Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-08-09)

Den 9 August.

Omtrent halvveis imellem Castel Gandolfo og Nemi findes inde i Skoven en fri Plads, hvor flere Veie støde sammen. Til Venstre er der et Kildevæld, med etslags Sarcophag under, tæt overskygget og paa begge Sider begroet med Mos og Slyngplanter. En halvnøgen Dreng sad og spillede paa sin Rørfløite; en Bondekærre med to store Hjul under og et Par stærke Orer for, dreiede ned ad Arca til. Det var vist en ældgammel Korsvei. Store Stene laae allevegne adspredte omkring; da Drengen hørte op at spille, blev der en forunderlig Taushed, kun afbrudt ved Vognens Knirken ned ad Banken. Det Hele gjorde et underligt Indtryk paa mig. B. tænkte først paa at ride videre. „Sæt nu Bæstet i Gang!" sagde han, „du sidder s. 46 jo der og stirrer, saa man skulde troe, dine Øine vare døde? "Jeg havde været inde i de Tider, da man endnu ikke kjendte noget til Korset her paa Jorden, og dette Spring kan sagtens gjøre En taus og ellevild i Hovedet.

Vi skulde til Nemi. Drengen, som vi leiede til at vise os Veien, sprang muntert forud. Lidt efter lidt kom vi ud af Skoven, og saae nu Byen med sit maleriske Taarn paa den steile Klippe nede, ved Søen. Et deiligt Syn! Her var Dianas Speil i gamle Dage, og sandelig! Gudinden kunde ikke vælge sig et bedre Glar, og Nympherne ingen yndigere Egn at streife omkring i. Solen stod endnu omme bag Monte Cavo; hele den store Skovstrækning paa Skraaningen af Bjerget, og en Deel af Forgrunden laae i Skygge. Lyserøde Skyer med hvid og blaalig Rand svævede med Morgenvinden henover Gensano og Campagnen; selve Søen med de grønne Fjeldvægge var et glimrende Straalehav. Det var intet Sujet for en Malers Pensel, men nok en Gjenstand for et menneskeligt Hjertes Følelser. Der gives saa mange Ting her i Verden, som Kunsten ikke kan og bør befatte sig med. Hvad der er lavt, bliver stygt; det altfor Høie og Uudsigelige er et farveløst Lys, som ikke bryder sig i et jordisk Prisma, og hvad er Kunst andet, end en Opfatten, Gjenføden og Fremstillen af sammenhængende Enkeltheder?

„Kan Du vise os et Sted, min Dreng, hvor man kan faae Noget at spise?" spurgte jeg Pogen, der var værd at tegne med sine sorte Lokker og Øine og brune Kinder under den lille spidspullede Hat, i grov Skjorte og smudsige Knæburer, med blotte Fødder. „Jo nok Signore," svarede han, „naar jeg ogsaa maa faae en Bid med; vi ere lige i Nærheden af et deiligt Kjøkken;" og dermed sprang han ned ad Veien og dreiede ind i en snever Gang bag et stort Klippestykke. Vi fulgte efter; B. steg af udenfor og syslede lidt med Saddelen; jeg blev siddende og red ind paa det Sted, hvor Drengen var forsvunden. Men hvor forskrækket blev jeg ved pludselig at see mig inde i en s. 47 rummelig Fjeldkløft, indrettet til en Bolig ved et Skuur og Arnested op ad Fjeldvæggen, med nogle Borde og Bænke udenfor, hvor der sad en halv Snees lasede Karle, sande Røverphysiognomier, Biin og Mad sor sig, syngende og stølende af Livsens Kræster. Jeg tænkte i det første Øieblik hverken paa Flugt eller Modværge; i Fraskati havde man ofte talt om, at Røverne ikke ganske vare udryddede; men paa mine eensomme Vandringer paa Kryds og paa Tværs her i Bjergene var der aldrig hændt mig Noget, som i mindste Maade kunde foranledige Mistanke om, at Egnen ikke var sikker. Da jeg havde overvundet det første Indtryk, sagde jeg saa roligt, som det var mig mueligt, god Dag! og dreiede Æselet om for at ride tilbage; i det samme kom B. trækkende med sit Dyr. Han saae paa mig; Angst stod malet paa mit Ansigt. ˮHvad er der paafærde?“ spurgte han. Jeg fortalte ham om det underlige Syn derinde og meente, at vi skulde skynde os afsted. Han var af samme Mening, men idet vi stode og snakkede sammen, vendte det rolige Overlæg tilbage igjen. Vi fandt det besynderligt, at Ingen forfulgte os; havde de Ondt isinde, vilde de vist allerede have været paa Veien efter os; desuden undflye kunde vi ikke. Vi besluttede os derfor til at gaae derind igjen. Ved Indgangen kom Drengen springende henimod os. ”Vil I da slet ikke have Noget af alle de deilige Ting, som de lave derinde i Kjøkkenet? “ spurgte han og tog imod Æslerne. Jeg strøg Lokkerne tilbage fra hans Pande og saae ham skarpt ind i de aabne, deilige Øine. ”Nei B., sagde jeg, et saadant Ansigt kan ikke være en Spion fra en Røverrede, kom, lad os gaae, er det galt fat derinde, maae vi finde os i vor Skjæbne; “ og uden videre paalagde vi Drengen at binde Dyrene godt fast og lovede ham saa Meget, som han kunde spise.

