Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-08-07)

Den 7 August.

Den forventede Udgravning i det gamle Tuskulums Ruiner begyndte endelig imorges tidlig. Da jeg havde en Deel at bestille, iblandt andet ogsaa nogle Breve at skrive, kom jeg først derop henad Eftermiddagen. Folkene vare isærd med at aabne et Columbarium, ikke langt fra den saakaldte Ciceros Villa, og Opsynsmanden, forresten et simpelt, udannet Menneske, meente, at der vilde være mange rare Ting at finde; men hele Udbyttet bestod kun i nogle faa Krukker, et Par ret smukke Smaaskaale, hvoraf han overlod mig den ene for en Ubetydelighed, og nogle Fragmenter eller Skaar af et større Kar, som jeg ogsaa fik, da han kastede dem til Side. Men disse Brudstykker vare af saa nydeligt Arbeide, at jeg ikke vovede at yttre s. 43 min Glæde for ham. Det havde formodentlig været etslags Bacchustog; paa det ene Skaar vare Spor af Figurer, paa de andre Thyrsusstave, Viinranker med fulde Druer og en Mængde smagfulde Arabesker. Jeg rodede længe omkring i Gruset, for om muligt at finde flere, men forgjeves. Den store Statue, som de havde ledt efter, blev ikke fundet.

Saaledes forstyrrer man de Dødes Hvilested, for at drage nogle Smaating for Lyset, eller ogsaa større Gjenstande, som man kan berige sin Samling af Oldsager eller Kundskaber med; en Fremgangsmaade, der ligner os Allesammen. Men en større Vanhelligelse, synes mig, ligger i den Ligegyldighed, hvormed Nogle betragte disse Ruiner og Levninger af hensvundne Tider. Igaar Morges havde vi et frappant Erempel herpaa. Elt ung Hollænder, Søn af en rig Handelsmand, var kommen herud, formodentlig for ikke at faae Skjænd af Papa derhjemme, naar han ikke havde seet Alt, hvad der var at see. Bemeldte Yngling var i Selskab med nogle af vore Landsmænd, hvoriblandt vor gode Ven Br. som Cicerone. Kl. fire kom en Deputation og jog mig ud af Sengen. Nede ved Byens Locanda var den hele Cavalcade samlet, og efter gjensidige Præsentationer og Complimenter satte Toget sig i Bevægelse, for at gjøre en antiqvarisk Giro. Jeg holdt mig til Hollænderen, som fik et Par store Stangbriller paa, og i sin graae, side Sommerfrakke, hvide Burer og gule Straahat med bred Rand og et grønt flagrende Baand om, havde megen Lighed med Waiblinger, naar han tager ud i Campagnen. Han talte gebrokkent Tydsk, men holdt mere af et Tungemaal, hvis Hovedingredientser vare Fransk, Italiensk, Hollandsk og nogle hjemmegjorte Ord, som jeg ikke forstod. Efterat Br. og jeg havde vexlet nogle Øiekast, overlod han mig Personen indtil videre. Jeg forsøgte nu at indlede en Samtale og begyndte med at vise ham Villa Rufinella. „Ja, det har vist kostet en Slump, men det er ogsaa en smuk Kasse. Den forbandede Røver, den Bonaparte, han og hans s. 44 Broder have ogsaa flaaet os derhjemme!" Da vi red forbi Ciceros Villa, pegede jeg hen paa Ruinerne og spurgte, om han havde Lyst at see dem. „Det var en stor Mand, denne Cicero, en god Borgemester, omtrent som vor de Witt. Ja, det kan man ikke negte. Men det er for langt derhen; desuden jeg har seet saa mange Ruiner, at jeg er kjed af at see flere." — Vi lode nu Førerne holde vore Ӕsler og gik omkring. Den smukke Udsigt var det eneste, der interesserede ham, hvorfor han ogsaa tog sine Briller af og fik dem rensede. Omsider blev han træt og satte sig ned. Jeg holdt mig trolig i Nærheden af ham, og da det lod til, at han var tørstig og sulten, kaldte jeg paa Føreren, som kom med hans store Madkurv, og pakkede Viinflasker og koldt Kjøkken ud paa et gammelt Capitæl ved Siden af os. Han spiste for to, vi klinkede og drak det solide Hollands Skaal. Jeg spurgte, om han ikke førte en Skizzebog hos sig. „Nei, min Ven!" svarede han, „jeg har nok at bestille med min Tegnebog, med en saadan," og i det Samme trak han en stor Saffiansportefeuille op af Lommen, „mit daglige Regnskab over hvad jeg har seet og givet ud, koster mig Umage nok." Da han havde faaet Maden tillivs, og Vinen satte Livsaanderne lidt i Bevægelse, stirrede han ud over Ruinerne og spurgte, hvad det da egentlig havde været for en By, som saa skjændig var ødelagt. Jeg kunde ikke nægte mig den Fornøielse at extemporisere en philologisk - antiqvarisk Afhandling for ham om dens gamle Historie. Manden blev tilsidst ganske utaalmodig. For at slaae Hovedet paa Sømmet, spurgte jeg ham, om han troede, at Tuskulum virkelig kunde være anlagt af Telegonus, siden Virgil ikke omtaler det. „Fanden tage begge de to Rade!" svarede han, og med dette fromme Ønske tog han Viinglasset og slog det ned mod Jorden, i tusinde Stykker. „Kom nu, lad os faae fat paa de Andre, og saa til Hest, til Ӕsels vilde jeg sige, og afsted! Det er altfor kjedeligt mellem alt det underlige Tøi heroppe." Vi fandt de Andre siddende i Amphitheatret, hvorfra s. 45 vi fortsatte Touren, Føreren bagefter med fuld Oppakning. Hollænderen var bleven munter, næsten overgiven, de fleste af os i godt Lune; intet Under, at vi hittede paa alslags Løier, red omkap, sang og. passiarede, saa at Føreren rystede paa Hovedet og bad nogle af os at holde Tøilen stram, naar det gik ned ad Bakke. Hollænderen brød sig ikke om denne Advarsel, men red i fuld Galop ned forbi Klosteret, til Ӕselet omsider styrtede med ham. Han var saa heldig at slippe heelskindet derfra. Da vi kom hjem, indbød han os til en Frokost i sin Locanda, hvor der blev drukket.tæt, som man siger, og i Middagsstunden tog han Afsked med os, forsikkrede, at det havde været een af de gladeste Formiddage i hans Liv, og steg saa i sin Vogn, da han endnu skulde expedere nogle Kirker i Rom inden Aften.

Den gode Hollænder! det var vist en brav Karl; men han skulde være bleven hjemme paa sin Faders Comptoir, og fremfor Alt ikke komme i Laug med de romerske Kunstnere. Det er vakkre Folk; men man maa være godt organiseret og lidt dreven for at kunne omgaaes de Fleste af dem.