Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Carl Henrik Lorenzen (1828-08-22)

Palestrina, d. 22 August.

Veb at fortsætte min Dagbog eller Brevsamling, hvad Du vil kalde den, seer jeg, at det sidste Brev er skrevet i Castel Gandolfo. I de tre mellemliggende Dage har jeg ikke seet meget til Berden, en sildig Aftengang eller en kort Morgentour undtagne. Det er altsaa med et dristigt Spring, at Du flyttes over t en hyggelig, smuk Stue i det deilige Palestrina, hvor to Landsmand sidde ved deres Folietter og med det Allerførste have isinde at bestige en reen og pæn Thronseng, med grønt Silketæppe, sneehvide Lagener og Krølhaarsmadratser.

I Middags ankom vi her til Byen, som sædvanligt, alene uden Fører paa vore Æsler. Fra Monte Compatri dreiede vi af til Venstre, ned igjennem et yndigt, skyggefuldt Castagnetto, og gjennemskar næsten i lige Linie Campagnen. Omtrent halvveis begynde Vignerne og strakke sig op til Foden af de Sabinske Bjerge. Den gamle Via Labicana, som begynder nede i Campagnen ved et lille Osteri, fandt vi paa nogle Steder endnu næten heel og holden; de store Polygoner vare imidlertid meget forslidte, og hist og her fulde af dybe Hjulspor. Vi mødte flere af de store tohjulede Karrer, med vældige Stude for, et Kjøretøi, som vift er meget gammelt her i Egnen. Det var ellers grumme eensomt hele Veien, og da det var en usædvanlig stærk Hede idag, blev jeg først rigtig vel tilmode, efterat jeg her i vor Locanda havde brugt min sædvanlige forfriskende s. 67 Hovedkuur, en dygtig Portion isnende koldt Kildevand over hele Overkroppen.

Vi toge os først en ordentlig Middagsmad og gjorde derpaa en antiqvarisk-malerisk Tour omkring i Byen. For En, der er lidt bevandret i dens ældre Historie, er der Adskilligt at lægge Mærke til; Kunstneren og Mennesket finder endnu Mere, da den har en udmærket smuk Beliggenhed, og er bygget terrasseviis paa Skraaningen af en temmelig steil Bjergryg. Det interessanteste Mindesmærke fra Oldtiden er det gamle Fortunas Tempel, eller rettere sagt, de faa, næsten ukjendelige Spor af samme. Der knytter sig mange Erindringer til dette Sted, da det i fin Tid var næsten ligesaa berømt, som Apollos i Delphi. Havde vi fundet det i dets gamle Herlighed, og en Præstinde i Helligdommen, skulde jeg ikke, som hun romerske Feldtherre, have ladet mig afholde fra at faae min Fremtid aabenbaret ved Hjælp af fremmede Guder. Nu maatte vi nøies med at rode lidt omkring i de gamle Rniner; derpaa fulgte vi Veien opad til Ja rocca, Stadens ældgamle Akropolis. I Kirken S. Pietro, som ligger næsten paa Spidsen af Bjerget, fandt vi et Maleri af Pietro da Cortona, en Client af det Barberinske Huns, der som bekjendt har betydelige Landeiendomme ved Palestrina. Det forestiller Herren, der betroer sin Hjord til Petri Varetægt. Den gode Tegning og Colorir gjør dette Maleri til et af Malerens bedste Arbeider, saa at det vel kan stilles ved Siden af hans berømte Sal i Palladset Barberini i Rom. Apostlen er imidlertid bedre lykkedes end Christusfiguren, der i Udtryk og Holdning, synes mig, ikke svarer til den Idee om Majestæt og Værdighed, som man pleier at gjøre sig om Christus. Han er her lidt Karlodolceagtig. Vi pustede en halv Times Tid i den svale Kirke, og traadte derpaa ud igjen, for at betragte det smukke Panorama, som aabnede sig fra alle Sider. Det faldt mig ind, at Epiroten Pyrrhus engang for mange Secler siden havde staaet paa s. 68 samme Sted. Hvad tænkte vel den strenge Herre dengang paa? Hans Hjerte var vist ikke opfyldt med faa blide Følelser, og med saadan en Ringeagt for Alt, hvad man kalder verdsligt Gods og Vælde.