Med et kjækt og bestemt ”God Morgen! “ traadte vi ind til Selskabet, og spurgte Værtinden, der stod henne ved Ildstedet, en aldrende Kone, om vi kunde faae lidt for Tanden. Et Par s. 48 Karle reiste sig fra Bænken, trak den længere ud og bad os sidde ved Siden af dem. Det var intet daarligt Tegn; vi saae ikke heller nogetsomhelst Vaaben, uden de sædvanlige store Foldeknive, som enhver Bonde bærer i sin Lomme. Vi takkede, toge Hattene af, fik lidt Band for at vaske Ansigtet, og bestilte nogle Folietter Biin og Glas, hvoraf vi ogsaa bød vore Naboer Noget. Lidt efter lidt, altsom vi kom os af vor Forskrækkelse, begyndte vi at tage hele den pittoreske Scene i nærmere Øiesyn. Det var en ægte Salvator Rosa; Himlen hvælvede sig klar og deilig over den dybe Kløft, gjennem Sprækkerne trængte sig utallige Buskværter og Slyngplanter i tætte Masser frem, og skjulte hist og her med deres lange Ranker de nøgne, takkede Klipper; Røgen hvirvlede op ad Bæggen, og Ilden knittrede henne ved det sorte, aabne Arnested, som om den vilde sprænge Stenen. De fleste af Bønderne vare ikke ragede i mange Dage, og i deres maleriske Dragt med opstrøifede Skjorteærmer, og de brune muskuløse Arme, dertil de gnistrende Øine og det livfulde Minespil, saae de ud som livagtige Birbanter. Det var et sandt Studium, at see disse kraftige Naturmennesker paa deres egen Boldgade. Et Par begyndte at spille Mora, Resten røg Tobak, drak og spiste, og det under en Hylen og Skrigen, at man neppe kunde høre sine egne Ord. En ung Karl, som sad ligeoverfor os og havde faaet et Glas af vor Biin, forlangte en Foliette, som vi maatte tømme med ham. Imidlertid var en nydelig, næsten fuldvoren Pige kommen ud af Hytten. Hun tog sin Haandteen, satte sig ned hos Moderen, og begyndte at spinde, paa samme Maneer, som vi see det paa de gamle Fremstillinger af Parcerne. Etslags Korsklæde, der faldt heelt ued over Ryggen, klædte hende smukt; vi havde endnu ikke seet denne Maade at sætte det paa; thi her i Egnen kjender man Fruentimmerne fra næsten enhver By paa deres forskjellige Hovedtøi. B. skottede et Par Gange hen til hende; jeg havde det nemmere, da hun næsten sad ligeover for mig; men s. 49 den unge Karl syntes at kiende hende nøiere og holdt Øie med mine Undersøgelser. Medens dette foregik, havde vor Padrona faaet en deilig Æggekage lavet, dertil udmærket frisk Skinke og nogle Figener. Det var Herremad for Ganer, som bruge Mad og Drikke kun til at stille Hungeren med. Vi indbød Selskabet til at deeltage i vort Maaltid; de undskyldte sig med, at de allerede havde spiist, men paanødte os for denne vor Artighed saa mange Glas Viin af deres egne Flasker, at vi tilsidst maatte gjøre dem opmærksomme paa, hvor ulige Forholdet var, og at vi kun nødig vilde indlade os paa en Kamp, hvori vi øiensynlig maatte bukke under. Bønderne loe. „I kommer fra Fraskati, som I har fortalt os,” sagde Een; „Jeres Viin er rigtignok hvid og sød; men denne, see! hvor mørkerød den er; det er noget ganske anderledes Drueblod, kan I troe, end Jeres hvide Jomfrumælk, som kan drikkes i Spandeviis.” Vi roste Vinen og viste i Gjerningen, at vi meente det oprigtigt. Lidt efter lidt fik de nu deres Vpldter frem og sendte Drengen bort for at hente deres Æsler og Heste, som stode længere henne i enslags Stald, som var hugget ud i Klippen. Det varede ikke længe, saa blev det stille i vor eensomme Fjeldkløft; Ilden knittrede endnu, og Røgen hvirvlede op i Luften; den skyfrie Himmel med dens mørke Blaa stod endnu som det stolteste Tag over os, og Pigen sad med sin Tcen, og spandt uden at tale et Ord; vi hørte hende ikke engang nynne en Sang eller et Ritornel; hun lignede det skjønneste Marmorbillcde, som havde faaet Farve og Liv under Kunstnerens Hænder. Det var varmt udenfor, og da vi havde et godt Stykke Vei til Hjemmet, vilde vi ikke begive os paa Reisen i denne Middagshede; Resultatet af vore Betragtninger blev, at vi forlangte et Par Knipper Halm, redte os et Leie, bad Drengen at spise, saa meget han vilde, men at holde Maade med Vinen, glemte Ungmøen, Hulen og Røverne, og sov saa sødt og blideligt, som jeg idetmindste ikke har sovet i mange Dage.

