa lystige Folk, som vi, størstedelen Borgere fra Byen. Engang reiste B. sig, fyldte sit Glas og drak den gode By Frascatis Skaal, hvilket blev meget godt optaget. Vore Damer vare ellers grumme alvorlige; man kunde knapt lokke et Ord eller Smiil frem paa Læberne af dem; Øinene maatte da bøde paa, hvad Munden ikke turde røbe. Da Klokken gik til eet, foreslog En af Ungkarlene at dandse en Saltarella. Snart vare Bordene ryddede af Veien, og det ene Par afløste det andet. De Fleste viste stor Færdighed i denne simple, men ei lette Dands, som man kan lægge megen Gratie i. Tilsidst drak vi endnu et Par Folietter og forlode derpaa Osteriet, droge med Sang og klingende Spil ind i Byen og fulgte Fruentimmerne hjem„ Flavias „Felicissima notte” rinder mig bestandig i Hu, hvergang jeg hører sige god Nat; den Tone, hvori det blev sagt, var paafaldende.

I Eftermiddags har det været en meget slem Scirocco. Luften var ligesom opfyldt med det fineste Støv, og Solen kunde man neppe skimte gjennem denne ildelugtende Taage. Jeg lod sætte to store Vandspande i Værelset, beholdt kun de nødvendige Klæder paa og lagde mig saa paa Sengen; thi at læse eller bestille Noget, var reent umuligt. Denne Luft gjør en underlig Virkning paa den dyriske Organisme. Nerverne og Musklerne slappes; man bliver døsig, faaer Hovedpine og taber al Appetit. Men ligesom en frisk Tramontana driver Skyerne bort, og den mørkeblaae Himmel kommer igjen til Syne, vaagner Mennesket tilligemed hele Naturen; med fornyet Kraft fuldender han sin Dagsgjerning og søger derpaa Hvile i Guds store Ratur, der, hvor alle Elementer i fredelig Samvirken synes rundeligen at have udstrøet deres Gaver.

3*