Paa Hjemveien til vor Locanda havde vi et moersomt Eventyr. Da vi fra Kirken gik ned ad den steile Klippevel, fandt vi paa høire Haand et anseeligt Huns, hvis Port var aaben. Man kunde see heelt igjennem den, langt ud i Campagnen og hen til Albanerbjergene. Udsigten var deilig, fra den mørke Forgrund ud i det blendende Solskin. Jeg gik ind i Porten og stod længe og saae paa dette yndige Maleri, uden at lægge Mærke til at Landsmanden var borte. Med Eet kommer han løbende ud af en Dør til Høire og raaber hen til mig: „Kom ind Du Lykkelige og Udvalgte; Vi ere indbudne til Gjæst af to vakkre Ungmøer!" Jeg formodede, det var et af hans fædvanlige Skjelmsstykker, og gav mig til at lee af fuld Hals. I det Samme tittede to smukke Hoveder frem bagved hans Skulder, og en jomfruelig Stemme bød mig træde nærmere med de Orb: „Favorisce, Signore, venga pure! “ Jeg troede at drømme. Imidlertid, da jeg ikke pleier at afslaae en saadan Indbydelse, følte jeg snart, at jeg var lysvaagen, og fulgte med ind ad Døren. Det var virkelig to vakkre, unge Piger; den ældste, Marcellina, vist ikke over sytten Aar, den yngre, Lætitia, en sand Sylphidefigur. Jeg kunde endnu ikke rigtig sætte mig ind i Forholdene, og bad derfor, efter de første gjensidige Complimenter, min Ven om Oplysning i Sagen. Den var simplere nd man skulde have formodet. Han var uden videre gaaet ind ad Døren, og var kommen ind i enslags Forstue eller stor Hal, hvor han stod og betragtede Malerierne i Loftet og den smukke Udsigt fra Vinduerne. Man havde aabnet en Dør, og han havde allerede varet ifærd med at tiltræde Tilbagetoget, da, o. s. v. Jeg var nu fuldkommen au fait. Da Landsmanden var den Ældre og mere Erfarne, tilkom s. 69 det ham at giøre Undskyldning for vor Dristighed, hvilket han da ogsaa gjorde med den ham eiendommelige Fiinhed. Som Jtalienerinder vare de ugenerede og takkede for den Ære, vi gjorde dem ved vort Beføg. Bi skulde kun blive; deres Forældre vare rigtignok ikke hjemme, men det skulde være dem kjært, ifald vi vilde nyde et Glas Biin og en Smule Frugt ester Husets ringe Leilighed.

„Nu, det er sandt for Gud en ordentlig Behandling ovenpaa Din Uforskammenhed;” sagde jeg til Landsmanden, da Pigernevare gaaede, for at hente Binen. „Du har Ret; de fortjente virkelig, at vi forbarmede os over dem og toge dem med til Palazzo Aldobrandini,” svarede han ganske tørt og gav sig til at mønstre Malerierne.

