Castel Gaudalfo, den 18 August.
Jaften ankom jeg her til Byen t Selskab med to unge Euglændere, som havde indbudt mig til en lille antiqvarisk Giro i Omegnen af Marino og Albano. Det er dannede vakkre Mennesker, med en levende Sands for Naturen, og usædvanlig Interesse for de mange Oldtidsminder, som vi havde Leilighed til ats. 62besee paa vor Vandring. Vi dvælede især længe ved den bekjendte Emissair i Albanersøen, som nok kan maale sig med den ældgamle store Vandledning fra Forum ned til Tiberfloden.
Det er virkelig et forbausende Jetteværk, dersom det virkeligt heelt igjennem er gjort af Menneskehænder. Man antager i Almindelighed, og denne Mening grunder sig paa de Gamles udtrykkelige Vidnesbyrd, at det blev begyndt og fuldført under den sidste vejentiske Krig, da Søen ved ubekjendte Aarsager var steget til en saa betydelig Høide, at den truede hele den nærmeste Omegn med Oversvømmelse. Det sidste kan være et historisk Factum, og er ei heller urimeligt, da man kan tænke sig de underjordiske Canaler, hvorved Søen, som et gammelt udbrændt Krater, stod i Forbindelse med Havet, ved en eller anden Naturrevolution forstoppede. Maaskee var dengang den underjordiske Ild, hvoraf man endnu seer saa mange Spor her i Bjergene, ikke ganske udslukket; det var ikke mange Aarhundreder siden, at Cacushulen paa Aventinerhøien, som Virgil omtaler, eristerede; det var vel ogsaa er Ildsvælg mellem Capitolet og Mons Palatinus, som Curtius.styrtede sig ned i; endnu den Dag idag udstøde nogle Kilder ved Tivoli, den saakaldte Albula, Røg og Svovldampe, og Søen ved Gabii, Lago di Pontano, er ligeledes øiensynlig en udbrændt Vulkan.
At altsaa et saa usædvanligt Phænomen, som Vandmassens hurtige og betydelige Tilvert i Søen var, ikke er umuligt, og kan tilskrives vulkanske Revolutioner i Bjergets dybeste Rødder, er aldeles i sin Orden. De Gamles overeensstemmende Vidnesbyrd, i Henseende til Tiden, kunne ei heller antages som forkastclige. Men derimod, naar man nøie betragter hiint uhyre Værk, hvorved de skulle have afledet Vandet, og tager Hensyn til Tiden, hvori det skal være skeet, maa der, synes mig, reise sig nogle grundede Tvivl, om en senere Tid ikke maaskee knude have udsmykket de nærmere Omstændigheder, og sat dem i Forbindelse med Indtagelsen af Veji, dette Romernes Ilium, soms. 63Niebuhr siger. Hele den Historie om den vejentinske Arusper og hans betydningsfulde Udsagn synes mig lidt eventyrlige. Hvorfor behøvede det romerske Senat at tvinge ham til nok engang høitideligt at aabenbare hun gamle Spaadom, da den allerede var røbet? Som god Patriot kunde han jo desuden ligefrem have negtet det. Cicero har ogsaa havt et andet Sagn for Øie, naar han fortæller, at Romerne ved en Overløber fik Kundskab om Vesentemes Spaadom. Besynderligt er det ogsaa, at det Svar, som Theoreme medbragte fra det delphiske Orakel, stemmer saa aldeles overeens med Spaadommen. Det er i det Hele taget, synes mig, snarere at formode, at det var et gammelt, ogsaa hos Romerne beksendt Sagn, at Vejis Sksæbne var knyttet til Albanersøens Vande.
Imidlertid trænge disse historiske Gaader ikke videre til nogen Opløsning. Det er smukke væsentlige Episoder i et Digt, og bidrage meget til Illusionen, siden der blot kan være Tale om et Digt i hine Tiders Historie, med nogle virkelige Facta til Grundlag. Det Samme gjælder om den korte Tid, hvori Canalen skal være anlagt. I Aaret 358 kom Theoreme tilbage, og allerede 359 var, ifølge Livius, Vandet ledet ud paa Markerne; samme Bæk, der endnu driver sieve Møller og kaldes rio petroso. Naar man betænker, at Emissairen er idetmindste halvanden romersk Miglie lang, forholdsviis betydelig høi, især lige ved Indlobet, saa langt man kan forfølge et paa et Stykke Træ svømmende Lys, og at den er brudt igjennem den haardeste Lava, paa de fleste Steder flere hundrede Fod under Jordens Overflade, saa kan man vel med Føispørge, hvorledes det romerske Folk paa en Tid, da formodentlig den største Deel af det vaabensøre og vaabenpligtige Mandskab laae for Vesi, i en Tidsalder, som efter al Sandsynlighed kun havde meget ufuldkomne Begreber om Nivellering og Grubedrift, skulde have fuldført dette uhyre Værk i saa kort sen Tid og med denne forbausende Nøiagtighed. Mig synes,s. 64det er rimeligere at antage eet af to, naar man ikke vil lade det beroe ved den simple historiske Tradition: enten har Arbeidet varet ulige længcre Tid, eller den store Vandmasse har ved det stærke Tryk mod Sidevæggene banet sig en Aabning gjennem Lavaen, der, som bekjendt, kan være porøs paa sine Steder, hvilket Hul de forsigtige, praktiske Romere siden gjorde større og sikkrede mod en mulig Forstopning; thi de omtalte Sagn kunne vel neppe omtvistes, hvad Vandets Stigen og Falden angaaer; ogsaa Sendelsen til Delphi og Orakelsvaret kan blive staaende, da det i og for sig selv ikke er ganske uhistorisk, og ikke bærer fremfor andre noget Præg af hiin Fictionssyge, der har gjort saa mange gamle Sagn ukjendelige.