4

s. 50 Hen paa Eftermiddagen vækkede Konen os og sagde, at, dersom vi vilde til Fraskati inden Aften, var der ingen Tid at spilde. Drengen laae ved Siden af mig og sov fast, da vi reiste os. Jeg havde fattet Yndest for denne lille Erkeskjelm og vækkede ham, for at sige ham Farvel, idet jeg trykkede et Par Bajok i den sorte Pote. „Nei endnu ikke Farvel!” raabte han, „jeg er fra Nemi, og hvis I tillader, vil jeg følge med Jer derhen.” Han hentede nu Dyrene, og under mange Taksigelser og gode Ønsker fra den Gamle red vi ned ad Nemi til, dog uden at have seet Noget til den unge Pige, en Omstændighed, som B. især tog sig meget nær, da hun havde sundet Naade for Kjenderens Øine.

I Nemi opholdt vi os ikke længe. Byen har den smukkeste Beliggenhed af alle de Smaabyer, jeg har seet her i hele Egnen. Kunde man boe her i nogle Maaneder, drage en Muur omkring sig, saa at Ingen ved sin Mønstren, Opmuntren og Indgriben kunde forstyrre Ens daglige Sysler, jeg er overbeviist om, Mangen En vilde ikke længes ud af denne frivillige Indhegning, men tilfreds med sine Kaar, med Verden og sig selv, fuldføre meget af hvad han nu maa drage omkring med, og kaste fra sig stykkeviis t en Hast, lykkelig, naar han griber et gunstigt Øieblik, hvor der er Fred og Taushed rundt omkring ham.