Disse vare, som vi siden hørte, af Salviati, hvis Familie endnu er Eier af Huset. De huede mig ikke, og da jeg var saa heldig at finde nogle Malerier af en anden Mester, fom hører til en bedre Skole, glemte jeg dem siden aldeles. Vinduerne vare nemlig høie og bestode af to Afdelinger, saa at man kunde lukke Træmmerne for den øverste, og lade den nederste blive aaben. Jeg lukkede nu de to andre Fag og Halvdelen af det tredie, og gik lidt tilbage i Bærelset. Vinduet dannede en Ramme om det yndigste Landskab, man kan tænke sig. Man skulde troe, det var en Claude Lorrain, og ved at skifte Plads kunde man selv forandre Malerierne. Bi bleve ikke kjede af at lukke op og i, førend vore Bertinder kom ind og satte en pæn Bakke med to slebne Folietter og nogle Apelsiner paa Bordet. Nu begyndte en ordentlig og alvorlig Conversation. Landsmanden talte om Carneval, Comedie og Tyrefægtninger; men de unge Landsbypiger havde aldrig seet noget Saadant. Jeg slog nu paa en anden Streng og spurgte ester deres Processioner og andre Højtideligheder her i Byen. Derom kunde de rigtignok fortælle en Deel; men omsider bleve vi dog nødte til at snakke frem og tilbage, om Veir og Vind, s. 70 om den gruelige Hede og den nydelige Egn de boede i. Denne Conversation varede vel en halv Times Tid. Da Stoffet begyndte at mangle, det vil sige et passende Stof, siden det ikke gik an at spille de Forelskede, søgte vi vore Hatte og anbefalede os paa det ærbødigste. De muntre Glutter havde endnu den Naade at indbyde os til i Aften; deres Forældre skulde vi da finde hjemme; men siden vi ikke brød os synderligt om de Gamle, takkede vi skjønsomst og forlode Huset. —

Dette lille Eventyr morede os meget. Det var en sjelden deilig Eftermiddag. Siroccoen havde reent lagt sig, og Luften var sval og fuldkommen reen; kun henne paa Albanerbjergene bølgede den sædvanlige blaanende Taage, der gjør de italienske Bjergegne saa yndige. Bi gik en Times Tid omkring i Byen, især nede i Hovedgaden, frem og tilbage, for at see paa Dragterne. Af Physiognomier fandt vi næsten ingen saa smukke ellerinteressante som de Fleste i Omegnen af Fraskati. En Boghøker, der havde opslaaet fin Boutik midt paa Fortouget, bestaaende af et Bord, nogle og tyve Bøger og et Par Stole, falbød en Slump antike Stene. B. som er en Kjender, fandt, at der var nogle fortrinlige iblandt, og kjøbte dem. Jeg er bleven bedraget to Gange, og indlader mig for det Første ikke mere paa denne Handel. Bed Solens Port, (det prægtige Navn paa Byens Hovedport mod Campagnen), stod en Gruppe høie, velvorne Ungkarle og røg af deres korte Rørpiber. Over deres Hoved stod den bekjendte Indskrift: Det Prænestinske Senat og Folk. Efterkommerne af den stolte Nation, som boede engang her i Egnen, synes endnu ikke at kunne glemme deres fordums Høihed; næsten i alle Smaabyer finder man denne Inscription, ja vor egen lille Bye nøies ikke med Ordet Fraskatanus, men har taget sig den Frihed at sætte Tuskulanus. Jeg spurgte engang en dannet Fraskataner, der er bekjendt for sine liberale Ideer, hvad det da egentlig skulde betyde. Hans Svar lød s. 71 underligt nok: ˮMin Herre! disse Ord pege ikke tilbage til Fortiden, men fremad mod Fremtiden. “

Det lakkede imidlertid ad Aften, og da vi ikke skjøttede om at komme under Tag endnu, begave vi os hen til et Osteri, som laae paa Skyggesiden af Gaden, og sik et Bord og et Par Stole flyttede ud paa Fortouget. Til Børnenes usigelige Moerskab og de Ældres Forundring trak vi de lette Sommerfrakker af, og drak os en Follette i Skjorteærmer. Omsider kom da det prægtige Øieblik, da Gaden blev mørkere og mørkere. Bi kunde see ud igjennem Porten. Den ene Side glødede, medens den anden laae i Skygge. Langt ude i Campagnen saae vi det høirøde Slør, som ingen dødelig Pensel formaaer at efterligne. Da Stjernerne kom frem, sadde vi paa vort hyggelige Bærelse og snakkede lidt frem og tilbage, meest om det Land, som hver Dag rinder os i Hu.