Mine Reisefæller syntes, at jeg var altfor skeptisk, da jeg nede ved Søen foredrog min Anskuelse af Sagen for dem. Det er rigtignok slemt, at der kommer en saadan Tvivlelyst ind i En, naar man førsi begynder at give sig af med slige Ting. Men i Menneskenes Bøger maa man næsten altid kæmpe sig frem og leve paa Krigsfod; i Vor Herres Bog er der kun idel Sandhed, Lys og Orden, og det er kun Ens egen Skyld, naar man ikke kan hitte Rede i alle de mange dunkle Gaader, som dagligen beskinnes af den lyse Sol, og fremstille sig saa klart og tydeligt for vort Øie. Alles Liv er ikke tilstrækkeligt for at kunne afsløre hele den Væv af Løgn, som en stor Deel af Historien er indhyllet i; men een Dødelig kan gribe mangen Sandhed i Naturen, og hvo veed, om ikke Tiden engang, hvis den varer saa længe, aabenbarer de Hemmeligheder, som endnu ere tilbage.
Under slige mystiske Betragtninger klavrede jeg ved Siden af mine muntre Oldgranskere langsomt op af Kraterets Fjeldvægge. Det var blevet sildigt. Jeg foreslog at benytte Tiden, og ride snarest muligt tilbage til Fraskati. Men da Skumringen begyndte at falde paa, meente hine, at det var en altfor farlig Vei at ride i Mørke; især vare de bange for Egnens. 65ved Marino, og de skumle Dale ved den ferentinske Kilde og Grottaferratas Mølle. Endskjøndt jeg forsikkrede dem, at jeg havde gaaet denne Vei flere Gange alene ved Nattetider, og forestillede, hvor urimeligt det vilde være at angribe os, siden vi vare tre saa vevre Ungersvende, lod det dog til, at de vilde nødig sætte deres Liv i Vove. Jeg gav derfor efter, men spaaede dem, at det vilde blive et Natteleie à la campagne, som vi maatte tage til Takke med; hvilket ogsaa indtraf.
Efter megen Umage have vi endelig faaet et Logis hos enslags Spækhøker, det vil sige, et lille fiirkantet Hul uden Ruder i Vindueskarmen, med Stengulv og en Dør, som ikke kan lukkes. Et Bord og en Stol, som jeg har flyttet hen i det ene Hjørne, hvor jeg i dette Øieblik skriver disse Linier, ere de eneste Meubler; langs med Væggen reder Konen et Leie, bestaaende af nogle Knipper Halm, idet hun forsikkrer, at den er meget rar at overkomme her i Egnen. For en halvanden Times Tid siden kom vi hjem og holdt vort formelige Indtog. Vi havde været omkring i Byen, iblandt andet nede i et Osteri, hvor jeg første Gang prøvede paa at spille Mora med nogle Bønder. Jeg tabte hver Gang og maatte betale to Folietter. Det var meget livligt i Hovedgaden. Ved en Frugtkones Bord, som var deiligt oplyst med flere Papirslygter, stode vi længe og spiste Noget af al den Mængde herlige Frugt, som her var opdynget. En høi, bredskuldret Karl, med et mørkladent Ansigt og et Par gnistrende Øine, kom gaaende med sin lasede Kappe op over Skuldrene og tæt under Næten og stillede sig ved Siden af os for at see, hvad vi vare for nogle fremmede Dyr” Han saae ud til Alle haande. Det er det første Menneske, jeg har følt enslags Gru for her i Bjergene. Jeg bød ham nogle Druer, som han modtog med forbindtlig Taksigelse, idet han anbefalede sine Sommarer, hvis vi skulde have Brug for dem imorgen.s. 66Jeg svarede, at vi havde vore egne med os, hvorpaa han sagde Farvel og gik videre. Maaskee var han bedre, end hans Udseende lod formode. Nu er det henimod Midnat. Mine fine Englænders have allerede lagt sig tilrette paa det silkebløde Rosenleie, og imorgen skal jeg op med Solen, for at være betids i Fraskati hos mine Bøger. Det er altsaa bedst, at jeg slipper Pennen.
5