Veien til Gensano gaaer næsten i lige Linie mellem smukke Skovpartier; hist og her seer man et Glimt af Søen. For nogle Maaneder siden havde jeg været der til Blomsterfesten; ogsaa B. kjendte Byen og Omegnen af flere Beføg. Den første er ægte italiensk; smudsige Gader og Stræder med daarlig Steenbro, fremspringende og tilbagegaaende Bygninger, Altaner og smaa Arcader uden Vinduer, Gavle, Udbygninger, Façader og Sidefløie i alle mulige Stillinger mod hverandre indbyrdes; men de yndigste Former hos begge Kjøn. Med en smuk Kone, som kom gaaende med en Kurv paa Hovedet, fuld af Appelsiner og Figener, og falbød sine Vare, slog vi en lille Passiar af midt s. 51 paa Gaden og fyldte omsider vore Lommer. Det gjorde ingen videre Opsigt; de eneste, der lagde Mærke til os, vare Gadedrengene og nogle smaa Tøse, som flokkede sig omkring vor Gruppe, og, da vi droge videre, som en lang Hale forfulgte os et godt Stykke ned ad Veien. Sono una bella poverina! raabte en lille Glut og takkede med et mille grazie, Signore mio ! da hun fik en Bajok at løbe med. Den nærmeste By var Ariccia. Der havde jeg samme Dag, som Festen i Gensano var forbi, tilbragt en fornøielig Aften i en Locanda tilligemed en kjær Landsmand, Maleren T. og nogle franske Kunstnere, da vi ikke kunde opdrive en Seng eller et Sovested i hele Gensano. Ved en Balustrade, skraas over for Kirken, havde vi faaet Bord og Bænke opstillet og beplantet med nogle dygtige Folietter, som vi ikke forlod førend langt over Midnat.

Albano naaedes endnu betids nok for at kunne aflægge et Besøg hos Englænderen fra Castel Gandolfo. Baade han og Datteren vare heldigviis hjemme. Hun reiste sig fra et lille Staffeli, da jeg kom ind, men satte sig strar ned igjen og deeltog ikke videre i Samtalen. Der var nu ret Leilighed til nøiere at betragte dette yndige Bæsen. Siden jeg havde seet hende sidste Gang i Rom, var hun bleven meget svagere. Den fine, hvide Hud var næsten gjennemsigtig; de røde Pletter paa Kinderne og de brændende brune Øine bebudede noksom, hvilken Skjæbne der forestod den ulykkelige Fader. Han foreslog en Ridetour til Albanersøen; hun var strar villig til at føie ham; men da B. havde faaet det Løfte af mig ikke at blive for længe borte, maatte jeg bede mig undskyldt og tillige afslaae hans Indbydelse at tilbringe Aftenen hos dem.

Da vi kom op til Bankerne og red langs om med Søen, var Solen lige ved at gaae ned. Hvor mange Gange har jeg nu ikke allerede seet denne Glød og det deilige Farvespil i Overgangen fra det gule Daglys til det prægtige Purpurskjær, og hver Aften, naar dette Øieblik nærmer sig, maa jeg alligevel ud og s. 52 søge mig et ophøiet og frit Standpunkt, for endnu engang at see det. Undertiden overvælder mig da en underlig Følelse. Det er, ligesom Jorden var veget bort under mine Fødder, og Sjelen løsnet fra alle de Baand, hvormed en mægtig Billie har knyttet den til Støvet. Al Lidenskab eller Sindsbevægelse, Længsel, Haab, Kjærlighed, ja selve Tanken, synes mig, er forsvundet; Alt, hvad der er tilbage af et levende Væsen, er en drømmeagtig, halvbevidst Tilstand, enslags Beskuelse, men forbunden med en uendelig salig Følelse. Er dette Phænomen det reent Aandelige, som træder frem og kuer de jordiske Bestanddele i den underlige Blanding, som vi kalde Menneske, eller mon det snarere er en Virkning af de jordiske Kræfters Overmagt, af enslags Jordmagnetisme, som binder Aanden? I al Fald er det besynderligt, at jeg aldrig har følt noget Lignende, idetmindste ikke i saa høi en Grad, førend her i Syden.

4*